Er verden i dag tolerant eller blot ligegyldig?

NOGLE mener at vi lever i en tolerancens tidsalder — en verden hvor det i de fleste lande er utænkeligt at folk vil blive slået ihjel eller torteret på grund af deres religiøse overbevisning. Men hvor dybt stikker tolerancen egentlig? Kunne det tænkes at den lovpriste tolerancens tidsalder blot er ligegyldighedens tidsalder?

Kampen for tolerance

I virkeligheden er tolerance et forholdsvis nyt begreb, selv i den vestlige verden. Ifølge Gyldendals Fremmedordbog er det danske ord „tolerance“ af fransk oprindelse. Den franske Vocabulaire de la Philosophie af André Lalande siger: „Det [franske] ord tolerance blev født i det 16. århundrede som en følge af de religiøse krige mellem katolikker og protestanter. Katolikkerne endte med at tolerere protestanterne og omvendt.“

I Frankrig endte religionskrigene i 1598 med Nantes-ediktet, en lov hvorved kong Henrik IV gav protestanterne begrænset frihed. Men religionsfriheden var stadig ikke sikret i Frankrig. I 1685 ophævede kong Ludvig XIV dette edikt, og huguenotterne stod over for endnu et århundrede hvor de blev fængslet, sendt til galejerne eller slået ihjel. Det var først efter at den franske revolution var begyndt i 1789 at religionsfrihed begyndte at blive lovfæstet i Frankrig.

I Tyskland endte krigene mellem de katolske og de lutheranske fyrster i 1555 med den augsburgske religionsfred. Denne fred gav dem imidlertid ret til at påtvinge deres respektive undersåtter deres egen tro. Der var ingen religionsfrihed for dem der havde en afvigende mening. Trediveårskrigen mellem katolikker og protestanter sluttede i 1648, og gennem den westfalske fred udvidedes religionsfriheden til calvinisterne. Men det var først i 1781 at det tyske toleranceedikt gav alle ikke-katolikker religionsfrihed, og selv denne frihed var begrænset.

I England var der også en lang og bitter kamp for tolerance. Katolikker, anglikanere og puritanere skiftedes til at forfølge hinanden efterhånden som de kom til magten. I 1689, under den protestantiske kong William III, blev den britiske tolerancelov udstedt, men den forbød enhver forkyndelse mod treenigheden, og folk der havde en afvigende mening blev udelukket fra politiske embeder. I det attende århundrede blev der vedtaget forskellige love som lidt efter lidt gav dem der ikke var medlemmer af den anglikanske kirke, religionsfrihed. Men katolikker, jøder og andre mindretalsgrupper blev unddraget visse borgerrettigheder. Det var først i 1820 at de fleste af disse begrænsninger blev ophævet, og det var først i 1880 — for kun ét hundrede år siden — at religiøse mindretalsgrupper fik lov til at begrave deres døde i overensstemmelse med deres tro.

Fælleskirkelighed — tolerance eller ligegyldighed?

Vi ser altså at vor tids såkaldte tolerance ikke har særlig dybe rødder i historien. Hvad ligger der da bag den tolerante holdning der er så fremherskende i dag? At man oprigtigt anerkender andres ret til at tro og mene hvad de vil — eller ligegyldighed over for religiøse spørgsmål?

Den romersk-katolske kirke mener det sidste. The Catholic Encyclopedia siger uden omsvøb: „Tolerancen kom ind da troen gik ud.“ Det samme værk siger videre: „Det ser derfor ud til at kirken er mærkelig inkonsekvent, for mens den kræver tolerance og frihed for sig selv, har den været og er stadig intolerant over for alle andre trossamfund.“

Et eksempel på dette er Det andet økumeniske Vatikankoncil i 1965, hvor den romersk-katolske kirke for første gang i historien anerkendte nødvendigheden af trosfrihed. Men hvis man omhyggeligt læser Paul VI’s officielle erklæring om denne frihed, vil man opdage at han var mere optaget af den katolske kirkes frihed i lande hvor denne var i fare end af frihed for de ikke-katolske trossamfund. Og det at den nuværende pave lægger så megen vægt på Mariadyrkelse og præsteligt cølibat, er et vidnesbyrd om at hans opfattelse af fælleskirkelighed går ud på at protestanterne skal vende tilbage til romerkirkens favn.

