Anden del
1, 2. (a) Hvilke utro kristne omtalte Paulus i 1 Timoteus 1:18-20? (b) Hvilke muligheder havde de forspildt?
PÅ apostelen Paulus’ tid var der indviede kristne der ødelagde alle deres muligheder for en åndelig opstandelse til himmelsk herlighed sammen med Herren Jesus Kristus. Apostelen Paulus viste hvorledes dette gik til da han skrev følgende til Timoteus:
2 „Dette påbud overdrager jeg dig, mit barn Timoteus, i overensstemmelse med de profetord, som tidligere blev udtalt over dig, for at du, ved hjælp af dem, skal stride den gode strid med tro og en god samvittighed. Den har nogle kastet over bord, og derved har de lidt skibbrud på troen; blandt dem er Hymenæus og Aleksander, som jeg har overgivet til Satan, for at de skal tugtes til ikke at spotte Gud.“ — 1 Tim. 1:18-20.
3, 4. (a) Hvorfor kunne man ikke forvente at disse to mænd blev genoptaget i menigheden? (b) Hvem var det da der blev tugtet i denne forbindelse?
3 Dette betyder ikke at Hymenæus og Aleksander til sidst tog ved lære og holdt op med at spotte og at de blev bragt tilbage til menigheden og reddet ud af Satans kløer. Dette kunne ikke være tilfældet eftersom disse to indviede og døbte kristne mænd havde kastet den kristne tro og en god samvittighed over bord og havde lidt skibbrud på deres tro så denne var gået til grunde i tilintetgørelsens hav.
4 Disse to mænd lod sig ikke irettesætte eller tugte fordi de blev udstødt af den kristne menighed. Det var den elskede trofaste menighed der blev tugtet idet den lærte at undgå disse to åndeligt fordærvede mænd. Den lærte at den ikke skulle have noget med dem at gøre men skulle overlade dem helt til Satan, som Paulus med apostolsk myndighed havde overgivet dem til. Ved denne nødvendige bortvisning af disse to mænd der havde mistet troen og en god samvittighed, blev den loyale menighed tugtet til at frygte Hymenæus’ og Aleksanders handlemåde, så at dens medlemmer ikke selv skulle lide skibbrud på troen og blive udstødt og overgivet til Satan.
5, 6. (a) Hvad siger 2 Timoteus 2:16-19 at Hymenæus havde gjort? (b) Hvorfor måtte menigheden udstøde Hymenæus og Filetus, og hvad prædikede disse mænd om opstandelsen?
5 Apostelen Paulus giver yderligere oplysninger om Hymenæus og viser hvori hans urette indstilling bestod, idet han senere skriver følgende til Timoteus: „Men hold dig fra den vanhellige, tomme snak; thi de vil komme længere og længere ud i ugudelighed, og deres ord vil æde om sig som kræft. Blandt dem er Hymenæus og Filetus; når de hævder, at opstandelsen allerede har fundet sted, er de kommet bort fra sandheden, og de nedbryder troen hos nogle. Dog, Guds faste grundvold står urokket, beseglet med denne indskrift: ’Herren [Jehova, NW] kender dem, der hører ham til,’ og: ’Enhver, som nævner Herrens [Jehovas, NW] navn, skal holde sig fra uretfærdighed.’“ — 2 Tim. 2:16-19.
6 Hymenæus og Filetus tilhørte ikke længere Jehova, men de var blevet overgivet til Satan idet de var blevet udstødt af den kristne menighed. Jehovas navn var nævnet over de trofaste kristne der udgjorde „et folk, som kunne bære hans navn“, og de brugte dette guddommelige navn ved deres menighedsmøder og i deres forkyndelse. (Ap. G. 15:14-18) Derfor måtte de udelukke sådanne falske kristne som Hymenæus og Filetus der var fulde af uretfærdighed. Disse mænd havde deres egne ideer om opstandelsen. De lærte at „opstandelsen allerede havde fundet sted“ dengang. Deres lære gik øjensynlig ud på at opstandelsen blot var af åndelig art, en symbolsk opstandelse, og at de indviede kristne derfor allerede havde erfaret en opstandelse. Andet og mere mente de ikke der lå i læren om opstandelsen og der var derfor ikke tale om en fremtidig opstandelse under Guds messianske rige.
