MOSEBØGERNE

De fem første bøger i Bibelen. De udgjorde oprindelig én bog, kaldet Toraen („loven“) eller „bogen med Mose lov“, men blev senere delt i fem ruller, der var lettere at håndtere. (Ne 8:2; Jos 23:6; Ezr 6:18) I den oldkristne tradition blev bøgerne kaldt „Pentateuken“, et græsk ord der betyder „fem ruller“ eller „bog i fem dele“.

Indhold. Mosebøgerne er en vigtig del af Guds skrevne ord; de udgør en solid grundvold som meget af det efterfølgende stof hviler på. Første Mosebog indeholder den inspirerede beretning om skabelsen og skildrer menneskets historie fra tiden i Eden til Vandfloden og videre frem gennem det meste af patriarktiden til Josefs død (fra „begyndelsen“ indtil 1657 f.v.t). Anden Mosebog begynder med Josefs død og fortæller om Moses’ fødsel under trældommen i Ægypten, israelitternes udfrielse og Lovpagtens indstiftelse ved Sinaj; desuden indeholder den oplysninger med henblik på opførelsen af den centrale helligdom, teltboligen, eller tabernaklet, i ørkenen (historiske begivenheder fra 1657 til 1512 f.v.t.). Tredje Mosebog, der kun spænder over en måneds tid (i 1512 f.v.t.), indeholder værdifulde oplysninger om det levitiske præsteskab, dets indsættelse og dets pligter, foruden love og forskrifter for menighedens tilbedelse af Jehova. Fjerde Mosebog fortæller om mønstringen af folket ved begyndelsen og afslutningen af ørkenvandringen. Den skildrer også mange af de begivenheder der indtraf i løbet af de 40 år i ørkenen (frem til 1473 f.v.t.), og indeholder mange af de love der blev knyttet til den nationale pagt. Den sidste af bøgerne, Femte Mosebog, omspænder en periode på ca. to måneder (i 1473 f.v.t.); den forklarer dele af Lovpagten og indeholder mange bestemmelser som ville blive nødvendige for den nye generation af israelitter der lå lejrede på Moabs sletter, rede til at drage ind og tage det forjættede land i besiddelse. De sidste kapitler fortæller om udnævnelsen af Josua til folkets leder og om Moses’ død.

Skribent. Forfatterskabet er siden de ældste tider blevet tillagt Moses. Skønt der ikke findes noget enkelt skriftsted som siger at Moses skrev alle bøgerne, er der forskellige steder i teksten tydelige udtalelser som bekræfter at Moses er den der har skrevet dem. (2Mo 17:14; 24:4; 34:27; 4Mo 33:2; 5Mo 31:9, 19, 22, 24-26) Der er også mange afsnit hvor ordene direkte tillægges Moses, lige fra hans første nedskrevne samtale (2Mo 2:13, 14) til hans sidste velsignelse af folket (5Mo 33:1-29), heriblandt nogle af hans lange taler (5Mo 1:1; 5:1; 27:1; 29:2; 31:1) og bemærkelsesværdige sange. (2Mo 15:1-19; 5Mo 31:30–32:43) I 20 af Tredje Mosebogs 27 kapitler viser de indledende vers at det efterfølgende er ord som Jehova talte til Moses for at han kunne bringe dem videre til folket. Den samme oplysning findes over 50 steder i Fjerde Mosebog. Det fremgår således tydeligt af bøgernes eget vidnesbyrd at de, med undtagelse af de afsluttende vers i Femte Mosebog, er skrevet af Moses.

Dette er også bevidnet mange andre steder i Bibelen. (Jos 1:7; Dom 3:4; 2Kg 18:6; Mal 4:4) Mænd som David (1Kg 2:1-3), Daniel (9:11), Ezra (6:18), Nehemias (8:1), Jesus (Mr 12:26; Lu 16:29; Joh 7:19), Lukas (24:27) og Johannes (1:17) forbinder disse bøger med Moses. Jesus anerkendte direkte at Moses havde skrevet dem (Mr 10:3-5; Joh 5:46, 47), og det samme gjorde saddukæerne. — Mr 12:18, 19.

Den indvending at man ikke kunne skrive på Moses’ tid, er nu stort set forladt. P. J. Wiseman påpeger i bogen New Discoveries in Babylonia About Genesis (1949, s. 35) at den arkæologiske forskning nu med rigelige vidnesbyrd har godtgjort at „skrivekunsten begyndte i de tidligste historiske tider menneskene kender“. I dag er praktisk taget alle forskere enige om at man kunne skrive længe før Moses’ tid (i det 2. årtusind f.v.t.). Udtryk som det der findes i 2 Mosebog 17:14: „Skriv dette i bogen så det huskes,“ bekræfter at skrivekunsten var almindeligt udbredt på Moses’ tid. Adam må have været i stand til at udtænke et skriftsystem eftersom han jo var fuldkommen og Gud havde givet ham et sprog sammen med evnen til at behandle det fuldkomment, endog til at kunne udtrykke sig poetisk. — 1Mo 2:19, 23.

Første Mosebog. Den første af bøgerne kaldes på hebraisk Bere’sjīthʹ, „i begyndelsen“, efter det første ord i den indledende sætning. I Septuaginta og Vulgata fik den navnet Geʹnesis, der betyder „oprindelse, fødsel“.

Som en del af Toraen blev bogen muligvis fuldført af Moses i Sinaj Ørken i 1513 f.v.t. Efter ordene i 1 Mosebog 1:1, 2 om himmelens og jordens skabelse omhandler den de tusinder af år hvori jorden blev beredt til at være menneskenes hjem (se DAG; SKABELSE), og skildrer derefter tiden fra menneskets skabelse frem til Josefs død i 1657 f.v.t. — Se KRONOLOGI (Fra menneskets skabelse til vor tid).

Hvorfra fik Moses de oplysninger han nedskrev i Første Mosebog?

De begivenheder der skildres i Første Mosebog, fandt alle sted før Moses blev født. Det er muligt at han har fået kendskab til dem ved direkte åbenbaring fra Gud. I hvert fald må kendskabet til det der fandt sted før menneskets skabelse, være blevet formidlet på denne måde, enten til Moses selv eller til en anden som levede før ham. (1Mo 1:1-27; 2:7, 8) Det sidste giver også rum for den mulighed at beretningen om skabelsen og resten af bogens indhold er blevet videregivet til Moses ved mundtlig overlevering. På grund af menneskets lange levetid dengang kan oplysningerne være gået fra Adam til Moses gennem blot fem led, nemlig Metusalem, Sem, Isak, Levi og Amram. En tredje mulighed er at Moses samlede meget af stoffet til Første Mosebog fra allerede eksisterende skrifter eller dokumenter. Allerede i det 18. århundrede havde den hollandske forsker Campegius Vitringa denne opfattelse. Hans konklusioner var baseret på at udtrykket „dette er . . . slægter“ forekommer ti gange i Første Mosebog (ifølge KJ), og udtrykket „dette er . . . slægtebog“ forekommer én gang. (1Mo 2:4; 5:1; 6:9; 10:1; 11:10, 27; 25:12, 19; 36:1, 9; 37:2) I disse udtryk er „slægter“ og „slægte-“ oversat fra det hebraiske ord tōledhōthʹ, der imidlertid bedre kan gengives med „historie“ eller „oprindelse“. Udtrykket „himmelens og jordens slægter“ vil for eksempel ikke passe så godt, hvorimod „en historisk beretning om himmelen og jorden“ giver mening. (1Mo 2:4) I overensstemmelse hermed bruger den tyske Elberfelder Bibel, den franske oversættelse af Crampon og den spanske af Bover-Cantera udtrykket „historie“, ligesom Ny Verden-Oversættelsen. Der er ingen tvivl om at menneskene lige fra begyndelsen har været interesserede i en nøjagtig historisk beretning, ligesom i dag.

Af den grund mente Vitringa at hver gang ordet tōledhōthʹ forekom i Første Mosebog, sigtede det til et allerede eksisterende dokument som Moses havde, og som hans oplysninger var baseret på, og andre har siden støttet denne opfattelse. De mener at de personer der omtales i direkte forbindelse med disse „slægtebøger“ (Adam, Noa, Noas sønner, Sem, Tara, Ismael, Isak, Esau og Jakob), enten selv havde skrevet disse dokumenter eller var de oprindelige indehavere af dem. Denne teori besvarer imidlertid ikke spørgsmålet om hvordan dokumenterne kom i Moses’ besiddelse. Den forklarer heller ikke hvordan dokumenter der stammede fra mænd som ikke var trofaste tilbedere af Jehova (som for eksempel Ismael og Esau), kunne tjene som vigtige kilder til mange af oplysningerne. Det er højst tænkeligt at udtrykket „Dette er den historiske beretning om“ simpelt hen er en indledende bemærkning der blot tjener til at adskille de enkelte dele af den lange historie fra hinanden. Mattæus bruger et lignende udtryk som indledning til sin evangelieberetning. — Mt 1:1; se SKRIVEKUNST.

