Kapitel 11

Indbydelsen til at drikke af „livets vand“

 1, 2. (a) Gennem hvad vil jordens indbyggere opnå varige goder? (b) Hvad fik Johannes at se for at vi bedre skal kunne forstå dette, og hvem viste ham det? (c) Hvad så Johannes, ifølge Åbenbaringen 22:1, 2?

UANSET hvilket land jordens beboere har indfødsret i, er det gennem „den hellige stad, det ny Jerusalem“, at Jehova Gud vil give dem varige goder. For at de skal kunne indse og forstå dette, blev der vist apostelen Johannes et smukt billede af stor betydning. Han skulle fortælle andre om det, og disse skulle så fortælle om det til andre igen. Den samme engel som havde vist Johannes det ny Jerusalem — en af de syv engle som havde udgydt de syv sidste plager fra Gud — lod nu Johannes se nærmere på den himmelske „hellige stad“, hvis gade var af „rent guld ligesom gennemsigtigt glas“. (Åbenbaringen 21:21) I smukke og enkle vendinger fortæller Johannes hvad han så og hørte:

² „Og han viste mig en flod med livets vand, klar som krystal. Fra Guds og Lammets trone vælder den ud midt i stadens gade. På begge sider af floden vokser livets træ [træer, NW], som bærer frugt tolv gange; hver måned giver det sin frugt; og bladene fra træet er til lægedom for folkene.“ — Åbenbaringen 22:1, 2.

 3. (a) Hvad har dette syn muligvis mindet Johannes om? (b) Hvorfor kan den symbolske flod i Johannes’ syn ikke være begyndt at vælde frem før hedningernes tider var udløbet i 1914?

³ Dette tiltalende syn har muligvis mindet Johannes om at profeten Ezekiel som landflygtig i fortidens Babylon i år 593 f.v.t. i et syn så en strøm af livgivende vand løbe ud fra Jehovas hus eller tempel, forbi offeralteret og videre ned i det salte Døde Hav. (Ezekiel 47:1-12) Denne strøm af vand som løb ud fra templet og derpå gennem det genoprettede Israels land for til sidst at nå Det døde Hav, må være udgået fra Jehova Gud, der var kommet ind i templets allerhelligste. Lang tid senere ser apostelen Johannes i sit syn hvor ’floden med livets vand’ kommer fra. Den vælder ud „fra Guds og Lammets trone“. Denne symbolske flod kan derfor ikke være begyndt at vælde frem før hedningernes tider var forbi i 1914. Hvorfor ikke? Fordi Jehova Gud den Almægtige først i dette år overtog sin store magt og begyndte at herske som konge over jorden. På dette tidspunkt frembragte han i kraft af sin egen suveræne ret sit lovede messianske rige ved at indsætte sin Messias eller Kristus, sin elskede søn Jesus, på tronen. Således blev „Guds og Lammets trone“ oprettet. — Åbenbaringen 11:15 til 12:10.

 4. Begyndte ’floden med livets vand’ at vælde frem dengang? Begrund dit svar.

⁴ ’Floden med livets vand’ begyndte imidlertid ikke at vælde frem på dette tidspunkt. Det forstår vi når vi husker på at den jordiske rest af de 144.000 åndelige israelitter bag efter, under den første verdenskrig, kom i babylonisk fangenskab og havde udfrielse behov og at denne udfrielse først skete i året 1919.

 5. Hvornår strømmer floden „ud midt i stadens gade“?

⁵ Desuden lægger vi mærke til at floden med det livgivende vand vælder „ud midt i stadens gade“, det vil sige ud midt i gaden i „den hellige stad, det ny Jerusalem“. Staden kommer ned fra himmelen fra Gud efter at ’den første himmel og den første jord er forsvundet og havet ikke er mere’. Det vil sige ved begyndelsen til Kristi tusindårige styre. Da er den hellige by, „bruden, Lammets hustru“, og dens gade af „rent guld ligesom gennemsigtigt glas“ en realitet, og da kan ’floden’ som vælder ud fra Guds og Lammets trone i denne by, strømme ned midt gennem dens gade. — Åbenbaringen 21:1, 2, 9, 10, 21.

 6. (a) Hvad er denne „flod“ et billede på? (b) I hvilken forstand er den „klar som krystal“? (c) Hvor længe må mennesker drikke af denne flod?

⁶ Guds skrevne ord sammenlignes undertiden med vand. (Efeserne 5:26) Men vi må ikke lade os lede på vildspor her: den symbolske „flod med livets vand“ er ikke blot en flod af sandheden. Den skildrer noget langt større end blot dette at give folk Bibelens sandheder. Den symbolske flod er et billede på hele den foranstaltning Jehova har truffet for at hjælpe lydige, troende mennesker til at opnå evigt liv gennem Jesus Kristus, „Guds lam, som borttager verdens synd“. Det er grunden til at floden vælder ud „fra Guds og Lammets trone“, idet offerlammet har taget sæde ved Guds, sin Faders, højre hånd. (Johannes 1:29, fodnoten; Salme 110:1; Apostlenes Gerninger 2:32-36) At floden er „klar som krystal“ viser at Guds foranstaltninger er rene og fri for enhver dødbringende besmittelse. Dette vil ikke blot sige at Guds sandhed er ren. Hans foranstaltninger omfatter også Lammet Jesu Kristi genløsningsoffer og det at Jesus som Jehovas ypperstepræst på Melkisedeks vis lader syndige mennesker få gavn af sit offer. Under hele Kristi tusindårige styre må menneskene, også de der oprejses fra de døde, drikke af ’floden med livets vand’.

 7. (a) Hvilken betydning har det at ’floden med livets vand’ flyder i en kanal? (b) Hvad betyder det at kanalen er bred og af rent guld?

