18.-24. JANUAR 2027
SANG NR. 28 Venskab med Jehova
Styrk dit venskab med Jehova og Jesus
“Kom nær til Gud, så vil han komme nær til jer.” – JAK. 4:8.
FOKUS
Hvordan vi kan blive ved med at have et tæt venskab med Jehova og Jesus.
1. Hvordan ved vi at Jehova ønsker at mennesker skal få et tæt venskab med ham?
JEHOVA har skabt os på en måde som gør at vi kan blive hans venner.a Han ønsker at mennesker skal lære ham at kende og komme til at elske ham. Faktisk kender og elsker han allerede dem der gerne vil være hans venner. Han lytter til deres bønner og giver dem den hjælp og vejledning de hver især har brug for. (Sl. 139:1-4) Hvor er det stort at vi kan have et forhold til vores Skaber og vide at han gerne vil være ven med hver eneste af os.
2. Hvorfor kan vi være sikre på at det er muligt for ufuldkomne mennesker at blive venner med Jehova?
2 Da Adam og Eva syndede, mistede de deres venskab med Jehova. Fordi vi er deres efterkommere, er vi alle sammen født som fjender af Gud. (Rom. 5:10) Det kunne godt få os til at tro at det er umuligt for os at blive venner med ham. Men husk at Jesus sagde: “Alting er muligt for Gud.” (Mark. 10:27) Han ønsker at være vores ven, og derfor er han gået meget langt for at gøre det muligt, og det har kostet ham dyrt. (1. Joh. 4:9, 10) Jehova og Jesus har virkelig gjort meget for at vi kan blive deres venner. – Joh. 15:9, 10.
3. Hvorfor er det noget særligt at være ven med Jehova?
3 Vores venskab med Jehova er helt anderledes end de venskaber vi har med hinanden. Som vores Skaber og Den Almægtige Gud er han langt større end os. Det er en stor og ufortjent gave at vi kan have et venskab med ham. (Sl. 15:1) I den her artikel vil vi først se på hvordan vi kan være sikre på at Jehova ønsker at vi skal være hans venner. Så vil vi se nærmere på hvorfor Jehova er den bedste ven vi kan have. Og til sidst vil vi komme ind på hvordan vi kan styrke vores venskab med Jehova og Jesus.
JEHOVA ØNSKER AT VI SKAL VÆRE HANS VENNER
4. Hvad kunne vi blive i tvivl om?
4 Fordi vi er ufuldkomne og begår mange fejl, spekulerer vi måske indimellem på om Jehova virkelig gerne vil være vores ven. Vi ved at han ønsker at give os evigt liv. (Rom. 6:23) Men er han virkelig interesseret i at have et nært, personligt venskab med os?
5. Hvorfor kan vi være sikre på at Jehova ønsker at være vores ven? (Se også billedet).
5 Vi kan være helt sikre på at Jehova gerne vil være vores ven, for han betalte den højeste pris overhovedet for at redde os – han gav sin elskede Søns liv. (Joh. 3:16) Den pris besluttede Jehova at betale lige efter at Adam og Eva havde gjort oprør. (1. Mos. 3:15) Selvom de gjorde oprør og vi er født som syndere, er Jehova blevet ved med at være vores kærlige Far. (Jer. 31:3) Det Jehova har gjort, viser meget tydeligt at han ønsker at være vores ven.
Jehova lod sin elskede Søn dø for at vi kunne blive hans venner. (Se paragraf 5)
6. Hvordan hjælper Jehova os til at få et nært venskab med ham? (Jakob 4:8)
6 Ud over at Jehova har gjort det tydeligt at han gerne vil være vores ven, har han også fortalt hvad der skal til for at vi kan få et nært venskab med ham. (Læs Jakob 4:8). Han ved at vi er ufuldkomne. Men alligevel drager han os kærligt til sig. (Joh. 6:44) Han opfordrer os til at bede til ham og vil gerne have at vi fortæller om vores inderste tanker og følelser, også om de ting vi ikke har lyst til at tale med andre om. (Kla. 2:19; Flp. 4:6, 7) Og han lytter ikke kun til vores bønner, han besvarer dem også. (Matt. 7:7, 8) Det vi har været inde på, giver os mange beviser for at Jehova ønsker at vi skal være hans venner. Nu vil vi se på hvorfor Jehova er den bedste ven man kan have.