Om de nuværende økumeniske bestræbelser, hvori det protestantiske og ortodokse Kirkernes Verdensråd spiller en fremtrædende rolle, siger The New Encyclopædia Britannica: „Det 20. århundredes økumeniske bevægelse har forsøgt at medvirke til at overvinde den kirkelige splittelse ved netop at afklare de ikke-teologiske faktorer.“ (Kursiveret af os.) Med andre ord, den økumeniske bevægelse søger at forene kirkerne i alle spørgsmål med undtagelse af de åndelige. Den tager sig af sociale og politiske spørgsmål. Kirkernes Verdensråd angiver selv at det stiller midler til rådighed for „frihedsbevægelser“ i forskellige lande. For nylig trak Frelsens Hær sig ud af Kirkernes Verdensråd, idet Hæren anklagede det for at være ledet „snarere af politik end af evangeliet“ og for at yde økonomisk støtte til guerillabevægelser. Det er derfor helt tydeligt at den økumeniske bevægelses tolerance med hensyn til lærespørgsmål i virkeligheden er et tegn på ligegyldighed over for lærespørgsmål. Derimod gør dets indblanding i politik det ikke mere vellidt hos visse politiske regeringer.

En stærk overbevisning uden intolerance

I M’Clintock og Strongs Cyclopædia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature læser vi: „Kristi kirke kender, i sin renhed, ikke til intolerance og kan derfor aldrig gøre sig skyldig i forfølgelse.“ (Kursiveret af dem.) Værket citerer John Jortin, en engelsk protestant fra det attende århundrede, født af franske forældre der var huguenotter. Han sagde: „Hvor forfølgelsen begynder, ender kristendommen.“ Værket siger videre: „Det var efter at kristendommen var blevet [romer]-rigets officielle religion, og efter at dets præster havde fået rigdom og ære, at forfølgelsens skrækkelige onde fik sin enorme styrke og øvede sin ødelæggende indflydelse på evangeliets tro.“

Ja, det var først efter frafaldet at de „kristne“ blev intolerante forfølgere. Apostelen Paulus forudsagde dette frafald og skrev: „Der kommer en tid da man ikke vil tolerere den sunde lære . . . Man vil ikke længere lytte til sandheden, men vil gå efter menneskeskabte myter.“ (2 Timoteus 4:3, 4, The New Testament in Modern English af J. B. Phillips) Kristenhedens trosbekendelser indeholder mange menneskeskabte myter, og det var netop på grund af sådanne myter at de frafaldne kristne blev forfølgere. For eksempel affødte myten om „tre guddommelige personer i én Gud“ voldsom splid og forfølgelse blandt såkaldte kristne i det fjerde århundrede. Modstandere af treenighedslæren blev fortsat forfulgt op igennem århundrederne.

Men sande kristne er ikke forfølgere. Det betyder dog ikke at de ikke har en stærk religiøs overbevisning eller at de ikke tilbageviser falsk lære. Apostelen Paulus gav udtryk for den rigtige kristne indstilling: „Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige, men mægtige ved Gud til nedrivning af fæstningsværker. Vi nedriver nemlig ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud, og vi tager enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias.“ — 2 Korinter 10:4, 5.

Jehovas vidner bruger på samme måde Bibelens sandheder som deres eneste våben til at nedrive de stærkt befæstede menneskeskabte religiøse myter. Men de bruger aldrig tvang, eller forfølger dem der ikke er enige med dem, skønt de selv er blevet grusomt forfulgt af religiøse og politiske magter. De følger Paulus’ vejledning: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. Vær i forvejen indstillet på det der er godt i alle menneskers øjne. Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker. I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ — Romerne 12:17-19.

