26. OKTOBER – 1. NOVEMBER 2026
SANG NR. 62 Den nye sang
Værdsæt “det privilegium at udføre hellig tjeneste”
“Han har sørget for at en magtfuld frelser er fremstået ... han [har givet] ... os det privilegium at udføre hellig tjeneste for ham uden frygt.” – LUK. 1:69, 74.
FOKUS
At hjælpe os til at værdsætte det Jesus har gjort muligt for os: Vi kan blive frelst, tilbede Jehova og udføre den særlige opgave at forkynde.
1. Hvad handler Zakarias’ profeti om?
“HVAD mon denne dreng skal blive til?” (Luk. 1:57-66) Den nyfødte Johannes var kommet til verden ved hjælp af et mirakel. Hans far, Zakarias, som var præst, og hans mor, Elisabeth, var højt oppe i årene, og de havde ikke kunnet få børn. Naboer og slægtninge havde mange spørgsmål angående den lille dreng, og nu brugte Jehova Zakarias til at give dem svar. Han forklarede at Messias snart ville komme, og at Johannes ville hjælpe folk til at angre deres synder så de var klar til at følge Messias. (Amos 3:7; Luk. 1:67-79) Men Zakarias’ ord handlede om mere end hvad hans søn, Johannes, ville gøre.a Som vi skal se i artiklen, var ordene faktisk en profeti der også berører os i dag. Zakarias kommer ind på tre ting vi må være taknemmelige for: (1) den gave det er at vi kan blive frelst, (2) det privilegium vi har at vi kan udføre hellig tjeneste, og (3) den særlige opgave vi har fået med at forkynde.
GAVEN: VI KAN BLIVE FRELST
2. (a) Hvilken vidunderlig gave har Jehova lovet mennesker, som bliver nævnt i Lukas 1:67-73? (b) Hvem er den magtfulde frelser der omtales i Lukas 1:69?
2 Læs Lukas 1:67-73. Gud havde lovet at give sit folk en helt vidunderlig gave: frelse. Men hvem ville Jehova bruge til at frelse mennesker? Zakarias sagde: “Han har sørget for at en magtfuld frelser er fremstået i hans tjener Davids slægt.” (Luk. 1:69; se studienote). Den magtfulde frelser ville være Messias. Jøderne på Zakarias’ tid forventede at Messias snart ville komme, og de vidste at han ville være efterkommer af Abraham og kong David. (1. Mos. 22:17, 18; Matt. 22:42) Hvorfor fik Jehova så Zakarias til at bekendtgøre at der ville komme en “magtfuld frelser”? Fordi det tidspunkt hvor Messias ville komme, var tættere på end nogensinde! Omkring seks måneder senere fødte en ung kvinde ved navn Maria Jesus. Englen Gabriel sagde at han skulle kaldes “Guds Søn”, og at Gud ville give ham “hans far Davids trone”. (Luk. 1:30-35) Jesus tog imod opgaven som “magtfuld frelser” da han blev døbt som 30-årig. På det tidspunkt salvede Jehova ham med hellig ånd, og han blev den lovede Messias. (Matt. 3:16, 17) Sikke nogle spændende ting jøderne der hørte Zakarias’ ord, kunne se frem til!
3. Hvorfor havde jøderne brug for at blive frelst?
3 Jøderne dengang havde brug for at blive frelst, eller befriet. Men fra hvem eller hvad? Zakarias sagde: “[Gud] lovede at frelse os fra vores fjender og fra alle dem der hader os.” (Luk. 1:71) Betød det at jøderne skulle befries fra romernes undertrykkelse? Nej, for jøderne havde brug for at blive befriet fra en meget større fjende, nemlig Satan, ham der i virkeligheden står bag al undertrykkelse. (Hebr. 2:14, 15) Han er skyld i at alle mennesker bliver holdt fanget af synd og død, og det gjaldt også jøderne. Desuden var jøderne ikke i stand til at overholde alt i Moseloven, og derfor siger Bibelen at de var kommet under en forbandelse. Det kunne de ikke selv redde sig ud af. (Rom. 3:20; Gal. 3:10, 13) Derfor må det have været en stor lettelse for folket at Jehova lovede at han ville “frelse det ved at tilgive dets synder”. – Luk. 1:77.
