Vær vågen for „afslutningen på tingenes ordning“
„Sig os: Hvornår skal dette ske, og hvad er tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ — Matt. 24:3, NW.
1, 2. (a) Hvilken høst medfører både glæde og sorg? (b) Hvad sagde Jesus om „endens tid“?
DER hersker som regel stor glæde når man ved sommerens slutning kan høste frugten af måneders arbejde og samle afgrøden i lade til de kommende måneder. Der findes imidlertid en høst, en billedlig høst, som medfører glæde for nogle, men sorg og gråd for andre. Denne høst er verdensomfattende og det er den Jesus talte om da han sagde: „Marken er verden; . . . Høsten er afslutningen på en tingenes ordning.“ — Matt. 13:38, 39, NW.
2 Hvilke begivenheder forbinder du med udtryk som „endens tid“, „verdens ende“, „tidsalderens afslutning“ eller „afslutningen på tingenes ordning“? Jesus sagde udtrykkeligt at der ville komme en afslutning på den nuværende verdensordning og alle dens problemer. Han omtalte høsten som afslutningen på en tingenes ordning. Han fortalte at englene ville gå ud og skille de onde fra de retfærdige. Han nævnte at evangeliet eller den gode nyhed om Riget skulle forkyndes, og så ville enden komme. Han sagde til sine disciple at de skulle fortsætte med at forkynde alt det han havde befalet, og at han ville være med dem indtil verdens ende eller afslutningen på tingenes ordning. Du spørger måske: Hvad betyder det alt sammen? Hvordan kan vi finde ud af hvornår det er „endens tid“? Og hvorfor skulle det interessere os nu? — Matt. 24:14; 28:19, 20.
3. Hvilke forandringer vil afslutningen på den nuværende tingenes ordning medføre?
3 Mange har svært ved at forestille sig en mærkbar forandring i den tingenes ordning der nu findes på jorden. Dog er det netop hvad Jesus talte om. Han lærte sine disciple at bede om at Guds rige måtte komme og at Guds vilje måtte ske på jorden. At dette rige begynder at herske med magt og myndighed vil betyde en stor forandring. I Daniel 2:44 blev det således profetisk forudsagt at dette rige ville knuse og tilintetgøre alle andre riger der fandtes på hele jorden ved „endens tid“ og at det ville stå i al evighed.
4. Hvad vil Gud gøre ved dem der spotter ham?
4 Det Bibelen siger herom bør ikke overraske os. Hvorfor skulle Jehova Gud, den store Skaber, fortsat tillade at jorden skamferes og ødelægges, at hans navn krænkes og tilsmudses, og at folk siger: „Hvorfor gør Gud ikke noget? Måske er der ikke nogen Gud. Måske er han død“? Hvorfor skulle universets Skaber fortsat lade Satan vildlede folk ved hjælp af en mængde falske trosretninger som fører lærdomme der ikke er i harmoni med Guds vilje og hensigt? Bibelen viser tydeligt at Gud, i stedet for at lade sådanne forhold fortsætte, har sat en tidsfrist og har bestemt at denne tingenes ordning skal ophøre. Derefter vil han ved sit rige indføre en bedre ordning med utallige velsignelser til dem der tror. — Ez. 6:10; 2 Pet. 3:9.
5. Hvorfor kan vi være sikre på at de vanskeligheder der hjemsøger verden snart vil ophøre?
5 Hvad er det vi ser omkring os i verden nu? Alle mulige vanskeligheder — mere og mere lovløshed og uærlighed. Mange lande er ramt af tørke, hunger og epidemier. Folk lider under sygdom, alderdom og død. Krige hærger mange lande, medfører tab af menneskeliv og ejendom og skaber medynkvækkende forældreløse og sørgende enker. Folk må kæmpe med høje skatter, dårlige boligforhold, arbejdsløshed, inflation og mange andre problemer. Skønt Jesus forudså disse vanskeligheder bad han tillidsfuldt til sin himmelske Fader og lærte de kristne at gøre det samme. De skulle bede: „Ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ Hvordan vil denne bøn blive opfyldt? Ikke ved en verdensomvendelse, men ved at denne tingenes ordning bringes til afslutning og der indføres „’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor“, sådan som apostelen Peter sagde. (Matt. 6:10; 2 Pet. 3:13) Interessant nok blev nøjagtig samme håb nedskrevet af andre inspirerede penneførere og kan læses i Esajas 65:17 og Åbenbaringen 21:1. Alle disse tre bibelskribenter, Esajas, Peter og Johannes, var inspireret af Gud. Gud har altså udtrykkeligt lovet at han vil oprette en ny himmel og en ny jord — en ny retfærdsordning ved sit rige — og han lyver ikke.