Man kan således ikke sige med bestemthed hvorfra Moses fik de oplysninger han nedskrev. Måske fik han dem ikke blot på én af de nævnte måder, men på alle tre — nogle ved direkte åbenbaring, andre ved mundtlig overlevering og atter andre i form af skriftlige beretninger. Det væsentlige er imidlertid at det var Jehova Gud der ledede profeten Moses sådan at han skrev under guddommelig inspiration. — 2Pe 1:21.

Bogen skulle tjene som en inspireret rettesnor for kommende generationer. Den skulle læses højt for folket ved særlige lejligheder (5Mo 31:10-12; 2Kg 23:2, 3; Ne 8:2, 3, 18), og Israels konger skulle lade sig lede af den. — 5Mo 17:18, 19.

Teorien om flere kilder. Nogle bibelkritikere har fremsat den teori at Første Mosebog ikke er skrevet eller samlet af én person, Moses, men af flere forfattere, hvoraf nogle levede længe efter Moses’ tid. På grundlag af formodede forskelle i stil og ordvalg har bibelkritikerne fremsat den såkaldte kildehypotese, ifølge hvilken der var tre kilder. Disse benævnes „J“ (Jahvisten), „E“ (Elohisten) og „P“ (Præsteskriftet). At visse begivenheder omtales to gange, og at der er ligheder mellem beretninger i forskellige dele af Første Mosebog, har endog fået nogle til at mene at der er endnu flere kilder, ja, man har dissekeret Første Mosebog i en sådan grad at man påstår at der er tale om helt op til 14 uafhængige kilder. Man hævder at disse forskellige kilder eller forfattere havde forskellige teologiske opfattelser, men at Første Mosebog — til trods for at være et blandingsprodukt — alligevel udgør et sammenhængende hele. Til støtte for deres teorier har bibelkritikerne fremført mange absurde argumenter, hvoraf nogle få skal nævnes her.

Det oprindelige grundlag for teorien om flere kilder var at Første Mosebog bruger forskellige benævnelser for Gud. Man hævder at dette tyder på at der er tale om forskellige forfattere. At denne opfattelse er urimelig, fremgår imidlertid af at følgende benævnelser forekommer i blot et lille afsnit af Første Mosebog: ’den højeste Gud’ (’Elʹ ‛æljōnʹ, 1Mo 14:18), „den højeste Gud, der har frembragt himmel og jord“ (14:19), „Suveræne Herre“ (’Adhonajʹ, 15:2), „en Gud som ser“ (16:13), „Gud den Almægtige“ (’El Sjaddajʹ, 17:1), „Gud“ (’Ælohīmʹ, 17:3), „den [sande] Gud“ (ha’Ælohīmʹ, 17:18), „den der dømmer hele jorden“ (18:25). At forsøge at henføre hvert af disse afsnit til forskellige forfattere ville være absurd og skabe uoverstigelige vanskeligheder. Når disse forskellige benævnelser bruges om Gud i Første Mosebog, er det ganske enkelt på grund af den betydning der ligger i dem — nemlig den at de understreger Jehovas forskellige egenskaber, hans gerninger og hensigter.

Andre eksempler: På grund af at ordet bara’ʹ, „skabte“, bruges i 1 Mosebog 1:1, skulle dette vers høre til den kilde der kaldes „P“. Det samme ord forekommer imidlertid i 1 Mosebog 6:7, der menes at høre til kilden „J“. Udtrykket „Kana’ans land“, der forekommer i flere skriftsteder (blandt andet 1Mo 12:5; 13:12a; 16:3; 17:8), skulle være et særkende for den forfatter der kaldes „P“, og man hævder derfor at disse passager er skrevet af „P“. Men i kapitlerne 42, 44, 47 og 50 findes det samme udtryk i afsnit som af de samme bibelkritikere tilskrives „J“ og „E“. Mens man hævder at formodede uoverensstemmelser i Første Mosebog kun kan forklares ved hjælp af teorien om forskellige kildeskrifter, viser en nærmere undersøgelse at teorierne selv er fyldt med uoverensstemmelser.

Hvis de dele der tillægges hver enkelt formodet kilde, skilles ud fra Første Mosebog, afsnit for afsnit og sætning for sætning, og derefter samles for sig selv, bliver resultatet en samling beretninger der hver for sig er ulogiske og usammenhængende. Hvis man forudsætter at disse forskellige kilder blev brugt og sammenskrevet af en senere redaktør, er man tvunget til at tro at disse usammenhængende beretninger, allerede før de blev sammenskrevet, blev betragtet som historiske og brugt i flere hundrede år af Israels folk. Men hvilken skribent — og hvilken historiker — ville nedfælde sådanne usammenhængende beretninger, og hvilken nation ville anerkende dem som folkets historie?

Hvor ulogisk teorien om flere kilder er, fremgår af følgende udtalelse af ægyptologen K. A. Kitchen: „I den kildekritik der beskæftiger sig med Pentateuken, har det længe været skik og brug at inddele Pentateuken i adskilte kilder eller ’hænder’. . . . Men den bibelkritiske metode der har været anvendt på Det Gamle Testamente, ifølge hvilken specielle træk tilskrives forskellige ’hænder’ eller kilder, bliver indlysende absurd når den anvendes på andre gamle orientalske skrifter der fremviser nøjagtig de samme træk.“ Som eksempel nævner han en ægyptisk biografi som ifølge den bibelkritiske metode der er anvendt på Første Mosebog, kunne tilskrives forskellige „hænder“, men som bevisligt „er udtænkt, forfattet, skrevet og indhugget i løbet af få måneder, uger eller endnu kortere tid. De stilistiske forskelle skyldes ikke forskellige ’hænder’, men blot de forskellige emner og spørgsmålet om hvordan de bedst kunne fremstilles.“ (The New Bible Dictionary, redigeret af J. D. Douglas, 1980, s. 349) Svagheden ved bibelkritikernes teorier styrker i virkeligheden vidnesbyrdene om at den logiske og sammenhængende beretning i Første Mosebog er skrevet af én mand, nemlig Moses, under guddommelig inspiration.

Første Mosebogs historiske karakter. Første Mosebog er det eneste skrift man kender der giver en logisk og sammenhængende fremstilling af hvad der skete i begyndelsen. Var det ikke for dens saglige beretning om de første mennesker, måtte vi lade os nøje med de hedenske folkeslags sagnagtige og fantasifulde fortællinger. Sammenligner vi skabelsesberetningen i Første Mosebog med de hedenske skabelsesberetninger, ser vi tydeligt at Bibelens beretning er de andre beretninger langt overlegen.

I den babyloniske hovedmyte siges der for eksempel at Babylons øverste gud, Marduk, dræbte gudinden Tiamat, hvorefter han tog hendes lig og „brækkede hende i to som en Musling, én Halvdel satte han som beskærmende Himmel“. Derved blev himmelen og jorden til. Om menneskelivets opståen siger myten at guderne fangede guden Kingu, „paalagde ham Straffen, overskar hans Blod(kar)“, og „af hans Blod byggede [de] Mennesket op“. (Babylonske religiøse Tekster ved O. E. Ravn, 1953, s. 52, 55) De ægyptiske skabelsesmyter taler også om flere medvirkende guder, og der er uenighed om hvorvidt det var byguden i Memfis eller i Theben der undfangede ideen til skabelsen. I en af myterne siges der at solguden Ra (Re) skabte menneskene af sine tårer. De græske myter danner en parallel til de babyloniske. De gamle kinesiske beretninger består hovedsagelig af kalendere og kronologiske beregninger, eller af optegnelser der kun har lokal eller tidsbegrænset interesse.

Ingen af disse gamle kilder har det samme præg af troværdighed som Første Mosebog med dens historiske, genealogiske og kronologiske oplysninger. De gamle nationers optegnelser afspejler i almindelighed stor usikkerhed og forvirring med hensyn til hvem deres nationale grundlæggere er. Israels tidlige historie præsenteres derimod klart, sikkert og detaljeret. Det er hvad man kunne forvente i betragtning af Guds hensigt med sit folk. Bibelen fortæller at den israelitiske nation blev styret direkte af Gud, og at han tog sig af dens forfædre, især Abraham, Isak og Jakob. Derefter brugte han Moses på en ganske særlig måde, idet han gennem ham gav israelitterne den lov der gjorde dem til en nation. Israels historie er ikke blot nedfældet til gavn for israelitterne selv, men til gavn for alle som vil lære den sande Guds veje og gerninger at kende, og tjene ham.

