Spørgsmål fra læserne

● I Åbenbaringen 3:15, 16 bruges udtrykkene kold og varm. Alligevel viste Jesus at han kun ville udspy dem der var lunkne. Hvorfor? — M. S., U.S.A.

Jesus Kristus gav udtryk for utilfredshed da han sagde til „menighedens engel“ i Laodikea: „Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.“ (Åb. 3:14-16) Den indstilling som medlemmerne af den kristne menighed i Laodikea havde, var ikke åndeligt forfriskende eller styrkende. De var lunkne, ligegyldige eller sløve. De mente at de var rige i åndelig henseende og intet trængte til. Efter Herrens mening var de imidlertid ’elendige og ynkværdige og fattige og blinde og nøgne’. Det var derfor med rette han opfordrede dem til at omvende sig. — Åb. 3:17-19.

I første øjeblik kunne man måske få den tanke at udtrykket „varm“ i Åbenbaringen 3:15, 16 hentydede til en brændende nidkærhed eller kærlighed, hvorimod ordet „kold“ hentydede til en mangel på disse egenskaber og derfor viste at de kristne var blevet kolde. Men Kristus sagde: „Fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.“ Hverken de der var kolde eller de der var varme ville blive udspyet. Hvis ordet „kold“ viste hen til nogen hvis kærlighed eller nidkærhed var blevet kold, ville disse afgjort også være blevet udspyet. Men for Herren var de kolde lige så antagelige som de varme; han ville kun udspy dem der var lunkne. I Åbenbaringen 3:15, 16 står „kold“ derfor ikke som en modsætning til „varm“.

I dette tilfælde blev der øjensynligt brugt et billede der skulle virke som et slag mod laodikensernes ligegyldighed. Og de var udmærket i stand til at forstå denne udtalelse af „det troværdige og sanddru vidne“. Nær Laodikea fandtes der varme og kolde kilder. Ved fester var det ligeledes skik at servere kolde og varme, ikke lunkne drikke.

På en kold dag kan det være tiltrængt med noget varmt at styrke sig på, for eksempel varm suppe. Når temperaturen stiger, er en kold drik, for eksempel kold limonade, forfriskende. En lunken drik ville ikke være nogen nydelse i nogen af tilfældene.

Det er ganske tydeligt at Herren Jesus Kristus med sine ord i Åbenbaringen 3:14-19 viste at den lunkne åndelige tilstand som de kristne i Laodikea befandt sig i, mishagede ham meget. De måtte gøre noget for at fordrive sløvheden og vokse åndeligt.

● Jehova Gud er imod alle former for dæmonisme. Alligevel synes Ezekiel 21:21, 22 og den sammenhængende tekst at vise at han ledede varseltagningen, så Nebukadnezar førte sine krigshære mod Jerusalem. Hvorfor gjorde Gud det? — K. M., U.S.A.

Ifølge Ezekiel 21:21, 22 sagde Jehova til sin profet Ezekiel: „Thi Babels konge står på vejskellet, hvor de to veje skilles, for at tage varsler; han ryster pilene, rådspørger husguderne, ransager leveren. I sin højre holder han loddet ’Jerusalem’, at han skal åbne munden til skrig og løfte røsten til krigsråb, rejse stormbukke mod portene, opkaste stormvold og bygge belejringstårne.“ Nebukadnezar var besluttet på at gøre erobringer. Men han måtte træffe et valg. Han kunne marchere mod Rabba i Ammon eller vende sine styrker mod Jerusalem i Juda. Den hedenske, babyloniske hersker tog sin tilflugt til varsler, og som et resultat heraf blev Jerusalem hans angrebsmål.

Når vi læser beretningen i Ezekiel 21:18-23 må vi huske at Judas og Jerusalems indbyggere havde pådraget sig stor skyld. Af den grund havde Jehova Gud besluttet at ødelægge Jerusalem. Babyloniernes belejring af denne by var således i overensstemmelse med Jehovas vilje. Det var derfor med rette han sørgede for at Nebukadnezar valgte vejen til Jerusalem.

Men ville Jehova Gud bruge dæmonerne til at fuldbyrde sine hensigter? Bestemt ikke. Han ville ikke tilskynde eller inspirere dem til at handle som sine redskaber, der ledede begivenhederne ved hjælp af forskellige varsler. Dæmonerne står magtesløse over for Guds vilje og kan ikke modstå eller hindre den. Jehova kunne gøre som det behagede ham, da Nebukadnezar ved hjælp af varsler prøvede at træffe en beslutning om sin krigsførelse. Han ville ikke lade udfaldet af varslerne gå imod sin vilje. Den Højeste kunne gribe ind i varseltagningen, hvis det blev nødvendigt. Dette ville ikke være at benytte dæmonisme, men at modarbejde den. Jehova kunne for eksempel ved denne lejlighed have ladet den lever der blev brugt til at tage varsler af, antage et bestemt udseende. Gud kunne således gribe ind i varseltagningen.

Efter at Jerusalem og Juda havde bødet for deres overtrædelser, ville der komme en genoprettelse. Om denne og om sin overhøjhed erklærede Jehova: „Jeg er [Jehova], . . . som tilintetgør løgnernes tegn og gør spåmænd til dårer [ved at bevise at deres forudsigelser er falske], som tvinger de vise tilbage, beskæmmer deres lærdom, stadfæster sine tjeneres ord, fuldbyrder sine sendebuds råd. Jeg siger om Jerusalem: ’Det skal bebos!’ om Judas byer: ’De skal bygges!’ Ruinerne rejser jeg atter!“ (Es. 44:24-26) Historien bekræfter at Jerusalem blev genopbygget og at de forskellige byer i Juda endnu en gang blev beboet.

Vi ved ikke nøjagtigt hvordan Jehova greb ind da Nebukadnezar gjorde brug af varsler og det — ved hjælp af den måde spåmændene læste og fortolkede varslerne på — blev besluttet at de babyloniske tropper skulle marchere mod Jerusalem og ikke mod Rabba. Det må være tilstrækkeligt at vide at Jehova altid gennemfører sine hensigter. — Es. 55:8-11.

● Efter Vandfloden udsendte Noa fra arken en due der senere vendte tilbage med „et friskt olieblad i næbbet“. (1 Mos. 8:10, 11) Ville træerne ikke være blevet ødelagt af Vandfloden? Hvorfra fik duen oliebladet? — C. J., U.S.A.

Selv om Vandfloden uden tvivl havde en ugunstig virkning på mange træer og planter, er det ikke usandsynligt at et oliventræ kunne overleve den. Oliventræet er temmelig hårdført. Det er blevet sagt om det at „en gammel stub vil blive ved med at skyde nye skud, som om dens livskraft var uforgængelig“. (The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge, bind IV, side 404) Det er også bemærkelsesværdigt at den græske filosof og videnskabsmand Theofrastos og den romerske naturforsker Plinius den Ældre har hævdet at der under vandet i Det røde Hav har vokset oliventræer der har bevaret deres friske grønhed. Oliventræet kunne derfor udmærket i nogle måneder have været oversvømmet af Vandflodens vande uden at dø. Da vandene sank, ville et oliventræ som havde været dækket af vand, atter skyde blade når jorden var tør, og duen ville let kunne få et blad. At duen vendte tilbage med et friskt plukket olivenblad i næbbet, var af betydning for arkens passagerer. På denne måde fik Noa at vide „at vandet var svundet bort fra jorden“. — 1 Mos. 8:11.