Hvad fremtiden vil bringe
6. Hvilken fremtid venter os og hvordan vil disse forhold blive indført?
6 Man kan med god grund glæde sig til denne nye ordning i betragtning af de velsignelser og gavnlige ændringer den vil medføre for menneskene. Som der står i Ordsprogene 12:7, 28: „Gudløse styrtes og er ikke mer, retfærdiges hus står fast. På retfærds sti er der liv, til døden fører den onde vej.“ Kun Jehova Gud, den store Kilde til visdom og magt, kan indføre sådanne forhold. Han beskrives i Daniel 7:13, 14 som den gamle af dage, den ældste i universet, den eneste som hverken har begyndelse eller afslutning. Hans søn Jesus føres frem for ham, „og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå“. Eftersom Sønnens herredømme omfatter hele jorden, vil der ikke mere være nogen lande- eller stammegrænser. Alle mennesker vil være undersåtter under deres himmelske konge. Der vil ikke være krige mere når Fredsfyrsten hersker. Dårlige levevilkår vil ikke længere blive årsag til revolutioner eller regeringsændringer, for Sønnens magt „er en evig magt“ som giver folket tryghed.
7. Nævn nogle problemer som ikke vil eksistere i den nye tingenes ordning.
7 Et andet gode som følger med når den nye tingenes ordning indføres, er at fattigdom udryddes og slumkvarterer saneres. Profetien i Esajas 65:21, 22 fortæller at de der lever under den nye ordning vil bygge huse og anlægge haver, ikke for at andre skal nyde frugten af deres arbejde, men for at de selv og deres familie skal kunne glæde sig over livet. Alle vil nyde fuldkommen sundhed. Jordens indbyggere vil ikke længere sige: „Jeg er syg!“ Ja, ikke engang døden vil true den trofaste menneskehed. De der er døde vil blive oprejst og få undervisning i at leve i retfærdighed i et jordisk paradis, med mulighed for evigt liv. Der vil ikke være mangel på fødemidler i den nye ordning. Salme 72:16 fortæller: „Korn skal der være i overflod i landet.“ Og Salme 67:7 tilføjer profetisk: „Landet har givet sin grøde. Gud, vor Gud, velsigne os.“ — Es. 33:24; Åb. 21:4.
8. Hvordan vil kundskaben om Jehova komme til at berøre alle skabninger?
8 Selv dyrene vil blive fredelige. Tænk at se en kalv og en løve eller en ko og en bjørn græsse sammen! Forældre vil ikke behøve at være bange, selv om deres børn skulle lege med en løve eller en leopard. Ja, ifølge Esajas 11:6-9 skal ulven og lammet leve fredeligt sammen. Når disse velsignelser fra Gud er en realitet vil ingen længere spørge „Hvem er Jehova?“, sådan som fortidens Farao gjorde. Nej, for kundskaben om Jehova vil fylde jorden som vandene dækker havets bund, og alle som da lever vil komme og bøje sig for ham i ren tilbedelse. — Es. 66:23; Ez. 34:25-27.
Hvordan ved vi det?
9. Hvilket grundlag har vi for at tro at der vil komme en forandring?
9 Men måske spørger du: Hvordan ved vi at dette virkelig vil ske, at den nuværende tingenes ordning virkelig vil få en afslutning? Der er en hel del der viser det. Vi har skriftlige optegnelser om begivenheder som fandt sted da tidligere tingenes ordninger gik til grunde, og disse begivenheder danner profetiske forbilleder. Vi har også inspirerede bibelskribenters udtalelser samt Jesu eget vidnesbyrd om afslutningen på den nuværende ordning. Bibelkronologien viser ligeledes at afslutningen på den gamle tingenes ordning som er underlagt denne verdens gud, Satan, hastigt nærmer sig. Af yderligere vidnesbyrd kan nævnes bibelprofetier som nu er ved at få deres opfyldelse, samt udtalelser af verdensledere som røber voksende bekymring for den nuværende ordning idet de ikke ser nogen løsning på dens problemer. Det spørgsmål Jesus blev stillet af sine disciple er altså særlig aktuelt i dag: „Sig os: Hvornår skal dette ske, og hvad bliver tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ — Matt. 24:3, NW.
