„Gå ud fra hende, mit folk“
„Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åb. 18:4.
1. Hvornår lød opfordringen til at gå ud fra Babylon den Store, og hvorfor var det en betimelig opfordring?
„GÅ UD fra hende, mit folk.“ Denne opfordring har lydt siden 1919, året for fredsslutningen mellem de nationer der havde udkæmpet den første verdenskrig, der varede fra 1914 til 1918. De religiøse samfund i verden havde også haft en andel i denne globale konflikt. Men hvor havde de mennesker været som Bibelens Gud betegner som sit „folk“? Disse fredelige kristne havde været i trældom, ja de havde været fanger, under Babylon den Store og dets politiske elskere, som havde deltaget i krigen.
2. Hvilken lignende opfordring blev tidligere givet gennem Jeremias?
2 Opfordringen til at „gå ud fra hende“ var nedfældet skriftligt i Åbenbaringen 18:4. Tidligere var en lignende opfordring blevet nedfældet i Jeremias 51:45, hvor vi læser: „Drag ud deraf, mit folk, enhver redde sit liv for [Jehovas] glødende harme.“
3, 4. (a) Hvorfra skulle de drage ud, ifølge Jeremias 50:8-10? (b) Havde Babylon det samme forhold til Jehova da denne profeti blev opfyldt, som det havde haft under Nebukadnezars herredømme?
3 Hvorfra skulle de drage ud? Jeremias 50:8-10 svarer med klare ord: „Fly ud af Babel, drag bort fra kaldæernes land, bliv som bukke foran en hjord! Thi se, jeg vækker fra nordens land en sværm af vældige folk og fører dem frem mod Babel, og de skal ruste sig imod det; fra den kant skal det indtages; . . . Kaldæa gøres til bytte; alle, som gør det til bytte, mættes, lyder det fra [Jehova].“
4 Disse profetiske ord ville først gå i opfyldelse efter kong Nebukadnezars død. De ville først blive opfyldt når en af Nebukadnezars efterkommere, nemlig Belsazzar, Nabonids søn, sad på den babyloniske trone — nærmere betegnet i år 539 f.v.t. På det tidspunkt symboliserede Babylon ikke længere det det havde symboliseret fra begyndelsen af Nebukadnezars regering i 625 f.v.t. Jehova havde tidligt betegnet Nebukadnezar som sin „tjener“. (Jer. 27:6) Desuden havde han beskæftiget sig med Nebukadnezar mens den jødiske profet Daniel var fange i Babylon, nemlig i forbindelse med to vigtige profetiske drømme. (Dan., kap. 2 og 4) Ja, helt frem til år 592 f.v.t. var nogle af kong Nebukadnezars bedrifter blevet forudsagt i profetien. (Ez. 29:17-20) I hvert fald i denne periode var det babyloniske rige under Nebukadnezar blevet benyttet som det redskab hvormed Jehova fuldbyrdede sin hævn over det utro Juda rige og de omboende folkeslag. Den del af Nebukadnezars gerning der stemte med Jehovas vilje, var et forbillede på Jesu gerning i „endens tid“, som vi nu lever i.
5. Hvis gerning var i tiden op til Babylons fald et billede på Jesu Kristi gerning, ifølge Esajas 44:28 til 45:7, og hvordan var Daniels tydning af skriften på væggen i harmoni med Esajas’ profeti?
5 Men i tiden op til Babylons fald i år 539 f.v.t. blev den gerning der forudskildrede det værk som den herliggjorte Jesus Kristus ville udføre i „endens tid“, overtaget af Kyros den Store, kongen over det medo-persiske rige. (Es. 44:28 til 45:7) Samme nat som Babylon faldt tydede profeten Daniel de gådefulde ord der blev skrevet på væggen i kong Belsazzars palads: „Perés [ental af ordet ufarsín i den kryptiske skrift] betyder: Dit rige er delt og givet til Medien og Persien.“ Daniels øjenvidneberetning fortsætter: „Samme nat blev Belsazzar, kaldæernes konge, dræbt, og mederen Darius [Kyros’ forbundsfælle] overtog riget.“ — Dan. 5:28 til 6:1; 9:1, 2.