HVORFOR JEHOVA ER DEN BEDSTE VEN
7. Hvordan behandler Jehova sine venner? (2. Mosebog 34:6)
7 Jehova viser loyal kærlighed. Han elsker alle mennesker, men han gør noget særligt for sine venner – dem viser han loyal kærlighed. (Sl. 4:3) Hvorfor er det opmuntrende? Fordi loyal kærlighed bygger på dyb hengivenhed og pligtfølelse. (Se Ordforklaring: “Loyal kærlighed”). I Bibelen står der over 20 gange at Jehova er fuld af loyal kærlighed, eller at hans loyale kærlighed er stor. (Læs 2. Mosebog 34:6). Hvad betyder det? Når Jehova bliver vores ven, holder han fast i os. Han forlader os ikke selvom vi er ufuldkomne og begår fejl. Tværtimod får hans loyale kærlighed ham til at tilgive os og hjælpe os. – Sl. 103:11, 12.
8. Hvordan viste Jehova at han aldrig glemte sine venner Abraham og David? (Se også billedet).
8 Jehova glemmer aldrig sine venner. Tænk for eksempel på hvordan han så på Abraham. Flere hundrede år efter at han var død, kaldte Jehova ham stadig “min ven”. (Esa. 41:8) Et andet eksempel er kong David. Jehova lovede ham at hans trone skulle bestå for altid – altså at en fra hans slægt skulle regere som konge for evigt. (1. Krøn. 17:11-17) Det løfte glemte Jehova aldrig. Han bekræftede det flere hundrede år senere da han sagde at han ville give Jesus “hans far Davids trone”. (Luk. 1:32, 33) Og i 1914 opfyldte Jehova så sit løfte da han indsatte Jesus som konge i himlen på Davids trone.
Jehova husker sine venner. (Se paragraf 8-9)c
9. Hvad kan vi lære af det Hanna oplevede? (Se også billedet).
9 Nu kan det være at du tænker: “Abraham og David var jo nogle helt særlige mennesker, og jeg er bare en helt almindelig tjener for Jehova.” Hvis du har det sådan, så tænk over hvordan Jehova behandlede Hanna, hvis mand havde to hustruer. Hanna kunne ikke få børn, og den anden hustru, Peninna, mobbede hende på grund af det. (1. Sam. 1:4-7) Hanna spekulerede måske på om Jehova lagde mærke til hvor svært hun havde det. Men hun viste tillid til ham, bad inderligt til ham og fortalte præcis hvordan hun havde det. (1. Sam. 1:11, 15) Efter det viste Jehova at han var en god ven for Hanna. Han lyttede ikke kun til hendes bøn men gjorde også noget helt konkret for at hjælpe hende. Han gjorde det muligt for hende at få børn.b Hanna blev gravid og fødte en søn som hun gav navnet Samuel. (1. Sam. 1:20) Senere velsignede Jehova hende med tre sønner mere og to døtre. (1. Sam. 2:21) Det er tydeligt at Jehova viser alle sine venner loyal kærlighed – også dem der føler sig ubetydelige eller værdiløse. – Jer. 31:3.