⁷ De 144.000 medlemmer af „bruden, Lammets hustru“, tjener som Guds og Kristi præster og hersker sammen med Kristus, deres brudgom, i tusind år. På denne måde får de den lykkelige opgave at være med til at give den døende menneskeheds verden del i de goder som deres brudgoms og ypperstepræsts offer har udvirket. Dette illustreres korrekt ved at ’floden med livets vand’ flyder i en kanal, nemlig ned midt gennem guldgaden i den hellige by som er Lammets hustru. Dette harmonerer med at de udgør „et åndeligt hus“, „et helligt tempel for Jehova“, „et sted hvor Gud kan bo ved ånd“. (1 Peter 2:5; Efeserne 2:21, 22, NW) De er en del af Guds ’kvindes’ sæd, en del af „Abrahams sæd“ i hvem alle jordens slægter og folk skal velsignes eller velsigne sig. (Galaterne 3:8, 16, 29; 1 Mosebog 22:17, 18, NW) For at give mennesker del i sine velsignelser som fører til liv benytter Gud altså ikke en snæver og simpel kanal, men en hel „gade“ eller „bred vej“ (NW) af „rent guld ligesom gennemsigtigt glas“.

 8. (a) Hvordan skaffes den livsopretholdende føde symbolsk til veje? (b) Hvorfor er der ingen fare for at nogen skal sulte ihjel?

⁸ Foruden krystalklart vand som kan slukke tørsten, må der være føde som kan opretholde livet. En sådan føde skaffes også til veje ved hjælp af „den hellige stad“, for på begge sider af floden som flyder ned midt gennem „stadens gade“, vokser „livets træ [træer, NW], som bærer frugt tolv gange“. På begge sider af floden kunne folk altså ikke alene bøje sig ned og drikke af vandet, men også række ud og tage af den livsopretholdende frugt. Der har muligvis været over tolv forskellige slags træer og over tolv forskellige slags frugt. Men uanset hvor mange slags frugttræer der var, bar hvert enkelt træ frugt tolv gange, en ny afgrøde hver måned. Hele året igennem bar de frugt, så der var ingen fare for at nogen skulle sulte ihjel. Træerne blev vandet af floden.

 9. (a) Hvad kan frugttræerne også skildre? (b) Hvordan støtter Esajas’ profeti dette? (c) Hvordan viser „restens“ medlemmer at de er værdige til efter døden at få del i den himmelske opfyldelse af dette syn af træerne?

⁹ Disse frugttræer skildrer en del af Guds foranstaltning til at give lydige, troende mennesker evigt liv. Desuden kan de skildre de 144.000 der udgør Lammets hustru og som også ’drikker’ af Guds foranstaltninger til liv gennem Jesus Kristus. (Åbenbaringen 21:6) I Esajas’ profeti om salvelsen med Guds ånd, den profeti som Jesus citerede, sammenlignes de 144.000 med „retfærds ege, [Jehovas] plantning“. (Esajas 61:1-3) Mens de stadig befinder sig på jorden udgør de den åndelige nation som Guds rige er givet til; de er det „folk, der bærer dets frugter“. (Mattæus 21:43) På alle årstider, i alle årets måneder, bærer resten af dette folk i dag Guds riges frugter og tilbyder menneskene dem ved at forkynde for dem og ved at undervise dem i den gode nyhed om Rigets fødsel i himmelen. På denne måde viser „restens“ medlemmer at de er værdige til efter deres død at få del i den himmelske opfyldelse af billedet med disse træer.

10. (a) Hvad bruges til lægedom for folkene, og hvilke gavnlige virkninger vil dette have? (b) Hvem på jorden har behov for disse goder?

¹⁰ Blade fra planter har ofte været brugt som et lægemiddel der kunne helbrede sygdomme. Foruden vand og føde ønsker syge mennesker at blive raske og genvinde helbredet. „Livets træer“, som er Jehovas plantning, bærer blade der er „til lægedom for folkene“, det vil sige for de mennesker fra forskellige folkeslag som vil vandre i lyset fra „den hellige stad, det ny Jerusalem.“ (Åbenbaringen 21:23, 24) Under sådanne træer vil menneskene til den tid ikke have brug for vore dages læger og psykiatere, for disse himmelske „livets træer“ vil sørge for den åndelige og legemlige helbredelse som den døende menneskehed har behov for. Ikke blot de der på jorden overlever Harmagedonslaget, men også alle som oprejses fra de døde, må drage nytte af disse symbolske „livets træer“.

11. Hvordan vil disse symbolske træer blive mere håndgribelige for jordens beboere?

¹¹ Foruden alt dette vil indbyggerne på den „ny jord“ få en yderst realistisk fornemmelse af disse „livets træer“ på begge sider af ’floden med livets vand’, idet Paradiset rent bogstaveligt vil blive genoprettet her på jorden. (Lukas 23:43, NW) Dette skønne paradis vil dække hele jorden og være fyldt med frugtbare træer og rene vandløb. Hvilken fred og sundhed, hvilken lykke og kærlighed vil man ikke erfare der!

12, 13. Hvilket forhold vedrørende „den hellige stad, det ny Jerusalem“ skaber vished for at denne stad vil blive en himmelsk regering til velsignelse for folk af alle nationer?

¹² „Den hellige stad, det ny Jerusalem“ vil være en himmelsk regering til velsignelse for folk af alle nationer. Den vil ikke som Babylon den Store være en forbandet by. Den vil ikke være forbandet af Gud og vil derfor heller ikke være en forbandelse for mennesker. (Zakarias 14:11) Alle som læser Åbenbaringen til Johannes kan være overbevist herom, for han skriver:

¹³ „Og der skal ikke mere være noget, som er under forbandelse. Og Guds og Lammets trone skal være i staden, og hans tjenere skal tjene ham, og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander. Og der skal ingen nat være mere og de trænger ikke til lys fra lampe eller lys fra sol, thi Gud Herren [Jehova, NW] skal lyse over dem; og de skal være konger i evighedernes evigheder.“ — Åbenbaringen 22:3-5.