4. Hvorfor har vi i dag brug for at blive frelst?
4 Hvad med os i dag? Hvilke fjender har vi brug for at blive befriet fra? Ligesom jøderne på Jesus’ tid bliver vi også holdt fanget af synd og død. (Rom. 5:12) Ud over det står Satan og dæmonerne bag de problemer og den undertrykkelse der præger verden. De prøver at påvirke os så vi mister vores kærlighed til Jehova og vender ham ryggen. De får endda “dem der hader os”, både enkeltpersoner og organisationer, til at modarbejde os. Vi har brug for at blive befriet fra de fjender.
5. Hvordan redder Jesus os fra synden?
5 Hvordan redder vores magtfulde frelser os fra vores fjender? Lad os først se på hvordan Jesus redder os fra synden, der i overført forstand har taget os til fange. Mens han var på jorden, lærte han mennesker hvordan vi kan tilbede Jehova på en måde han kan godkende. Og så gav han sit liv som en løsesum “for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men få evigt liv”. (Joh. 3:16; Matt. 20:28) Vi gør vores allerbedste for at følge Jesus’ instruktioner om hvordan vi skal tilbede Jehova på den rigtige måde. Men vi er stadig ufuldkomne og kan ikke undgå at begå fejl, og derfor beder vi ydmygt Jehova om at tilgive os. Og fordi Jesus har løskøbt os ved at give sit liv, kan Jehova tilgive os og tage varmt imod os som sine venner. (1. Joh. 2:1, 2) Det er sådan Jesus frelser os fra synden.
6. Hvad vil Jesus udrette som konge? (Se også billedet).
6 Hvordan vil Jesus befri os fuldstændigt fra synd og død, Satan og hans dæmoner og “dem der hader os”? I 1914 satte Jesus sig på sin “far Davids trone” og begyndte at regere i himlen. (Luk. 1:32, 33) Snart vil han som konge i Guds rige sammen med de 144.000 og englene fjerne alle Guds fjender på jorden i Harmageddon. Så begynder tusindårsriget, hvor Jesus vil oprejse de døde, og sammen med sine medregenter vil han gradvist hjælpe mennesker til at blive fuldkomne på alle måder. (Joh. 5:28; Åb. 22:1, 2) Ved slutningen af de tusind år vil synd og død være helt væk. (1. Kor. 15:26, 55-57) Derefter vil de fjerne Satan, hans dæmoner og de mennesker der støtter ham under den sidste prøve. (Åb. 20:7-10) Forestil dig hvor skønt det bliver når synd, død og modstandere er helt væk. De der elsker Jehova, vil endelig kunne tilbede ham uden nogen som helst hindringer. Vi vil for evigt takke ham “for den ufatteligt store gave han frit har givet os”, og for at have frelst os gennem Jesus. – 2. Kor. 9:15.
Det at Jesus har givet sit liv så vi kan blive frelst, er en stor gave fra Jehova. (Se paragraf 6)
PRIVILEGIET: VI KAN UDFØRE HELLIG TJENESTE
7. Hvilket privilegium giver Jehova sit folk ifølge Lukas 1:74, 75?
7 Læs Lukas 1:74, 75. Løskøbelsen åbner muligheden for noget helt særligt. Zakarias kaldte det for “det privilegium at udføre hellig tjeneste for ham uden frygt”. “Hellig tjeneste” for Jehova omfatter alle aspekter af vores tilbedelse. Det er hellig tjeneste når vi forkynder, beder, studerer Bibelen og kommer til vores møder og stævner. Det indbefatter også andre aktiviteter der er direkte knyttet til vores tilbedelse, som for eksempel at tjene på Betel og være med til at bygge og vedligeholde vores rigssale og stævnehaller.
