„Ske din vilje på jorden“, 2. del

Vi fortsætter her kapitel 1 fra bogen „Ske din vilje på jorden“. Her begynder paragraf 14 under overskriften „Et symbolsk syn af ham“. Det er et syn af Gud, som gav Johannes, Zebedæus’ søn, en række syner, kendt som Åbenbaringen eller Apokalypsen, den sidste bog i Bibelen. Åbenbaringen blev meddelt Johannes af Herren Jesus Kristus, der sendte en engel for at denne ved hjælp af tegn og symboler skulle vise Johannes kommende ting.

14. Hvor blev Johannes inviteret ind, og hvor kommer vi hen ved at følge ham? Hvad ser vi?

¹⁴ Fra den herliggjorte Jesus Kristus i himmelen havde Johannes netop modtaget syv budskaber til syv kristne menigheder i Lilleasien. „Derefter så jeg, og se, en dør var åben ind til Himmelen, og den samme røst, der lød som en basun, og som jeg før havde hørt tale til mig, sagde: ’Kom herop, så skal jeg vise dig, hvad der skal ske herefter.’“ (Åb. 4:1) Ved at følge Johannes gennem denne åbne dør der førte til et sted hinsides verdensrummet, hvor kunstige måner kredser omkring jorden, træder vi så at sige ind i den højeste, den almægtige Suveræns, Guds, nærhed. Da vi ved at intet menneske kan se Guds ansigt og bevare livet, forventer vi ikke at se hans skikkelse eller nogen af hans ansigtstræk. Vi kunne lige så lidt tåle synet af ham som vi kunne tåle at opholde os i nærheden af en eksploderende brintbombe. Det vi ser gennem Johannes’ syn er herligt, strålende, blændende. Vi får også ting at se som skal indtræffe i universets historie.

15. Under hvilken krafts indflydelse kom Johannes, og hvis trone så han?

¹⁵ Så snart Johannes tog imod indbydelsen til at komme op gennem den åbne dør i himmelen, kom han under Guds virkekrafts eller ånds indflydelse og så hvad vi mennesker normalt ikke kan se. „Og se, en trone stod i Himmelen, og der sad En på tronen.“ Denne trone indtager den definitivt afgørende position som betinger det fuldstændige overherredømme. Det er den Allerhøjestes trone, han som hersker over hele skaberværket, det synlige såvel som det usynlige, ham af hvem hele skabningens eksistens og hele universets orden afhænger. Det er Evighedens Konges trone, en evig konge, højere end alle kejsere, konger, diktatorer og andre herskere her på jorden, som alle går til grunde.

16. Hvorledes så han ud som sad på tronen, og hvad henleder det vor opmærksomhed på?

¹⁶ Hvordan ser han ud? Har han skikkelse og udseende som et menneske? Nej! „Og han, som sad der, var at se til som jaspis og sarder, og der var en regnbue rundt omkring tronen, at se til som smaragd.“ Han er som fint slebne ædelstene, kostelige, glødende, skønne, der tiltrækker øjet og vækker frydefuld beundring. Der er intet rædselsvækkende ved ham, intet djævelsk der på nogen måde kunne lede tanken hen på at han ville pine sine jordiske skabninger, menneskesjælene, levende i al evighed i et brændende helvede. Hans udseende er smukt, og behageligt at iagttage, ja det får én til at tabe vejret af forundring. Omkring hans trone er der ligeledes herlighed, som vidner om stilhed og afklaret ro. Dette kendetegnes ved en fuldkommen regnbue af smaragd, hvilket minder os om den behagelige stille ro der følger efter et uvejr. Det minder os også om den første regnbue Gud efter den verdensomfattende vandflod satte i skyerne som et himmelsk tegn til Noa og til os alle, hans efterkommere, en tilkendegivelse af at der aldrig mere vil komme en verdensomspændende vandflod. Det var dengang Gud sagde: „Aldrig mere vil vandene blive til en vandflod der bringer ødelæggelse over alt kød. Og regnbuen skal vise sig i skyen, og jeg vil visselig se den og huske den evige pagt mellem Gud og hver levende sjæl af alt kød som er på jorden.“ (1 Mos. 9:12-16, NW) Videnskabsmænd som ønsker at kontrollere vejrliget fra en „afgørende position“ ude i rummet vil aldrig kunne ophæve Guds pagt som symboliseres ved regnbuen.