14. (a) Hvorfor vil der ikke hvile nogen forbandelse over „den hellige stad“? (b) Hvilke troner findes i staden, og hvilken egenskab kendetegner den derfor?

¹⁴ Denne „hellige stad“, denne himmelske regering, vil være så frugtbar, så rig på gode gerninger og gode resultater i tjenesten for Gud at den aldrig vil komme under hans forbandelse — som en mark der er blevet velsignet med regn fra himmelen og dog frembringer tjørn og tidsel. (Hebræerne 6:7, 8) Den vil være så hellig, retfærdig og ren at „Guds og Lammets trone“ vil findes i den. Guds trone kan kun være dér hvor der findes retfærd og ret. (Salme 89:15) At den „ny himmel“ vil være retfærdig og fuldt godkendt af Gud fremgår af at hans trone vil stå i „den hellige stad, det ny Jerusalem“. Det ny Jerusalem vil i langt højere grad end fortidens jordiske Jerusalem blive byen hvor „[Jehovas] trone“ står. — 1 Krønikebog 29:23; Mattæus 5:34, 35.

15. Hvilke særlige privilegier opnår de 144.000 som trælle i himmelen?

¹⁵ Medlemmerne af denne himmelske regering vil være trælle for Gud, ikke for Djævelen. Når de udøver deres regeringshandlinger over menneskene tjener de Gud, de ’yder ham hellig tjeneste’ (NW) for at behage ham. Ligesom jordiske trælle på apostelen Johannes’ tid blev mærket i panden med navnet på deres ejer, vil disse himmelske regeringsmedlemmer bære Guds navn på deres pander. Det vil altså blive klart tilkendegivet at de er Guds særlige, købte ejendom, hans hengivne trælle. De skal direkte se hans ansigt, hvilket røber at de er rene af hjertet. (Mattæus 5:8) Dette er de særlige privilegier som tilkommer de 144.000 der står sammen med Lammet Jesus Kristus på det himmelske Zions bjerg. — Åbenbaringen 14:1-5.

16. Hvad vil lyse for dem? Vil deres herredømme som konger ophøre med Kristi tusindårige styre? Forklar.

¹⁶ Da de udgør en himmelsk skare trænger de ikke til det lys som vi behøver på jorden, lys fra lampe om natten og lys fra sol om dagen, for „Gud Herren skal lyse over dem“, og han er lutter lys; der er slet intet mørke i ham. (1 Johannes 1:5-7) De vil ikke ophøre med at herske som konger i himmelen når Kristi tusindårige styre er forbi, for de skal være „konger i evighedernes evigheder“. Sammen med Guds søn, Jesus Kristus, vil de vedblive med at være hovedstadsorganisationen i Guds univers til evig tid.

17, 18. Hvilken forsikring har vi om at hvert eneste ord i Åbenbaringen til Johannes er sandt og pålideligt?

¹⁷ Alle disse ord som findes i Åbenbaringen til Johannes skaber et storslået håb der simpelt hen overgår vores forestillingsevne; og alligevel er disse ord sande og fuldstændig pålidelige, for de stammer fra en pålidelig kilde.a For at styrke vores tro på dette skriver Johannes:

¹⁸ „Og han sagde til mig: ’Disse ord er pålidelige og sande; ja, Jehova, profeternes inspirerede udtalelsers Gud, udsendte sin engel for at vise sine trælle de ting der nødvendigvis snart skal ske. Og se! jeg kommer hurtigt. Lykkelig er enhver som giver agt på profetiens ord i denne bogrulle.’“ — Åbenbaringen 22:6, 7, NW.

19. (a) Bliver Åbenbaringen på nogen måde mindre sandfærdig af at det var en engel der overbragte den? Forklar. (b) Hvorfor har Jehovas trælle ingen undskyldning for ikke at vide hvad de skal gøre i fremtiden?

¹⁹ Åbenbaringen bliver ikke mindre sandfærdig eller troværdig fordi det blot var en engel der overbragte den til Johannes. Den samme Gud der inspirerede de profetiske udtalelser som de hebraiske og de kristne profeter fremsatte og nedskrev i Bibelen, har også inspireret Åbenbaringen til Johannes. Det er denne Gud der udsendte sin engel, med det formål at underrette sine tjenere eller trælle på forhånd, „for at vise sine trælle de ting der nødvendigvis snart skal ske“. Derfor har hans trælle ingen undskyldning for ikke at vide hvad de skal gøre. De ved hvad de kan forvente af fremtiden, for de har Åbenbaringen at rådføre sig med og studere.

20, 21. (a) Hvilket „komme“ bør de kristne nu se frem til? (b) Hvordan kan alt vende sig til bedste for en ved dette komme? (c) Hvad vil det føre til at man giver agt på ordene i denne bog?

²⁰ En af de begivenheder vi kan forvente og må være på udkig efter, er Herren Jesu Kristi komme, for det var ham Gud gav Åbenbaringen for at han skulle give den videre til Johannes gennem engelen. (Åbenbaringen 1:1) Dette komme er tydeligt nok hans sidst omtalte komme, nemlig hans komme „som en tyv“ i forbindelse med „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. (Åbenbaringen 16:15) Ved hans komme vil alt vende sig til bedste for den der nu bevarer tankerne rettet mod det der siges i Åbenbaringen, giver agt på det og handler i harmoni med det. For ham vil det ikke gå galt. Åbenbaringens bog vil være en sikker vejleder for ham, for de ord som er skrevet i bogen er i virkeligheden en profeti. De omtales som „profetiens ord i denne bogrulle“.

²¹ Giver man agt på disse ord oplever man virkeliggørelsen af den sjette saligprisning som er nævnt i Åbenbaringen. Den svarer til den første saligprisning som er udtrykt i bogens begyndelse: „Salig [lykkelig, NW] er den, som oplæser, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den; thi tiden er nær.“ — Åbenbaringen 1:3; 22:7.

