Tider og perioder i Jehovas hånd
„Det tilkommer ikke jer at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed.“ — Apostelgerninger 1:7.
1. Hvordan besvarede Jesus apostlenes spørgsmål om hvornår visse begivenheder ville finde sted?
HVAD ville være mere naturligt end at de der „sukker og stønner over alle de vederstyggeligheder der øves“ i kristenheden og hele den øvrige verden, spekulerer på hvornår alt dette vil få en ende og den onde tingenes ordning blive erstattet af Guds retfærdige nye verden? (Ezekiel 9:4; 2 Peter 3:13) Umiddelbart før Jesu død og igen efter hans opstandelse stillede apostlene ham nogle spørgsmål om tidspunktet for visse begivenheder. (Mattæus 24:3; Apostelgerninger 1:6) I sine svar gav Jesus dem imidlertid ikke noget grundlag hvorpå de kunne udregne tiden. I det ene tilfælde gav han dem et sammensat tegn, og i det andet sagde han at det ikke tilkom dem „at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed“. — Apostelgerninger 1:7.
2. Hvorfor kan man sige at Jesus ikke altid har haft kendskab til tidspunktet for hvornår hans Fader ville lade visse begivenheder indtræffe i endens tid?
2 Selv om Jesus er Jehovas enestefødte søn, har han ikke altid haft kendskab til tidspunktet for hvornår Faderen ville lade visse begivenheder indtræffe. I sin profeti om de sidste dage sagde Jesus ydmygt: „Om den dag og time ved ingen noget, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene.“ (Mattæus 24:36) Jesus var villig til at vente tålmodigt på at Faderen fortalte ham det nøjagtige tidspunkt for hvornår han ville skride til handling og tilintetgøre den nuværende onde tingenes ordning.a
3. Hvad kan vi lære af Jesu svar på spørgsmål angående Guds hensigt?
3 Man kan udlede to ting af den måde hvorpå Jesus besvarede spørgsmålene angående tidspunktet for hvornår visse ting ville ske som en opfyldelse af Guds hensigt. For det første at Jehova har en tidsplan, og for det andet at han alene fastsætter tidspunktet, og at hans tjenere ikke kan forvente at få nøjagtige oplysninger i forvejen om hans tider eller perioder.
Jehovas tider og perioder
4. Hvad betyder de græske ord der er oversat med „tider“ og „perioder“ i Apostelgerninger 1:7?
4 Hvad menes der med „tider“ og „perioder“? Jesu udtalelse som findes i Apostelgerninger 1:7, indeholder to måder at betragte tiden på. Det græske ord der er gengivet med „tider“, betyder „tid brugt om tidens varighed“, et tidsrum der kan være langt eller kort. Ordet „perioder“ er en oversættelse af et græsk ord der bruges om en bestemt eller fastsat tid, en særlig tid eller periode som er kendetegnet af bestemte ting eller begivenheder. Om disse to græske ord siger W. E. Vine: „I Apostelgerninger 1:7 siges der således at Faderen har lagt både tider (chronos), det vil sige tidsperiodernes længde, og perioder (kairos), epoker som kendetegnes af bestemte begivenheder, ind under sin egen myndighed.“
5. Hvornår oplyste Jehova Noa om at det var hans hensigt at udslette den fordærvede verden, og hvilket dobbelt hverv udførte Noa?
5 Før Vandfloden satte Gud en grænse på 120 år for den fordærvede verden som mennesker og oprørske materialiserede engle havde været årsag til. (1 Mosebog 6:1-3) Den gudfrygtige Noa var på det tidspunkt 480 år gammel. (1 Mosebog 7:6) Han var barnløs og forblev barnløs i yderligere 20 år. (1 Mosebog 5:32) Langt senere, nemlig først efter at Noas sønner var blevet voksne og havde giftet sig, oplyste Gud Noa om at det var hans hensigt at fjerne ondskaben fra jorden. (1 Mosebog 6:9-13, 18) Men selv om Noa havde fået det dobbelte hverv betroet at bygge arken og forkynde for sine samtidige, åbenbarede Jehova ikke dengang sin tidsplan for ham. — 1 Mosebog 6:14; 2 Peter 2:5.
6. (a) Hvordan viste Noa at han overlod tidsspørgsmålet i Jehovas hånd? (b) Hvordan kan vi følge Noas eksempel?
6 I årtier — måske i et halvt århundrede — „gjorde Noa ganske som Gud havde påbudt ham“. Han gjorde det „ved tro“, uden at kende det nøjagtige tidspunkt for Guds indgriben. (1 Mosebog 6:22; Hebræerne 11:7) Jehova oplyste ham ikke om det nøjagtige tidspunkt før der var en uge til Vandfloden skulle begynde. (1 Mosebog 7:1-5) Noas ubetingede tro på og tillid til Jehova satte ham i stand til helt at overlade tidsspørgsmålet til ham, og han må have været fyldt af taknemmelighed da han mærkede Jehovas beskyttelse under Vandfloden, og senere da han forlod arken og gik ud på en renset jord. Skulle vi der har et lignende håb om udfrielse, ikke have den samme tro på Gud?