10. Hvorfor er Jehovas råd og vejledning langt bedre end menneskers? (Salme 119:98-100)
10 Jehovas vejledning er fuldkommen. Den vejledning og de råd Jehova giver, hjælper os til at træffe kloge beslutninger. Han er den bedste rådgiver man kan forestille sig! (Læs Salme 119:98-100). Han ved alt og ønsker at det skal gå os godt. (Esa. 48:17, 18) Mange er villige til at betale andre mennesker for “ekspertråd” om hvordan man får succes i livet. Men vi har noget der er langt bedre. Vi kan henvende os til den største i universet, vores Skaber. Ingen kan give lige så gode råd som Jehova, og han er altid klar til at hjælpe os, og vi skal ikke betale for det. Han sover aldrig, bliver ikke træt og lytter altid når vi beder til ham. (Sl. 121:1-4) Og vi vil få det bedste liv når vi følger hans råd. – Sl. 1:2, 3.
11. Hvad viser at Jehova er en gavmild ven?
11 Jehova er gavmild. Det ses i alt hvad han gør. Han har givet os livet og det vi har brug for for at kunne nyde det. (Sl. 145:16; Ap.G. 14:17) Han giver os også gavmildt af sin visdom så vi kan klare de udfordringer vi møder i livet. (Jak. 1:5) Han er også altid parat til at tilgive os når vi begår fejl. Men han gør mere end det. Han viser at vi betyder noget for ham, og hjælper os til at føle os elskede og værdsatte selvom vi er ufuldkomne. Den største gave han har givet – sin elskede Søns liv – giver os mulighed for at leve evigt. Jehova er virkelig en gavmild ven. Hvad kan vi gøre for at være ven med ham for evigt?
HVORDAN KAN VI OPBYGGE ET TÆT VENSKAB MED JEHOVA?
12. Hvad lærer Hebræerne 11:6 os om venskab med Jehova?
12 Jehova forventer at vi gør vores del for at bevare det tætte venskab vi har med ham. (Læs Hebræerne 11:6). Ud over at tro på at han vil belønne os, er der tre andre ting vi må gøre for at blive ved med at være hans venner.
13. Hvordan kan vi vise at vi har dyb respekt for Jehova?
13 Vi må have respekt for Jehova. I Salme 25:14 står der: “Det er dem der har dyb respekt for Jehova, der har et nært venskab med ham.” Når vi elsker Jehova højt og har respekt for ham, ønsker vi ikke at gøre noget der sårer ham. Derfor vil vi lede efter råd i hans ord, Bibelen. (Ordsp. 3:5, 6) Når vi følger de råd vores loyale ven giver os, vil vi træffe gode beslutninger, og det vil gå os godt. Det er derfor Ordsprogene 9:10 siger at “respekt for Jehova er begyndelsen til visdom”.
14. Hvordan kan vi vise at vi er loyale mod Jehova?
14 Vi må være loyale mod Jehova. Ligesom Jehova er loyal mod sine venner, forventer han også at vi er loyale mod ham. (2. Sam. 22:26; Ordsp. 3:32) Vi viser vores loyalitet ved at gøre sandheden til det vigtigste i vores liv og ved at fortælle andre om Jehova og hans vidunderlige egenskaber, ligesom Jesus gjorde. (Matt. 28:19, 20) Vi viser også loyalitet ved at forblive trofaste mod Jehova uanset hvor meget vores fjender prøver at modarbejde os. Vi vil ikke lade noget som helst ødelægge vores venskab med vores loyale Far i himlen.
15. Hvordan kan vi vise andre loyal kærlighed?
15 Vi må vise andre loyal kærlighed. Jehova ønsker at hans venner skal vise den samme loyale kærlighed som han gør. Derfor vil vi gerne vise vores venner, som også er hans venner, loyal kærlighed. Vi glemmer ikke alle de gode ting andre har gjort for os. Vi vil gerne være der for vores venner. Og vi er hele tiden på udkig efter hvordan vi kan vise dem kærlighed og gavmildhed. Jehova vil gerne have at vi “elsker loyal kærlighed”. (Mika 6:8, fdn.) Den næste artikel vil komme ind på specifikke måder vi kan vise andre at vi elsker dem på. Men nu vil vi se hvad vi kan gøre for at have et nært venskab med Jesus.