17. Hvem havde Gud omgivet sig med i synet, og hvorfor symboliserede disse ikke „Lammets tolv apostle“?

¹⁷ Før Gud begyndte at skabe var han ganske alene i rummet, og det havde han været fra en tid uden begyndelse. Men hvilke af sine skabninger valgte Gud at have i sin nærhed? Hvem omgiver han sig med? Om det nærbillede Johannes så, fortæller han: „Og i kreds om tronen så jeg fire og tyve troner og på tronerne fire og tyve ældste, iførte hvide klæder og med gyldne sejrskranse på deres hoveder.“ (Åb. 4:4) Hvem er disse „ældste“, disse fireogtyve personer i en fremrykket alder, der sad på troner rundt om Guds egen trone? Johannes var fortrolig med „ældste“ i det jødiske samfund, i det gamle Israels menighed. Femten hundrede år før Johannes’ tid, da profeten Moses modtog de ti bud fra Gud, havde Moses knyttet halvfjerds ældre mænd eller „ældste“ af Israels folk til sig. (2 Mos. 24:1, 9) Johannes derimod var en „ældste“ eller ældre mand i den kristne menighed. Han var en særlig „ældste“, for han var en af „Lammets [Jesu Kristi] tolv apostle“ der tjente som tolv grundstene i den kristne menighed ligesom tolv grundstene i den nye hellige stads mure. (Åb. 21:14) Men de sejrskransede „ældste“ som Johannes så siddende på troner rundt om Guds trone kunne ikke symbolisere Jesu Kristi tolv apostle, for der var fireogtyve „ældste“, eller dobbelt så mange som der var apostle.

18. Hvem repræsenterer de fireogtyve „ældste“?

¹⁸ I det gamle Israels menighed var de „ældste“ hele den israelitiske menigheds repræsentanter. På samme måde har de kristne „ældste“ lige siden Johannes’ dage repræsenteret hele menigheden af kristne eller åndelige israelitter. Følgelig symboliserer de fireogtyve „ældste“ der sidder på troner rundt omkring Gud, hele menigheden af kristne som viser sig trofaste til døden og belønnes med en opstandelse fra døden til liv i himmelen og til en trone i Guds himmelske rige.a

19. Hvor mange medlemmer vil menigheden til sidst bestå af, og hvilke løfter har Jesus Kristus givet dem?

¹⁹ Denne menighed af trofaste kristne som vinder den himmelske belønning vil til sidst tælle 144.000 medlemmer, eller seks tusinde gange fireogtyve. Johannes fik selv til opgave at meddele os deres endelige antal, i Åbenbaringen 7:1-8 og 14:1-5. Johannes blev brugt til at viderebringe følgende budskaber til dem fra den herliggjorte Jesus Kristus i himmelen: „Vis dig trofast, selv om det er forbundet med dødsfare, [eller, trofast til døden], og jeg vil give dig livets krone.“ „Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle.“ „Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.“ (Åb. 2:10, NW; 3:5, 21) Det som disse fireogtyve „ældste“ siger og gør i Johannes’ syn beviser yderligere at de symboliserer de 144.000 der udgør den fuldstændige menighed.

20. Er de „ældste“ af år i forhold til hele skabningen, og hvad har bevirket at de er kommet til at sidde på troner som personer i en fremrykket alder?