Til dem der er tilbøjelige til at afvise mange dele af Første Mosebog som sagn eller myter, siger Wilhelm Möller: „Jeg tror ikke man kan overbevise nogen om at et folks sagn og myter med tiden mere og mere accepteres som kendsgerninger, og at vi derfor nu skulle være villige til at anerkende fortællingerne i Nibelungenlied eller eventyret om Den Lille Rødhætte som historisk sandfærdige beretninger. Ikke desto mindre er det ifølge kritikerne dét der må have været tilfældet med Israels folk.“ (The International Standard Bible Encyclopaedia, redigeret af J. Orr, 1960, bd. II, s. 1209) Han gør videre opmærksom på at profeterne anså beretningen om Sodomas og Gomorras ødelæggelse for at være sand (Es 1:9; Am 4:11) og anerkendte at Abraham, Isak, Jakob og Josef var personer der virkelig havde levet. (Es 29:22; Mik 7:20) Dertil kommer at Abraham omtales mange steder i De Kristne Græske Skrifter, endog af Jesus selv, for eksempel i Mattæus 22:32, hvor Jesus taler om opstandelsen. Hvis Abraham, Isak og Jakob ikke virkelig havde levet, ville Jesus uden tvivl have brugt et andet eksempel. — Mt 22:31-33.

Værdi. Første Mosebog oplyser os om hvordan universet blev til. På en saglig måde beskrives skabelsens undere, uden at disse dog overskygger bogens hovedformål. Derved adskiller den sig fra de hedenske skabelsesmyter, der gør disse undere til hovedsagen og fremhæver dem ved hjælp af absurde fortællinger og åbenlyse usandheder. Første Mosebog beretter om skabelsen, viser hvad der var Guds hensigt med at skabe mennesket, og beskriver forholdet mellem mennesket og Gud og mellem mennesket og dyrene. Den fortæller om årsagen til døden og til de vanskeligheder menneskeheden plages af, samt om håbet om udfrielse. Den viser at alle mennesker stammer fra det ene menneske, Adam, der syndede og forspildte livet for sine efterkommere, og derved sætter den os i stand til at forstå hvordan ét menneskes, Jesu Kristi, genløsningsoffer kan sone alle menneskers synder. Første Mosebog hjælper os til at forstå at stridsspørgsmålet om retmæssigheden af Guds suverænitet blev rejst af den symbolske slange, Satan Djævelen. Den giver det sikre håb om Satans tilintetgørelse og menneskehedens udfrielse. Den beretter om Babylons grundlæggelse og den falske religions oprindelse efter Vandfloden, hvilket hjælper os til at identificere Babylon den Store, der omtales i Åbenbaringens Bog. — Se BABYLON DEN STORE.

Jesus sagde at de der tilbeder Gud, bør tilbede ham i ånd og sandhed. (Joh 4:24) I Første Mosebog finder vi den sande beretning om menneskets oprindelse, dets ældste historie og dets forhold til Gud i begyndelsen. Helt frem til Vandfloden må menneskene have kendt den sande beretning om Edens have, for haven med keruberne og det flammende sværdblad ved indgangen var der stadig. (1Mo 3:24) De der ønskede at gå deres egne veje, ignorerede disse tydelige kendsgerninger. Noa tjente derimod Gud sådan som det ifølge den sande beretning havde været meningen fra begyndelsen. Og skønt Nimrod efter Vandfloden anstiftede et oprør mod Gud i forbindelse med Babelstårnet, fortsatte patriarkerne i Sems slægtslinje ad den sande vej. Da Guds tid var inde til at organisere israelitterne som en nation og give dem Loven, kom den ikke som noget ukendt der fuldstændig vendte op og ned på deres tilværelse. I det patriarkalske samfund havde de allerede praktiseret mange af de ting der indgik i Moseloven. Som M’Clintock og Strongs Cyclopædia (1881, bd. III, s. 782) siger: „Dette teokrati kan ikke være opstået uden forhistorie. De begivenheder der førte til dets oprettelse, er skildret i Første Mosebog.“

Dette var så igen med til at bane vejen for Messias’ komme og kristendommens indførelse. Da Jesus Kristus kom, kunne de der gjorde deres bedste for at efterleve Moseloven, hurtigt se at han var Messias. Han dukkede ikke pludselig op og gjorde krav på at være en stor frelser eller leder, uden bemyndigelse eller historisk baggrund. De forbilleder og profetier der var givet lige fra Første Mosebog, satte oprigtige mennesker i stand til at kende ham og følge ham. Derved blev det muligt at danne en stærk organisation af jødiske kristne der kunne udgøre kernen i det kristne samfund og med overbevisning forkynde et godt budskab for nationerne. De hedenske nationer var af deres forfædre blevet ført bort fra sandheden. De var „udelukkede fra Israels stat og fremmede for løftets pagter, og . . . havde intet håb og var uden Gud i verden“. (Ef 2:12) De måtte derfor lære Guds principper at kende fra grunden før de kunne blive kristne.

Første Mosebog danner således en værdifuld baggrund for forståelsen af Bibelens øvrige bøger og er derfor uundværlig for kristendommen. Den anslår Bibelens tema — hævdelsen af Jehovas suverænitet og gennemførelsen af hans hensigt med jorden gennem hans rige ved det lovede afkom. Foruden den allerførste og grundlæggende profeti, der nævnes i 1 Mosebog 3:15, indeholder bogen mange andre profetier, hvoraf en stor del i mellemtiden er gået i opfyldelse.

Anden Mosebog. Anden Mosebog har på hebraisk fået navnet Sjemōthʹ, „navne“, efter de indledende ord We’elʹlæh sjemōthʹ, „og dette er navnene“. I Septuaginta kaldes den Eʹxodos, der betyder „udgang“, det vil sige israelitternes udgang af Ægypten. I Vulgata bruges den latinske form af navnet, Exʹodus.

Det er tydeligt at denne bog er en fortsættelse af Første Mosebog, idet den begynder med bindeordet „og“, hvorefter den gentager navnene på Jakobs sønner som de forekommer i den mere udførlige beretning i 1 Mosebog 46:8-27. Anden Mosebog er skrevet i 1512 f.v.t., et år efter at israelitterne havde forladt Ægypten og mens de lå lejrede i Sinaj Ørken. Bogen spænder over en periode på 145 år, fra Josefs død i 1657 f.v.t. til teltboligens opførelse i 1512 f.v.t.

Nøjagtighed og sandfærdighed. Hos den der har skrevet Anden Mosebog, fornemmer man „et indgående kendskab til oldtidens Ægypten. Ægypternes indstilling til udlændinge (at de holdt sig på afstand af dem, men dog tillod dem at bo i landet, at de nærede en udtalt afsky for fårehyrder og mistænkte fremmede fra Palæstina for at være spioner), deres forvaltning, de ordnede forhold i landet, kongens magt, præsternes indflydelse, de store bygningsværker og den dermed forbundne brug af fremmed arbejdskraft, brugen af teglsten, . . . og af teglsten med strå i, . . . arbejdsfogederne, balsameringen af de døde og den deraf følgende import af vellugtende stoffer, . . . de voldsomme dødeklager, . . . brugen af heste og stridsvogne til krig, . . . — dette er blot nogle få af de mange enkeltheder der understreger at Pentateukens forfatter havde et indgående kendskab til ægyptiske sæder og skikke.“ — The Historical Evidences of the Truth of the Scripture Records af George Rawlinson, 1862, s. 290, 291.

Beretningen om Faraos datter der bader i Nilen, har været draget i tvivl (2Mo 2:5), men Herodot (II, 35) siger (og det bekræftes af mindesmærker) at kvinderne i det gamle Ægypten ikke var underlagt de samme begrænsninger som kvinder andre steder. Dertil kommer at ægypterne tillagde Nilens vande guddommelig kraft. Farao gik åbenbart somme tider ned til floden for at udføre religiøse handlinger. Her traf han Moses i hvert fald to gange i forbindelse med de ti plager. — 2Mo 7:15; 8:20.

De ægyptiske monumenter indeholder ganske vist ingen vidnesbyrd om israelitternes ophold i landet, men det har en naturlig forklaring, for en undersøgelse af monumenterne har vist at ægypterne aldrig omtalte begivenheder der stillede dem selv i et dårligt lys. Et langt vægtigere vidnesbyrd end noget monument af sten er imidlertid påsken, som jøderne fejrer den dag i dag til minde om udgangen af Ægypten.