Vigtigheden af at give agt på Åbenbaringen

22. Hvordan reagerede Johannes på de syner han havde fået?

²² Det er storslået for os i dag at kunne læse Åbenbaringen til Johannes med en tidssvarende forståelse. Men det må også have været vidunderligt for Johannes at se den i synerne for nitten hundrede år siden! Han fortæller selv hvad han følte: „Og jeg, Johannes, er den, som så og hørte dette. Og da jeg havde hørt og set det, kastede jeg mig ned for at tilbede ved fødderne af den engel, som viste mig dette. Og han siger til mig: ’Gør det ikke; jeg er din medtjener [medtræl, NW] og dine brødre profeternes, og deres, som holder fast ved ordene i denne bog; Gud skal du tilbede!’“ — Åbenbaringen 22:8, 9.

23. (a) Hvordan bør alle Jehovas trælle betragte hinanden, selv om nogle har fået det privilegium at overbringe særlige budskaber? (b) På hvilken måde tjener Johannes’ åndelige brødre som profeter?

²³ Atter må den af følelser overvældede Johannes advares mod at miste sin åndelige ligevægt og kaste sig ned i tilbedelse for en anden end Jehova Gud. (Åbenbaringen 19:10) Det er ikke rigtigt af trællene at tilbede en af deres medtrælle. Ingen af dem er mere end en træl af Jehova, som er Gud. Hvor er det bemærkelsesværdigt at selv engle betragter sig som trælle af Gud og omtaler sig som sådanne! Selv om en af dem har videregivet en åbenbaring af profetisk karakter skulle han ikke tilbedes fordi han havde denne opgave, uanset hvor stort et privilegium det var. Herefter havde Johannes og hans åndelige brødre pligt til at videregive den profetiske åbenbaring til andre. Ved at gøre det tjener Johannes’ åndelige brødre i nutiden som profeter. (Joel 3:1, 2) Samtidig må de give agt på ordene i den profetiske bog, Åbenbaringen, og de må bringe sig selv i harmoni med den. Det må de gøre nu, uden at opsætte det!

24. Hvad skriver Johannes nu (i Åbenbaringen 22:10, 11) med henvisning til Jesus Kristus?

²⁴ Nu er det øjensynlig Jesus Kristus, som Gud oprindelig gav Åbenbaringen, der taler. Med henvisning til ham skriver Johannes: „Og han siger til mig: ’Du skal ikke gemme denne bogs profetiske ord under segl, thi tiden er nær. Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed, og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt.’“ — Åbenbaringen 22:10, 11.

25, 26. Hvordan har Jehovas kristne vidner i nutiden adlydt befalingen om ikke at „gemme denne bogs profetiske ord under segl“?

²⁵ Jehovas kristne vidner i nutiden har villigt adlydt denne befaling om ikke at „gemme denne bogs profetiske ord under segl“. Det allerførste nummer af deres officielle tidsskrift — Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence for juli 1879 — indeholdt i artiklen „Hvorfor vil der være et andet komme?“ kommentarer til Åbenbaringen 22:20; 20:2, 6; 3:21; 20:4; 11:15, 18, 16; 21:1-10 og 22:17.

²⁶ Siden da har de i alle deres bøger og skrifter jævnlig citeret fra Åbenbaringen og forklaret denne den sidste bog i Bibelen. I 1917 udgav Watch Tower Bible & Tract Society bogen „The Finished Mystery“ (Den fuldbyrdede Hemmelighed), hvilket var deres første forklaring til hele Åbenbaringen. Selv om denne bog blev forbudt af hedningeregeringer det sidste år under den første verdenskrig, nægtede Jehovas vidner at „gemme denne bogs profetiske ord under segl“. I 1930 udgav samme selskab bogen „Light“ (Lys) i 2 bind, som indeholdt en mere tidssvarende forklaring af hele Åbenbaringen til Johannes. Dette værk blev udbredt i hundredtusinder af eksemplarer på flere sprog. Og nu er denne bog, „Babylon den store er faldet!“ Guds rige hersker!, blevet udgivet. Det første oplag af den engelske udgave var på én million eksemplarer, og bogens udgivelse blev bekendtgjort over hele jorden under Jehovas vidners stævner ’En evigvarende god nyhed’, som udgjorde en række på fireogtyve internationale stævner. Det første af disse stævner blev holdt i Milwaukee i den amerikanske stat Wisconsin fra den 30. juni 1963, og derpå fortsatte man mod øst jorden rundt og sluttede i Pasadena i Californien fra den 1.-8. september 1963. (Se The Watchtower, 1. juni 1963, siderne 325-327.) Denne bog, som forklarer kapitlerne 14-22 i Åbenbaringen, blev i 1969 suppleret med en anden bog, „Then Is Finished the Mystery of God“, som behandler Åbenbaringens første tretten kapitler. I 1971 forelå den på dansk med titlen „Guds hemmelige rådslutning fuldbyrdet“.

27. Hvilken tanke ligger der bag udtalelserne vedrørende den urene og den der gør uret?

²⁷ Udtalelserne vedrørende den urene og den som gør uret er ikke en indtrængende opfordring til dem om at angre og forlade deres urette og urene handlemåde. Tanken i disse udtalelser synes tværtimod at være den at de uretfærdige blot kan fortsætte med at gøre uret og at de urene blot kan forblive urene og fortsætte ad den vej, hvis det er det de ønsker. Men de må vide at de vil få deres løn for denne færd, om ikke før så når Herren Jesus kommer for at udkæmpe „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“.

28. Hvorfor bør den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og den hellige blive ved at leve helligt?

²⁸ De der nu er retfærdige i Guds øjne bør fortsætte med at øve retfærdighed. De der er hellige som trælle af Gud bør fortsætte med at leve helligt. Ellers vil de miste det gode navn de har fået ved deres tidligere retfærdige og hellige adfærd. Hvis de derimod fortsætter på retfærdighedens og hellighedens vej, vil de til sidst have skaffet sig et godt navn hos Gud og blive rigt belønnet herfor. I sandhed en advarsel og en tilskyndelse! — Ezekiel 18:5-9, 24.