7. Hvad skete der med dem da de døde, og hvorfor?
7 Hymenæus og Filetus havde med deres lære om opstandelsen allerede nedbrudt troen hos nogle af menighedens medlemmer. Om de i denne forbindelse også gjorde sig til talsmænd for den hedenske græske lære om menneskesjælens udødelighed siger Paulus ikke noget om. Disse samvittighedsløse mænd der nedbrød troen hos de kristne, syndede imidlertid med vilje efter at de var kommet til nøjagtig kundskab om sandheden, og det skønt de personligt kendte apostelen Paulus. Når de døde ville de derfor være hjemfaldne til „Gehennas dom“. De vil ikke få nogen opstandelse.
8, 9. Hvad understreger Paulus kraftigt i 1 Timoteus 6:9, 10, 20, 21?
8 Kristne der lader sig forlede til at samle materielle rigdomme og som stræber efter megen verdslig viden eller „videnskab“ sætter deres muligheder for en opstandelse og liv i den kommende tingenes ordning, på spil. Det er ikke rigdom og „videnskab“ men den sande kristne tro der kan frelse os.
9 Apostelen Paulus slutter sit første brev til Timoteus med en kraftig understregning heraf, idet han skriver: „De, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte. Timoteus, bevar det, der er dig betroet, og vend dig bort fra den vanhellige, tomme snak [som den Hymenæus og Filetus kom med] og indvendingerne fra den ’erkendelse’ [’kundskab’, NW], der med urette kaldes således. Ved at bekende sig til den er nogle kommet bort fra troen.“ — 1 Tim. 6:9, 10, 20, 21.
10. (a) Hvorledes skader de der bekender sig til „den ’erkendelse’ [’kundskab’, NW], der med urette kaldes således“ sig selv? (b) Hvad er vi derfor besluttet på at gøre?
10 De kristne der gerne vil være rige giver efter for et ønske som „styrter mennesker i undergang og fortabelse“. De kristne som stræber efter denne verdens gudløse „kundskab“ gør det for at kunne prale med den eller for de fordele de kan opnå ved hjælp af den, men det bevirker at de farer vild fra den kristne tro. Følgelig bliver der ikke noget grundlag for at Gud ved Jesus Kristus kan oprejse dem fra de døde. Ved døden bliver de, billedligt talt, kastet i Gehenna. (Mark. 9:43-47) Men vi ønsker ikke at efterligne dem. Vi husker ordene i Hebræerbrevet 10:38, 39: „’Min retfærdige skal leve af tro;’ men ’hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham.’ Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle.“
Hvordan med ikke-troende ægtefæller?
11, 12. (a) Hvilket spørgsmål opstår angående ikke-troende mennesker der er gift med indviede, åndsavlede kristne? (b) Hvad siger Paulus herom i 1 Korinter 7:10-16?
11 Siden Jesu Kristi tid har mange mennesker været i nær berøring med indviede, døbte kristne som Gud ved sin ånd har avlet til et himmelsk liv. Sådanne mennesker er imidlertid ikke selv blevet påvirket så meget at de har følt sig tilstrækkelig draget til at blive kristne og få det samme håb. Nogle af disse har været eller er stadig ægtemænd eller hustruer til helligede kristne. Nogle er børn der har en indviet, åndsavlet kristen fader eller moder eller hvis forældre begge er sådanne kristne. Vil disse ikke-troende få en opstandelse? Om sådanne ikke-troende mennesker skrev Paulus:
12 „De gifte byder jeg, . . . siger jeg selv, ikke Herren: hvis en broder har en vantro hustru, og hun er villig til at blive boende sammen med ham, så må han ikke forskyde hende. Og hvis en hustru har en vantro mand, og han er villig til at blive boende sammen med hende, så må hun ikke forskyde manden. Thi den vantro mand er helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er helliget ved broderen; ellers var jo jeres børn urene, men nu er de hellige. Vil derimod den vantro skilles, så lad ham skilles. Ingen broder eller søster er trælbunden i sådanne tilfælde. Til fred har Gud kaldet os. Thi hvor ved du, hustru, om du kan frelse din mand? eller hvor ved du, mand, om du kan frelse din hustru?“ — 1 Kor. 7:10-16.
