„Hold ægteskabet i ære blandt alle“

 1. Hvorfor var Hebræerne 13:4 en passende afslutning på Paulus’ brev?

HELE hovedindholdet af apostelen Paulus’ brev til hebræerne går ud på at opbygge Guds folk imod et tilbagefald til den syndige levevis i den verden, vi har forladt. Det var derfor med god grund, at han ved slutningen af sit brev indflettede denne formaning: „Hold ægteskabet i ære blandt alle og ægtesengen uden besmittelse, thi Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ (Hebr. 13:4, NW) Dette brev blev skrevet direkte til hebraiske kristne. De havde haft den fordel at have moseloven med dens befalinger imod umoralitet, med bud som disse: „Du må ikke bedrive hor!“ og „Du må ikke begære dine næstes hustru.“ I den kristne tidsalders århundreder er de gode nyheder blevet forkyndt for alle nationer og folk, derfor også for dem, der ikke er under moseloven og dens morallære. Det er sket i den hensigt at frelse syndere, hvilket også vil sige utugtige og ægteskabsbrydere. Utugtige er ugifte personer, der gør sig skyld i umoralsk opførsel. Ægteskabsbrydere er gifte personer, der frivilligt har kønslig omgang med en eller flere af det modsatte køn, som ikke er vedkommendes lovformelige ægtemage.

 2. Når nogen, der før har levet umoralsk, kommer til kundskab om sandheden, hvad må de så gøre?

² Selv Paulus i sin tid sagde, at han havde forkyndt sandheden for og ført ind i sandheden utugtige, afgudsdyrkere, ægteskabsbrydere, sodomitter eller mænd, der lader sig bruge til unaturlige lyster, og mænd, der har omgang med mænd, o.s.v. Alle overtrådte de moralloven på det groveste. Jesus fortalte de tilsyneladende moralske præster og religiøse ældste, at skatteopkrævere og skøger gik ind i Guds rige forud for dem. (1 Kor. 6:9-11, NW; Matt. 21:31, 32) Men nu var de blevet renset ved sandheden. De kunne derfor ikke længere skikke sig lige med denne verden i levevis, men måtte omstille deres tanker, kærlighed og adfærd i harmoni med Guds sandhed og befalinger. Når disse derfor kommer i sandheden, og Gud modtager dem i sin teokratiske organisation, må de gøre en fuldstændig forandring i deres liv, også i deres privatliv. Det var tilfældet for nitten århundreder siden, dengang apostlene levede, og det er tilfældet i dag.

 3. Kan en polygamist fortsætte at leve efter kejserens lov, når han bliver en kristen? Hvorfor eller hvorfor ikke?

³ På apostlenes tid var polygami, det vil sige ægteskab med flere hustruer samtidig, lovligt i mange lande. Det er det også i dag. Men nu sker det, at en polygamist bliver en kristen. Kan han så vedblive med at leve sammen med flere hustruer og alligevel opnå Guds godkendelse gennem Kristus, blot fordi polygami er lovlig og skik og brug der på stedet? Nej. I denne henseende kan han ikke leve i overensstemmelse med, hvad „kejseren“ tillader i denne verden. Han må give Gud, hvad han skylder Gud, nemlig en ren tilbedelse. Han kan ikke benytte sig af kejserens lov til at tilfredsstille sit eget selviske begær. At gøre det er ensbetydende med at tilsidesætte Guds lov, der er den højeste lov og fuldt ud retfærdig. „Vi må adlyde Gud som hersker fremfor mennesker.“ — Ap. G. 9:29, NW.