29, 30. Hvem er som dommer billedligt talt Alfa og Omega, og hvad vil han gøre når han kommer?

²⁹ I sin egenskab af dommer eksekverer Jesus Kristus blot de domme som er afsagt af den højeste dommer, Jehova Gud den Almægtige, han som er „alles dommer“. (Hebr. 12:23, NW) Jehova Gud er den højeste retsinstans, og hans retskendelser kan ikke appelleres. Han er, billedligt talt, Alfa og Omega. (Åbenbaringen 1:8) Det der profetisk omtales i Malakias 3:1-5 er således først og fremmest at han kommer til templet „i et nu“ for at dømme. Den forestående krig „på Guds, den Almægtiges, store dag“ er en krig hvori Gud eksekverer dommen over sine fjender. Som følge heraf tager han nu ordet som Åbenbaringens Ophavsmand og Giver. Apostelen Johannes hørte ham sige:

³⁰ „Se, jeg kommer snart [hurtigt, NW], og jeg har min løn med mig for at gengælde enhver, efter som hans gerning er. Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden. Salige [lykkelige, NW] er de, som tvætter deres klæder, for at de kan få adgang til livets træ [træer, NW] og gennem portene gå ind i staden. Udenfor er hundene og giftblanderne [de som udøver spiritisme, NW] og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, som elsker og øver løgn.“ — Åbenbaringen 22:12-15.

31, 32. (a) Efter hvilken begivenhed lønner Jehova „dem, der søger ham“? (b) Hvorfor bør vi derfor ransage vore gerninger?

³¹ Gud „lønner dem, der søger ham“. (Hebræerne 11:6) Efter at han som den Almægtige har taget sin magt og er begyndt at herske som konge, er tiden inde til at han vil belønne sine tjenere, profeterne, og de hellige og dem som frygter hans navn, og da han vil ’ødelægge dem der lægger jorden øde’. — Åbenbaringen 11:17, 18.

³² Han er retfærdig og gengælder blot enhver efter hans gerninger. Det er derfor tilrådeligt for os at vi ransager vore gerninger og ikke blot sætter vor lid til det vi hævder at tro på og det vi foregiver at være. Vore gerninger vil vise hvad vi virkelig er, og i Åbenbaringen viser Gud klart og tydeligt hvordan vore gerninger bør være. Vi kan bedrage os selv, men vi kan ikke bedrage Gud som den højeste dommer.

33. (a) Anfør grunde til at vi bør tilbede og tjene Ham som Gud. (b) Hvordan er han „begyndelsen og enden“ i det store stridsspørgsmål om hvem der er den højeste Gud? (c) Hvordan er han den sidste?

³³ Vi bør tilbede og tjene Ham som Gud. Før ham har der ikke været nogen almægtig Gud, og ingen har kunnet opkaste sig som den almægtige Gud efter ham. Fra først til sidst er han den samme almægtige Gud, hvis navn er Jehova. Otte hundrede år før Johannes skrev Åbenbaringen 22:12, havde en anden profet skrevet: „Så siger [Jehova], Israels konge, dets genløser, Hærskarers [Jehova]: Jeg er den første og den sidste, uden mig er der ingen Gud. Hvo der er min lige, træde frem.“ (Esajas 44:6, 7) „Jeg giver ej andre min ære. Hør mig dog nu, o Jakob, Israel, du, som jeg kaldte: Mig er det, jeg er den første, også jeg er den sidste.“ (Esajas 48:11, 12; 41:4) Han er „begyndelsen og enden“ i det store stridsspørgsmål om hvem der er den højeste Gud, og han vil afgøre dette stridsspørgsmål som er rejst angående hans værdighed som Gud ved at bevise at alle der stiller sig op som rivaler er falske guder. Han er den sidste, den endelige dommer, fra hvem man kan vente netop den løn man fortjener.

34. (a) Hvorfor erklærer Jehova som Dommer og Belønner de 144.000 lykkelige? (b) Hvad betegner det at de spiser af livets træer i det himmelske paradis?

³⁴ Som Dommer og Belønner erklærer Jehova Gud de 144.000 salige eller lykkelige. Det er dem der accepterer Guds lam som deres sonoffer og som ved tro „tvætter deres klæder“ i hans blod så de kan fremtræde syndfri i Guds øjne. (Åbenbaringen 1:5; 1 Johannes 1:7) De har trofast sejret over verden og får derfor adgang til at „spise af livets træ [eller træer], som er i Guds paradis“. (Åbenbaringen 2:7) Det får de adgang til ved at blive oprejst fra de døde, ikke i kødet, men i ånden, så de kan nyde udødeligt liv sammen med Gud selv. (1 Korinter 15:44, 52-54) At de tilstås det privilegium at få adgang til at spise af livets træer i Guds symbolske, himmelske paradis, betegner at de får ret til evigt, udødeligt liv i det himmelske „Guds paradis“. I modsætning hertil blev Adam og Eva drevet ud af deres jordiske paradis for at de ikke skulle spise af „livets træ“ dér og leve evigt i Paradiset. — 1 Mosebog 3:22-24.

35. Hvordan får de 144.000 adgang til „den hellige stad, det ny Jerusalem“?

³⁵ De 144.000 som er „lykkelige“, har vist at de er åndelige israelitter. Ved deres opstandelse som udødelige åndeskabninger får de adgang til „den hellige stad, det ny Jerusalem“ gennem byens tolv perleporte hvorover „navnene på Israels børns tolv stammer“ står skrevet. De „tolv engle“ som holder vagt ved disse porte véd hvem disse 144.000 trofaste, åndelige israelitter er, og lader dem få adgang til den gyldne stad. (Åbenbaringen 21:12, 13, 18) Hvilken belønning de modtager af Jehova Gud!