6. (a) Hvad var Babylon på Belsazzars tid et billede på, og hvilken bog i Bibelen fremgår dette af? (b) Hvem lagde grunden til dette symbolske Babylon, og hvilke religioner omfatter det?
6 Hvad var det gamle Babylon så et billede på i sin sidste tid som verdens herskerinde? Det fremgår af Åbenbaringens bog, der blev skrevet af den inspirerede apostel Johannes omkring år 96, da der endnu fandtes en rest af det gamle Babylon. Af det Johannes skrev i Åbenbaringen 16:12 til 19:3, fremgår det at det domfældte Babylon på Belsazzars tid var et billede på den falske religions verdensimperium, som eksisterer den dag i dag. Grundvolden til dette imperium, som nu omfatter alle religioner der hører den dødsdømte verden til, blev lagt af „en vældig jæger i opposition til Jehova“, nemlig Nimrod, Noas oldesøn, som grundlagde byen Babel ved Eufratfloden. (Åb. 16:12; 1 Mos. 10:8-10, NW) Det imperium der nu kaldes Babylon den Store, omfatter alle de religioner der er „i opposition til Jehova“ — og det er nu „endens tid“ for det. — Dan. 12:4.
7. (a) Hvornår drog fangerne ud af det fortidige Babylon? (b) Hvornår drager fangerne ud af Babylon den Store, og hvorfor på dette tidspunkt?
7 Det er dette verdensomspændende imperium Jehovas folk opfordres til at „gå ud fra“ uden tøven. Når Jeremias i kapitlerne 50 og 51 taler om Babylon, er det altså Babylon som et billede på dette imperium. I fortiden kunne de landflygtige jøder og deres ledsagere ikke drage ud af Babylon før det var faldet for mederne og perserne i 539 f.v.t. (Es. 14:12-17) Men hvordan forholder det sig her i det 20. århundrede? Hvordan stiller sagen sig for dem som Jehova i dag betegner som sit folk? De har fået påbud om at „gå ud fra“ det nutidige store Babylon før det ødelægges i den kommende „store trængsel“ som Kristus har forudsagt. (Matt. 24:21, 22; Åb. 1:1; 7:14, 15) Det må de gøre for ikke at blive ramt af plager og ødelagt sammen med det store Babylon. — Åb. 18:4.
8. Hvad er dét at Jehovas tjenere er draget ud fra Babylon den Store siden 1919 et tegn på, og hvilket redskab benyttede Jehova for at udvirke denne udfrielse?
8 Når først Babylon den Stores politiske elskere vender sig imod hende for at udslette hende, vil det ikke længere være muligt at slippe bort derfra. (Åb. 17:15-18) Jehovas indviede tjenere begyndte at drage ud fra hende i efterkrigsåret 1919. Dette var et tegn på at Babylon den Store allerede i en vis forstand var faldet, nemlig i billedlig forstand. I 1919 var dets magt til at holde Jehovas tjenere i trældom, blevet brudt. Siden er Jehovas tjenere aldrig igen kommet i religiøs trældom under Babylon den Store, sådan som de gjorde under den første verdenskrig fra 1914 til 1918. Æren for deres udfrielse må tillægges den der inspirerede Jeremias til at profetere herom, nemlig Jehova. Som sit redskab i denne forbindelse benyttede han den større Kyros, den herliggjorte Herre Jesus Kristus. Denne modbilledlige Kyros var begyndt at herske i det himmelske rige i 1914, efter at de „syv tider“ der blev forudsagt i Nebukadnezars drøm, var udløbet. (Dan. 4:1-37) Siden 1919 har den større Kyros udfriet millioner af mennesker som har søgt at opnå religiøs frihed, fra Babylon den Store. Hvis de forbliver trofaste mod hans rige vil de være i sikkerhed under hans beskyttelse. Hverken kristenhedens gejstlige eller de ikkekristne religioners ledere vil kunne få magt over dem.
Fangernes tilbagevenden til Zion forudsagt
9, 10. Var det et tilfælde at „resten“ blev udfriet fra Babylon den Store i 1919? Hvad var hensigten med denne udfrielse, ifølge Jeremias 50:4, 5, 28?