 4. Hvorledes viste Jesus, hvad der var den kristne standard for ægteskab?

⁴ Jesus var fuldstændig klar over, hvad Guds lov påbød i forbindelse med kristne ægteskaber, nemlig at den kristne standard for ægteskab var den, Gud indførte i begyndelsen i Edens have, hvor han gav den fuldkomne mand een hustru. Jesu fjender søgte at få ham til at fire i spørgsmålet om ægteskab, ligesom nogle nu søger at få Guds organisation til at gå på akkord i dens stilling til dette spørgsmål. Herom læser vi: „Og farisæerne kom op til ham for at friste ham og sagde: Er det lovligt for en mand at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund? Som svar sagde han: Har I ikke læst, at han, som skabte dem fra begyndelsen, gjorde dem til mand og kvinde og sagde: Derfor vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive eet kød? Så er de da ikke længer to, men eet kød. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må intet menneske adskille. De sagde til ham: Hvorfor har Moses da foreskrevet, at man kan give hende et skilsmissebrev og skille sig fra hende? Han sagde til dem: Det var på grund af jeres hårdhjertethed, at Moses gjorde jer denne indrømmelse, at I kunne skille jer fra jeres hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således. Jeg siger jer, at den, der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt og gifter sig med en anden, han bedriver hor.“ — Matt. 19:3-9, NW.

 5. Hvad må en polygamist derfor gøre under disse forskellige forhold?

⁵ Gud gjorde således kun to til „eet kød“, manden og hans ene hustru, ikke tre eller fire eller flere til eet kød. Når en mand er polygamist i fuld overensstemmelse med det lands love og skikke, som han lever i, men ønsker at være en sand kristen, må han skille sig af med det overskydende antal hustruer. Måske har han børn med disse, og måske kræver de lokale love i sådanne tilfælde, at han på rette måde forsørger disse børn og tidligere hustruer, til de kan gifte sig med andre mænd. Hvis de lokale love ikke tillader ham at skille sig af med disse hustruer, hvad så? Så må han ophøre med at have ægteskabelig forbindelse med dem og kun beholde een af dem som hustru, hvem han alene yder den ægteskabelige pligt. Han tillader ikke de andre kvinder at have ægteskabelig omgang med sig, selv om han af forholdene tvinges til at have dem og deres børn boende hos sig. De er at betragte som hushjælp, der tjener til deres ophold, men han anerkender kun een kvinde som sin hustru i overensstemmelse med den kristne standard.

 6. Hvorfor kan polygami ikke tillades nogetsteds blandt kristne? Hvordan har det været muligt at rette dette forhold?

⁶ Polygami er uden tvivl et vanskeligt problem at få rettet og bragt i orden. Men det er ingen gyldig grund for, at Guds organisation skulle gøre indrømmelser og i Afrika tillade een ægteskabelig standard, der er i overensstemmelse med de indfødtes love der, og forbyde den andre steder, og dér fastholde en anden standard, der er i overensstemmelse med kristenhedens love. Der gives kun een kristen standard, og det er den, Jesus fastholdt. Selv i lande, hvor polygami er tilladelig, har det ved Guds hjælp og ånd været muligt at følge den kristne standard. En af de vanskeligheder, der har hindret vort arbejde i Tanganyika, Østafrika, er netop polygami. De samme skikke råder der som andre steder i Afrika. Ægteskabet ligger ikke i faste rammer, og høvdinger kan have over 25 hustruer, mens den jævne mand har tre eller fire. Jehovas vidner kan som sande kristne ikke se igennem fingre med sådanne skikke hos dem, som tager imod kristendommen, lader sig døbe og tjener som den Højestes vidner. Den verdslige skik, flerkoneri, er blevet renset ud af deres midte. — Se Yearbook of Jehovah’s witnesses, side 226.

