Til forsvar for ægteskabet

„Hold ægteskabet i ære blandt alle og ægtesengen uden besmittelse, thi Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ — Hebr. 13:4, NW.

 1. Hvoraf fremgår det, at ægteskabet er en agtværdig foranstaltning?

JEHOVA indstiftede noget agtværdigt, da han indstiftede ægteskabet mellem mand og kvinde. Jesus Kristus, Guds søn, holdt ægteskabet i ære. Selv indgik han ikke ægteskab; Guds hensigter med ham indbefattede ikke et jordisk ægteskab for ham; men han modtog en indbydelse til et bryllup i Kana i Galilæa og bidrog til glæden dér ved at udføre sit første mirakel at forvandle vand til vin til bryllupsgæsterne. Han brugte også bryllupsfester som billeder på sandheder vedrørende Himmeriget. Han blev af Jehova Gud brugt til at hæve ægteskabet op til dets oprindelige høje stade, som det indtog i Edens have.

 2. a) Hvem blev befalingen i Hebræerne 13:4 givet til, og hvad tilkendegiver dette? b) Hvem forbyder ægteskab? Med rette eller urette?

² Skaberen skabte kvinden for manden, for at de to kunne indgå ægteskab og befolke denne jord med en fuldkommen menneskeslægt, der alle skulle stamme fra det samme forældrepar, og alle være af eet kød og blod, knyttet sammen ved familiebånd. Guds midler til opnåelse af et mål er altid ære værd og gør ham ære som Skaber. Det er hans vilje, at ægteskabet skal holdes i ære af dem, der tilbeder ham: „Hold ægteskabet i ære blandt alle og ægtesengen uden besmittelse, thi Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ (Hebr. 13:4, NW) Denne befaling blev givet kristne. Kristne på jorden har den forret at nyde godt af denne foranstaltning, der er indstiftet af Gud. Men for at gøre den rette brug deraf skal ægteskabet holdes i ære og ikke bringes i vanry som følge af misbrug. Religiøse ledere, som er faldet fra den kristne tro, eller som aldrig har kendt den, er dem, der forbyder kristne at indgå ægteskab i al ære. „Den inspirerede udtalelse siger udtrykkeligt, at i senere tidsperioder skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende, inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme, som følge af deres hykleri, som taler løgn, og som er brændemærkede i deres egen samvittighed og forbyder ægteskab.“ (1 Tim. 4:1-3, NW) De, som er faldet fra den kristne tro og har forbudt visse mænd og kvinder at gifte sig, har påstået, at forbudet mod deres ægteskab har været i kristendommens interesse. Men heri har de bedraget sig selv, for det er i modstrid med Guds vilje. De har derfor ikke virket til fremme, men derimod til skade for dem, som hævder at være kristne. Det har ført til umoralitet.

 3. Hvorledes har Djævelen angrebet det ægteskabelige forhold inden for den kristne menighed?

³ Der er ikke nogen foranstaltning, Skaberen har forordnet, uden at den er blevet udsat for angreb fra hans modstander Djævelens side, og uden at denne modstander har forsøgt at degradere og fordærve den. Den kristne menighed blev blandt andet oprettet for at genindføre det rene og ærbare forhold mellem mand og kvinde, og derfor har modstanderen gjort den kristne menighed til sit særlige mål for angreb i denne specielle henseende. Med dette for øje har han oprejst falske profeter, løgnlærere og talsmænd for falsk morallære. Som et moderne eksempel kan nævnes et referat fra det amerikanske blad New York Times for 29. december 1949, hvor der siges: „Vort samfund vil, som det blev forudsagt i går af dr. George Peter Murdock, professor i antropologi ved Yale universitet, i løbet af få generationer blive lige så tolerant over for kønslige forbindelser, når pubertetsalderen er nået, men inden ægteskabet, som de fleste folkeslag i verden er det i dag. . . . Som videnskabsmand tvinges jeg til at forudsige de gamle moralbegrebers forsvinden og til at anerkende, at nye, skønt de måtte være en personlig uvelkomne, dog sandsynligvis vil vise sig at være tilfredsstillende for alle parter. Endvidere sagde dr. Murdock, at han ikke frygtede den opadgående skilsmissekurve. . . . jeg ville oven i købet mene, at den omsiggribende frihed til kønslig omgang inden ægteskabet vil medføre et mere fornuftigt valg af partnere og derigennem bidrage til en nedgang i skilsmissernes antal.“

 4, 5. Hvorledes advarede apostelen Peter de kristne herom?