13. Hvad skriver apostelen Peter i overensstemmelse hermed i 1 Peter 3:1-4?
13 I overensstemmelse hermed skriver apostelen Peter: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje. Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.“ — 1 Pet. 3:1-4.
14. Hvilke spørgsmål opstår ved en sådan ikke-troende ægtefælles død, og hvilke andre spørgsmål vil det være ret at stille i denne forbindelse?
14 Spørgsmålet er nu: Dersom den ikke-troende ægtefælle dør uden at være kommet til troen, efter at have været så nært knyttet til en trofast kristen med et himmelsk håb, betyder det så at den ikke-troende ægtefælle er evig fortabt? Er den ikke-troende ved sin død blevet dømt til Gehenna, og vil der ikke blive nogen opstandelse for den ikke-troende så denne kan få lejlighed til at opnå evigt liv på en paradisisk jord under Guds rige? Når vi stiller et sådant spørgsmål vil det dog samtidig være ret at spørge: Hvor længe har den ikke-troende levet sammen med den troende? Og hvor trofast og eksemplarisk har den troende levet som et vidne for den sande tro?
15. Hvilke andre spørgsmål kan vi i betragtning af kendsgerningerne stille med hensyn til den ikke-troende ægtefælle?
15 Erfaringen og kendsgerningerne viser at det tager nogle mennesker med visse forudsætninger længere tid end andre at blive så venligt indstillet at de træffer det rette valg. Spørgsmålet bliver derfor om den ikke-troende har levet tilstrækkelig længe sammen med den troende til at få det nødvendige mål af kundskab og erfaring som samlivet med den troende giver og som hans personlige tilfælde kræver. Er nogle få års fortsat vantro inden døden ensbetydende med at vedkommende aldrig ville være blevet en indviet troende selv om han havde levet længere sammen med sin troende ægtefælle? Den ikke-troende forlader måske sin troende ægtefælle, men betyder det at han har forspildt enhver mulighed for at opnå frelse?
16. Er den ikke-troende ægtefælle ved en sådan handlemåde gået så vidt at beskrivelsen i 2 Peter 2:21, 22 kan anvendes på ham?
16 Selv om den ikke-troende ægtefælle har fulgt en sådan handlemåde betyder det ikke at han er gået så vidt at ordene i Peters andet brev, kapitel 2, versene 21 og 22, kan anvendes på ham: „Thi det havde været bedre for dem ikke at have lært retfærdighedens vej at kende fremfor efter at have erkendt den da at vende sig bort fra det hellige bud, som blev dem overgivet. Det er gået dem, som ordsproget træffende siger: ’Hunden vender sig om til sit eget spy,’ og ’den vaskede so vælter sig atter i sølen.’“ Har en sådan ikke-troende, efter at være forsvundet ud af den troendes liv, da ved sin død forspildt alt håb om fremtidigt liv? Hvem kan dømme i en sådan sag? Hvis dom er det der tæller?
17. (a) Til hvem skrev disse apostle deres råd angående ægtefæller? (b) Hvilken frelse henviste Paulus til når han talte om at man kunne frelse sin ægtefælle?
17 Vi må huske at apostlene skrev til „Guds menighed“, til åndsavlede kristne, „helligede i Kristus Jesus, kaldede til at være hellige“, til dem der var blevet genfødt „til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, gemt i Himlene“. (1 Kor. 1:1, 2; 1 Pet. 1:3, 4) Disse skrifter blev affattet i det første århundrede. Gud var da i færd med ud af hedningenationerne at vælge sig et folk for sit navn, et folk der skulle udgøre den menighed af 144.000 kristne vidner som bliver medarvinger med Kristus til det himmelske rige. (Ap. G. 15:14) Da Paulus derfor stillede spørgsmålet: „Hvor ved du, hustru, om du kan frelse din mand? eller hvor ved du, mand, om du kan frelse din hustru?“ hentydede han højst sandsynligt til frelsen til himmelsk liv sammen med Jesus Kristus.
