Paulus berørte et andet vigtigt princip da han skrev: „Hvis jeg taler tungetale i min bøn, er det min ånds gave der beder, men min forstand er ufrugtbar. . . . Hvordan skal . . . den der indtager den ukyndiges plads, når du lovpriser med en åndens gave, kunne sige amen til din taksigelse, da han ikke ved hvad du siger?“ (1 Korinther 14:14-16) På Paulus’ tid fik nogle kristne tungetalens mirakuløse gave, og nogle af dem talte tilsyneladende tungetale når de bad i overværelse af menigheden. Men som Paulus gav udtryk for forstod resten af menigheden ikke hvad de sagde.

I dag har vi ikke sådanne mirakuløse gaver. Men kristne som beder på andres vegne bør bede på en måde der er forståelig. Bønnen før et offentligt foredrag vil for eksempel ofte blive overværet af interesserede, og i en sådan bøn vil det derfor være fornuftigt at undgå ord og emner som de besøgende vil have svært ved at forstå.

[Ramme på side 22]

Vil det være passende at tilhørerne hørligt siger „amen“ ved slutningen af en bøn i en forsamling?

Ja, hvis de ønsker det og føler sig tilskyndet til det. Paulus taler om at de der lyttede til en bøn sagde „amen“, men han nævner ikke om de sagde det hørligt, eller blot sagde det i deres hjerte. (1 Korinther 14:16) Under Moseloven var der dog en lejlighed hvor israelitterne specielt fik påbud om højt at sige „amen!“ (5 Mosebog 27:14-26) Når den der beder viser at bønnen er slut ved at sige „amen“, vil det derfor være passende at tilhørerne siger „amen“ i deres hjerter eller hørligt, med dæmpet røst. Forældre bør lære deres børn at vise passende respekt gennem den måde hvorpå de stille siger „amen“.