HVORDAN VI KAN OPBYGGE ET TÆT VENSKAB MED JESUS
16-17. (a) Hvordan ved vi at Jesus gerne vil være vores ven? (b) Hvordan adskiller vores venskab med Jesus sig fra vores venskab med Jehova?
16 Jesus har vist at han gerne vil være vores ven. Hvordan? Før vi overhovedet blev født, gav Jesus sit liv for os. Man kan ikke gøre noget større for sine venner. Han sagde selv: “Ingen har større kærlighed end den der giver sit liv for sine venner.” – Joh. 15:13.
17 Jesus opfordrer os alle sammen til at blive hans nære venner. (Matt. 11:28-30; Joh. 15:15) Men vores forhold til Jesus er anderledes end det forhold vi har til Jehova. For eksempel beder vi ikke til Jesus, og vi tilbeder ham ikke. (Matt. 4:10; 6:9) Men vi er taknemmelige for alt det han gør for os, og derfor vil vi gerne have et tæt venskab med ham.
18. Hvad gør Jesus for os?
18 Profeten Esajas forudsagde noget af alt det Jesus ville gøre for os som vores gode ven. Han ville blive en “Vidunderlig Rådgiver,” en “Evig Far” og en “Fredsfyrste”. (Esa. 9:6) Som “Vidunderlig Rådgiver” giver han os råd der kan redde vores liv. Jehova har også givet Jesus rollen som “Evig Far”. Det betyder at han har fået magt til at give mennesker evigt liv på jorden. (Joh. 11:25, 26) Han forstår os og føler med os fordi han “er blevet prøvet på alle mulige måder”. (Hebr. 4:15) Og som “Fredsfyrste” hjælper han os til at have et godt forhold til vores Far, Jehova. Jesus er virkelig en fantastisk ven!
19. Hvad kræver det af os at blive venner med Jesus? (Johannes 15:14) (Se også billedet).
19 Hvad skal vi gøre for at blive venner med Jesus? (1. Pet. 1:8) Det er vigtigt at vi studerer det han sagde og gjorde, ved at læse i evangelierne. Og når vi træffer beslutninger, skal vi følge Jesus’ råd og lære af de valg han traf. Vi må også følge hans kærlige ledelse og gøre det han befaler os. (Læs Johannes 15:14). I praksis betyder det at vi støtter menighedsordningen og samarbejder med de ældste, som Jesus har sat til at passe på os. (Ef. 4:8; Hebr. 13:17) Vi vil også trofast udføre en hvilken som helst opgave han giver os i menigheden. Jesus lægger mærke til det vi gør, og ser det som et udtryk for at vi gerne vil være hans venner.
Vi styrker vores venskab med Jesus når vi gør vores bedste i menigheden. (Se paragraf 19)
20. Hvilke følelser vækker det i dig at du kan være ven med Jehova og Jesus?
20 Det er et kæmpestort privilegie at vi kan have et venskab med Den Almægtige Gud og hans Søn, Jesus. Jehova er vores bedste ven. Han elsker os, og han lytter til vores bønner og besvarer dem. Han og hans Søn bliver også ved med at hjælpe os til at få dækket vores åndelige behov. (Matt. 5:3) Venskabet med dem er det mest værdifulde vi har. Og vi ønsker at være deres loyale venner for evigt.
SANG NR. 31 Du må vandre med Gud!
a Jehova skabte ikke engle og mennesker fordi han havde brug for venner. Men han gjorde det muligt for dem at få et venskab med ham fordi han elsker dem. – 1. Joh. 4:8.
b I dag forventer vi ikke at Jehova besvarer vores bønner mirakuløst ved for eksempel at helbrede os når vi fejler noget.
c BILLEDBESKRIVELSE: Tjenere for Jehova der har håb om at få livet igen her på jorden, deriblandt Abraham, Hanna og kong David og nogle fra vores tid.