Eksempler

 7. Hvorfor må polygamister ikke indsættes i ansvarsfulde stillinger?

⁷ Såfremt en polygamist fortsætter at leve som polygamist, fornægter han sin ejer, som købte ham, thi hans ejer, Jesus Kristus, har pålagt sine efterfølgere kun at have een hustru i levende live. En polygamist kan ikke af den synlige regeringsenhed i Jehovas teokratiske organisation udnævnes til at beklæde en tjenende stilling i en kristen menighed. Apostelen Paulus hørte med til den styrende enhed i det første århundrede. I sit brev til sin hjælper Timoteus, vedrørende hvilke kvalifikationer der kræves af mænd, som indsættes i officielle stillinger i menigheden, sagde han: „Hvis en mand søger en tilsynsgerning, attrår han en gerning af rette slags. Tilsynsmanden bør derfor være uangribelig, een kvindes mand, . . . en mand, som styrer sit eget hus på rette måde og har børn, der underordner sig i oprigtig alvor.“ Var det et krav, der kun stilledes til de mest fremtrædende tjenere i menigheden? Nej. Om underordnede tjenere siges der: „En menighedstjener skal være een kvindes mand og styre sine børn og sit hus på rette måde.“ Titus opholdt sig i et andet land, men han fik ikke tilladelse til at indføre en anden standard af den grund. Han fik samme pålæg: „Indsæt ældre mænd i by efter by, som jeg gav dig besked om, dersom der er mænd, der ikke er noget at klage på, een kvindes mand, som har troende børn, som ikke er under anklage for udsvævelser eller er uregerlige. Thi en tilsynsmand bør som Guds husholder være en mand, der ikke er noget at klage på.“ — 1 Tim. 3:1, 2, 4, 12 og Titus 1:5-7, NW.

 8. Var det kun sådanne tjenere, der skulle leve i monogami? Hvilket krav til enker viser, om det forholdt sig således?

⁸ Det forlangtes af sådanne tjenere, at de kun måtte have een hustru i levende live. Det skal ikke forstås således, at kun tjenerne i menigheden skulle være gift med een kvinde, mens resten af menigheden kunne dyrke flerkoneri. Polygami var ikke tilladt for kvinder dengang, således at de havde mange mænd. Det var derfor ikke på grund af polygami fra kvindernes side, at ældre enker, der modtog understøttelse fra en menighed, skulle opfylde bestemte krav: „En enke kan optages på listen, når hun ikke er under tres, har været een mands hustru.“ (1 Tim. 5:9, 10, NW) Ved at have holdt sig til een mand tilkendegav en sådan enke, at hun havde selvbeherskelse, når det drejede sig om lidenskaber. Hun fulgte Paulus’ formaning vedrørende enker i 1 Korinter 7:8, 9, 39, 40: „Til de ugifte og til enkerne siger jeg, at det er godt for dem, at de vedbliver at være som jeg. Men har de ikke selvbeherskelse, så lad dem gifte sig, thi det er bedre at gifte sig end at være optændt af begær. En hustru er bunden, så længe hendes mand lever, men sover hendes mand hen i døden, er hun fri til at gifte sig, med hvem hun vil, blot det sker i Herren. Men lykkeligere er hun, hvis hun forbliver, som hun er [nemlig enke] — efter min mening, og jeg tror, at også jeg har Guds ånd.“ — NW.

 9. Hvad viser det eksempel, som de indsatte tjenere i menigheden skulle sætte for andre, med hensyn til resten af menigheden?

⁹ Monogami gælder derfor kristne kvinder såvel som mænd. Eftersom de udnævnte tjenere i menigheden, tilsynsmændene og menighedstjenerne, skulle være eksempler for den kristne hjord, skulle de også være eksempler i spørgsmålet om kun at have een hustru i levende live. Dette er i sig selv et bevis for, at standarden for hele den kristne menighed, for alle Kristi efterfølgere, er den, at en mand kun kan have een hustru i levende live, således som Gud oprindelig forordnede det for Adam i Eden.