Der er god grund til at anerkende beretningen i Anden Mosebog og dens historiske nøjagtighed. Jesus og de kristne bibelskribenter citerede fra eller henviste til Anden Mosebog mere end 100 gange, ifølge Westcott og Hort. Moses’ ærlighed og oprigtighed borger for bogens ægthed. Med den største åbenhed fortæller han om sine svagheder, sin tøven og sine fejl, og hverken de mirakler der udvirkedes ved ham, eller de resultater han opnåede som leder og organisator, tilskrev han sin egen dygtighed, skønt han var meget anset af ægypterne og i det store og hele nød stor respekt blandt israelitterne. — 2Mo 11:3; 3:10-12; 4:10-16.

Både israelitternes ophold i Ægypten og deres udgang derfra er et tydeligt vidnesbyrd om Guds ledelse. De kunne næppe have slået sig ned et sted hvor betingelserne for hurtigt at vokse til en mægtig nation var gunstigere end netop i Ægypten. Var de blevet i Kana’an, ville det ofte være kommet til krigshandlinger mellem dem og landets indbyggere, hvorimod de her hos det første verdensrige, der befandt sig i sin blomstringstid, nød godt af stormagtens beskyttelse. De boede i den bedste del af landet, og det bidrog ikke alene til deres sundhed og frugtbarhed, men også i en vis udstrækning til deres intellektuelle udvikling.

Israelitternes situation i Ægypten bidrog imidlertid ikke til deres moralske og åndelige vækst, og under disse forhold kunne de næppe gøres til en nation under teokratisk styre, en nation med et præsteskab der tog sig af ofringer og undervisning. Ydermere havde Gud lovet Abrahams afkom Kana’ans land, og tiden til at indfri dette løfte var kommet. Israel skulle blive til en stor nation, med Jehova som dens Konge. Anden Mosebog fortæller hvordan Jehova gennemførte denne sin hensigt. — 2Mo 15:13-21.

Dødehavsruller. Femten af de håndskrifter man har fundet ved Det Døde Hav, indeholder fragmenter af Anden Mosebog. Et fragment (4QEx^f) er blevet dateret til ca. 250 f.v.t. To af fragmenterne, der menes at stamme fra det 2. eller 3. århundrede f.v.t., er skrevet med de oldhebraiske skrifttegn der blev brugt før landflygtigheden i Babylon.

Tredje Mosebog. Den tredje bog har på hebraisk fået navnet Wajjiqra’ʹ, „og han kaldte“, efter det første ord i den indledende sætning. I Septuaginta og Vulgata kaldes den „Leviticus“ (gr.: Leuitikonʹ; lat.: Leviʹticus), der betyder „levitisk“, „vedrørende levitterne“. Bogen indeholder Guds love om ofre, renhed og andet som har at gøre med tilbedelsen af Jehova. Ved at følge disse påbud ydede det levitiske præsteskab hellig tjeneste „som en billedlig gengivelse og en skygge af det himmelske“. — He 8:3-5; 10:1.

De begivenheder der skildres i bogen, fandt alle sted inden for en enkelt måned. Bogen består hovedsagelig af Jehovas bestemmelser og ikke af beretninger om forskellige tildragelser der udspilledes over en længere periode. Anden Mosebog slutter nemlig med at teltboligen rejses på den første dag i den første måned i det andet år efter israelitternes udgang af Ægypten (2Mo 40:17), og Fjerde Mosebog begynder med at Gud befaler Moses at gennemføre en folketælling „på den første dag i den anden måned i det andet år efter at de var gået ud af Ægyptens land“. — 4Mo 1:1-3.

Bogen må derfor være skrevet i 1512 f.v.t. i ørkenen ved Sinaj Bjerg. Dens indhold bærer tydeligt præg af at den er skrevet i ørkenen. — 3Mo 4:21; 10:4, 5; 14:8; 17:1-5.

Dødehavsruller. Ni af de håndskrifter man har fundet ved Det Døde Hav, indeholder fragmenter af Tredje Mosebog. Fire af disse, der menes at stamme fra perioden mellem 125 og 75 f.v.t., er skrevet med de oldhebraiske skrifttegn der blev brugt før landflygtigheden i Babylon.

Værdi. Gud havde lovet israelitterne at hvis de adlød hans røst, ville de blive ham „et kongerige af præster og en hellig nation“. (2Mo 19:6) Tredje Mosebog indeholder beretningen om hvordan Gud indsatte et præsteskab for sit folk og gav folket de love og bestemmelser der ville sætte det i stand til at bevare dets hellighed i hans øjne. Selv om israelitterne kun var Guds ’hellige nation’ i forbilledlig forstand, og deres præster ydede hellig tjeneste „som en billedlig gengivelse og en skygge af det himmelske“ (He 8:4, 5), ville de hvis de havde adlydt Guds lov, have bevaret deres renhed og fået udsigt til i åndelig forstand at blive hans ’kongelige præsteskab og hellige nation’. (1Pe 2:9) Men på grund af flertallets ulydighed mistede Israel den forret at tilvejebringe alle medlemmerne af Guds rigsregering, sådan som Jesus forklarede jøderne. (Mt 21:43) Ikke desto mindre var lovene i Tredje Mosebog af stor værdi for dem som fulgte dem.

De sanitære bestemmelser, kostregulativerne og morallovene beskyttede dem imod sygdom og fordærv. (3Mo kap. 11-15, 18) Men lovene gavnede dem især åndeligt fordi de derigennem lærte Jehovas hellige og retfærdige veje at kende og blev hjulpet til at følge dem. (3Mo 11:44) Desuden tjente bestemmelserne i denne del af Bibelen, der var en del af Moseloven, som en opdrager der ledte de troende til Guds store ypperstepræst, Jesus Kristus, som var den der blev forudskildret ved de utallige ofre der blev bragt i overensstemmelse med Loven. — Ga 3:19, 24; He 7:26-28; 9:11-14; 10:1-10.

Også i vor tid er Tredje Mosebog af stor værdi for alle som ønsker at tjene Jehova på en antagelig måde. Det er meget trosstyrkende at undersøge hvordan de forskellige dele af Loven opfyldes i forbindelse med Jesus Kristus, genløsningsofferet og den kristne menighed. Og selv om de kristne ikke længere er underlagt Lovpagten (He 7:11, 12, 19; 8:13; 10:1), kan bestemmelserne i Tredje Mosebog give dem indsigt i hvordan Jehova ser på forskellige ting. Bogen er derfor ikke en opremsning af tørre, betydningsløse detaljer, men en kilde med værdifulde oplysninger. Ved at sætte sig ind i hvordan Gud ser på de forskellige spørgsmål som denne bog behandler, og som i mange tilfælde ikke direkte er behandlet i De Kristne Græske Skrifter, kan den kristne blive hjulpet til at gøre det der behager Gud, og undgå det der mishager ham.

Fjerde Mosebog. Fjerde Mosebog kaldes på hebraisk Bemidhbarʹ, „i ørkenen“. Det græske navn er Arithmoiʹ og det latinske Nuʹmeri, der begge betyder „tallene“, hvormed der sigtes til de to folketællinger der omtales i bogen. Bogen skildrer begivenheder der fandt sted ved Sinaj Bjerg, under ørkenvandringen og på Moabs sletter. Beretningen spænder over en periode på 38 år og 9 måneder, fra 1512 til 1473 f.v.t. (4Mo 1:1; 5Mo 1:3, 4) Skønt de begivenheder der omtales i 4 Mosebog 7:1-88 og 9:1-15, ikke hører hjemme i denne periode, men indtraf på et tidligere tidspunkt, er de taget med som værdifulde baggrundsoplysninger for den øvrige del af bogen.

Ægthed. Bogens ægthed er hævet over enhver tvivl. For eksempel afspejler den ganske klart de omstændigheder hvorunder den angives at være skrevet. Den indeholder ingen antydning af at israelitterne havde levet andre steder end i Ægypten og i ørkenen. Da skribenten ville angive hvornår Hebron var bygget, sammenlignede han den med den ægyptiske by Zoan. (4Mo 13:22) Zoans alder var naturligvis velkendt af en mand som Moses, der var „oplært i al ægypternes visdom“. — Apg 7:22.

En del af de anvisninger der findes i bogen, er specielt rettet til en nation på vandring. Det gælder for eksempel direktiverne om hvordan stammerne skulle slå lejr (4Mo 1:52, 53), hvilken orden de skulle marchere i (2:9, 16, 17, 24, 31), og hvilke trompetsignaler der skulle bruges når man kaldte menigheden sammen, og når lejren skulle bryde op (10:2-6). Loven om karantæne er også affattet på en måde som viser at den gælder mennesker i en lejr. (5:2-4) Andre love er formuleret på en måde der viser at de først ville finde anvendelse når israelitterne havde bosat sig i det forjættede land. Det gælder blandt andet bestemmelserne om trompeternes anvendelse ved mobilisering (10:9), udvælgelsen af 48 byer til levitterne (35:2-8), hvad der skulle gøres ved afgudsdyrkelsen og indbyggerne i Kana’an (33:50-56), udvælgelsen af seks tilflugtsbyer, behandlingen af personer der hævdede at være uforsætlige manddrabere (35:9-33), samt arverettigheder og arveberettigede døtres indgåelse af ægteskab (27:8-11; 36:5-9).