18. (a) Er der ingen anden mulighed for frelse for en ægtefælle der dør uden at være kommet til troen? (b) Siden hvornår har den gode hyrde kaldet de „andre får“?
18 Det Paulus her drøftede var ganske givet ikke den frelse til liv i fuldkommenhed som vil blive mennesker til del her på jorden når denne omdannes til et paradis under Guds rige. Spørgsmålet er derfor: Dersom den ikke-troende ægtefælle ikke ved den troendes hjælp blev frelst til den eneste frelse som Gud dengang kaldte folk af nationerne til, betyder det så at den vantro ikke senere vil få nogen mulighed for at opnå den frelse til jordisk liv som er beredt mennesker i almindelighed under Guds rige? Dersom vi besvarer dette sidste spørgsmål bekræftende dømmer vi den vantro, som døde uden at tage imod det himmelske kald, uværdig til at få en opstandelse under Guds rige med mulighed for et evigt liv på jorden. Det er imidlertid først i vor tid at den gode hyrde Jesus Kristus har kaldt på og indsamlet sine „andre får“ der har håb om evigt liv på jorden. — Joh. 10:16.
19. (a) Er den frelse der er beredt de „andre får“ en slags sikkerhedsnet for utro, åndsavlede kristne? (b) Hvad er de „andre fårs“ frelse grundlagt på?
19 De inspirerede skrifter viser at Gud har fastsat en tid til indsamlingen af de „andre får“, dem han har beredt en evig frelse på en paradisisk jord under sin elskede søns rige. Denne foranstaltning til gavn for disse „andre får“ er ikke en slags sikkerhedsnet hvormed Gud fanger alle dem han kalder til en himmelsk arv men som ikke lever op til de krav der stilles om at være tro indtil døden. De kristne som har en himmelsk arv beredt til sig må enten vise sig værdige til den eller miste alt uden at have noget andet at falde tilbage på, uden nogen udsigt til evigt liv under en eller anden form et andet sted. Nej, den foranstaltning Gud ved Kristus har truffet for de „andre får“ er noget Gud specielt har gjort for den store del af menneskeheden. Den er grundlagt på Jesu Kristi død og opstandelse ligesom Kristi 144.000 medarvingers kaldelse.
20. Hvornår begyndte indsamlingen af den „store skare“ „andre får“?
20 Ifølge de historiske kendsgerninger begyndte indsamlingen af den „store skare“ „andre får“ ikke før året 1931 e.v.t., og den tog især fart efter 1935 e.v.t. — Ez. 9:4; Åb. 7:9-17; se Vagttårnet, 15. oktober 1934, siderne 313, 314, §§ 31-34; også Vagttårnet, 1. marts 1935, side 80, „Mindehøjtiden“, § 5.
21. Hvilke spørgsmål berøres af disse kendsgerninger?
21 Vi må tage alt dette i betragtning når vi drøfter de spørgsmål der opstår i forbindelse med Paulus’ vejledning i 1 Korinterbrev 7:10-16 angående ikke-troende ægtefæller og de børn der ikke bliver troende skønt de i deres barndom var „hellige“ børn af en troende fader eller moder eller af troende forældre. Dommen hviler hos Gud, der kalder mennesker til det ene eller det andet håb. — Rom. 9:14-16.
Hvordan med vor generation?
22. Hvilken tidsperiode begyndte i 1914 e.v.t., og hvordan markeredes dens begyndelse?
22 Ifølge Bibelens tidsregning begyndte „endens tid“ for denne tingenes ordning i året 1914, altså for enoghalvtreds år siden. Dette årstal som var fastsat af Jehova Gud, markeredes ved udbruddet af den første verdenskrig, der efterfulgtes af de trængsler som Jesus Kristus havde forudsagt i år 33 e.v.t., nemlig hungersnød, pest og jordskælv. Alt dette var begyndelsen til de ulykkesveer der skulle komme over menneskeheden. (Dan. 11:35; 12:4; Matt. 24:3, 7, 8; Luk. 21:10, 11) Under den spanske syge, der hjemsøgte jorden i 1918-1919, døde der tyve millioner mennesker, mange flere end de millioner der mistede livet i løbet af de fire år den første verdenskrig varede.