⁴ I sit andet brev til kristne advarer apostelen Peter dem imod profeter, der slår til lyd for falske moralbegreber. Han minder dem om, at de er undsluppet „fordærvelsen, der er i verden som følge af begær“. Det ville desårsag være forkert for kristne atter at vende tilbage til den fordærvelse, der råder i denne verden, som lever efter sine lyster. For at forhindre os i at falde tilbage til dette verdslige fordærv, har vi fået de sande profetier i gave. (2 Pet. 1:1-4, 19-21, NW) Modstanderen har udfordret Gud, den Almægtige, til at sætte mænd og kvinder på jorden, som han, Satan, ikke kunne fordærve, eller hvis retskaffenhed ind for Gud han ikke kunne nedbryde. Listelig oprejser modstanderen med dette for øje falske profeter midt iblandt Guds organiserede folk. Læg mærke til Peters advarsel herom.

⁵ Idet han omtaler israelitterne, til hvem Jehova Gud sendte sine sande profeter til belæring og frelse for dem, siger Peter: „Imidlertid kom der også falske profeter blandt folket, som der også vil være falske lærere blandt jer. De vil liste fordærvelige sekter ind blandt jer og fornægte deres ejer, som købte dem, og bringe hastig undergang over sig selv. Mange vil vende sig bort fra vejen og følge dem i deres løsagtige færd, og for deres skyld vil sandhedens vej blive ilde omtalt. I havesyge vil de udnytte jer med falske ord. Men for dem bevæger dommen fra ældgammel tid sig ikke langsomt, og deres undergang slumrer ikke.“ — 2 Pet. 2:1-3, NW.

 6, 7. Hvorledes fornægter de deres ejer, som købte dem?

⁶ Heraf kan vi se, at hvad der hændte de kødelige israelitter inden Kristi komme, var et forbillede på, hvad der ville blive en fare for den kristne menighed af åndelige israelitter. Falske lærere vil utvivlsomt blive oprejst på modstanderens foranstaltning. Disse vil danne sekter eller grupper, der vil løsrive sig fra den sande organisation og følge mennesker som ledere. De vil fornægte „deres ejer, som købte dem“, nemlig Jesus Kristus. Til ham siges der: „Du blev slagtet, og med dit blod købte du mennesker til Gud ud af alle stammer og tungemål og folk og nationer.“ (Åb. 5:9, NW) Disse falske lærere og talsmænd for urigtige fremgangsmåder vil anerkende ham og vil være enige med det, der bliver sagt i 1 Korinter 6:19, 20 (NW): „I tilhører ikke jer selv, thi I blev købt for en pris.“ Med falske ord vil de kalde Kristus Jesus for Herre, mester og ejer, men de vil fornægte ham ved den måde, hvorpå de lever deres privatliv. Det var dengang, apostelen Paulus advarede kristne imod at bedrive utugt med en skøge og blive eet legeme, eet kød, med hende, at han mindede den kristne menighed om, at de ikke tilhørte sig selv, men var blevet købt for en pris og derfor måtte ære Gud som en kristen enhed. Det er gennem uren livsvandel eller løsagtighed, hvad deres ejer aldrig havde del i eller godkendte blandt de trælle, han købte, at disse falske lærere fornægter deres ejer, som købte dem med sit dyrebare blod.

⁷ Vi kan fornægte Gud og hans Kristus ved vor levemåde. Apostelen Paulus viser dette med sine ord om de mænd, der har et besmittet sind og en fordærvet samvittighed: „Offentligt erklærer de, at de kender Gud, men ved deres gerninger fornægter de ham, fordi de er afskyelige og ulydige og uduelige til enhver god gerning.“ (Tit. 1:16, NW) Denne løsagtige, urene opførsel ville være en af de måder, hvorpå de falske ledere ville fornægte Kristus, antyder apostelen Peter, når han tilføjer: „Mange vil vende sig bort fra vejen og følge deres løsagtige handlinger, og for deres skyld vil sandhedens vej blive ilde omtalt.“ — 2 Pet. 2:2, NW.

Virkningen på organisationen

 8, 9. a) Hvem har en kristens adfærd indvirkning på? b) Hvilket ansvar påligger der os derfor?