Noget som også taler for bogens ægthed, er skribentens oprigtighed. Urette handlinger og nederlag forties ikke. (4Mo 11:1-5, 10, 32-35; 14:2, 11, 45) Endog fejl som blev begået af Moses selv, hans broder Aron, hans søster Mirjam og hans nevøer Nadab og Abihu, blotlægges. — 4Mo 3:3, 4; 12:1-15; 20:2-13.

Mange af de begivenheder der omtales i Fjerde Mosebog, er genfortalt i Salmerne (78:14-41; 95:7-11; 105:40, 41; 106:13-33; 135:10, 11; 136:16-20). Ved at henvise til de vigtigste begivenheder og mange enkeltheder i bogen viste både Josua (4:12; 14:2), Jeremias (2Kg 18:4), Nehemias (9:19-22), David (Sl 95:7-11), Esajas (48:21), Ezekiel (20:13-24), Hoseas (9:10), Amos (5:25), Mika (6:5), den kristne martyr Stefanus (Apg 7:36), Paulus (1Kor 10:1-11), Peter (2Pe 2:15, 16), disciplen Judas (v. 11) og Guds søn (Joh 3:14; Åb 2:14) at de anerkendte denne beretning som en del af Guds inspirerede ord. Dertil kommer at Bileams profeti om en stjerne der skulle fremtræde fra Jakob, fik sin første opfyldelse da David blev konge og underlagde sig moabitterne og edomitterne. — 4Mo 24:15-19; 2Sa 8:2, 13, 14.

Værdi. Fjerde Mosebog viser med magtfulde eksempler hvor vigtigt det er at være lydig mod Jehova, vise respekt for ham og hans tjenere, have tro og være på vagt over for ugudelige mennesker (4Mo 13:25–14:38; 22:7, 8, 22; 26:9, 10; He 3:7–4:11; 2Pe 2:12-16; Jud 11; Åb 2:14) og ikke troløst sætte Jehova på prøve (4Mo 21:5, 6; 1Kor 10:9), henfalde til knurren (4Mo 14:2, 36, 37; 16:1-3, 41; 17:5, 10; 1Kor 10:10, 11) eller øve kønslig umoralitet (4Mo 25:1-9; 31:16; 1Kor 10:6, 8). Jehovas handlinger i forbindelse med Israels folk vidner om hans store magt, barmhjertighed og loyale hengivenhed og viser at han er sen til vrede, men ikke undlader at straffe dem der fortjener det. (4Mo 14:17-20) Desuden tjener Moses’ stilling og tjeneste (4Mo 12:7; He 3:2-6), den mirakuløse tilvejebringelse af vand fra klippen (4Mo 20:7-11; 1Kor 10:4), kobberslangen der blev hævet op (4Mo 21:8, 9; Joh 3:14, 15), og brugen af renselsesvandet (4Mo 19:2-22; He 9:13, 14) som profetiske forbilleder der blev opfyldt i forbindelse med Kristus Jesus.

Beretningen indeholder baggrundsoplysninger som letter forståelsen af andre skriftsteder. Den viser hvilket grundlag kong Ezekias af Juda havde for at fejre påsken den 14. ziv (ijjar) i stedet for den 14. nisan (abib). (4Mo 9:10, 11; 2Kr 30:15) De detaljerede oplysninger om nasiræerordningen (4Mo 6:2-21) forklarer hvorfor Samson og Samuel ikke måtte lade deres hår klippe (Dom 13:4, 5; 1Sa 1:11), og hvorfor Johannes Døber ikke måtte nyde stærke drikke (Lu 1:15). Man kan finde yderligere eksempler ved at sammenligne 4 Mosebog 2:18-23 med Salme 80:2; 4 Mosebog 15:38 med Mattæus 23:5; 4 Mosebog 17:8-10 med Hebræerne 9:4; 4 Mosebog 18:26 med Hebræerne 7:5-9; 4 Mosebog 18:31 med 1 Korinther 9:13, 14; 4 Mosebog 28:9, 10 med Mattæus 12:5.

Femte Mosebog. Den femte af Mosebøgerne har på hebraisk fået navn efter de indledende ord, ’Elʹlæh haddevarīmʹ, „dette er de ord“, forkortet til Devarīmʹ, „ord“. I Septuaginta kaldes den Deuteronoʹmion, og i Vulgata har den det tilsvarende latinske navn, Deuteronoʹmium. Dette navn betyder „anden lov“ eller „gentagelse af loven“ og er en oversættelse af det hebraiske udtryk misjnehʹ hattōrahʹ, der forekommer i 5 Mosebog 17:18 og betyder „afskrift af loven“.

Bogen blev skrevet på Moabs sletter og består hovedsagelig af fire taler, en sang og en velsignelse som Moses fremførte da Israel lå lejret ved Kana’ans grænse umiddelbart før det gik ind i landet. De begivenheder der beskrives i bogen, fandt sted i løbet af en periode på lidt over to måneder i år 1473 f.v.t. — 5Mo 1:3; Jos 1:11; 4:19.

Ægthed. At bogen hører med til den bibelske kanon, fremgår af at jøderne altid har betragtet den som en del af Moseloven. De vidnesbyrd der bekræfter de øvrige fire Mosebøgers ægthed, gælder i det store og hele også Femte Mosebog. Det stærkeste vidnesbyrd er det der afgives af Jesus Kristus. Han afviste Satan Djævelens fristelser ved tre gange at citere fra Femte Mosebog. (Mt 4:1-11; 5Mo 6:13, 16; 8:3) Og da han blev spurgt om hvad der var det største og første bud, svarede han med et citat fra 5 Mosebog 6:5. (Mr 12:30) Desuden citerede Paulus fra 5 Mosebog 30:12-14; 32:35, 36. — Ro 10:6-8; He 10:30.

Formål. Trods betydningen af navnet Deuteronomium er bogen ikke en anden lov eller en gentagelse af Loven, men, som der siges i kapitel 1, vers 5, en forklaring af Loven. Den tilskynder israelitterne til at være trofaste mod Jehova og bruger den generation der vandrede 40 år i ørkenen, som et advarende eksempel. Med henblik på den nye situation der vil råde når israelitterne har bosat sig i landet, forklarer og uddyber Moses nogle af de vigtigste punkter i Loven og principperne deri. Han tilpasser nogle af lovene til de ændrede forhold og tilføjer bestemmelser for hvordan styret skal udøves efter at folket er blevet fastboende.

I forbindelse med at folket formanes og tilskyndes til at indgå den fornyede pagt med Jehova, lægges der særlig vægt på kundskab, undervisning og vejledning. Ordet „at lære“ forekommer langt oftere i Femte Mosebog end i Anden, Tredje og Fjerde Mosebog tilsammen. Moses gør det klart for israelitterne at det var for at belære dem at Jehova gav dem manna at spise. (5Mo 8:3) Han siger at de billedligt talt skal bære Jehovas ord som et pandesmykke mellem deres øjne og skrive dem på deres dørstolper og porte (6:8, 9), og at de skal indprente deres sønner dem. (6:6, 7) De får påbud om at oplæse Loven hvert syvende år under løvhyttefesten. (31:10-13) Der gives særlige forskrifter for den konge de måske en dag vil få. Han skal lave en afskrift af Loven til sig selv og læse i den daglig. (17:18-20) Hver gang israelitterne drager i krig, skal præsterne indgyde dem tro og mod og forsikre dem om at de vil sejre eftersom Jehova deres Gud drager med dem. (20:1-4) Når israelitterne kommer ind i det forjættede land, skal stammerne deles i to grupper, og den ene skal stille sig på Ebals Bjerg, og den anden på Garizims Bjerg, hvorefter Guds lov skal oplæses for dem. — 27:11-26; jf. Jos 8:33-35.