9 Det at en lille og foragtet rest af Jehovas folk således blev udfriet fra det religiøse fangenskab dengang for over 60 år siden, var på ingen måde et tilfælde. Det skete som en opfyldelse af profetierne i Jehovas eget ord, Bibelen. I den profeti han lod Jeremias udtale i 614 f.v.t. for at forudsige Babylons fald, der indtraf i 539 f.v.t., læser vi:
10 „I hine dage og til hin tid, lyder det fra [Jehova], skal israelitterne sammen med judæerne komme; de skal vandre under gråd og søge [Jehova] deres Gud; de skal spørge om vej til Zion [bjerget hvor hovedstaden ligger], did er deres ansigter vendt; de skal komme og klynge sig til [Jehova] i en evig pagt, der aldrig glemmes. [I hvilken hensigt?] Hør, hvor de flyr og redder sig fra Babels land for at melde i Zion om hævnen fra [Jehova] vor Gud, hævn for hans helligdom.“ — Jer. 50:4, 5, 28.
11. Sigter Jeremias’ profeti til den jødiske zionistbevægelse? Hvordan er situationen i Jerusalem i dag?
11 Dette sigter ikke til den zionistiske bevægelse der blev stiftet af den østrigske jøde Theodor Herzl i 1897. Det Jerusalem som jøderne i dag har rådighed over, vandt de ved militær magtanvendelse i seksdageskrigen i 1967, og på tempelbjerget ligger i dag den islamiske „Klippemoské“, der ikke henleder opmærksomheden på Jehovas navn. Hvilket „Zion“ er „restens“ medlemmer da fredeligt vendt tilbage til siden 1919?
12. Hvilket Zion er „resten“ fredeligt vendt tilbage til siden 1919?
12 De er vendt tilbage til det Zions bjerg som den kristne apostel Johannes så i et syn 26 år efter at det jødiske Jerusalem var blevet jævnet med jorden af de romerske legioner i år 70. Johannes skrev: „Og jeg så, og se! Lammet stod på Zions bjerg, og sammen med det et hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. . . . og lyden som jeg hørte, var som af sangere der akkompagnerer sig selv på harpe og spiller på deres harper. Og de synger ligesom en ny sang foran tronen [Guds trone] og foran de fire levende skabninger og de ældste; og ingen var i stand til at lære den sang uden de hundrede og fireogfyrre tusind, som er blevet købt fra jorden. . . . Disse er blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet.“ — Åb. 14:1-4.
13. (a) Hvad siger apostelen Johannes nogle få vers længere fremme om Babylon den Store? (b) Hvilke begivenheder i 1919 betød en rystelse for det store Babylon?
13 Blot nogle få vers længere fremme skriver apostelen Johannes interessant nok: „Og en anden engel, nummer to, fulgte efter og sagde: ’Hun er faldet! Babylon den Store er faldet, hun som har fået alle nationerne til at drikke af sin utugts harmes vin!’“ (Åb. 14:8) Til trods for sin amourøse forbindelse med nationernes politikere oplevede det store Babylon i 1919 et chokerende fald hvad indflydelse og magt angår. Den falske religions verdensimperium blev rystet da den større Kyros, Jesus Kristus, udfriede resten af de åndelige israelitter og satte dem til at udføre et åndeligt genopbygningsarbejde.
14. (a) Gik den udfriede rest ind for slagordet: „Religion er opium for folket,“ eller for den påstand der blev fremsat vedrørende Folkeforbundet? (b) Hvilken hovedstad vendte de sig til?
14 De revolutionære kræfter der i 1919 havde opnået den politiske magt i Østeuropa, handlede efter deres slagord: „Religion er opium for folket.“ Men det var ikke den vej Jehovas „rest“, som var blevet udfriet fra det store religiøse Babylon, skulle gå. Folkeforbundet var også blevet foreslået, og dets oprettelse var blevet vedtaget på fredskonferencen i 1919, og Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika var gået ind for det og havde betegnet det som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. Mente Jehovas tjenere at det var den vej de skulle gå? Nej! Da de fra 1. til 8. september 1919 holdt deres generalstævne i Cedar Point, Ohio, USA, afslørede de Folkeforbundet som en falsk erstatning for Guds rige og erklærede offentligt at det ville slå fejl. Idet de afviste enhver erstatning som var foreslået af mennesker, vendte de sig til det himmelske Zions bjerg, for det var dér de med troens øjne så Guds lam, Jesus Kristus, stå som regerende konge. — Åb. 14:1-3; Hebr. 12:22.
