Håber De at komme i himmelen når De dør?

„HIMMEL og helvede har ingen interesse.“ Sådan lød en overskrift i avisen The Morning Call (12. februar 1969). Den omtalte en opinionsundersøgelse af „den typiske amerikaner“, syvogtyve år gammel og med eksamen fra high school. Hans hovedinteresser, stod der, var „fodbold, jagt, fiskeri og at rode med biler“. Skønt dette måske kan siges om „den typiske amerikaner“ på syvogtyve år, er der millioner af andre amerikanere, såvel som millioner fra andre lande, der tager deres religion mere alvorligt. Mange af dem håber at komme i himmelen når de dør.

Er De en af dem? Hvis De er, hvorfor håber eller forventer De så at komme i himmelen når De dør? Sandsynligvis er en af grundene at De har lært vi har en udødelig sjæl der er forskellig fra og kan eksistere adskilt fra legemet, og at den ved døden enten farer til himmelen eller til et brændende helvede. Selvfølgelig ville De, hvis De skulle vælge mellem et af disse to steder, vælge at komme i himmelen.

Men er det muligt at Bibelen ikke lærer at vi har en sjæl der lever videre efter at legemet dør? Ja, det er det; sådan er det i virkeligheden, og det er der flere og flere der indser. Som omtalt i bladet Time anerkender Peter, en katolsk teolog ved St. Mary’s College i Californien, at den gamle forestilling om at mennesket har en sjæl der forlader legemet ved døden „ikke er fornuftig“. „Der er blot mennesket, mennesket i Guds billede og lighed. Hele mennesket er blevet skabt og vil blive frelst,“ siger han. Lignende udtalelser kan man finde i „Glossary of Biblical Theology Terms“ der findes bag i den katolske New American Bible, som blev udgivet i 1970.

Og det er netop hvad Bibelen lærer. Den siger at mennesket i begyndelsen „blev til en levende sjæl“, ikke at mennesket fik en sjæl. Ligesom der er stor forskel på at have en hustru og at være en hustru, sådan er der også stor forskel på at have en sjæl og at være en sjæl. Bibelen siger også at „den sjæl, der synder, den skal dø“. Den kan derfor ikke være udødelig. Desuden viser Guds ord at „de døde ved ingenting“. Det er grunden til at Bibelen taler om døden som en ’søvn’. Interessant nok lærte Martin Luther engang at troende mennesker som døde, var uden bevidsthed indtil opstandelsen. — 1 Mos. 2:7, oversættelsen af 1871; Ez. 18:4, 20; Præd. 9:5; 1 Kor. 15:20; 1 Tess. 4:13.

Nogle kommer i himmelen

Ja, Bibelen viser at de døde er uden bevidsthed indtil opstandelsen. Men den viser også klart at nogle så oprejses til himmelsk liv. Allerførst blev Jesus Kristus oprejst til himmelen. Om ham sagde apostelen Peter: „Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner.“ Derefter blev han ophøjet til „Guds højre hånd“. Vi får også at vide at „Kristus gik . . . ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os“. — Ap. G. 2:32, 33; Hebr. 9:24.

Desuden lovede Jesus sine apostle en plads i himmelen: „Hvor jeg er, dér skal også I være.“ (Joh. 14:2, 3) At hans apostle havde dette håb ses klart af deres breve. Således skrev apostelen Paulus: „Thi vi ved, at dersom vort legemes telt, vor jordiske bolig, nedbrydes, har vi en bygning, som kommer fra Gud, . . . en evig, i Himlene.“ (2 Kor. 5:1) Sådanne kristne har „et levende håb . . . til en uforkrænkelig . . . arv . . . i Himlene“, hvor de vil „få del i guddommelig natur“. — 1 Pet. 1:3, 4; 2 Pet. 1:4.

Vil de utallige millioner der har næret håb om at komme i himmelen, da få deres ønske opfyldt? Bibelen gør det helt klart at antallet af dem der kommer i himmelen i virkeligheden er relativt lille. Således sagde Jesus til dem: „Frygt ikke, du lille hjord! thi jeres Fader har besluttet at give jer Riget.“ Og tre steder i Åbenbaringens bog opgives antallet af det åndelige Israel, antallet af dem der står sammen med Lammet Jesus Kristus på det himmelske Zions bjerg, til blot at være 144.000. Om dem siges det at „de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år“. — Luk. 12:32; Åb. 7:4; 14:1, 3; 20:6.

For at et menneske kan opnå det himmelske håb, kræves der visse skridt fra vedkommendes side og fra Guds side. Mennesket må angre sin tidligere syndige handlemåde, det må vende om og følge en retfærdig handlemåde, det må indvi sig til at gøre Guds vilje, og lade sig døbe. Det er de ting mennesket selv kan gøre. Resten afhænger af Gud. — Ap. G. 3:19; Hebr. 11:6; Ap. G. 4:12; Matt. 28:19, 20.