Kærligheden fremhæves. Kærlighed, venlighed og hensyntagen fremhæves også i bogen. Ordene for „kærlighed“ og „at elske“ forekommer på hebraisk mere end fem gange så ofte i Femte Mosebog som i Anden, Tredje og Fjerde Mosebog tilsammen. Det er også her vi finder formuleringen af det største bud, som Jesus henviste til (Mt 22:36, 37): „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft.“ (5Mo 6:5; se også 10:12; 11:13.) Jehova giver gentagne gange udtryk for sin kærlighed til Israel. (7:7-9; 23:5; 33:3) Selve tonen i bogen understreger Jehovas kærlighed til sit folk: „Hvis blot de ville have et hjerte som dette, så de frygter mig og holder alle mine bud, altid, for at det kan gå dem og deres sønner godt i al fremtid!“ (5:29) Udtryk som „for at det kan gå dig godt“ og „for at du kan blive i live“ forekommer igen og igen. — 4:40; 5:16; 6:3; 22:7; 30:19, 20.

Selv om Israel måtte føre krig for at tage landet i besiddelse, undlod Jehova ikke at vise sit folk kærligt hensyn. En sejr var ikke af så afgørende betydning at der måtte stilles urimeligt strenge krav. En mand der var forlovet, skulle ikke gøre krigstjeneste. (5Mo 20:7) En nygift mand var fritaget det første år, så han kunne tage sig af sin hustru, og hun kunne have sin mand hos sig i hvert fald dette år. (24:5) En mand der havde plantet en vingård, men endnu ikke taget den i brug, eller havde bygget et hus, men endnu ikke indviet det, var ligeledes fritaget for krigstjeneste, så han kunne nyde frugten af sit arbejde. — 20:5, 6.

Der blev givet nøje anvisninger vedrørende krigsførelsen og erobringen af Kana’ans land. De frygtsomme skulle sendes hjem for at de ikke også skulle tage modet fra deres brødre. (5Mo 20:8) Byerne i de nærmere angivne kana’anæiske nationer hvis ugudelighed var blevet fuldmoden, skulle ubetinget vies til udslettelse, mens de byer der ikke tilhørte disse specielt nævnte nationer, skulle have mulighed for at vælge mellem overgivelse eller udslettelse. Hvis indbyggerne overgav sig, skulle de sættes til at udføre tvangsarbejde; men Loven krævede at selv trælle blev behandlet venligt, og den beskyttede kvinderne mod overgreb, selv i de byer der blev indtaget i krig. I byer der nægtede at overgive sig, blev alle mændene dræbt, og kun småbørnene og de kvinder der ikke havde haft samleje med en mand, blev skånet. (20:10-18; jf. 4Mo 31:17, 18.) Når israelitterne byggede belejringsværker om en by, måtte de ikke fælde frugttræerne. — 5Mo 20:19, 20.

Der blev også taget kærligt hensyn til dyrene. Israelitterne måtte ikke tage en fugl der lå på reden, for det var dens beskytterinstinkt over for afkommet der gjorde den til et let bytte. De skulle lade den flyve, men kunne tage ungerne. Moderfuglen fik således mulighed for at få flere kuld. (5Mo 22:6, 7) En landmand måtte ikke pløje med en okse og et æsel sammen eftersom det svageste dyr ville blive overbebyrdet. (22:10) Man måtte heller ikke binde munden til på en okse når den tærskede, for at den ikke skulle plages af sult mens den var omgivet af korn og brugte sine kræfter på at tærske det. — 25:4.

Der blev også taget hensyn i familielivet og i samfundslivet. For eksempel skulle den førstefødte arve en dobbelt del, uanset om hans moder var faderens yndlingshustru eller ej. (5Mo 21:15-17) Svogerægteskabsordningen blev nu for første gang ophøjet til lov og ledsaget af straffebestemmelser som skulle sikre dens overholdelse. (25:5-10) Der blev påbudt ærlighed i forbindelse med mål og vægt. (25:13-16) Livets værdi blev understreget af bestemmelsen om at man skulle lave et rækværk rundt om taget på sit hus. (22:8) Selv en overtræder der fortjente prygl, skulle ifølge Loven behandles hensynsfuldt; han måtte ikke få mere end 40 slag. (25:1-3) Alle disse bestemmelser hvormed Loven blev uddybet, gjorde den i nogle henseender strengere, men de var samtidig et udtryk for stor hensynsfuldhed.

Advarsler og love. Femte Mosebog er fyldt med advarsler mod falsk tilbedelse og troløshed og med vejledning om hvad man skulle gøre for at bevare den rene tilbedelse. Formaningen til hellighed er et fremtrædende træk. Israelitterne blev advaret mod at indgå ægteskab med folk fra de omboende nationer fordi sådanne forbindelser ville bringe den sande tilbedelse og deres loyalitet mod Jehova i fare. (5Mo 7:3, 4) De blev også advaret mod materialisme og selvretfærdighed. (8:11-18; 9:4-6) Der blev givet strenge love vedrørende frafald. Israelitterne skulle vogte sig for at dyrke andre guder. (11:16, 17) De skulle også være på vagt over for falske profeter. To steder i bogen vises det hvordan man kunne kende en falsk profet, og hvordan man skulle behandle ham. (13:1-5; 18:20-22) End ikke hvis nogen i ens egen familie faldt fra, måtte man have medlidenhed med synderen, men skulle være med til at stene ham til døde. — 13:6-11.

Gjorde en af Israels byer sig skyldig i frafald, skulle den og alt hvad der var i den, vies til udslettelse. Intet derfra måtte bevares til personlig brug, og byen måtte aldrig genopbygges. (5Mo 13:12-17) Genstridige og opsætsige sønner som var uimodtagelige for forældrenes tugt, skulle lide døden ved stening. — 21:18-21.

Betydningen af at være hellig og fri for blodskyld blev understreget af loven om behandlingen af uopklarede mord. (5Mo 21:1-9) Nidkærheden for at bevare tilbedelsen ren afspejledes i bestemmelserne om hvem der kunne optages i Jehovas menighed og hvornår. Ingen uægte søn kunne optages i menigheden, end ikke i tiende generation; en moabit eller ammonit kunne aldrig få adgang til den, og det samme gjaldt en eunuk. Ægyptere og edomitter i tredje generation kunne imidlertid få adgang til menigheden. — 23:1-8.

Bogen skitserer det retsvæsen der skulle være i det forjættede land. Den viser hvilke egenskaber dommerne skulle have, og at der skulle være domstole i byportene, mens helligdommen skulle fungere som landets øverste domstol, hvis afgørelser hele nationen måtte respektere og følge. — 5Mo 16:18–17:13.

Femte Mosebog understreger at Jehova er den eneste Gud (5Mo 6:4), at Israel er hans udvalgte folk (4:7, 8) og at der skulle udvælges ét centralt tilbedelsessted (12:4-7). Den forudsiger at der skulle fremstå en profet som Moses, en profet der skulle tale i Jehovas navn, og som alle måtte underordne sig. — 18:18, 19.

[Ramme på side 338]

HOVEDPUNKTER I FØRSTE MOSEBOG

En beretning om hvordan Gud skabte jorden og beredte den til bolig for mennesket; endvidere om hvilken plads mennesket indtager i Guds hensigt, og om hvordan Gud tog sig af gudfrygtige mennesker gennem de første ca. 2300 år af menneskehedens historie

Omspænder perioden fra det fysiske skaberværks begyndelse og frem til Josefs død i Ægypten (1657 f.v.t.)

Den bogstavelige himmel og jord skabes; jorden beredes som bolig for menneskene (1:1–2:25)

Synd og død kommer ind i verden; det forudsiges at et „afkom“ vil fremstå som befrier (3:1–5:5)

Slangen bedrager kvinden; hun og Adam spiser af den forbudte frugt

Slangen, kvinden og Adam får deres dom; kvindens afkom vil knuse slangen

Adam og Evas førstefødte, Kain, slår sin broder Abel ihjel

I overensstemmelse med Guds dom dør Adam i en alder af 930 år

Onde engle og mennesker ødelægger jorden; Gud bringer en verdensomspændende vandflod over jorden (5:6–11:9)

Noa fødes i Adams søn Sets slægtslinje; på hans tid gifter ulydige engle sig med kvinder og avler de voldelige nefilim

Jehova beslutter at lade en vandflod komme over jorden, men befaler Noa at bygge en ark for at hans familie og de grundlæggende dyrearter kan blive bevaret

Vandet overskyller hele jorden; alle mennesker, flyvende skabninger og landdyr uden for arken går til grunde

Efter Vandfloden forbyder Jehova menneskene at spise blod, indfører dødsstraf for mord og opretter regnbuepagten med et løfte om at han aldrig igen vil lade en vandflod komme over jorden

I løbet af den anden generation der fødes efter Vandfloden, begynder menneskene at bygge et tårn og trodser derved Guds hensigt at de skal sprede sig. Jehova forvirrer deres sprog, og de spredes

Jehovas forhold til Abraham (11:10–25:26)