Kristne grunde for skilsmisse

10. Hvorledes udelukker Mattæus 19:9 al polygami, og hvordan forstår nogle præster dette skriftsted?

¹⁰ Jesu ord i Mattæus 19:9 om skilsmisse udelukker enhver form for polygami blandt kristne: „Jeg siger jer, at den, der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt og gifter sig med en anden, han bedriver hor.“ (NW) Hvis det at gifte sig med en anden kvinde, mens den tidligere, skyldfri hustru stadig levede, betød hor, hvordan kunne en kristen så dyrke flerkoneri uden at være en ægteskabsbryder? Nogle religiøse præster har den opfattelse, at Jesu ord her betyder, at enhver skilsmisse er udelukket blandt kristne, selv på grundlag af hor. Den 13. december 1948 stod der i det amerikanske blad New York Times: „Skilsmisse er ikke berettiget under nogen som helst omstændighed, ligegyldigt hvor pinefuldt eller brutalt ægteskabet end måtte være, erklærede pastor Anselm Leahy i går i sin anden adventsprædiken i St. Patricks katedral. Han betegnede moderne skilsmisser som successiv polygami, og han erklærede fraskilte personer, der indgår nyt ægteskab, mens den tidligere ægtefælle lever, for ægteskabsbrydere. . . . Hans uforbeholdne fordømmelse af skilsmisse efterfulgtes af en udtalelse af monsignor Robert E. McCormick, der opfordrede statens lovgivende myndigheder til at gøre skilsmisse ulovlig, og omtalte tendensen til at gøre skilsmissevilkårene friere som en fare for samfundet.“

11. Fordømmer Jesu ord i Mattæus 9 eller Markus 10 enhver form for skilsmisse?

¹¹ Ved at indtage en sådan holdning fordømmer disse præster Jehova Gud, fordi han tillod jøderne at lade sig skille i henhold til den guddommelige lov, der blev givet gennem Moses. (5 Mos. 24:1-4) Men i Mattæus 19:1-9 fordømte Jesus ikke denne skilsmisseordning, og han nævnte ikke, at den ikke var „berettiget under nogen som helst omstændighed, ligegyldigt hvor pinefuldt eller brutalt ægteskabet end måtte være“. Hans ord i bjergprædikenen om samme emne fordømmer heller ikke, men siger blot: „Den, som skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev. Dog siger jeg jer, at enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, han bliver årsag til, at der bedrives hor med hende; eftersom enhver, der gifter sig med en fraskilt kvinde, bedriver hor.“ (Matt. 5:31, 32, NW) Han tilkendegav også, at en kvinde kunne tage initiativet til skilsmisse: „Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, bedriver hor imod den første. Og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, så bedriver hun hor.“ — Mark. 10:11, 12, NW.

12. Dersom de ikke udelukker skilsmisse for enhver pris, hvilke grunde må da gøre sig gældende, for at skilsmisse kan finde sted?

¹² Dette afskærer ikke helt og holdent kristne fra skilsmisse, men det eneste gyldige bibelske grundlag derfor er umoralitet. Enhver, som har giftet sig med en, der var fraskilt af anden grund end umoralitet, ville bedrive hor, eftersom det ægteskabelige bånd ikke var løst i Guds øjne ved den lovformelige skilsmisse. Men det vil ikke sige, at den kristne, som opnår skilsmisse, fordi hans ægtefælle har været ham utro, bare bliver af med denne ægtefælle og slipper for at underholde hende, men ikke er fri til at gifte sig med en anden kristen kvinde. Under Guds lov i Israel kunne en mand, som opnåede skilsmisse fra sin moralsk urene hustru, gifte sig igen med en anden israelitisk kvinde. Jesus fortolkede ikke en kristen skilsmisse som ensbetydende med forbud mod atter at gifte sig. Jesu ord betyder klart og tydeligt, at dersom en kristen opnår skilsmisse af anden årsag end umoralitet hos sin ægtefælle, da vil en sådan kristen, dersom han gifter sig igen, bedrive hor.

Ubesmittet ægteseng

13. Hvorledes godkender i virkeligheden visse lande bigami eller polygami til trods for deres forbud mod skilsmisse? Hvilket problem rejser dette for sandhedssøgende mennesker?