8. Hvad behøver vi ikke at frygte?
8 Hvad vil det sige at vi kan udføre hellig tjeneste for Jehova “uden frygt”? For det første behøver vi ikke at frygte døden. Fordi vi er helt overbevist om at vi har et evigt liv foran os, spilder vi ikke vores tid og energi på at få mest muligt ud af livet her og nu. I stedet fokuserer vi på vores venskab med Jehova og på at glæde ham. Selv hvis vores modstandere truer os med døden, bliver vi ikke overmandet af frygt. Vi holder fast ved vores loyalitet fordi vi har fuld tillid til at vi vil få livet igen i Paradiset. (Joh. 6:39, 40) For det andet behøver vi ikke at frygte at vi mister Jehovas venskab når vi kommer til at begå en fejl. Han har jo selv betalt prisen for at vi kan få vores synder tilgivet, og derfor stoler vi på at han elsker os og godkender os. – 1. Joh. 4:9, 10.
9. Hvad kæmper nogle med?
9 Nogle brødre og søstre har svært ved at tro på at Jehova kan godkende dem og den tjeneste de udfører. Det kan være de kæmper med følelsen af at de ikke er gode nok, og at Jehova ikke kan elske dem, for eksempel på grund af en traumatisk oplevelse de har med i bagagen. Det kan også være at de er plaget af skyldfølelse over noget de har gjort for lang tid siden, selvom de har bedt Jehova om tilgivelse og har fået hjælp af de ældste. Hvis det er nogle følelser du kan genkende, hvad kan du så gøre?
10-11. Hvad kan man gøre hvis man føler sig knust eller fuldstændigt ødelagt, og hvordan kan man illustrere det?
10 Tænk over den her illustration. Hvis man har brækket benet, går man selvfølgelig til læge. Efter at han har sat knoglen på plads, anbefaler han måske fysioterapi så patienten kan få sin styrke og bevægelighed tilbage og komme til at gå på benet igen. Hvad hvis den der er kommet til skade, er bange for at hans ben er så ødelagt at han aldrig kommer til at gå igen? Han må have tillid til lægen og tålmodigt blive ved med at lave de øvelser han har fået. Med tiden vil bruddet være fuldstændigt helet, og benet vil være stærkt igen så han kan gå og måske endda løbe.
11 Hvis du føler dig knust eller ødelagt på grund af skyldfølelse eller et svært traume, må du også have tillid til Jehova. Stol på at løskøbelsen også gælder dig, og at Jehova hellere end gerne vil vise dig ufortjent godhed og barmhjertighed. (Joh. 1:16, 17; Rom. 3:23, 24; 1. Joh. 3:19, 20) Lav de “øvelser” lægen anbefaler – sørg for at bede, studere, og være med til de åndelige aktiviteter. (Sl. 1:2; 1. Thess. 5:17; Hebr. 10:25) Ligesom det tager tid at komme sig efter en fysisk skade, kan det tage tid at overbevise sit hjerte om at Jehova elsker en. Og det kan være at du føler at du ikke ser nogen fremskridt lige med det samme, men vær tålmodig og stol på helingsprocessen. Du må ikke opgive kampen, og du må heller ikke tro at Jehova har opgivet dig. Hold fast i din gode åndelige rutine. (Flp. 3:16) Tak Jehova hver eneste dag for at han hjælper dig til at holde ud og giver dig styrke til at tjene ham trofast. Hvor er det stort at vi alle sammen, uanset hvad vi har været igennem, kan udføre hellig tjeneste for Jehova uden frygt. Det er vi Jehova og Jesus evigt taknemmelige for!
OPGAVEN: VI SKAL FORKYNDE
12. Hvad vil det sige at Johannes Døber skulle “gå foran Jehova”? (Lukas 1:76-79)
12 Læs Lukas 1:76-79. Det næste Zakarias sagde, var henvendt til hans nyfødte søn: “Du vil gå foran Jehova for at bane hans veje.” Hvordan opfyldte Johannes Døber de ord? Som voksen blev han en modig og flittig forkynder. Han opfordrede indtrængende jøderne til at angre deres synder, blive døbt og tage imod Messias, der snart skulle komme. Efter Jesus’ dåb sagde Johannes åbent til mange mennesker at Jesus var kommet som Guds repræsentant. Han sagde: “Se, Guds Lam som tager verdens synd bort!” Derefter opfordrede Johannes sine egne disciple til at begynde at følge Jesus. – Joh. 1:29, 34-36, 40, 41.