Sems efterkommer Abram følger Guds opfordring og forlader Ur

I Kana’an får Abram et løfte fra Gud om at hans afkom vil få landet

Lot skilles fra sin onkel, Abram, bosætter sig nær Sodoma, tages til fange, men befries af Abram; Melkizedek velsigner Abram

Abram tager Hagar til medhustru, og hun føder Ismael

Jehova ændrer Abrams navn til Abraham og Sarajs navn til Sara; omskærelsespagten indgås

Jehovas engel fortæller Abraham at Sara vil føde en søn — Isak

Da Abraham hører om dommen over Sodoma, går han i forbøn for de retfærdige

Engle opfordrer indtrængende Lot og hans familie til at forlade Sodoma; Lots hustru dør på grund af ulydighed

Isak fødes; da han vænnes fra, spotter Ismael ham og sendes bort

I lydighed mod Jehova er Abraham rede til at ofre Isak; han forsikres om at pagtsløfterne vil blive indfriet

Efter Saras død sørger Abraham for at Isak får en hustru

Isaks hustru, Rebekka, føder Esau og Jakob

Jakob (Israel) og hans 12 sønner; de rejser til Ægypten for at redde liv (25:27–50:26)

Efter at Jakob har købt førstefødselsretten af Esau for et måltid mad og senere, på Rebekkas opfordring, skaffet sig den velsignelse Isak ville have givet Esau, drager han til Paddan-Aram for at finde sig en hustru

Rebekkas broder, Laban, narrer Jakob til at gifte sig med Lea; derefter gifter Jakob sig med Rakel; med Lea og Rakel og deres to tjenestepiger får han 11 sønner og en datter, Dina, før han med sin familie forlader Paddan-Aram

Jakob brydes med en engel, hvorved hans hofteskål går af led; han klynger sig til engelen for at få en velsignelse, og hans navn ændres til Israel

Efter et fredeligt møde med Esau bosætter Jakob sig i Sukkot og derefter i Sikem, hvor Dina krænkes

Rakel dør da hun føder Benjamin, Jakobs 12. søn

Josef, Rakels førstefødte, sælges af sine halvbrødre, der hader ham. Han bliver træl hos Potifar i Ægypten

Josef fængsles på falske anklager, og Farao bliver opmærksom på hans evne til at tyde drømme

Josef tyder Faraos drømme om en hungersnød og gøres til den næstøverste i Ægypten

Hungersnød i Kana’an tvinger Jakobs sønner til at rejse til Ægypten efter mad; til sidst giver Josef sig til kende for sine halvbrødre

Jakob og hans husstand flytter til Ægypten; Josef sørger for dem

Jakob dør i Ægypten efter at have udtalt profetiske velsignelser over Josefs sønner, Efraim og Manasse, og sine egne 12 sønner

[Ramme på side 340]

HOVEDPUNKTER I ANDEN MOSEBOG

En beretning om hvordan Jehova udfriede Israel fra den undertrykkende trældom i Ægypten og organiserede det som en teokratisk nation

Skrevet af Moses i 1512 f.v.t., omkring et år efter israelitternes udgang af Ægypten

Israel kommer i trældom i Ægypten (1:1–3:1)

Ved et kongeligt dekret tvinges israelitterne til at udføre trællearbejde; ifølge en forordning skal alle deres nyfødte drengebørn dræbes

Moses adopteres af Faraos datter og forbliver derfor i live; han undervises af sin egen moder

Moses slår en tyrannisk ægypter ihjel og flygter til Midjan, hvor han bliver hyrde

Jehova udfrier Israel ved Moses (3:2–15:21)

Ved den brændende tornebusk bemyndiges Moses til at befri Israel og til at tale og handle i Jehovas navn

Han vender tilbage til Ægypten; træder sammen med Aron frem for Farao og fortæller ham at Jehova har befalet at israelitterne skal sendes bort så de kan tilbede Gud i ørkenen. Farao nægter at gøre dette og forstærker undertrykkelsen

Jehova gentager sit løfte om at udfri israelitterne og give dem Kana’ans land og øger dermed deres forståelse og værdsættelse af hvad hans navn, Jehova, står for

De ti plager som Moses og Aron har advaret om, kommer over Ægypten; efter de første tre rammes kun ægypterne; under den tiende dør alle de førstefødte af hankøn blandt ægypterne og deres dyr mens israelitterne fejrer påsken

Jehova fører Israel ud af Ægypten, idet han leder dem ved hjælp af en skysøjle om dagen og en ildsøjle om natten. Han deler Det Røde Hav så de kan gå over på den tørre havbund; Farao og hans hær lader han drukne i vandmasserne da de sætter efter israelitterne ad vejen gennem havet

Jehova organiserer Israel som en teokratisk nation (15:22–40:38)

I ørkenen sørger Jehova for drikkevand, kød og manna til israelitterne; i forbindelse med mannaen indstiftes sabbatten

På Jetros opfordring udvælger Moses egnede mænd til at tjene som øverster og hjælpe med at dømme folket

Ved Sinaj Bjerg indbyder Jehova israelitterne til at indgå en pagt med ham. Det er de rede til, og Jehova manifesterer sin herlighed på frygtindgydende vis

Israel modtager gennem Moses De Ti Bud og andre love som indeholder Jehovas krav til folket

Lovpagten indgås over blodet af offerdyr. Folket siger: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre og adlyde“

Gud giver anvisninger på opførelsen af teltboligen og dens udstyr, samt på fremstillingen af klæder til præsterne og indsættelsen af præsteskabet

Mens Moses er oppe på Sinaj Bjerg, begynder folket at dyrke en guldkalv. Moses knuser de stentavler han har fået af Gud; levitterne viser sig loyale; omkring 3000 afgudsdyrkere dræbes

Moses ser en manifestation af Jehovas herlighed og hører at Gud udråber sit navn

Teltboligen og dens udstyr fremstilles af materialer som folket frivilligt har skænket; teltboligen rejses den 1. nisan 1512 f.v.t., og Jehova viser at han godkender den

[Ramme på side 342]

HOVEDPUNKTER I TREDJE MOSEBOG

Guds love, især om præstetjenesten i Israel. Til gavn for folket som helhed understreges alvoren af synd og betydningen af at være hellig fordi Jehova er hellig

Skrevet af Moses i 1512 f.v.t., mens Israel lå lejret ved Sinaj Bjerg

Det aronitiske præsteskab indsættes og begynder at forrette tjeneste

Moses udfører den syv dage lange indsættelsesceremoni (8:1-36)

På den ottende dag begynder præsteskabet at forrette tjeneste; Jehovas godkendelse kommer til udtryk ved at han viser sin herlighed og lader ild fortære offeret på alteret (9:1-24)

Jehova dræber Nadab og Abihu fordi de har frembåret ulovlig ild; derefter bliver det forbudt at nyde alkoholiske drikke under tjenesten i helligdommen (10:1-11)

Kravene til dem der udfører præstetjeneste; forordninger angående det at spise noget helligt (21:1–22:16)

Hvordan et godt forhold til Gud kan bevares ved hjælp af ofre

Love om hvilke dyr der må bringes som brændofre, og hvordan de skal beredes til ofring (1:1-17; 6:8-13; 7:8)

Bestemmelser om de forskellige kornofre og om hvordan de skal frembæres for Jehova (2:1-16; 6:14-18; 7:9, 10)

Forskrifter angående fællesskabsofre; forbud mod at spise blod og fedt (3:1-17; 7:11-36)

Hvilke dyr der skal bringes som syndofre for en præst, Israels forsamling, en høvding eller en der tilhører folket; hvordan disse ofre skal bringes (4:1-35; 6:24-30)

Love om tilfælde der kræver et skyldoffer (5:1–6:7; 7:1-7)

Anvisninger angående det offer der skal bringes den dag præsten salves (6:19-23)

Kun sunde ofre kan godkendes; defekter der gør et dyr uegnet til at blive bragt som offer (22:17-33)

Fremgangsmåden ved fejringen af forsoningsdagen, da der ofres en tyr og to bukke — den ene buk for Jehova, og den anden for Azazel (16:2-34)

Udførlige bestemmelser der skal beskytte mod urenhed og bevare helligheden

Visse dyr er rene og må spises, mens andre er urene og ikke må spises; det medfører urenhed at røre ved døde dyr (11:1-47)

Kvinder skal rense sig for urenhed efter en fødsel (12:1-8)

Fremgangsmåden ved behandling af spedalskhed (13:1–14:57)

Udflåd, sædudtømmelse og menstruation medfører urenhed og kræver renselse (15:1-33)

Helligheden skal bevares ved at folket respekterer blodets hellighed og undgår blodskam, homoseksualitet, sodomi, bagvaskelse, spiritisme og andre afskyelige handlinger (17:1–20:27)