¹³ Indførelsen af en lov, der forbyder skilsmisse under alle forhold, har ikke tjent til at holde ægteskabet i ære eller forhindret hor og utugt. I lande, hvor skilsmisse er ulovlig, ignorerer mange ægtefolk dette og følger deres egne lidenskaber. Af snart den ene, snart den anden grund vil en mand forlade sin hustru eller hustruen sin mand. De kan ikke opnå lovformelig skilsmisse. Manden eller kvinden lever derfor sammen med en anden, mens den lovformelige ægtefælle stadig er i live. Ved en sådan fremgangsmåde begår manden eller kvinden både hor og bigami eller polygami. Mens den stedlige regering holder sig til den religiøse lov om forbud mod skilsmisse, ser den gennem fingre med polygami eller godkender det, eftersom den ikke håndhæver loven og straffer dem, som overtræder den. Dette skaber vanskeligheder for en mand eller kvinde, der kommer i kontakt med sandheden om Riget og ønsker at blive et vidne for Jehova og derfor også at bringe sit ægteskabelige forhold i orden.

14. Hvorledes misbruger endogså nogle ordningen med at leve sammen, og hvad må sådanne overtrædere gøre, når de kommer til erkendelse af sandheden?

¹⁴ I visse lande med religiøse forbud og økonomisk undertrykkelse er det almindelig skik og brug, at folk blot lever sammen. Det er ikke noget, der bliver set ned på, så de, som gør det, bliver heller ikke behandlet anderledes end andre. Men der er nogle, som endogså misbruger denne foranstaltning. De vil leve sammen med een hustru et sted og med en anden et andet sted, ja måske flere steder, og tage rundt og besøge dem hver især et stykke tid. Kvinderne ved, at manden har andre kvinder, han står i forhold til og underholder, men på grund af den økonomiske støtte, de får fra ham, er de tilfreds med, at han kommer og bor hos dem på tur. En sådan fremgangsmåde er for mandens vedkommende polygami og for kvindernes vedkommende utugt. Dersom en sådan mand eller kvinde får kundskab om sandheden og ønsker at have samfund med Guds organisation, så er det absolut nødvendigt, at han eller hun bryder med sådanne utugtige forhold. Manden må holde sig til een hustru og kvinden til een mand, og begge parter må være tro mod deres ægtefælle fra da af.

15. Hvad bør kristne, der hidtil har levet sammen som ægtefolk, gøre, selv om det ikke er påkrævet, at en præst forretter vielsen? Hvorfor?

¹⁵ I mange tilfælde kommer folk, som lever sammen uden at være lovformelig gift, til erkendelse af sandheden. I sandhedens interesse og til beskyttelse imod vanære for dem selv bør de legalisere deres ægteskab. Derved holdes ægtestanden i ære. Det er rigtigt, at bibelen ikke betragter bryllupsceremonien for at være et såkaldt sakramente, som kun det religiøse præsteskab har ret til at udføre. Man behøver ikke en præst til at forrette vielsen. Men det er ikke et bevis for, at man ikke skal vies på lovformelig vis, eller at man godt kan leve sammen uden at være lovformelig gift. I Israels teokratiske nation forekom den slags ægteskaber ikke, selv om en religiøs præst ikke blev tilkaldt for at højtideliggøre vielsen. Dog blev ægteskab indgået på lovformelig måde, idet en mellemmand forhandlede med forældrene eller den unge mands og kvindes formyndere, hvis ægteskab man søgte at bringe i stand, og derpå blev der indgået en overenskomst. Fra da af blev manden og kvinden betragtet som trolovede. Enhver umoralsk handling fra kvindens side, inden hun af manden blev ført til hans hjem, var en overtrædelse af ægteskabspagten og var at regne for utugt, og hun kunne af den grund blive stenet til døde. Sådan forholdt det sig med Josef og Maria, dengang hun blev fundet frugtsommelig ved den hellige ånd. Efter en trolovelsestid førte brudgommen sin brud bort fra hendes forældres hjem. Han førte hende officielt til sit eget hjem under fryd og glæde og lykønskninger fra venner og naboer, og derpå fulgte en bryllupsfest. Ægteskabet blev således offentligt bekendtgjort i mange vidners nærværelse.