36. Hvem udelukkes af „den hellige stad“? Hvordan gengælder Jehova dem deres gerninger?

³⁶ Disse himmelske vogtere véd hvem de skal udelukke fra staden. Udenfor er de mennesker der sammenlignes med omstrejfende hunde, det vil sige de der praktiserer homoseksualitet, sodomi, lesbisk kærlighed, ondskab og grusomhed (5 Mosebog 23:18; Salme 22:17, 21; Mattæus 7:6; Filipperne 3:2); ligeledes spiritisterne, der står i forbindelse med dæmonerne. Sammen med dem er der de utugtige og skøgerne og de mænd der begår umoralitet med dem, morderne og de hadefulde hvis had er at sammenligne med mord, de der tilbeder det symbolske „dyr“ og dets „billede“ og religiøse statuer og andre materielle ting eller endog mennesker; samt løgnerne, alle som foretrækker løgn fremfor sandhed og som holder fast ved løgn eller et system, der bygger på løgn. Alle disse udelukkes af „den hellige stad, det ny Jerusalem“, og de kastes i den symbolske sø der „brænder med ild og svovl; det er den anden død“. (Åbenbaringen 21:8) På denne måde gengælder Jehova Gud dem efter deres gerninger på jorden. Derved bevarer han sin himmelske regering ren og dadelfri.

37. Hvordan har Jesus Kristus vidnet for os om alle disse betydningsfulde ting?

³⁷ Jesus Kristus, „det troværdige og sanddru vidne“ som Jehova gav Åbenbaringen, har vidnet for os om disse ting af altoverskyggende betydning. (Åbenbaringen 1:5; 3:14; Esajas 55:3, 4) Som et sådant vidne sagde han til sin apostel Johannes: „Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne for jer om disse ting i menighederne. Jeg er Davids rodskud, [rod, NW] og ætling, jeg er den strålende morgenstjerne.“ — Åbenbaringen 22:16.

38. Hvordan kan det siges at Jesus er Davids „rod“?

³⁸ Jesus Kristus var en jordisk efterkommer eller ætling af fortidens kong David i Jerusalem. Da han var den mest betydningsfulde efterkommer af kong David omtaler han sig også som Davids „rod“. Abrahams slægtslinje gennem David ender virkelig med Jesus. Den egentlige hensigt med at oprejse Davids hus var at frembringe Messias. Guds hensigt med at slutte en evig pagt med David om et evigt rige var ligeledes at Jesus Kristus skulle blive Davids evige arving, den der for bestandig er parthaver i pagten om Riget. Derfor er Jesus i realiteten Davids „rod“.

39. (a) I hvilken forstand er Jesus den „stjerne“ der profetisk er omtalt i Fjerde Mosebog 24:17? (b) Hvilken løn får hans trofaste 144.000 disciple, ifølge Åbenbaringen 2:26-28?

³⁹ Som den der sidder inde med Riget for evigt er Jesus billedligt talt „den strålende morgenstjerne“, den der er profeteret om i Fjerde Mosebog 24:17. I år 607 f.v.t. troede det gamle Babylons ærgerrige konge at han for bestandig havde ophøjet sin jordiske trone over Guds kongelige „stjerner“ i kong Davids slægtslinje. Men hverken det gamle Babylon eller dets nutidige modstykke, det store Babylon, har kunnet hindre Gud i at lade denne „strålende morgenstjerne“, Jesus Kristus, opgå af Davids hus og sætte sig på en langt højere trone end den som den mægtige kong Nebukadnezar sad på i fortidens Babylon. (Esajas 14:4, 12, 13) Den trone som det store Babylon har i sinde at sidde på som dronning for evigt, vil falde, blive omstyrtet. Jesus, Davids ætling, vil herske for evigt. De 144.000 som bevarer deres trofasthed giver han den belønning at være sammen med ham, „den strålende morgenstjerne“, i det himmelske rige, så de dér kan afspejle hans strålende klarhed. — Åbenbaringen 18:7; 2:26-28.

Frit til alle som tørster

40, 41. (a) Hvad indbyder Hyrdekongen nu ’den store skare’ til? (b) Hvad skriver Johannes om dette?

⁴⁰ Sammen med den rest som stadig findes på jorden af de 144.000 arvinger til Riget, findes der nu „en stor skare“ som har fået øjnene åbnet så de kan se at „den strålende morgenstjerne“ er opgået. De hylder ham og anerkender hans kongeværdighed. Selv nu er han deres Hyrdekonge. Om disse „andre får“ siger Åbenbaringen 7:9-17: „Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og ’Gud skal tørre hver tåre’ af deres øjne.“ (Johannes 10:16) Deres Hyrdekonge indbyder dem nu til disse ’kilder med livets vand’, og det gør han gennem sin brudeskare. Om dette skriver Johannes:

⁴¹ „Og Ånden og bruden siger: ’Kom!’ Og den, som hører, skal sige: ’Kom!’ Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt [frit, NW].“ — Åbenbaringen 22:17.

42. (a) Siden hvornår er denne indbydelse udgået til disse „andre får“? (b) Hvilket krav blev først klart fremhævet fra og med 1934?

⁴² Denne indbydelse er udgået til disse „andre får“ siden 1931, det år da den jordiske rest af de 144.000 antog det bibelske navn „Jehovas vidner“ og det kunne ses at arbejdet med at ’sætte et mærke’ på ’de andre fårs’ pander var begyndt. (Ezekiel 9:4-6) Ganske vist begyndte man allerede den 24. februar 1918 at forkynde et budskab som især tog sigte på ’de andre får’, nemlig det offentlige foredrag „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“. Heri fremsattes det håb at de kunne overleve „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ og derefter opnå evigt liv på den paradisiske jord under Guds messianske rige. Men dette budskab viste ikke klart hvordan man kunne overleve, bortset fra at en retfærdig indstilling i al almindelighed var påkrævet. Siden 1934 har den salvede rest imidlertid tydeligt understreget at disse „andre får“ må foretage en fuldstændig indvielse til Gud, symbolisere denne indvielse ved vanddåben og blive vidner for Jehova sammen med den salvede rest. — Se Vagttaarnet, Forkynder af Kristi Nærværelse, 15. oktober 1934, siderne 313, 314, paragrafferne 31-34.