⁸ Ingen lever udelukkende for sig selv. Når en, der påstår at være en kristen, vender sig bort fra renhedens og retfærdighedens vej og lader sig lokke til løsagtighed, vil han ikke alene skade sig selv, men han bringer også formædelse over Jehova Guds rene organisation. Folk uden for, der bemærker sådannes urene adfærd, anser dem som eksempler på, hvad alle andre inden for organisationen foretager sig. Ganske naturligt begynder de at tale ilde om organisationen og „sandhedens vej“. Det er netop, hvad modstanderen ønsker. Han ønsker at bringe forsmædelse over Guds sande organisation og få den til at tage sig skændig ud i verdens øjne. Ikke at de religiøse organisationer i verden selv er rene, hvad moral og læresætninger angår, men Guds organisation repræsenterer sandhedens vej.

⁹ Når organisationens medlemmer derfor vandrer i modstrid med sandhedens principper, får det udenforstående iagttagere til at tro, at de er hyklere. Hvem ønsker at slutte sig til en hyklerisk organisation? Følgelig tager ærlige mennesker anstød af organisationen som et hele, fordi enkelte af dens medlemmer opfører sig løsagtigt og troløst. Det hindrer dem i at søge hen til Guds organisation, og det passer lige Djævelens formål. Den løsagtige og umoralske tjener ikke Gud, men tjener den, som udfordrer og modstår ham, og spiller således lige i hænderne på Djævelen. Vi kan heraf se, hvor stort et ansvar vi har for at opføre os korrekt, så vi for hele verden trofast kan vise, hvordan den teokratiske organisation stiller sig i spørgsmål om moral og lære. Kristne, der vender sig til umoralitet og derigennem bringer ufortjent forsmædelse og vanære over organisationen, kommer under Jehova Guds særlige fordømmelse. De må ikke tro, at deres synd går upåagtet hen, og at de kan slippe af sted med det. Guds domme over en sådan skare kommer ikke langsomt, og hans undergang over dem slumrer ikke, som om han var uvidende om deres umoralske adfærd.

Bileams vej

10, 11. a) Hvilke lokkemidler bruger Djævelen i sit forsøg på at nedbryde organisationens sundhed? b) Hvordan tilkendegiver Peters yderligere ord dette?

¹⁰ Ukyske forhold mellem kønnene er et af de forførende midler, hvorved Djævelen søger at nedbryde den kristne menigheds sundhed. Som et yderligere bevis herfor skal vi citere Peters senere ord i samme forbindelse. Idet Peter taler om dyriske mennesker, der listigt søger at fordærve andre og er som en klump syndens surdejg, der gennemsyrer hele massen, siger han: „De har øjne fulde af utugt og kan ikke modstå synd, og de forfører ubefæstede sjæle. De har et hjerte, der er opøvet i havesyge. De er forbandelsens børn. Da de har forladt den lige vej, er de blevet vildledt. De har vendt sig bort og fulgt Bileams, Beors søns, vej, han, som elskede lønnen, vundet ved uret, men blev irettesat for sin overtrædelse af, hvad der var ret. Et umælende trældyr talte med menneskerøst og standsede profeten i hans afsind.“ — 2 Pet. 2:14-16, NW.

¹¹ Læg mærke til, at disse mennesker har øjnene fulde af utugt og spejder efter sjæle, de kan forføre. De har fulgt Bileams vej af kærlighed til belønningen for uret. Bileams trældyr, et æsel, talte ved et mirakel med menneskerøst og advarede Bileam, da han red af sted for at forbande Guds udvalgte folk. Han havde ladet sig leje af kongen af Moab, Balak, til at bruge sine profetiske gaver til at udråbe en forbandelse over israelitterne. Ved et andet mirakel vendte Gud Bileams tænkte forbandelse til en velsignelse over sit udvalgte folk. Da Bileam ikke havde held med sig til at bruge sit profetembede til at forbande israelitterne, udtænkte han en anden måde, hvorpå han kunne bringe dem til fald og nedkalde Guds forbandelse over dem. Hvilken måde var det? Ved umoralitet! Peter påpeger dette ved at nævne Bileam under sin omtale af uren, utugtig adfærd blandt kristne.