16. Hvorledes viste skik og brug i Israel, at det er ret og rigtigt at få sit ægteskab indregistreret? I hvilken betimelig hensigt?

¹⁶ På landsbyens eller byens skriverkontor, hvor familiernes slægtsregistre førtes, blev børnene af et sådant ægteskab indregistreret, så hvert barn var i stand til at efterspore sine forfædre. Manden blev også indregistreret som sin svigerfaders lovmæssige søn. Hele denne ordning skulle tjene som lovmæssig beskyttelse af både mandens, kvindens og børnenes rettigheder. Den drog hver part til ansvar for sin personlige opførsel over for den anden i dette familie- og ægteskabsforhold. Jøderne var de første, der blev kristne, og de overførte denne ordning til den kristne menighed. Dette gør det ret og rigtigt for ægtefolk, der lever sammen uden at være lovformelig gift, og som bliver indviede kristne, nu at legalisere deres ægteskab og således over for loven såvel som over for Gud forpligte sig til at forblive sande og trofaste over for hinanden. Det åbner vejen for dem til helt at nyde godt af den teokratiske organisations forrettigheder og til at kunne blive udnævnt som tjenere i den.

17, 18. Hvorfor er formaningen i Hebræerne 13:4, nu på sin plads? Hvad må ugifte nu ikke gøre, hvis de skal kunne indgå et ægteskab i tugt og ære?

¹⁷ Forholdet mellem ægteskab og skilsmisse er i dag i Amerika 4 til 1 og i England og Wales 8 til 1, og over hele verden råder der ægteskabelig løsagtighed og umoral. Det er derfor af største vigtighed for indviede kristne at adlyde apostelens formaning: „Hold ægteskabet i ære blandt alle og ægtesengen uden besmittelse.“ Sandt ægteskab er altid ære værd, eftersom det er indstiftet af Gud. Det forandrer ikke sagen, at vi lever i „endens tid“, eller at vi står over for Harmagedonslaget. De, som ønsker det og føler det som en nødvendighed at gifte sig, kan gøre det med ære. Ingen bør kritisere dem på grund af det øjensynlig sene tidspunkt for denne verden. Kristne kan indgå et ægteskab i tugt og ære. Ingen ugift kvinde bør lokke en ugift mand til kønslig omgang for at få ham til at gifte sig med hende. Det er utugt fra begges side, selv om manden bagefter føler sig forpligtet til at gifte sig med hende og gør det. Hendes eftergivenhed vil dog højst sandsynligt få manden til at foragte hende, og han vil ikke ønske at gifte sig med hende, men derimod med en kvinde, der med ære modstår enhver tilskyndelse til umoralitet. Unge enker, der er optændt af begær, bør ikke lokke eller lade sig lokke af en mand for at opnå kønslig tilfredsstillelse. Paulus siger: „Derfor ønsker jeg, at unge enker skal giftes, føde børn, styre hus og ikke give modstanderen anledning til spot.“ — 1 Tim. 5:11-14, NW.

¹⁸ På den anden side må ingen ugift mand tro, at han frit kan have kønslig omgang med den ene kvinde efter den anden, indtil han træffer en, der kan stå mål med den moralske standard, han ønsker at finde hos sin tilkommende hustru. Ved en sådan tolerance over for kønsforbindelser er han utugtig og en selvisk fordærver af kvinder. Den kristne menighed må værne sig imod mænd, der søger at luske sig ind iblandt dem af umoralske grunde.

