Sande kristne kan ikke være feje

DET kræver mod at være en sand kristen. Sande kristne må være villige til at stå over for farer, vanskeligheder, modstand, ja endog døden. Ægte disciple af Jesus Kristus kan ikke forvente at blive behandlet bedre end deres Herre. Som Jesus selv sagde: „En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ — Joh. 15:20.

Der var ingen rimelig grund til at forfølge Jesus. Han viste i gerning at han havde omsorg for andres velfærd. Han var medfølende, venlig og kærlig. (Matt. 8:2, 3; 11:28-30; Mark. 8:2) Han arbejdede utrætteligt, idet han ofte undværede mad og tiltrængt hvile for at helbrede ufuldkomne mennesker for deres sygdomme og for at give dem åndelig trøst og opmuntring. (Matt. 14:13, 14; Mark. 6:31-34) Skønt han blev skældt ud, skældte han aldrig igen. Beretningen om hans liv viser at han var fejlfri, uden synd. — 1 Pet. 2:22, 23.

Og dog blev han genstand for et voldsomt fjendskab. Han blev ondskabsfuldt beskyldt for at være en drukkenbolt og en frådser, for at overtræde Guds lov og endda for at være dæmonbesat. (Luk. 7:34; Joh. 5:18; 8:48) Han blev udsat for store ydmygelser, blev spyttet på, slået i ansigtet, slået med knytnæver, pisket og til sidst naglet til en pæl for at dø en vanærende død, som om han var en gudsbespotter. — Matt. 26:65-67; Joh. 18:22; 19:1, 17, 18.

Det krævede et kolossalt mod af Jesus at udholde alt dette. Han kunne have undgået det ved simpelt hen at føre et pænt liv som tømrer i Nazaret. Men han forkyndte modigt sandheden, afslørede religiøse løgne og påpegede det forkerte ved at leve et liv der udelukkende er helliget egne selviske interesser. Dette udsatte ham for verdens had, for de der foretrak en livsførelse som var i modstrid med Guds vilje, kunne ikke lide at blive afsløret som onde. Det sårede dem at få afsløret at de ikke var så „retfærdige“ som mange af dem gav sig ud for at være. — Joh. 3:19, 20.

Jesu Kristi disciple må gøre det samme som han gjorde. Ikke blot må deres livsførelse være i overensstemmelse med Guds vilje, men de må også gøre en aktiv indsats for at hjælpe andre til at holde Guds befalinger. (Matt. 28:19, 20) Det er især denne gerning der bringer dem i direkte konflikt med de mennesker som foretrækker deres egen onde handlemåde. Sådanne mennesker reagerer voldsomt og ønsker disciplenes arbejde standset. Stillet over for voldsom modstand vil de feje holde op, men det vil de sande kristne ikke.

De sande kristne har ikke fejhedens ånd. Deres fremherskende indstilling er ikke krysteragtig. De kan være frygtsomme, bange for at blive gjort fortræd, eller de kan endda have brug for at blive opmuntret til at vise større frimodighed, men de holder ikke af den grund op med at gøre Guds vilje, sådan som feje mennesker ville gøre. Den kristne apostel Paulus mindede sin trofaste medarbejder Timoteus om dette, idet han sagde: „Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og et sundt sinds ånd.“ — 2 Tim. 1:7, NW.

Paulus påskønnede i høj grad at Gud havde givet ham ’krafts ånd’. I sit brev til de kristne i Filippi forklarede han: „Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.“ (Fil. 4:13) Paulus havde fået kraft til at møde fjender og farer af alle slags så han ikke veg tilbage i frygt. Han havde fået kraft til at udholde alvorlige prøvelser og forfølgelser. — 2 Kor. 11:23-27; 12:9, 10.

Foruden denne gudgivne ’krafts ånd’ havde Paulus en ’kærlighedens ånd’ som tilskyndede ham til fortsat at tjene trofast. Han nærede inderlig kærlighed til Jehova Gud og Herren Jesus. Fyldt med taknemmelighed for det de havde gjort for ham, skrev han: „Jeg er den ringeste af apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Ved Guds nåde er jeg det, jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end alle de andre, dog ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig.“ (1 Kor. 15:9, 10) Desuden nærede Paulus inderlig kærlighed til sine medmennesker, deriblandt sine landsmænd, skønt det ofte var dem der var ansvarlige for de forfølgelser han blev udsat for. Med god samvittighed kunne han sige: „Jeg har en stor sorg og en uafladelig kummer i mit hjerte. Thi jeg kunne ønske selv at være bandlyst fra Kristus, om det kunne gavne mine brødre, mine kødelige stammefrænder.“ — Rom. 9:2, 3.

Yderligere havde Paulus et sundt sinds ånd som hjalp ham til at forblive trofast. Han bevarede et afbalanceret syn på tingene, idet han forstod at det der virkelig betød noget var hans forhold til Jehova Gud som en indviet discipel af Jesus Kristus. (Fil. 3:8-11) Dette afholdt ham fra at give efter når han blev udsat for pres; han søgte ikke at gøre det lettere for sig selv ved at gå på kompromis.

Fordi Paulus bevarede denne gudgivne „krafts og kærligheds og et sundt sinds ånd“ blev han ved med at være en godkendt discipel af Jesus Kristus. Han var sikker på at få sin belønning, og da han stod over for at skulle dø skrev han derfor til Timoteus: „Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst.“ — 2 Tim. 4:7, 8.

De feje har imidlertid ingen grund til at nære en sådan tillid. I virkeligheden viser Guds ord klart at de ingen belønning får. De er blandt dem der vil dø „den anden død“, en død hvorfra der ingen opstandelse er. — Åb. 21:8.

Det er kun ret og rigtigt at det går sådan, for den feje er illoyal over for Gud. Når han ser andre blive udsat for lidelser for retfærdighedens skyld, bliver han bange og holder op med at tjene Gud for at undgå selv at blive udsat for at lide ondt. Når hans integritet bliver prøvet, stiller han sig på Satan Djævelens side ved at vise at det i hans eget tilfælde er sandt hvad modstanderen påstod da han sagde: „Hud for hud! En mand giver alt, hvad han ejer, for sit liv!“ — Job 2:4.

Den feje afslører at han fuldstændig mangler tro på at Gud kan opveje al den fortræd som Satan og hans håndlangere måtte forårsage. Hvis han giver efter når han trues med døden, viser han ikke tro på Guds løfte om opstandelsen. (Matt. 10:28; Hebr. 11:35) Hvis økonomisk pres får ham til at være ulydig mod Guds lov, viser han at han ikke tror på Guds løfte om at sørge for sine tjenere som et hele. — Hebr. 13:5, 6.

Hvis du ønsker at være blandt dem der ikke giver efter for en sådan krysteragtig frygt, så gør noget nu for at styrke din tro. Studér Guds ord, bed til ham om hans vejledning og ledelse, kom sammen med modige kristne og vær med til at hjælpe andre til at blive Jesu disciple. Da kan du, i lighed med Paulus, se frem til at modtage den livets belønning der bliver givet, ikke til de feje, men til modige kristne.