43. Hvordan siger både Guds ånd og Kristi brud „Kom!“ til ’den store skare’?

⁴³ Nu fandtes der altså en klart formuleret indbydelse som skulle overbringes til disse tørstige „andre får“ og samle dem i den ’ene hjord’ under den ’ene hyrde’, Jesus Kristus. Indbydelsen til at komme lød gennem resten af brudeskaren. De sagde „Kom!“ i harmoni med Guds ånd. Gud fortalte ikke „restens“ medlemmer rent bogstaveligt at de skulle sige „Kom!“, således at de kunne høre befalingen med deres bogstavelige ører. Derimod lukkede han ved hjælp af sin ånd op for forståelsen af profetierne i sit skrevne ord og fik derved resten af brudeskaren til at bringe indbydelsen ud. De profetier indbydelsen var baseret på, var inspireret af Guds ånd. Derfor var det i virkeligheden både Guds ånd og Kristi brud der til ’den store skare’ mennesker med fårets egenskaber sagde „Kom!“ (Åbenbaringen 19:10) Mens det religiøse store Babylon har fået alle jordens beboere til at ’beruse sig i hendes utugts vin’, indbyder jomfruen, Kristi brud, alle mennesker til at komme og drikke af „livets vand“. Det er i sandhed et storslået privilegium hun nyder!

44, 45. (a) Hvad betyder det i fuldeste forstand at drikke af „livets vand“? (b) Hvad må de der drikker gøre, og hvor mange var i færd med at viderebringe indbydelsen da denne bog blev udgivet? (c) På hvilke betingelser må livets vand tilbydes dem der gerne vil drikke?

⁴⁴ I dag siger ånden og bruden, repræsenteret ved „resten“, stadig „Kom!“ ’De andre får’ som kommer og begynder at drikke eller drage nytte af den foranstaltning som Gud har truffet for at mennesker kan opnå evigt liv gennem Guds lam, oplæres af den åndelige rest til at blive forkyndere af Guds ord. „Restens“ medlemmer fortæller disse „andre får“ at de skal indbyde endnu flere til at komme. De må ikke holde „livets vand“ — som i fuldeste forstand omfatter mere end blot forståelse af Bibelens sandheder — for sig selv, men de skal adlyde den befaling „Ånden og bruden“ giver: „Og den, som hører, skal sige: ’Kom!’“ Alle som slukker deres tørst må give indbydelsen videre. De må overbringe den til alle uden hensyn til race, nationalitet, hudfarve, sprog eller nuværende religion, ja, til alle og enhver! Mens denne bog udgives er over halvanden million lydige mennesker på hele jorden kærligt med til at lade indbydelsen lyde.

⁴⁵ I modsætning til bogstaveligt vand som i dag sælges mange steder hvor der er tørke, må „livets vand“ ikke udnyttes kommercielt af dem der viderebringer indbydelsen. Guds ord forbyder dette: „Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt [frit, NW].“ (Åbenbaringen 22:17) Jehovas kristne vidner i nutiden drager derfor ikke økonomisk fordel af Rigets budskab. De indbyder og hjælper alle folkeslag til vederlagsfrit at komme og drikke af det „livets vand“ der er tilgængeligt nu i tiden!

46. Hvilket yderligere ansvar har vi med hensyn til „de profetiske ord i denne bog“?

⁴⁶ „Denne bogs profetiske ord“ må ikke forsegles for de tørstige med fårets sindelag. (Åbenbaringen 22:10) Men ikke nok med det. Man må heller ikke skjule noget af bogen eller lægge noget til den så den udvandes, så dens udtalelser afkræftes eller dens klarhed og skarphed fordunkles. „Denne bogs profetiske ord“ må behandles ligesom hele Moses’ bog. (5 Mosebog 4:1, 2; 12:32; Ordsprogene 30:5, 6) Trofast mod denne regel siger åbenbareren Jesus Kristus til Johannes:

47, 48. (a) Hvilken streng advarsel henvendes til menighederne af Kristi bruds medlemmer? Hvorfor giver de agt på advarselen? (b) Hvilken indstilling har ’den store skare’ til hele Guds ord? Hvilken løn vil de få herfor?

⁴⁷ „For enhver, som hører de profetiske ord i denne bog, vidner jeg: ’Hvis nogen lægger noget til dette, skal Gud lægge på ham de plager, som der er skrevet om i denne bog. Og hvis nogen tager noget bort fra denne profetiske bogs ord, skal Gud fratage ham hans del i livets træ og den hellige stad, som der er skrevet om i denne bog.’“ — Åbenbaringen 22:18, 19.

⁴⁸ Dette er en streng advarsel til menighederne af Kristi bruds medlemmer, hvem Åbenbaringen først og fremmest er skrevet til. (Åbenbaringen 1:4, 5, 19, 20; 2:1, 8, 12, 18; 3:1, 7, 14) De ordbilleder eller symboler der er brugt i denne advarsel gælder dem og ikke ’de andre får’. Derfor bestræber de der udgør den jordiske rest af Kristi brud sig trofast for ikke at tage noget bort fra „denne bogs profetiske ord“, det vil sige den bog som indeholder åbenbaringen til apostelen Johannes, og de undgår at lægge noget til den. De ønsker ikke at deres strålende og storslåede håb om himmelsk liv skal slå fejl; de ønsker ikke at blive frataget deres del i „livets træ, som er i Guds paradis“ og blive nægtet adgang til „den hellige stad“, det himmelske ny Jerusalem. Fremfor alt ønsker de at Gud må stå som sanddru i alt hvad han siger, så han må kendes retfærdig, ren og ophøjet, og det må blive bevist at det er menneskene der har løjet. (Åbenbaringen 22:15; Romerne 3:4) Og deres ’store skare’ medarbejdere som ejer fårets sindelag har samme trofaste indstilling til hele Guds hellige ord. Da de udviser denne trofasthed vil den vidunderlige del som Gud har lovet dem i det jordiske paradis, ikke blive frataget dem.