19. Hvordan bør mand og hustru betragte deres ægteskab?

¹⁹ Ægteskabet bør være agtværdigt og gøres til en alvorlig sag, ved at man lader det legalisere i vidners tilstedeværelse og indregistrere hos de rette myndigheder i landet. Når ægteskabet er indgået, skulle mand og hustru holde det i ære ved at være trofaste imod deres løfter til hinanden. De bør tage deres ægteskabsbånd alvorligt og betragte det som noget, der ikke kan rives over ved første lejlighed, men kun i tilfælde af utroskab, selv om landets skilsmisselove er meget liberale og imødekommende. Ægteskabet begrænser dem i deres forbindelser med det modsatte køn. At mand og hustru har kønslig omgang med hinanden, er ikke en besmittelse af ægtesengen, men at yde, hvad de er hinanden skyldig i overensstemmelse med i Korinter 7:1-7. Men hvis enten manden eller kvinden bedriver hor med en udenforstående, er det en besmittelse af ægtesengen.

20. Hvorved vises det, om separation er tilladt? Med hvilke begrænsninger?

²⁰ Kan ægtepar, der ikke kan komme ud af det med hinanden, forlade hinanden enten efter fælles aftale eller ved lovformelig separation? Ja, for i 1 Korinter 7:10, 11, 15 (NW) siger apostelen: „Men de gifte byder, dog ikke jeg, men Herren, at en hustru ikke skulle forlade sin mand; men hvis hun alligevel forlader ham, skal hun vedblive at være ugift eller forlige sig med sin mand, og at en mand ikke skulle forlade sin hustru. Vil derimod den vantro gå, så lad ham gå. Ingen broder eller søster er trælbunden i sådanne tilfælde.“ Da det kun er en separation, og der ikke er tale om en lovformelig skilsmisse med utroskab fra den ene eller den anden parts side, kan ingen af de separerede gifte sig igen eller have kønslig omgang med nogen anden. At gøre det ville være ægteskabsbrud, og det ville være en besmittelse af ægtesengen.

21. Hvad bør en kristen undgå at besmitte, og hvordan?

²¹ Enhver udenforstående kristen burde respektere en mands og hustrus ægteseng og ikke give efter for nogen af parterne og således besmitte den. Hvis en kristen opnår skilsmisse fra en ægtefælle, der ikke har udvist umoralitet, og derpå gifter sig på ny, er det en besmittelse af ægtesengen. Ifølge bibelen er det bigami. En, som giver sig ud for at være en kristen, og som praktiserer polygami, vanærer ægteskabet og besmitter den kristnes ægteseng. En kristen vil holde sit eget ægteskab og også andres i ære, fordi det er Gud, der har indstiftet det. En kristen vil ikke begære en andens ægtefælle og vil ikke bedrive hor eller utugt. Det er synd og har Guds mishag. Apostelen Paulus advarede imod sådanne synder: „Thi Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ Denne kendsgerning skulle tjene som en stopper og få enhver til at ophøre med at vanære ægteskabet og besmitte ægtesengen. Jehova er nu i sit tempel, og han advarer os: „Jeg nærmer mig jer til dom og vidner i hast mod troldmændene, ægteskabsbrydere, . . . siger hærskarers Jehova.“ — Mal. 3:5.