15. I hvilken forstand var det „under gråd“ at „resten“ søgte det åndelige Zion, og under hvilke nye forudsætninger begyndte de at granske Bibelen?
15 Med glædestårer vendte medlemmerne af den udfriede rest sig altså bort fra det store Babylon og søgte det åndelige Zions bjerg, hvor deres himmelske konge havde stået som regerende konge siden udløbet af hedningernes tider i 1914. I overensstemmelse med deres teokratiske hensigt begyndte de at granske Bibelen under nye forudsætninger, idet de nu så et stigende antal bibelprofetier som havde at gøre med Guds rige ved Kristus, gå i opfyldelse.
16. I hvilken forstand var det ’for Jehovas helligdom’ at „restens“ medlemmer meldte om hævn, og hvad kunne „resten“ med ubrydelig tillid på forhånd berette om?
16 De begyndte frygtløst at „melde . . . om hævnen fra [Jehova] vor Gud, hævn for hans helligdom“. (Jer. 50:28) De var selv en del af en åndelig helligdom der tilhørte Jehova, et billedligt tempel som bestod af hovedhjørnestenen Jesus Kristus og de 144.000 medlemmer af tempelskaren under ham. (1 Kor. 3:16, 17; Ef. 2:19-22) Under den første verdenskrig havde resten af tempelskarens medlemmer fået en hård medfart, og dette ondsindede forsøg på at udslette dem gav Jehova en gyldig grund til, når hans tid var inde, at fuldbyrde sin hævn over det store Babylon og dets elskere. Når dette sker vil Jeremias’ lange profeti mod Babylon få sin fulde opfyldelse. I ubrydelig tillid til at også de næste dele af Jeremias’ profeti vil gå i opfyldelse, at de så godt som har fundet sted, siger den genrejste rest med ordene i Jeremias 51:10: „[Jehova] har bragt vor ret for lyset; kom, lad os kundgøre [Jehova] vor Guds værk i Zion!“
17. Hvad er Jehova parat til at gøre ved hjælp af sit redskab?
17 Jehova har sit eget redskab hvormed han vil fuldbyrde sin hævn, og med ordene i Jeremias 51:24 giver han til kende at han ikke vil undlade at bruge dette redskab: „Jeg vil gengælde Babel og alle Kaldæas indbyggere alt det onde, de gjorde mod Zion for eders øjne, lyder det fra [Jehova].“
18. Hvilket ønske kan „resten“ med rette give udtryk for på grund af al den skændsel det guddommelige navn er blevet udsat for, og hvilket synspunkt anlægger „resten“ dermed?
18 Lad os ikke glemme al den skændsel den babyloniske religions verdensimperium har bragt over den eneste levende og sande Guds navn, især ved at forfølge de indviede kristne der bærer dette navn og holder det i ære. Med dette i tanke vil vi forstå hvorfor Jehova har besluttet at tilintetgøre dette jordiske system, der i første række er blevet benyttet som et redskab af hans hovedmodstander, Satan Djævelen. De der repræsenterer det himmelske Zion på jorden anlægger derfor blot Jehovas eget syn på tingene og er i overensstemmelse med hans erklærede hensigt når de udtrykker følgende ønske: „Den vold, jeg led, og min overlast komme over Babel, siger de, som bor i Zion, mit blod over Kaldæas indbyggere, siger Jerusalem.“ — Jer. 51:35.
19. Hvorfor kan man ikke sige at sådanne bønner afspejler grusomhed, i betragtning af de historiske kendsgerninger og det Jehova selv siger i Jeremias 51:36, 37?