10. Hvilken sammenligning foretog Jesus vedrørende sin anden nærværelse, og hvad advarede han om?
10 Da Jesus besvarede dette spørgsmål sammenlignede han sin anden nærværelse og afslutningen på den nuværende ordning med de begivenheder der fandt sted i Noas dage, som udløb med vandfloden. (Matt. 24:36-39) Dengang var folk optaget af at spise og drikke og gifte sig, og de ignorerede Noas advarsel, lige indtil vandfloden rev dem alle bort. „Sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme,“ sagde Jesus. Ved at drage denne parallel viste han at der ville komme en afslutning på den nuværende tingenes ordning, som tog sin begyndelse efter Vandfloden da ondskaben igen holdt sit indtog på jorden, og vil fortsætte indtil den ’store trængsel’ kommer og Satan bindes i afgrunden. Jesus understregede betydningen af at være vågen for denne forandringens tid. Han sagde at to mænd ville være sammen på marken og at den ene ville blive taget med mens den anden blev ladt tilbage. Derpå gav han rådet: „Vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer.“ — Matt. 24:44.
11. Hvilket håb giver Noas eksempel os?
11 Men eftersom Noa og hans familie overlevede den naturkatastrofe der satte punktum for den daværende tingenes ordning, er der også håb om at nogle vil overleve afslutningen på den nuværende ordning. Jehova satte en tidsfrist for den onde ordning der eksisterede før Vandfloden, men han traf også foranstaltning til at de der tjente ham kunne blive beskyttet, idet han lod bygge en ark. Noa fandt nåde for Jehovas øjne. Han opdrog sine sønner i retfærdighed, adskilt fra den voldsprægede verden der omgav dem, og som et resultat heraf blev de skånet sammen med deres hustruer og overlevede afslutningen på den daværende ordning.
12. Hvad er den modbilledlige „ark“, og hvordan kan vi komme ind i den?
12 Skal vi overleve afslutningen på den nuværende tingenes ordning, må vi have Jesu advarende ord i tanke og følge Noas trofaste eksempel. Han tjente som retfærdighedens forkynder over for sin generation, og det samme må Jehovas folk gøre i dag. (2 Pet. 2:5) Vi må gå ind i den kristne tingenes ordning, som arken var et billede på. Denne kristne ordning bygges af den større Noa, Kristus Jesus, og har erstattet den mosaiske tingenes ordning, som ophørte juridisk da Jesus frembar værdien af det offer han bragte ved sin død på marterpælen. (Kol. 2:14) Denne kristne ordning omfatter den rene tilbedelse af Jehova, idet man lever op til de høje normer for kristen adfærd som Jesus fastsatte, for eksempel at en mand kun har én hustru og at man bærer Guds ånds frugter. Det betyder at man må samarbejde om at opbygge denne kristne ordning, ligesom Noas sønner hjalp med at bygge arken. Man skal ikke regne med at blive bevaret gennem afslutningen på den onde ordning hvis man ikke underlægger sig den kristne ordning og fremmer dens interesser. — 2 Pet. 3:7.
13. Hvordan ophørte en tingenes ordning i det første århundrede?
13 Jesus forudsagde også afslutningen på den jødiske tingenes ordning der eksisterede på hans tid. (Matt. 23:37, 38) Denne ordning var begyndt over femten hundrede år tidligere, dengang Jehova gav israelitterne Loven ved Sinaj bjerg. Den jødiske ordning omfattede Lovpagten med dens præsteskab, dens ofre, dens tilbedelse i tabernaklet eller templet og dens højtider, samt en national ordning med en jordisk konge. Juridisk set blev den bragt til ophør i år 33, da den nye pagt blev oprettet og gjorde den gamle forældet. (Hebr. 8:13) Men som historien viser beholdt Israel de forskellige præste- og offerordninger under Lovpagten indtil år 70, da romerne indtog og ødelagde Jerusalem.