22. Hvorfor må den umoralske udstødes?

²² Den Højeste vil nu have, at hans synlige teokratiske organisation skal være ren. Han vil derfor drage omsorg for, at den siden hans komme til templet vil blive holdt ren for umoralitet og andre vanærende ting. En, der gør sig skyldig i umoralitet, vil måske påstå, at han har ret til at have samfund med organisationen, og protestere imod at blive udstødt. Hans argumenter går ud på, at det vil være ham en hjælp til at overvinde sin umoralske forbindelse med det andet køn og således frelse ham fra de skæbnesvangre følger af sin adfærd. Men Guds ord påbyder, at en sådan umoralsk person udstødes som et udtryk for hans dom over ham. Medmindre den skyldige angrer og forbedrer sin livsførelse, kan han ikke få tilgivelse og på ny blive optaget i den teokratiske organisations samfund. En anden umoralsk person vil måske trodsigt sige: „Ja, værsågod, udstød I mig bare, hvis I vil, jeg har mit eget forhold til Gud, så det bliver min egen sag.“ Men han bedrager sig selv, thi Gud fordømmer ægteskabsbrydere og utugtige og har ingen forbindelse med dem. Det er derfor, han forbyder sin organisation at have noget med dem at gøre.

23. Hvorledes viser Gud respekt for sin organisation?

²³ Organisationen er vigtigere for Gud end en umoralsk eller ulydig skabnings frelse. Hævdelsen af Jehovas overhøjhed og bevarelsen af hans navns renhed er af større betydning end bevarelsen af forsætlige syndere. Derfor må disse væsentlige ting komme i første række. Af samme grund viser Gud respekt over for den organisation, der bærer hans navn. Han håndhæver sine domme over for dem, som søger at fordærve den, og han holder den ren. Han følger princippet: „Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel.“ — 1 Kor. 3:17, NW.

24. Hvorledes bør vi vise respekt for hans organisation, og hvorfor?

²⁴ Eftersom Gud udviser en sådan respekt for sin organisation, så må vi også frygte og respektere den. Det er vor højtidelige pligt at give agt på vor livsførelse og at undgå at bringe forsmædelse over den eller fordærve den. Hold derfor ægteskabet i ære og ægtesengen ubesmittet. Vi kan ikke besmitte eller bringe vanære over organisationen ved uren adfærd og forblive i organisationen, for det ville virke som en surdejg og udsætte hele organisationen for at blive gennemsyret af urenhed, hykleri og synd. Det ville gøre organisationen afskyelig i retsindige menneskers øjne og ville forhindre dem, som tager anstød deraf, i at komme til organisationen og blive frelst. Vi kan ikke vinde frelse for os selv og samtidig hindre andre i at gøre det på grund af vor umoralske, vanærende opførsel, der kaster smuds på Guds organisation. Guds dom, der nu håndhæves, lyder: „Udstød det onde menneske [der er som en syndens surdejg] af jeres kreds.“ (1 Kor. 5:1-13, NW) Dersom vi fornægter Gud ved vor livsførelse, så vil han fornægte os ved at udstøde os. Hans dom i dag nærmer sig langsomt, og den urenes undergang slumrer ikke.

25. Hvorfor bør vi særlig lægge vægt på at leve moralsk nu, da vi står lige over for den nye verden?

²⁵ Vi står nu på dørtærskelen til den nye retfærdsverden. Om dem, som får adgang til denne nye verdens guddommelige regering, er der skrevet: „Intet vanhelligt eller nogen, der øver afskyelige ting og løgn, vil på nogen måde komme derind.“ (Åb. 21:27, NW) Jehova Gud opbygger nu et den ny verdens samfund, og det må kunne stå mål med den rene og retfærdige standard, der vil råde i hans nye verden. Kun de, som søger at leve op til den, vil han føre gennem „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, den krig, som han udkæmper imod denne urene verden, og de vil leve videre i den rene verden efter Harmagedon. Da vil der ikke blive tilladt polygami for at opfylde det guddommelige påbud om at „opfylde jorden“ med en retfærdig slægt. Ingen umoralitet af nogen art vil blive tilladt, og der vil ikke finde skilsmisse sted blandt dem, som er med til at udføre det guddommelige påbud. Ligesom Vandfloden på Noas tid udryddede de umoralske begreber og skikke, der rådede inden Vandfloden, således vil Harmagedon bortfeje al denne verdens moralske fordærv.

26. Hvad kan vi derfor indse er vor pligt?