49. Hvad var det sidste Jesus Kristus sagde til Johannes, og hvorfor er hans ord aktuelle nu?

⁴⁹ Særlig aktuelt i dag, hvor „den fastsatte tid er nær“ (NW), er det næste og sidste som Herren Jesus Kristus sagde til apostelen Johannes for nitten hundrede år siden. Johannes’ svar er også meget aktuelt. Beretningen herom lyder: „Han, som vidner om dette, siger: ’Ja, jeg kommer snart [hurtigt, NW]!’ — Amen. Kom, Herre Jesus!“ — Åbenbaringen 22:20, 10.

50. (a) Hvor mange gange siger Jesus Kristus i Åbenbaringen at han kommer „hurtigt“? (b) Hvad er det der fremhæves her?

⁵⁰ Det er nu femte gang i denne åbenbaring som Jehova Gud gav sin søn til apostelen Johannes, at Jesus Kristus, herrernes Herre, siger at han kommer hurtigt. Han ledsager Jehova Gud, som også siger: „Jeg kommer snart [hurtigt, NW]!“ (Åbenbaringen 2:5, 16; 3:11; 22:7, 20 og 12) Det der understreges her er ordet „hurtigt“. I forbindelse med „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ advarer Herren Jesus Kristus ligeledes om at han kommer „som en tyv“. (Åbenbaringen 16:15) Uanset om vi hver især forbereder os på det eller ej, vil han uundgåeligt komme, og det „hurtigt“, „som en tyv“.

51. Hvad vil også finde sted når han kommer „hurtigt“?

⁵¹ Tiden er afgjort ikke inde til at vi åndeligt talt kan sove, eller blot være døsige eller ligegyldige; er vi det, vil det med sikkerhed betyde ulykke for os. Vi må huske på at „han, som vidner om dette“, her i Åbenbaringen 22:20 siger: „Ja, jeg kommer snart [hurtigt, NW]!“ Det betyder at de ting han har vidnet om i Åbenbaringen også vil ske „hurtigt“, for det er ham der skal sørge for at de finder sted. Det betyder at den religiøse „store skøge“, det store Babylon, nu om kort tid vil blive tilintetgjort, og da vil vi som får lov at overvære det, glade kunne råbe: „Halleluja! thi Herren, vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme.“ — Åbenbaringen 19:1-6.

52. Hvorfor bør vi, ligesom Johannes, ivrigt se frem til hans komme?

⁵² Kan vi bede som apostelen Johannes gjorde? Når vi elsker én, er vi så ikke ivrige efter at vedkommende skal komme? Er vi ikke bestandig optaget af det, vågne for og på udkig efter hvornår det sker? I hjertet svarer vi: Jo! Når vi derfor tænker på alle de ting denne storslåede åbenbaring har åbnet vore øjne for, ting som kongernes Konge og herrernes Herre vil lade finde sted ved sit komme, er vi da ikke også, ligesom Johannes, ivrige efter at han skal komme? Er vi ikke glade for at det vil foregå hurtigt? Er vi ikke så lykkelige for det at vi inderligt længes efter at det hurtigt må ske? Jo, i sandhed! Af hjertet kan vi, som nu er nitten hundrede år nærmere hans lovede komme, bede sammen med den aldrende apostel Johannes: „Amen. Kom, Herre Jesus!“ I harmoni med denne bøn vil vi derfor kærligt gøre det som denne åbenbaring der blev overgivet Johannes til os, siger vi skal gøre indtil han kommer.

53. (a) Hvilken bøn nyder Jehovas folk den gunst at erfare opfyldelsen af i dag? (b) Hvordan kan vi fortsat bevare Jesu Kristi ufortjente godhed? (c) Hvad bør vi derfor gøre, som en opfyldelse af Mattæus 24:14?

⁵³ Hvor er de som gør dette i dag begunstigede! I stedet for at føle virkningerne af Guds syv vredesskåle der udgydes over det store Babylon, nyder de hans godkendelse og gunst ved Jesus Kristus. Vi har i sandhed erfaret opfyldelsen af den bøn apostelen bad for længe siden. Til gavn for os der lever i dag, det vil sige til gavn for resten af de 144.000 „hellige“, og i sandhed også til gavn for ’den store skare’ tempeltjenere som samarbejder med „resten“, afsluttede apostelen Johannes den profetiske bog med en bøn: „Må Herren Jesu Kristi ufortjente godhed være med de hellige.“ (Åbenbaringen 22:21, NW) Det er i sandhed et vidunderligt udtryk for Jesu ufortjente godhed at han har gjort så stor en del af denne storslåede åbenbaring fra Jehova Gud forståelig for os! Hvis vi fortsat tjener og adlyder Herren Jesus mens vi ser frem til hans længe ventede komme, vil vi fortsat eje hans ufortjente godhed. Vort liv vil blive velsignet med al den lykke som Gud har i beredskab til dem der tjener ham trofast. Udråb derfor, som en opfyldelse af Mattæus 24:14, den herlige nyhed: Guds rige hersker!

[Fodnote]

I New World Translation of the Holy Scriptures har man ved hjælp af en inddeling i afsnit som tager tilbørligt hensyn til sammenhængen og den det sagte angår, bestræbt sig for at vise hvornår de forskellige personer tager ordet.