19 Ingen må mene at sådanne bønner fra Zions og Jerusalems side skyldes grusomhed, eller at det vil være uretfærdigt af Jehova at besvare dem ved at vende sig mod Babylon den Store. Jehova kan ikke overse den historiske kendsgerning at det store Babylon har grebet til vold mod hans tilbedere, ja endog har udgydt deres uskyldige blod. Lad ham selv tage til orde. I Jeremias 51:36, 37 læser vi: „Derfor, så siger [Jehova]: Se, jeg fører din sag og giver dig hævn, jeg lægger dets hav [et udtryk for handelsforbindelser] tørt og udtørrer dets kilde. Babel skal blive en grushob.“
20. Hvad vidner det gamle Babylons nuværende tilstand om?
20 Da denne profeti blev udtalt — det skete i 614 f.v.t., det vil sige 75 år før det gamle Babylon blev indtaget — forekom det umuligt at disse ord skulle kunne gå i opfyldelse. I 614 f.v.t. var Babylon på vej mod magtens og herlighedens tinde. Men i dag vidner det sted ved Eufratfloden hvor fortidens hovmodige Babylon lå, om at Jehova ikke tog fejl. Kun få af de oprindelige sten i Babylon er tilbage. Jehovas forsikring til sit undertrykte folk var ikke tomme ord. Jehova indbragte virkelig sit folks „sag“ for universets domstol; han førte dets sag og gav det hævn. Han sørgede for at regnskabet blev gjort op.
21, 22. Hvilken glæde vil den større Kyros få i nær fremtid, ifølge Salme 137:8, 9?
21 I nær fremtid vil den modbilledlige Kyros, den herliggjorte Jesus Kristus, få den lykkelige opgave at sørge for at regnskabet gøres op med det nutidige Babylon. De der tilbeder Jehova og som har måttet lide for Babylon den Stores hånd, anlægger det guddommelige syn på retfærdighed og kan derfor sige med salmistens ord:
22 „Du Babels datter, du ødelægger! Salig [Lykkelig] den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os! Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod klippen!“ — Sl. 137:8, 9.
23. Ved hjælp af hvad vil det store Babylon blive omstyrtet, og hvem tager alligevel ansvaret for det der sker?
23 Når tiden er inde vil de jordiske redskaber få fuld frihed til at hærge Babylon den Store. (Åb. 17:15-18) Men Jesus Kristus vil med glæde påtage sig ansvaret for dets tilintetgørelse. I bibelprofetien tillægges han, som den større Kyros, æren for Babylon den Stores fortjente undergang. Da han tjente på jorden som menneske led han ondt for dets hånd, og det samme har hans trofaste disciple gjort. — Åb. 18:24.
24. (a) Hvordan optræder Babylon den Store frækt eller formasteligt i spørgsmålet om herredømme? (b) Hvis „datter“ er hun, hvilke ulykker vil snart ramme hende, og hvordan?
24 Babylon den Store, den religiøse skøge, har optrådt som den personificerede frækhed eller formastelighed. (Jer. 50:31, 32) Hun betragter ikke det jordiske Jerusalem eller Zion med den islamiske klippemoské som sin rival; hendes formastelighed er vendt mod det himmelske Zions bjerg, hvor den større Kyros hersker som konge. Hun giver udtryk for sin formastelige holdning ved at sige: „Jeg sidder som dronning.“ (Åb. 18:7) Hvis hun ligesom fortidens Babylon skal kaldes „datter“, må det være datter af Satan Djævelen. (Joh. 8:44; Jer. 50:42; 51:33) Som profetien siger, skal hun brat rammes af to ulyksalige ting, nemlig „barnløshed og enkestand“. (Es. 47:9; Åb. 18:7, 8; Jer. 50:9) Medlemmerne af hendes religiøse organisation vil enten blive dræbt i den kommende „store trængsel“, eller de vil dø bort for hende i den forstand at de frasiger sig enhver forbindelse med hende og ikke længere bekender sig til nogen religion overhovedet. Det vil volde hende stor sorg!
25. Hvad må vi uden tøven gøre hvis vi ikke ønsker at blive henregnet til det store Babylons ’børn’ der skal ’knuses mod klippen’?
25 Ønsker vi at blive henregnet til Babylon den Stores religiøse børn når Guds tid er inde til at de skal ’knuses mod klippen’? Hvad nu hvis vi ikke ønsker denne skæbne, men derimod hævder at høre til dem som Gud kalder sit „folk“? Hvad skal vi da gøre? Intet mindre end at udnytte den tid der er tilbage og adlyde den befaling Gud barmhjertigt lader lyde gennem sit ord: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åb. 18:4; Jer. 50:8.