Sabbatter og højtider for Jehova

Sabbatsdage og -år samt forordninger og principper i forbindelse med jubelåret (23:1-3; 25:1-55)

Udførlige anvisninger på hvordan de usyrede brøds højtid (efter påsken) og ugefesten (senere kaldet pinsen) fejres (23:4-21)

Fremgangsmåden for hvordan forsoningsdagen og løvhyttefesten fejres (23:26-44)

Velsignelser for lydighed, straf for ulydighed

Velsignelserne for lydighed omfatter rige afgrøder, fred og tryghed (26:3-13)

Straffen for ulydighed omfatter sygdom, nederlag til fjender, hungersnød, tilintetgørelse af byer, ødelæggelse af landet og landflygtighed (26:14-45)

[Ramme på side 344]

HOVEDPUNKTER I FJERDE MOSEBOG

En historisk beretning der viser hvor vigtigt det er at adlyde Jehova under alle forhold og vise respekt for dem han overdrager myndighed

Omspænder størstedelen af den tid Israel tilbragte i ørkenen på vej til det forjættede land

Israels stammer mønstres og organiseres

Omkring et år efter udgangen af Ægypten mønstres alle israelitiske mænd fra tyveårsalderen og opefter med undtagelse af levitterne (1:1-49)

Hver afdeling på tre stammer får tildelt en plads i lejren og i marchordenen (2:1-34)

Levitterne sættes til side til hjælp for præsterne; alle levitter fra en måned og opefter mønstres; Jehova udveksler dem med de førstefødte af de andre stammer (3:1-51)

De mandlige efterkommere af Levis tre sønner, Kehat, Gersjon og Merari, mellem 30 og 50 år, mønstres og får deres tjenesteopgaver tildelt (4:1-49)

Kort før israelitterne går ind i det forjættede land, foretages endnu en mønstring (26:1-65)

Gud giver israelitterne en række bud angående deres tilbedelse og deres indbyrdes forhold

Krav til naziræerne (6:1-21)

Påsken fejres; forordning om at de der er urene eller ude på en lang rejse, kan fejre den en måned efter den 14. nisan (9:1-14)

Forskellige bestemmelser vedrørende præsternes og levitternes pligter og privilegier, deriblandt anvisning på hvordan renselsesvandet fremstilles og anvendes (18:1–19:22)

De ofre der skal bringes hver dag, hver sabbat, ved hver måneds begyndelse, ved højtiderne og i den syvende måned (28:1–29:40)

Jehovas påbud angående løfter (30:1-16)

De der har syndet, skal bekende det og give den forurettede part erstatning (5:5-8)

Fremgangsmåden for behandling af sager hvor en hustru mistænkes for utroskab i det skjulte (5:11-31)

Forordning om oprettelse af seks tilflugtsbyer (35:9-34)

Israelitterne viser manglende værdsættelse af Jehovas foranstaltninger og adlyder ikke hans bud

Folket klager over mannaen og længes efter kød; da Jehova sørger for vagtler, viser mange et grådigt begær og straffes med døden (11:4-34)

De tror på den dårlige rapport som de ti frygtsomme spioner aflægger, og ønsker at vende tilbage til Ægypten; Moses må gå i forbøn for dem (13:1–14:19)

Da denne oprørske generation dømmes til at vandre om i ørkenen og dø dér, forsøger folket at drage ind i det forjættede land uden Jehovas velsignelse og lider nederlag (14:26-45)

Man viser ikke respekt for Jehovas udnævnte tjenere

Mirjam og Aron taler imod Moses; Jehova slår Mirjam med spedalskhed (12:1-15)

Kora, Datan, Abiram, On og 250 høvdinger sætter sig op imod Moses og Aron; Jehova tilintetgør oprørerne, men dette giver anledning til mere knurren, og yderligere 14.700 dør (16:1-50)

I Kadesj klager israelitterne til Moses og Aron over at de mangler vand; da Jehova mirakuløst tilvejebringer vand, undlader Moses og Aron at hellige Jehovas navn og mister derved den forret at komme ind i det forjættede land (20:1-13)

Israelitterne bliver utålmodige og taler imod Jehova og Moses; Jehova sender slanger blandt dem, og mange dør; Moses går i forbøn for folket, og de der er blevet bidt, får mulighed for at redde livet ved at rette blikket mod en kobberslange (21:4-9)

Jehova velsigner Israel, men kræver udelt hengivenhed idet folket forbereder sig på at gå ind i Kana’an

Jehova skænker Israel sejr over kongen af Arad (21:1-3)

Israel sejrer over Sihon og Og og tager deres områder i besiddelse (21:21-35)

Balak lejer Bileam til at forbande israelitterne; Jehova tvinger ham til at velsigne dem i stedet (22:2–24:25)

Moabitiske kvinder forleder israelitiske mænd til afgudsdyrkelse og utugt; som følge af dette frafald dør 24.000; Jehova standser plagen da Pinehas ikke tåler nogen rivaliseren med Ham (25:1-18)

[Ramme på side 346]

HOVEDPUNKTER I FEMTE MOSEBOG

Taler hvori dele af Loven forklares og israelitterne formanes til at elske og adlyde Jehova i det land de står på tærskelen til

Skrevet af Moses umiddelbart før israelitterne i 1473 f.v.t. gik ind i det forjættede land

Formaning til at huske hvad Jehova har gjort, og udelukkende tjene ham (1:1–4:49)

Moses minder dem om dengang spionerne blev sendt ud, om den troløse og oprørske reaktion på deres rapport, og om at Jehova svor at den generation ville dø i ørkenen

Israelitterne måtte ikke forulempe Esaus sønner (der stammede fra Jakobs broder) eller Moab og Ammon (efterkommere af Abrahams nevø Lot), men Jehova ville skænke israelitterne de områder der var i amoritterkongerne Sihons og Ogs besiddelse, øst for Jordan

Moses beder Jehova om at lade ham gå over Jordan; men i stedet befaler Jehova ham at bemyndige og styrke Josua til at lede folket

Moses minder israelitterne om Jehovas brændende vrede på grund af Ba’al-Peor; de må ikke glemme det de så ved Horeb, aldrig lave et udskåret billede og tilbede det; Jehova, den eneste sande Gud, kræver udelt hengivenhed

Formaning til at elske Jehova og adlyde alle hans bud (5:1–26:19)

Moses beretter om hvordan Loven blev givet ved Horeb, gentager De Ti Ord, formaner israelitterne til at gøre nøjagtig som Jehova har befalet

De skal elske Jehova af hele deres hjerte, sjæl og styrke; skal hele tiden holde sig Guds bud for øje; skal forklare deres sønner baggrunden for Jehovas forordninger

Syv nationer skal udryddes af landet sammen med deres altre og afgudsbilleder; israelitterne må ikke besvogre sig med dem

De må ikke glemme hvad Gud gjorde for dem i ørkenen for at vise dem at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund

De må huske hvordan de vakte Jehovas harme ved at lave guldkalven; nu bør de frygte, tjene og holde sig til ham; holde hele budet

Forordninger som skal overholdes i det forjættede land: de skal udslette falsk religion i Kana’an; tilbede på det sted som Jehova udvælger; ikke spise blod; slå frafaldne ihjel; holde sig til rene fødevarer; give en tiendedel af høstudbyttet til Jehova; tage hensyn til de fattige; fejre de årlige højtider; jage efter ret; undgå spiritisme; lytte til den profet Jehova oprejser; respektere markskel; holde landet rent for blodskyld; vise medfølelse; holde sig rene for kønslig umoralitet; give landets førstegrøde til Jehova; være et helligt folk for Jehova

Velsignelser ved at adlyde Jehova, forbandelser ved ulydighed (27:1–28:68)

Efter at folket er gået over Jordan, skal Loven skrives på store sten

Forbandelser som følge af ulydighed skal fremsiges på Ebals Bjerg

Velsignelser ved at adlyde Jehovas bud skal fremsiges på Garizims Bjerg

En pagt indgås på Moabs sletter (29:1–30:20)

Moses beretter om Jehovas omsorg i Ægypten og under de 40 års ørkenvandring; advarer mod opsætsighed og ulydighed

Han forudsiger at Jehova vil vise barmhjertighed mod dem der angrer og omvender sig

Han forelægger israelitterne valget mellem livet og døden; opfordrer dem indtrængende til at vælge livet ved at elske Jehova, adlyde hans røst og holde sig til ham

Moses overdrager Josua ledelsen; hans sidste velsignelser (31:1–34:12)

Josua bemyndiges til at lede Israel

Moses lærer israelitterne en sang der vil være et vidne mod dem når de forlader Jehova

Moses velsigner Israels stammer; dør på Nebo Bjerg