Hvis Gud så ønsker det, kalder han et sådant menneske og udvælger det gennem sin søn, Jesus Kristus. (2 Tim. 1:9, 10; 1 Pet. 2:9) Gud erklærer også et sådant menneske retfærdigt på grundlag af vedkommendes tro på Kristi blod, og ved Hans hellige ånd avles dette menneske som en åndelig søn. (Rom. 5:1, 9; 8:15, 16, 33, 34; Jak. 1:18) De der har fået dette himmelske håb må bevare deres integritet og være trofaste indtil døden. Dette indbefatter at de holder sig adskilt fra verden, at de ’holder deres legeme i ave’ så de behersker det og ikke beherskes af det, og at de er på vagt mod Djævelens snarer. (Jak. 1:27; 1 Kor. 9:27; 1 Pet. 5:8) Hvis de gør det kan de, i lighed med apostelen Paulus, se frem til at modtage „retfærdighedens sejrskrans“. — 2 Tim. 4:8; Åb. 2:10.

Det jordiske håb

Er håbet om evigt liv begrænset til dem der kommer i himmelen, til blot 144.000? På ingen måde! Sagde Jesus ikke at vi skulle bede om at Guds rige måtte komme og hans vilje ske på jorden som den sker i himmelen? (Matt. 6:10) Desuden læser vi at den tid skal komme hvor „landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund“. (Es. 11:9) Og vi forsikres også om at ’Guds bolig skal være hos menneskene’ og at han „skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere“. (Åb. 21:2-4) Disse ord må hentyde til jorden, for der har aldrig været død i himmelen hvor Gud er. Disse og mange lignende skriftsteder viser klart at der er mennesker der vil blive belønnet med et vidunderligt jordisk liv. For tusinder af millioner som er døde er der håb om og udsigt til en opstandelse fra de døde til liv her på jorden. Sagde Jesus ikke at „den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem“? — Joh. 5:28, 29.

At også andre end de der skal i himmelen vil opnå frelse, ses klart af fortsættelsen til et af de skriftsteder der omtaler de 144.000 åndelige israelitter: „Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne; og de råbte med høj røst og sagde: ’Frelsen tilhører vor Gud . . . og Lammet.’“ At denne store skare ikke kan tælles er et argument for at det antal der nævnes af åndelige israelitter er et bogstaveligt antal. — Åb. 7:9, 10.

Betyder det at der hvad den endelige belønning angår er to mulige udfald for dem der opnår frelse ved at tro på Jesus Kristus? (Joh. 3:16) Ja, for der er ingen tvivl om at Bibelen både taler om himmelske og jordiske velsignelser og belønninger. Det logiske heri ser vi hvis vi blot tænker over spørgsmålet. Hvis alle de mange millioner der til sidst vil opnå frelse skulle i himmelen for at være præster og konger, hvem skulle de så tjene som præster for, og over hvem skulle de herske som konger? Men når vi forstår at kun 144.000 skal tjene på denne måde og at de vil velsigne de utallige millioner der bliver oprejst fra de døde og skal leve her på jorden, så lyder det fornuftigt. Når vi desuden tænker på at langt de fleste af dem der opstår fra de døde, i begyndelsen ikke vil have ret meget kundskab om Jehova Gud og om hans retfærdige krav, kan vi se hvor stort et arbejde det vil være for de himmelske præster og konger igen at bringe disse i harmoni med deres Skaber. Bibelen viser at der vil være tusind år sat til side til dette arbejde, og af den grund kaldes det tusindårsriget. — Es. 11:1-9; 2 Pet. 3:8; Åb. 20:4-6.

Der vil være „fyrster“ der tjener som jordiske repræsentanter for dette himmelske rige, sådan som det profetisk blev forudsagt om Jesus Kristus: „Dine sønner træde ind i dine fædres sted, sæt dem til fyrster rundt i landet!“ (Sl. 45:17) Disse fyrster vil indbefatte alle trosheltene lige fra Abel til Johannes Døber. Skal ingen af dem i himmelen? Nej. Hvordan kan vi vide det? Fordi Jesus sagde at indtil da, år 31 e.v.t., var der ingen der var steget op til himmelen. Og om Johannes Døber sagde han at blandt kvindefødte var der ingen større end han, „men den mindste i Himmeriget er større end han“. Bibelen siger også at selv kong David, en mand der havde Guds godkendelse, ikke var steget op til himmelen. — Matt. 11:11; Joh. 3:13; Ap. G. 2:25-35.

Hvorfor var der ingen af dem der kom i himmelen? Fordi vejen til himmelen først blev åbnet ved hjælp af Kristi offer. Desuden var der ingen der kunne komme der før ham, for han skulle være „førstefødt af de døde, for at han skulle være den ypperste blandt alle“. Det følger derfor heraf at kun de der døde efter Kristi død og opstandelse og himmelfart kunne gøre sig håb om at opnå liv i himlene. — Kol. 1:18; Hebr. 10:20; 2 Tim. 1:10.

Kendsgerningerne viser at kaldet eller indbydelsen fra Gud til himmelsk liv stort set er ophørt, idet det fulde antal er blevet kaldet og udvalgt. Det er grunden til at Jehovas kristne vidner i dag vidt og bredt forkynder den gode nyhed om evigt liv på en paradisisk jord under Guds rige. I betragtning af den tid vi lever i, fremholdes håbet om at „en stor skare“ af „andre får“ ikke behøver at dø, men kan komme fra denne gamle ordning ind i en ny tingenes ordning hvor de kan leve for evigt. For helt at gøre dette håb til Deres eget, opfordrer vi Dem til at studere Bibelen sammen med et af Jehovas vidner. — Joh. 10:16; Matt. 24:14.