14, 15. Hvordan undslap nogle Jerusalems ødelæggelse, og hvilken betydning har dette for os?
14 Dette er af særlig interesse for os fordi nogle jøder dengang overlevede afslutningen på en tingenes ordning som kristne. De havde indset at den daværende tingenes ordning under Loven havde mistet sin juridiske gyldighed og at en ny ordning var blevet mulig ved Jesu Kristi død, opstandelse og himmelfart. De forstod at de havde en ny mellemmand, en ny pagt og et nyt forhold til Gud som dennes åndelige børn. De gav agt på Jesu advarsel om at de, når de så Jerusalem omringet af krigshære, skulle flygte op i bjergene. (Luk. 21:20-22) Så da romerne trak sig tilbage efter at de indledningsvis havde omringet byen i år 66, drog de der troede på Jesu ord og som indså at den kristne ordning var begyndt skønt den jødiske stadig eksisterede udadtil, ud af Jerusalem og blev uden for byen, hvor de lagde tro og udholdenhed for dagen indtil Jerusalem i år 70 blev jævnet med jorden og en stor del af befolkningen hugget ned i et frygteligt blodbad.
15 Deres flugt op i bjergene og deres forbliven i Pella i Peræa indtil Jesu profeti var opfyldt, kan sammenlignes med den flugt til sikkerhed som indviede, åndsavlede kristne foretager fra den nuværende tingenes ordning med dens politik og falske religion til den beskyttelse som Jehova har tilvejebragt. I den korte tid der er tilbage før den gamle ordning fuldstændig tilintetgøres, leder og beskytter han sine indviede tjenere i sin åndelige tingenes ordning som står under Kristus.
Profetier om „endens tid“
16. Nævn nogle af de tegn som ifølge Bibelen vil markere „endens tid“.
16 Ligesom Jesu profetiske ord angående Jerusalem viste sig at gå i opfyldelse, vil hans profeti om „afslutningen på tingenes ordning“ også gå i opfyldelse, eftersom disse ord „blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet“. (1 Kor. 10:11, NW) Lad os derfor nu undersøge hvorledes Jesu svar på apostlenes spørgsmål om tegnet på hans nærværelse hjælper os til at fastslå hvilken generation der markerer afslutningen på denne ordning. Som en understregning af tegnets betydning omtales forskellige dele af det i Mattæus, kapitlerne 24 og 25, Markus 13, Lukas 21, Andet Timoteusbrev 3 og Åbenbaringen 6. Hvad sagde Jesus og hans apostle at vi skulle lægge mærke til? De omtalte en bestemt generation i hvis levetid lovløsheden ville tage til og der skulle være øgede trængsler for nationerne, verdenskrig, jordskælv og pest. Jesus forudsagde at evangeliet om Guds rige ville blive forkyndt i et omfang som aldrig før og at de der forkyndte ville blive hadet, at manges kærlighed til Gud ville blive kold og at der ville fremstå falske profeter. Han advarede om at der ville blive oprettet noget som var vederstyggeligt i Guds øjne og som ville forårsage ødelæggelse. Han understregede at der ville komme en større trængselstid end der havde været på noget andet tidspunkt siden verdens begyndelse, en trængsel som heller ikke senere ville få sin lige. — Matt. 24:6-21.
17. Forklar lidt om hvordan tegnet opfyldes i vor tid.
17 Jesus forudså at Gud trods alt dette ville have en ’tro og klog tjener’ på jorden, en skare mennesker der ville tjene som hans meddelelseskanal og sørge for åndelig føde til hans tjenere når de havde brug for det, og han forudså ligeledes at de udvalgte skulle indsamles under et stort høstarbejde. Selv fra himmelen skulle der ske usædvanlige tegn. Desuden omtalte Paulus at der i „de sidste dage“ ville komme „strenge tider“, og han advarede om at folk ville blive ukærlige og elske penge, fornøjelser og personlige interesser højere end Gud. Han forudså at de ville være uforsonlige og vise mangel på selvbeherskelse, og at dette ville give sig udslag i børns ulydighed mod deres forældre. Men alle disse forhold som er forudsagt i Bibelen kunne ikke standse det arbejde som Gud ville have udført — arbejdet med at advare folk sådan at nogle kunne undslippe ødelæggelsen af den onde tingenes ordning og få del i den nye retfærdsordnings velsignelser. Jesus sagde at dette arbejde var ligesom at skille får fra bukke.