Nogle vil dog hævde at Jehovas vidner er intolerante fordi de udstøder dem der forser sig og dem der ikke er i overensstemmelse med deres tro. Denne praksis i menigheden bygger imidlertid ikke på nogen menneskelig norm og den skyldes ikke personlig fordom. Det er Gud der befaler de kristne at udstøde syndere. (1 Korinter 5:9-13) Men Jehovas vidner bagtaler eller chikanerer ikke den udstødte på nogen måde. De følger blot Bibelens påbud om at holde op med at komme sammen med en sådan. På denne måde bevares både den kristne menigheds renhed og dens identitet. Dette er helt anderledes end den praksis kirkerne har fulgt, idet de nådeløst har jaget og forfulgt dem der har haft en afvigende mening.

Kirkerne ’høster hvad de har sået’

Apostelen Paulus sagde engang: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Galaterne 6:7) Dette gælder i sandhed de religiøse organisationer der i århundredernes løb har været intolerante over for andre.

I Bibelens sidste bog skildres falsk religion som en skøge der begår „utugt“ med „jordens konger“. (Åbenbaringen 17:1, 2; 18:9) Dette viser hvordan religionen har solgt sig selv til politik fremfor, i lydighed mod Jesu befaling, ikke at være „en del af verden“. (Johannes 17:16) Bibelen forudsiger at de antireligiøse politiske elementer vil blive trætte af religionens indblanding og vil vende sig mod den. Ved hjælp af dem vil Jehova Gud ’eksekvere dommen over den store skøge som fordærvede jorden med sin utugt’ og han vil ’hævne sine trælles blod og kræve det af hendes hånd’. — Åbenbaringen 19:2; 17:16, 17.

Med dette uventede skridt mod religionen vil intolerancen komme til udtryk som aldrig før i historien. Med den falske religions ødelæggelse vil der opstå et gudfjendsk samfund, og end ikke de sande kristne vil undgå dets vrede. Men det efterfølgende angreb på Guds trofaste folk vil udløse Guds indgriben. Han vil simpelt hen ikke tolerere disse „konger“, „højere officerer“ og „stærke mænd“ der angriber hans folk på jorden. — Åbenbaringen 19:17-21; 17:14.

Alle intolerante forfølgere, der af Jesus sammenlignes med bukke, vil „gå bort til evig afskærelse“. Men til sine disciple, fårene, hvoraf mange har været ofre for intolerant forfølgelse, vil han sige: „Kom, min Faders velsignede, arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse.“ (Mattæus 25:31-46) Endelig vil den bøn som sande kristne har bedt, blive besvaret: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ — Mattæus 6:9, 10, den autoriserede danske oversættelse.

Hvor vil du stå når intolerancen mod religionen når sit højdepunkt? Det vil ikke være klogt at være ligeglad. Som apostelen Paulus forklarede i Romerbrevet 9:22, 23: „Gud [har], skønt det er hans vilje at vise sin vrede og gøre sin magt kendt, med megen langmodighed . . . båret over med vredens kar, tjenlige til ødelæggelse, for at han kunne gøre sin herligheds rigdom kendt over for barmhjertighedens kar.“ Ja, det at Gud har „båret over med“ ondskaben har tjent et godt formål: Det har givet retfærdselskende mennesker tid til at tage standpunkt for det der er ret. Men han har fastsat en tid hvori han vil vise sin overbærenhed. (Apostelgerninger 17:30, 31) Alle vidnesbyrdene peger på at denne periode med overbærenhed er ved at udløbe. Bibelen tilskynder dig derfor til at forlade falsk religion før det er for sent. — Åbenbaringen 18:4, 5.

Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig til at komme fri af falsk religion, som har været så intolerant i århundredernes løb. Studér Bibelen sammen med dem. De kan hjælpe dig med at finde dens vidunderlige håb om evigt liv på en paradisisk jord hvor det ene menneskes intolerance mod det andet vil være noget der hører fortiden til.

[Illustration på side 8]

Jehovas vidner tilbageviser falsk lære med Bibelen, ikke med vold

[Illustration på side 9]

Verdslige magter vil blive intolerante over for verdensreligionen, der symboliseres ved en skøge i Åbenbaringens bog