23. Hvorledes skildres den nylig indsatte konge, verdenskrigen og hungersnøden i Åbenbaringen 6:1-6?
23 I Åbenbaringens bog 6:1-8 gav den herliggjorte Jesus Kristus et profetisk billede af de begivenheder der skulle kendetegne begyndelsen til „endens tid“. I dette syn som apostelen Johannes fik, blev den nylig indsatte konge Jesus Kristus skildret som en mand der bar en sejrskrans eller krone på hovedet, var væbnet med en bue og red på en hvid hest idet han drog ud til sejr. Verdenskrigen blev skildret som en rytter der red på en ildrød hest og var udstyret med et stort sværd, idet han skulle tage freden bort fra jorden. Hungersnøden eller mangelen på levnedsmidler skildredes som en rytter der red på en sort hest og i sin hånd havde en vægt til afvejning af fødemidler.
24. Hvordan beskrives den dødbringende pest ifølge Åbenbaringen 6:7, 8?
24 Læg dernæst mærke til hvor dødbringende pesten skildres: „Og jeg så, og se, en gustengul hest, og han, som red på den, bar navnet ’Døden’, og Dødsriget [Hades] var hans følgesvend; og der blev givet dem magt over en fjerdedel af jorden til at dræbe med sværd og sult og sot og ved jordens vilde dyr.“ — Åb. 6:7, 8.
25. (a) Hvor går de der dør i den første del af denne „endens tid“ derfor hen? (b) Hvor kan vi finde svar på spørgsmålet om disse menneskers opstandelse?
25 Spørgsmålet er nu: Vil de mennesker der således dør i „endens tid“ før Babylon den Stores tilintetgørelse og før Harmagedonslaget, ved Guds kraft gennem Kristus senere få en opstandelse? Johannes’ syn giver os nøglen til en korrekt besvarelse af dette spørgsmål. Læg mærke til at det der fulgte efter den fjerde rytter som bar navnet Døden [ikke „den anden død“] ikke kaldes Gehenna men Hades. Dette viser at de der dør på grund af alle disse ulykker her i den første del af „endens tid“ går til Hades, som er den fælles grav for de døde mennesker der ligger i jordens støv. Mange er også døde på havet men dette fremgår ikke af dette profetiske syn. Vort spørgsmål angående opstandelsen af de mennesker der dør i denne „endens tid“ besvares endeligt i Åbenbaringens bog 20:13 der taler om mennesker som ikke hører til de 144.000 arvinger til Guds himmelske rige: „Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og Døden og Dødsriget [Hades] gav de døde tilbage, som var i dem; og de blev dømt, hver efter sine gerninger.“
26. Hvilken åndelig skare vil ikke blive givet tilbage af havet, Døden og Hades selv om de dør nu i „endens tid“?
26 I denne „endens tid“ siden 1914 er mange døde af dem der har foregivet at være kristne, mennesker der har været kaldet til det himmelske rige men blev utro og mistede deres himmelske arv. Disse vil naturligvis ikke være blandt dem som havet, Døden og Hades giver tilbage. (Åb. 20:13) Blandt dem der fortaber retten til den himmelske arv er sådanne indviede, døbte kristne som skildres ved den „onde træl“ (NW) og den „dårlige og dovne tjener“ i Mattæus 24:48-51 og 25:18, 24-30. Når disse utro Jesu Kristi disciple dør, går de til det symbolske Gehenna hvor den almægtige Gud tilintetgør både sjæl og legeme. (Matt. 10:28) De får således ingen opstandelse når havet, Døden og Hades giver de døde tilbage under Guds rige.