18, 19. Kan vi se om Åbenbaringen 6:4 opfyldes? Forklar.
18 Har vi set opfyldelsen af disse profetier? De faktiske forhold siden 1914 viser at det har vi. Som Jesus forudsagde har internationale krige nået højder som aldrig før, med det resultat at historikerne har kaldt konflikterne for første og anden verdenskrig. (Åb. 6:4) Men krigene i denne generation fortsætter, næsten uden ophør. Bladet Time har opregnet ikke mindre end fyrre krige fra 1945 til 1965.
19 Denne hidtil ukendte ødelæggelsestrang er ikke kun forekommet på internationalt plan, men har også holdt sit indtog i lokale områder idet folk pludselig har rejst sig mod deres naboer og har plyndret, brændt og slået ihjel. I Indonesien anslås det at over 400.000 blev dræbt under den blodige, udrensning af kommunister i 1966. Raceuroligheder har krævet dødsofre i mange lande lige fra De forenede Stater til Mauritius. Ja der forekommer optøjer og blodsudgydelse over hele jorden, og det minder os om hvor nær vi er opfyldelsen af profetien i Zakarias 14:13 om at hver mand vil løfte hånd mod sin næste. — Ez. 38:21.
20, 21. Hvilke vidnesbyrd er der om fødevaremangel som forudsagt i Åbenbaringen 6:5?
20 Den sorte hest i Åbenbaringen 6:5 hvis rytter holder en vægt i sin hånd, ses nu mere og mere i hele verden som følge af den fødevaremangel Jesus forudsagde. Der er ikke længere blot tale om hungersnød som følge af krige, men som der blev sagt i Science News: „Nogle eksperter siger at den store verdenshungersnød allerede er begyndt.“ For øjeblikket fordobles jordens befolkning hvert femogtredivte år. Det anslås at der allerede nu dør mindst tre millioner mennesker om året af proteinmangel. Dr. Ewell, som er ekspert i fødevareproduktion, regner med at man i løbet af ti-femten år vil kunne tale om en massehunger.
21 Et nummer af bladet Time oplyser at verdensbefolkningen i de sidste fem år før det pågældende nummer af bladet, var vokset dobbelt så hurtigt som fødevareproduktionen. Man har regnet ud at det tog jordens befolkning tiden fra den menneskelige histories begyndelse til året 1800 at nå den første milliard, 130 år mere at nå 2 milliarder, og at den blot 36 år senere var nået helt op på 3,28 milliarder. I de senere år har hvert tyvende menneske i Afrika, Latinamerika og dele af Asien levet af mad fra De forenede Stater. Det oplyses at Indien fortærede en fjerdedel af De forenede Staters hvedehøst i 1966, i sammenligning med en femtedel året før og en ottendedel fem år tidligere. Det er derfor ikke mærkeligt at bogen Famine — 1975! (Hungersnød — 1975!) taler om „en hungersnød som vil komme uanset hvad man gør“. Der er afgjort brug for en ny tingenes ordning hvis man skal overvinde massehungersnødens spøgelse, som vil komme hvis den ’sorte hest’ fortsætter sin hungervoldende kurs.