12. Hvorledes henviste Jesus til den skare, der nu bærer sig ad som Bileam?

¹² Herren Jesus Kristus henviser også direkte til denne bileamskare, der søger at forføre kristne til at indgå løse kønsforbindelser. I det andet og tredje kapitel i Åbenbaringen sender Jesus budskaber til de syv menigheder i provinsen Asien. Eftersom syv er et symbolsk tal, der repræsenterer åndelig fuldkommenhed, repræsenterer alle disse menigheder den kristne menighed i denne „endens tid“ for verden. De forhold, der herskede i de syv menigheder i det første århundrede, var et billede på forholdene i den kristne menighed i vore dage, da profetierne i Åbenbaringen går i opfyldelse. Efter at have begyndt med nogle lovord til menigheden i Pergamum siger Herren Jesus: „Dog har jeg noget imod dig: du har hos dig nogle, som holder fast ved Bileams lære, han, der lærte Balak at lægge en anstødssten for Israels sønner og at spise ting, der ofredes til afguder, og at bedrive utugt.“ (Åb. 2:14, NW) Utugt betyder en ugift persons frivillige kønslige omgang med en af det modsatte køn.

13. Hvad tilrådede Bileam Balak, da det ikke lykkedes ham at forbande israelitterne? Hvorfor?

¹³ Kong Balak blev skuffet, fordi profeten Bileam blev inspireret til at udråbe en velsignelse i stedet for en forbandelse over Jehovas organiserede folk. Han følte, at den belønning, han tilbød Bileam, var spildt. Men så viste Bileam kong Balak en listigere måde, der kunne bringe Israel til fald. Den ville modvirke den guddommelige velsignelse, som Bileam lige havde udtalt, og forføre israelitterne og nedkalde Guds forbandelse over dem i stedet for hans velsignelse. Hvilken måde var det? Jo, at lokke dem til at give efter for deres lidenskaber og bedrive utugt med smukke hedenske kvinder. Ved at deres retskaffenhed blev nedbrudt på denne måde, kunne de forledes til at spise afgudsofferkød.

14. Hvorfor blev det så skæbnesvangert for israelitterne at give efter for denne fristelse?

¹⁴ Hvad der gjorde det så skæbnesvangert for dem, var dette: Israelitterne havde slået lejr på Moabs sletter i nærheden af Peors bjerg, lige ved Jordanfloden og over for det forjættede land, der flød med mælk og honning. Næsten hele den ældre generation, der ved udgangen af Ægypten havde været i tyveårsalderen og opefter, var uddød under de fyrretyve års vandring i ørkenen. Den yngre generation havde overlevet den indtil nu. Her stod de lige over for at skulle drage ind i det land, der var blevet forjættet deres stamfader Abraham og hans afkom herved 470 år tidligere. De var lige ved at skulle se dette guddommelige løfte blive opfyldt, men ville de alle komme ind i landet? Nej, mindst 24.000 af dem kom ikke derind. Hvorfor kom de til kort? Grunden var umoralitet, og det lige på grænsen ind til det forjættede land! Den sørgelige beretning lyder: „Så drog Bileam tilbage til sin hjemstavn; og Balak [Moabs konge] gik også bort. Israelitterne slog sig derpå ned i Sjittim. Men folket begyndte at bedrive hor med de moabitiske kvinder; og da de indbød folket til deres guders slagtofre, spiste folket deraf og tilbad deres guder. Og Israel holdt til med Ba’al-Peor eller [Peors Ba’al]; derover blussede Jehovas vrede op mod Israel, og Jehova sagde til Moses: Kald alle folkets overhoveder sammen og hæng dem op for Jehova under åben himmel, for at Jehovas vrede må vige fra Israel! . . . Men tallet på dem, plagen havde kostet livet, løb op til 24.000.“ — 4 Mos. 24:25; 25:1-9.

15. Hvem dræbte israelitterne som de ansvarlige herfor, men hvorledes udsatte de sig for yderligere fristelse?

¹⁵ Profeten Bileam var ansvarlig herfor. Ikke blot Jesus, men også Moses viste, at ansvaret faldt tilbage på ham. Dengang Gud sendte israelitterne ud for at eksekvere Guds hævn over midjanitterne for deres andel i at fordærve Israel, slog israelitterne ikke de midjanitiske kvinder og børn ihjel, men skånede dem og tog dem til fange. Moses udbrød i harme: „Har I ladet alle kvinder i live? Det var jo dem, der efter Bileams råd blev årsag til, at israelitterne var troløse mod Jehova i den sag med Peor, så at plagen ramte Jehovas menighed.“ I håndhævelse af Guds dom havde israelitterne dræbt profeten Bileam, men de havde skånet og ført med sig netop dem, som efter Bileams råd var blevet brugt til at fordærve dem. De udsatte sig selv for fristelse til afgudsdyrkelse, åndelig utugt imod Gud, for at tilfredsstille deres lidenskab. Af hensyn til moralen lod Moses alle de kvinder, der havde besmittet deres jomfruelighed gennem den utugtige tilbedelse af Ba’al-Peor, dræbe og derved fjerne muligheden for fristelse. Han tillod kun unge piger, der stadig var jomfruer, at blive i live og at tjene israelitterne. — 4 Mos. 31:8, 15, 16.