Når Guds dom eksekveres
27. Hvornår og hvordan vil Babylon den Store blive tilintetgjort, og hvordan forholder det sig med de mennesker hvis dom eksekveres samtidig?
27 Ved afslutningen på denne „endens tid“ vil Jehova Gud imidlertid ved rytteren på den hvide hest begynde at eksekvere sin dom over nationerne og folkeslagene. Babylon den Store vil blive tilintetgjort og derefter vil „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ blive udkæmpet. (Åb. 16:13-16; 17:1-6, 14) Jehova Gud vil få jordens politiske magter til at vende sig imod Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Åbenbaringen 17:16 vil da blive opfyldt: „Og de ti horn, du så, og dyret vil hade skøgen og gøre hende ensom og nøgen og æde hendes kød og opbrænde hende med ild.“ Dette betyder hendes evige tilintetgørelse uden mulighed for nogen opstandelse eller genrejsning. De religiøse mennesker hvis dom eksekveres samtidig vil også blive tilintetgjort for evigt fordi de ikke har adlydt den guddommelige befaling: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ — Åb. 18:1-4.
28, 29. Hvad viser Åbenbaringen 19:19-21 der vil ske med dem der dræbes i Harmagedon?
28 Den beskrivelse som apostelen Johannes gav af Harmagedonslaget viser at de der da kæmper imod Guds salvede kongernes Konge ikke vil blive begravet i mindegrave:
29 „Og jeg så dyret [Satans verdensomfattende politiske system] og jordens konger og deres hære samlede for at føre krig mod ham, som red på hesten, og mod hans hær. Og dyret blev grebet og sammen med det den falske profet [den førende politiske talsmand, den anglo-amerikanske verdensmagt], som for dets øjne havde gjort tegnene, hvormed han havde forført dem, der tog dyrets mærke på sig, og dem, der tilbad dets billede. De blev begge [dyret og den falske profet] kastet levende i ildsøen, som brænder med svovl. Og de andre [jordens konger og deres hære og de der følger dem, frie såvel som trælle] blev af ham [kongernes Konge], som red på hesten, dræbt med sværdet, som udgik af hans mund, og alle fuglene blev mættet af deres kød [fordi ligene af disse døde fik lov at ligge på Harmagedons slagmark uden at blive begravet].“ — Åb. 19:19-21.
30. Hvad skildrer sværdet der udgår af Kongens mund, og hvor kommer de der dræbes af det hen?
30 Det sværd der udgår af kongernes Konges mund skildrer hans magt og myndighed til at beordre alle modstandere dræbt. Kongerne, hærførerne, rytterne, de frie mænd, trællene, de små og de store, alle som er en del af denne syndige verden når Harmagedonslaget bryder ud, vil blive dræbt som modstandere af Guds messianske rige. Vil de gå ned i Hades eller Sheol hvor fortidens Ægypten, Elam, Assyrien, Zidon og andre befinder sig? Nej! De vil blive tilintetgjort for evigt og vil for altid være udslettet af tilværelsen. — 2 Tess. 1:7-9.
31. Hvordan beskrives deres evige tilintetgørelse, og hvad vil de derfor ikke få?
31 Denne evige tilintetgørelse skildres ved at de ikke får nogen begravelse men efterlades på slagmarken som gødning eller som organisk stof der får lov at ligge og forrådne og som Guds engel „der står i solen“ (NW) indbyder ådselfuglene til at komme og holde festmåltid på. (Åb. 19:17, 18) Denne beskrivelse af disse ådselfugles blodige gæstebud udelukker at jordens konger og deres hære samt de der følger dem, samtidig kan tages med i skildringen af dyret og den falske profet, om hvem det siges at de blev „kastet levende i ildsøen, som brænder med svovl“. Men der siges heller ikke at Hades eller Sheol gør krav på dem. De er derfor at sammenligne med de forbrydere hvis døde kroppe blev kastet i Gehenna hvor de blev ædt op af orme. (Mark. 9:43-48) Dommen over dem eksekveres af Jehova Gud ved hans domsfuldbyrder Jesus Kristus i Harmagedon og de vil derfor ikke få nogen opstandelse fra de døde.