²⁰ Det er ikke mere end nitten hundrede år siden at den kristne menighed begyndte at virke her på jorden. Ingen af dens medlemmer kunne imidlertid være til stede i himmelen før Guds rige, som trofaste kristne har bedt om i alle disse århundreder, var blevet oprettet. Trods dette betragter Gud dog menighedens medlemmer som „ældste“ eller som personer i en fremrykket alder i sammenligning med alle hans andre fornuftbegavede skabninger i himmelen og på jorden. Det er derfor klart at det ikke er menighedens medlemmers antal af bogstavelige leveår, men deres fremskridt i kundskab, i oplæring til embedsgerningen og i loyal gudhengivenhed der har bragt dem dertil at de er blevet klædt i hvide klæder, kronet og sat på troner som „ældste“ rundt om Guds trone.

21. Hvordan er de blevet udvalgt til at være „ældste“ i Guds nærhed?

²¹ Hvordan er de blevet udvalgt til at være „ældste“ i Guds egen nærhed? Det er bestemt ikke sket ved et demokratisk valg, ledet af en nation eller af et eller andet folk her på jorden i Øst eller Vest. Valget er foretaget af Gud selv, for Gud ser ikke på tingene som menneskene eller nationerne gør det, men ud fra sin egen målestok vælger Gud dem som skal tildeles en plads i hans nærmeste omgivelser. Derfor er disse symbolske „ældste“ udvalgt på teokratisk vis fra den højeste myndigheds sæde oventil, ikke af folket nedentil, på jorden.

22. Har Gud således et senat? I hvilken egenskab har de fireogtyve „ældste“ den ære at tjene?

²² Betyder dette at Gud omgiver sig med en kreds af fireogtyve symbolske ældste, at han har hvad man kunne kalde et senat, et fortroligt råd af himmelske embedsmænd, som han rådfører sig med og modtager forslag fra, hvis mening han udbeder sig, for dernæst at handle i overensstemmelse med en flertalsbeslutning? Nej, for han er alviis. Han behøver intet råd fra nogen af sine skabninger. Profeten Esajas spurgte retteligt med hensyn til denne store Skaber: „Hvo leder [Jehovas] ånd, råder og lærer ham noget? Hos hvem får han råd og indsigt, hvem lærer ham rettens vej, hvem kan give ham kundskab, hvem kundgør ham indsigts vej? Se, som dråbe på spand er folkene, at regne som fnug på vægt, som et gran vejer fjerne strande.“ (Es. 40:13-15) Den kristne menighed repræsenteret ved de fireogtyve „ældste“ har derfor blot det æreshverv at tjene som de mest fremtrædende himmelske embedsmænd for „den gamle af dage“, Skaberen.

23. Hvad fik de ting som Johannes så foran Gud og de „ældste“ ham til at tænke på?

²³ I Johannes’ syn sad Gud og hans fireogtyve „ældste“ på troner i omgivelser der lignede det indre af det tempel hvor tilbedelsen fandt sted i det gamle Jerusalem. Fra beskrivelsen som findes i Bibelen vidste Johannes at der var ti guldlampestager i den hellige hal i det tempel kong Salomon tusind år tidligere havde bygget. Der stod fem lampestager til højre og fem til venstre foran den inderste hal eller det Allerhelligste. I templets indre forgård fandtes også et stort vandbassin af kobber, så stort at det kaldtes et hav. (1 Kong. 7:23-26, 44, 49) Det var med vand herfra præsterne vaskede både deres hænder og ofrene.

24. Hvorledes var dette at Gud sad på en trone her forskelligt fra hvad der var tilfældet i kong Salomons tempel?

²⁴ Om Guds trone skriver Johannes: „Og fra tronen udgår der lyn og bulder [stemmer, NW] og tordenskrald, og syv fakler brænder foran tronen, det er Guds syv ånder. Og foran tronen er der ligesom et glarhav, klart som krystal.“ Gud sad ikke på en trone i det Allerhelligste i kong Salomons tempel, der eksisterede for århundreder siden, men der var et mirakuløst lys som svævede over arken, det hellige, guldbeslåede skrin der indeholdt de to stentavler hvorpå Guds finger havde skrevet de ti bud. Men i Johannes’ syn ses Gud siddende på en trone i sit himmelske tempel.