16. Hvorfor er ikke det, at man hører med til organisationen, en garanti for, at man får adgang til den nye verden?

¹⁶ Dette er netop modstanderens fremgangsmåde. Kan han ikke forføre Jehovas folk til med munden at fornægte Gud og hans rene tilbedelse, så prøver han at bringe dem til fald ved umoralitet. Disse ting blev nedskrevet i Guds ord som en advarsel for os. Vi står lige på grænsen til at skulle drage ind i den retfærdige nye verden. Men skønt vi er så nær ved vort herlige mål, er der stadig fare for, at vi i lighed med disse tusinder af israelitter ikke når derind. Glem ikke: Vi er kød og blod, ligesom disse mænd var. Fristelser, der var dem kendte, kan ligeledes blive fristelser for os og få os til at falde. Selve det, at vi tilhører den organisation, som Jehova har frelst, er ingen garanti for, at vi ikke kan begå synd og komme til kort som enkeltpersoner og således afskæres fra at komme med ind i den nye verden sammen med den teokratiske organisation. Selv om vi hører med til organisationen, bærer vi stadig et personligt ansvar, og Jehova Gud vil kræve den enkelte til regnskab.

17. Hvad skrev Paulus som en advarsel for os imod denne fare?

¹⁷ For at gøre os som kristne i menigheden særlig opmærksomme på denne fare for vor personlige stilling, omtalte Paulus flere af de tildragelser, der skete under Israels ørkenvandring, og skrev: „Lad os heller ikke bedrive utugt, som nogle af dem bedrev utugt, og på een dag faldt der tre og tyve tusinde. Disse ting vedblev at ske med dem som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os, til hvem tingenes systemers absolutte ende er kommet. Derfor skal den, der mener at stå fast i sin stilling, tage sig i agt, at han ikke falder. Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer.“ Men ligger det over vore evner at modstå disse fristelser? Nej, ikke hvis vi er klar over fristelsen og beder den almægtige Gud om at komme os til undsætning: „Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.“ — 1 Kor. 10:8, 11-13, NW.

Kvindelig såvel som mandlig indflydelse

18. Hvordan advarede Jesus mod kvindelig indflydelse, der kan føre til fordærv for menigheden nu?

¹⁸ Modstanderen kan gøre brug af mandlig indflydelse i menigheden som et modstykke til Bileam. Han kan også bruge kvindelig indflydelse til at fordærve dem, som hører med til Guds folk. Jesus hentydede til denne kvindelige indflydelse i sine budskaber til de syv menigheder i provinsen Asien. Kvindelig indflydelse er noget, som han kan have imod en menighed i dag, ligesom han havde noget imod det i menigheden i Tyatira og til den sagde: „Dog er der dette, jeg har imod dig, at du finder dig i kvinden Jesabel, som kalder sig selv profetinde og optræder som lærer og forfører mine tjenere til at bedrive utugt og spise afgudsofferkød. Jeg har givet hende tid til at angre, men hun er ikke villig til at angre sin utugt. Se! Jeg kaster hende på sygelejet og fører stor trængsel over dem, der begår ægteskabsbrud med hende, hvis de ikke omvender sig fra hendes gerninger. Og hendes børn vil jeg dræbe med dødbringende pest, så alle menighederne vil kende, at jeg er den, som ransager de inderste tanker og hjerterne, og jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger.“ — Åb. 2:20-23, NW.

19. Imod hvad søger Satan at bruge denne fordærvende indflydelse?

¹⁹ Jesabel var en ba’alstilbeder, der blev kong Akab af Israels dronning. Hun herskede over ham og tvang gennem sin indflydelse ti-stammeriget til at gå over til den utugtige ba’alsdyrkelse. Hendes indflydelse havde samme virkning som Bileams råd til kong Balak imod israelitterne. Modstanderen kan derfor benytte begge køn til at lede i fristelse. Hans hensigt er ikke bare at bringe nogle enkelte til fald, men at fordærve hele organisationen og bringe forsmædelse over den og dens Gud og derved skabe fordom imod den blandt oprigtige mennesker.

20. Hvorfor bør vi være på vagt imod at blive trukket ned i fordærv igen?