dig ikke, snubler han, juble dit hjerte ikke, at ikke [Jehova] skal se det med mishag.“

Et menneske kan bringe sit forhold til Gud i fare ved at lade vrede følelser få så megen magt at bittert had slår rod. Ved at huse en sådan hævngerrighed siger man egentlig at man har ret til noget som Gud har forbeholdt sig selv. „Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.“ (Rom. 12:19) Derfor råder Ordsprogene 24:29: „Sig ikke: ’Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans gerning.’“ En der således tager sagen i sin egen hånd kan gå glip af Jehova Guds barmhjertighed på dommens dag.

Manglende selvbeherskelse kan også føre til en uværdig optræden. Et bibelsk ordsprog siger herom: „En dåre giver straks sin krænkelse luft, den kloge spottes og lader som intet.“ (Ordsp. 12:16) En der bliver meget opbragt over en eller anden personlig fornærmelse og derpå handler overilet, virker tåbelig i andres øjne. Den kloge, derimod, ignorerer provokerende ord og handlinger. Ved at holde sin tunge i tømme og lægge bånd på sig selv undgår han at skabe et vældigt røre om sagen. At han er blevet vanæret får lov at blive glemt som om det aldrig var sket. Selv bevarer han både værdigheden og sindsroen og han giver sig ikke til at bruge uværdige ord.

Den der bevarer selvbeherskelsen vinder desuden en moralsk sejr. Det var hvad Jesus Kristus gjorde. Han kunne sige til sine disciple: „Fat mod! Jeg har besejret verden.“ (Joh. 16:33) Skønt han var udsat for trusler og forhånelser lod han sig aldrig påvirke til at optræde på samme onde måde som verden. Apostelen Peter skriver om ham: „Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig bestandig til den som dømmer retfærdigt.“ (1 Pet. 2:23) Da det ikke lykkedes for verden at få Jesus til at give igen med samme mønt, kan man sige at den led nederlag i hans tilfælde. Han stod tilbage som den der havde sejret. At vinde en lignende sejr er i sandhed noget der er værd at kæmpe for.

Undertiden kan det ligefrem gavne dem der er årsag til at vi harmes, hvis vi kan bevare roen. Den gode virkning venlighed kan have på sådanne, fremhæves i Ordsprogene 25:21, 22: „Sulter din fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke; da sanker du gloende kul på hans hoved, og [Jehova] lønner dig for det.“ Optræder man venligt over for en der har vakt ens vrede, bliver han måske skamfuld og begynder at tænke alvorligt over hvad han siger og gør. Måske får dette ham til at ændre indstilling og lade sine bedste egenskaber komme for lyset. Selv om dette ikke skulle ske, kan den der bevarer sin selvbeherskelse og ikke gengælder ondt med ondt, tillidsfuldt se hen til at Skaberen vil lønne ham for det.

Det er i sandhed forstandigt hvis vi nøjes med at ’sige det i vort hjerte’ og bevarer vor selvbeherskelse. Det kan vi gøre hvis vi opdyrker beskedenhed og ydmyghed og hvis vi er opmærksomme på os selv så vi ikke kommer til at tale eller handle overilet. Derved undgår vi at bringe vort forhold til Jehova Gud i fare; vi bevarer vor værdighed og vinder en moralsk sejr, og måske kan vi endda hjælpe dem der har provokeret os, så de ændrer deres opførsel til det bedre.

Hvorfor „mange“ diademer?

● Om Jesus Kristus, „kongers Konge og herrers Herre“, siges der i Åbenbaringen 19:12 at han bærer „mange“ diademer på hovedet. Hvad menes der med det? Når konger i fortiden havde myndighed over mere end ét land, bar de ofte mere end én krone eller ét diadem. At Øvre- og Nedre-Ægypten blev styret af samme monark, kunne for eksempel ses af monarkens kongelige hovedbeklædning — en dobbeltkrone. De mange diademer som Herren Jesus Kristus bærer på hovedet, understreger således at han har vidtrækkende, ja verdensomspændende, herredømme som „kongers Konge“. — Åb. 19:16.