25. Hvad udgår fra Guds trone, skildret ved det Johannes så og hørte?

²⁵ Lynglimtene fra hans trone minder på slående måde Johannes om at „Gud er lys“. Ved jordens skabelse var det Ham der udtalte: „Der blive lys!“ (1 Joh. 1:5; 1 Mos. 1:3) Fra hans kraft stammer ikke blot de bogstavelige lyn, men også de lynglimt af oplysning, kundskab, forståelse og visdom der når hans skabninger i himmelen og på jorden. Fra Ham der sidder på den guddommelige trone kommer stemmens kraft, også de lydbølger taleorganerne frembringer, og i særdeleshed de guddommelige budskaber stemmen fremfører. Undertiden tordner de guddommelige budskaber i deres magtfuldhed når de forkynder dom over Jehovas fjender. „Ærens Gud lader tordenen rulle.“ (Sl. 29:3) Hans profetier om kommende ting har forudsagt hans komme til sit store åndelige tempel for at dømme mennesker. — Mal. 3:1.

26. Hvad betyder de „syv fakler“, og hvorfor skulle der være tændte fakler foran ham?

²⁶ Guds ånd eller virkekraft er usynlig for det menneskelige øje, men den kan få det skabte til at bevæge sig eller udføre et arbejde. Den kan frembringe resultater som vore svage øjne kan se og som også vore andre sanser kan opfatte. Ved sin ånd eller virkekraft kan Gud skænke oplysning ved at åbenbare ting som en almindelig menneskelig hjerne ikke kan udtænke eller fatte, idet han lader lyset stråle over hellige hemmeligheder der længe har været holdt skjult. Hans ånd er som „syv fakler“ der brænder foran Gud i hans himmelske tempel, ikke for at lyse for ham, men for at oplyse ting for dem der kommer i hans nærhed. Disse syv fakler, skriver Johannes, „er Guds syv ånder“. Med disse syv ånder menes ikke syv åndeskabninger, men at Guds ånd eller virkekraft må betragtes som noget syvfoldigt. I Bibelen symboliserer tallet syv åndelig fuldkommenhed eller fuldstændighed, og de syv ånder betegner derfor Guds ånds hele fylde. Alt hvad der er nødvendigt af hans ånd eller virkekraft benytter han til at oplyse dem som tjener ham i hans åndelige tempel. Til gengæld genspejler de der er blevet oplyst det åndelige lys til andre skabninger for at bibringe dem kundskab om Guds sandhed.

27. Hvad skinnede de syv fakler på, og hvad var dette et billede på?

²⁷ De syv symbolske fakler må have skinnet på „glarhavet, klart som krystal“, hvor præsterne kunne foretage afvaskninger. Guds syvfoldige ånd virker da også kun gennem en organisation eller skare af skabninger der er ren i hans øjne. Hans ånd virker igennem en renset organisation og hjælper dens medlemmer til at holde organisationen og dens ofre til Gud rene. Husk, at det store „hav“ i kong Salomons tempel rummede cirka 74.000 liter vand og at „præsterne brugte havet til at tvætte sig i“. (2 Krøn. 4:2-6) Ligesom rent vand har Guds ord kraft til at rense og lutre. De der får lov til at komme Gud nær, som de fireogtyve ældste, har brug for meget af sandhedens vand for at de kan udføre deres præstelige pligter på en måde som Gud kan godkende, og til bedste for alle mennesker med god vilje. I overensstemmelse med dette billede siges det om menigheden af 144.000 trofaste Jesu Kristi efterfølgere at „han ved hjælp af ordet rensede den i vandbadet, for at han kunne fremstille menigheden for sig i dens glans, så den ikke havde nogen plet eller rynke eller andet sådant, men kunne være hellig og lydefri“. (Ef. 5:25-27, NW) Gud kræver renhed i religiøse spørgsmål. Det der skal være i hans nærhed må være rent.

(Fortsættes)

[Fodnote]