22. I hvilken grad har jordskælv berørt denne generation?
22 Hertil kommer at jordskælv stadig hjemsøger jorden, sådan som Jesus forudsagde vedrørende denne generation. Af de mest dødbringende jordskælv kan nævnes det der i 1920 ramte Kina og som krævede 180.000 menneskeliv, og det der ødelagde Tokyo i 1923 og dræbte 143.000. I 1960 omkom over 10.000 ved jordskælvet i Agadir, Marokko, og i 1963 omkom cirka 2000 ved jordskælvet i Skopje, Jugoslavien. I 1966 døde 2500 på grund af jordskælv i Tyrkiet, og officielle statistikker ansætter antallet af dødsofre for jordskælv i dette land i det tyvende århundrede til 40.000. I 1967 oplevede Colombia sit hidtil værste jordskælv, med 75 døde og 300 tilskadekomne; i Frankrig blev 1100 hjemløse på grund af et jordskælv; i Indonesien døde 41, mens 370 kom til skade og 2000 huse blev ødelagt. Sicilien, Grækenland og Iran oplevede jordskælv i begyndelsen af 1968. Det siges at jordskælvenes voldsomhed og dødbringende karakter er vokset mærkbart siden „endens tid“ begyndte for denne gamle tingenes ordning i 1914. Over 900.000 mennesker er blevet dræbt af jordskælv i dette århundrede.
23. Hvilke vidnesbyrd er der om at „lovløsheden tager overhånd“?
23 Hvad med de andre vidnesbyrd som Bibelen forudsagde: den overhåndtagende lovløshed og folks mangel på kærlighed og selvbeherskelse? Hvad viser kendsgerningerne i de senere år? De forenede Staters FBI-leder, J. Edgar Hoover, siger: „I 1960erne voksede lovløsheden elleve gange hurtigere end befolkningstilvæksten.“ Inden for alle slags forbrydelser skete der en kraftig stigning, med voldtægtsforsøg, røverier og overfald under skærpende omstændigheder øverst på listen. Det er ikke så mærkeligt at vor tid er blevet kaldt „anarkiets tidsalder“. U.S.A.s tidligere forsvarsminister, R. S. McNamara, har sagt: „Alene i de sidste otte år har der været ikke mindre end 164 udbrud af voldshandlinger af international betydning.“ Ingen plet på jorden er sikret mod denne ’overhåndtagende lovløshed’.
24. Hvilke andre ting tyder på at vi lever ved „afslutningen på tingenes ordning“?
24 Dagligt læser vi i aviserne om prostitution, skilsmisse, svangerskabsafbrydelse, utugt og homoseksualitet. I modstrid med Guds ord lader flere og flere kvinder deres svangerskab afbryde for at undgå uønskede børn. En rapport fra Indien anslår at 180.000 kvinder er døde på ét år som følge af ukyndige forsøg på svangerskabsafbrydelse. For nylig viste en rapport fra Japan at man hver dag registrerer gennemsnitlig 3000 svangerskabsafbrydelser i dette land. I de første ni måneder af 1967 søgte 70.000 kvinder i Tjekkoslovakiet om tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Men har Bibelen ikke også forudsagt at folk især i denne generation ville mangle selvbeherskelse, være lystens venner snarere end Guds venner, og at de ville være ukærlige og fjender af det gode?
25, 26. Hvilken indstilling har mange til Bibelens profetier, men hvad er det klogt at gøre? Hvorfor?
25 Kendsgerningerne viser at forholdene aldrig før har været så kritiske. Vær derfor ikke som dem der spotter betydningen af disse begivenheder der så nøjagtigt opfylder Bibelens profetier. Selve det forhold at så mange mister troen på Gud og på det Bibelen siger om afslutningen på den nuværende onde tingenes ordning og oprettelsen af Jehovas retfærdige nye tingenes ordning, bekræfter blot Peters profeti om at der „i de sidste dage“ ville „lyde spot fra spottere, der . . . siger: ’Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet?’“ Trods denne spot viser kendsgerningerne at det er den nulevende generation der vil opleve afslutningen på den onde tingenes ordning og oprettelsen af en helt ny jordisk ordning under Jehovas retfærdsrige. — 2 Pet. 3:3, 4.
26 Da vi ved hvilke drastiske forandringer der er i vente for menneskene, må vi nu være vågne for det der skal ske. Vi må deltage i høstarbejdet før det er forbi, så vi kan være blandt de lykkelige mennesker som „afslutningen på tingenes ordning“ ikke bringer gråd men glæde, fordi vi har overlevet og fået en plads på Guds nye retfærdige jord. — Rom. 13:11.
[Illustrationer på side 344]
For at overleve afslutningen på denne ordning må vi følge Noas eksempel. Vi må gå ind i det arken er et billede på — den kristne tingenes ordning