13. Hvordan ville det at Messias kom, være “som når solen står op”?
13 Johannes fortalte så mange som muligt at Jesus var Messias, og det var en stor nyhed. Hvorfor? Ifølge Zakarias’ profeti ville det at Messias kom, være “som når solen står op”. Det betød at Jesus som Messias ville ændre livet for mange mennesker. Det ville være starten på noget nyt, ligesom når solen står op. Den spændende nyhed var værd at fortælle til så mange som muligt, mange flere end Johannes kunne nå ud til. Hvem ville hjælpe med at udbrede det vigtige budskab om frelse?
14. Hvilket vigtigt arbejde udførte Jesus og hans disciple? (Esajas 61:1, 2)
14 Jesus brugte næsten al sin tid og energi på at forkynde den gode nyhed. Man kan sige at han med sin forkyndelse gav “lys til dem der sidder i mørke og i dødens skygge”. Jesus havde stor kærlighed til alle mennesker og følte stærkt med dem der blev dårligt behandlet. Han fortalte dem trøstende, gode nyheder og forkyndte “et år med velvilje fra Jehova”. (Læs Esajas 61:1, 2; Luk. 4:16-21) Han sagde til alle der ville lytte: “Himlenes rige er kommet nær.” Men han vidste at der var behov for mange flere til at forkynde, så han oplærte sine disciple til at gøre ligesom ham. – Matt. 4:16, 17; 10:7; 28:19, 20.
15. Hvorfor er det vigtigere nu end nogensinde før at den gode nyhed bliver forkyndt?
15 Vi er stolte af at være Jesus’ disciple, og vi er taknemmelige for den opgave vi har fået med at fortælle andre om hvordan Jehova vil redde mennesker. Faktisk er det vigtigere nu end nogensinde før at fortælle andre om løskøbelsen og Guds rige. Hvorfor? Tænk på alt det der lige om lidt vil ske. Der vil snart komme en tid med “store trængsler, trængsler der ikke har været magen til siden verdens begyndelse”. (Matt. 24:21) I den periode kan det være at flere stiller sig på Jehovas side fordi de kan huske det budskab vi forkyndte. Derefter vil Jesus sammen med de 144.000 og englene fjerne alle Guds fjender på jorden. Det vil samtidig være en redningsaktion som vil føre til at alle der tjener Jehova trofast, kan leve evigt i den nye verden. (Matt. 25:34; Åb. 16:16; 19:19) Det er altså tydeligt at opgaven med at forkynde den gode nyhed er vigtigere end nogensinde før! – Matt. 24:14; Mark. 13:10.
16. Hvad føler vi os motiveret til? (Se også billederne).
16 Det Zakarias sagde i Lukas 1:68-79, minder os om tre ting vi virkelig værdsætter: den store gave at vi kan blive frelst, det skønne privilegium at kunne udføre hellig tjeneste for Jehova og den spændende opgave at forkynde et trøstende budskab. Har du taget imod den gave som løskøbelsen er, og indviet dig til Jehova? Værdsætter du det privilegium at kunne udføre hellig tjeneste for ham? Så gør dit bedste for at udføre din opgave med at forkynde. Fortæl alle om den gode nyhed om at Guds rige vil fjerne de onde og omdanne jorden til et paradis. Jo mere vi tænker over hvor fantastisk en gave Jehova har givet os, jo mere motiveret bliver vi til at “udføre hellig tjeneste for ham uden frygt” og at “være trofaste og gøre det der er rigtigt, så længe vi lever”. – Luk. 1:74, 75.
Når vi tager imod den gave Jehova har givet os, og værdsætter det privilegium vi har fået, vil vi udføre vores opgave med at forkynde den gode nyhed så godt vi kan. (Se paragraf 16)b
SANG NR. 159 Giv Jehova ære
a Et link til uddraget af Episode 1 af Jesus’ liv – en unik historie hvor man ser Zakarias’ profeti, findes i Lukas 1:67.
b BILLEDBESKRIVELSE: På det første billede forkynder to søstre fra hus til hus. På det andet billede forkynder en bror for en kollega i en pause. På det tredje billede holder en søster en fremlæggelse i skolen hvor hun forklarer hvilke ting i naturen der overbeviser hende om at der findes en Skaber. Hendes lærer og de andre elever følger godt med.