7, 8. (a) Hvordan er nationer og verdensriger blevet til? (b) På hvilken måde har Jehova „bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig“?
7 Efter Vandfloden opgav de fleste af Noas efterkommere den sande tilbedelse af Jehova. For at kunne forblive på ét sted begyndte de at bygge en by og et tårn for falsk gudsdyrkelse. Jehova besluttede at tidspunktet var kommet til at skride ind. Han forvirrede deres sprog og ’spredte dem over hele jordens flade’. (1 Mosebog 11:4, 8, 9) Senere blev sproggrupperne til nationer, hvoraf nogle optog andre nationer i sig og blev til riger, ja, endog verdensriger. — 1 Mosebog 10:32.
8 Med gennemførelsen af sin hensigt for øje bestemte Jehova undertiden hvor nationernes grænser skulle gå, og på hvilket tidspunkt i historien en bestemt nation skulle være den dominerende, lokalt eller som verdensmagt. (1 Mosebog 15:13, 14, 18-21; 2 Mosebog 23:31; 5 Mosebog 2:17-22; Daniel 8:5-7, 20, 21) Apostelen Paulus nævnte dette over for de græske filosoffer og andre i Athen da han sagde: „Den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den . . . har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade, og han har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig.“ — Apostelgerninger 17:24, 26.
9. Hvordan har Jehova ’ændret tider og perioder’ for konger?
9 Det betyder ikke at Jehova står bag alle politiske erobringer og forandringer af landegrænser nationerne imellem. Men han kan skride ind når han vælger at gøre det for at gennemføre sin hensigt. Derfor kunne profeten Daniel, der skulle opleve at det babyloniske verdensrige gik til grunde og blev efterfulgt af Medo-Persien, sige om Jehova: „Han ændrer tider og perioder, fjerner konger og indsætter konger, giver visdom til de vise og kundskab til dem der kender til forstand.“ — Daniel 2:21; Esajas 44:24–45:7.
„Tiden nærmede sig“
10, 11. (a) Hvor længe i forvejen fastsatte Jehova Gud tidspunktet for hvornår han ville udfri Abrahams efterkommere fra trældom? (b) Hvoraf fremgår det at israelitterne ikke vidste nøjagtig hvornår de ville blive udfriet?
10 Mere end 400 år i forvejen angav Jehova det nøjagtige år for den begivenhed hvormed han ville ydmyge den ægyptiske verdensmagt og udfri Abrahams efterkommere fra trældom. I sit løfte til Abraham, hvori han åbenbarede sin hensigt, sagde Gud: „Du skal helt sikkert vide at dit afkom vil komme til at bo som udlændinge i et land der ikke er deres; og de skal tjene dem, og disse skal mishandle dem i fire hundrede år. Men den nation som de kommer til at tjene, dømmer jeg, og derefter vil de vandre ud med mange ejendele.“ (1 Mosebog 15:13, 14) Da Stefanus var stillet for det jødiske sanhedrin og i sin forsvarstale gav et tilbageblik over Israels historie, nævnte han denne periode på 400 år og sagde derefter: „Som tiden nærmede sig for opfyldelsen af det løfte som Gud åbent havde forkyndt for Abraham, voksede folket og blev talrigt i Ægypten, indtil der fremstod en anden konge over Ægypten, en som ikke kendte Josef.“ — Apostelgerninger 7:6, 17, 18.
11 Denne nye farao satte israelitterne til at udføre trællearbejde. Første Mosebog var endnu ikke skrevet, men det er sandsynligt at Jehovas løfter til Abraham var blevet overleveret enten mundtligt eller skriftligt. Alligevel ser det ud til at de oplysninger israelitterne var i besiddelse af, ikke satte dem i stand til at udregne det nøjagtige tidspunkt for deres udfrielse fra undertrykkelsen. Gud vidste hvornår han ville udfri dem, men åbenbart fik de undertrykte israelitter ikke noget at vide om det. Vi læser: „I løbet af disse mange dage døde så Ægyptens konge, men Israels sønner sukkede stadig på grund af trællearbejdet og udstødte klageskrig, og deres råb om hjælp steg op til den sande Gud på grund af trællearbejdet. Og Gud hørte deres stønnen, og Gud huskede sin pagt med Abraham, Isak og Jakob. Gud så da til Israels sønner og Gud var opmærksom på dem.“ — 2 Mosebog 2:23-25.
12. Hvordan viste Stefanus at Moses greb til handling forud for Jehovas tid?
12 Denne manglende viden om det nøjagtige tidspunkt for Israels udfrielse kan også udledes af Stefanus’ tale. I denne sagde han om Moses: „Da der nu var gået et tidsrum af fyrre år for ham, opkom det i hans hjerte at han ville se til sine brødre, Israels sønner. Og da han fik øje på en som blev uretfærdigt behandlet, forsvarede han den mishandlede og hævnede ham ved at slå ægypteren ned. Han mente at hans brødre ville forstå at Gud ved hans hånd var ved at give dem redning, men de forstod det ikke.“ (Apostelgerninger 7:23-25) Moses greb her til handling 40 år forud for Guds tid. Stefanus påpegede at Moses måtte vente 40 år til før Gud ’gav israelitterne redning ved hans hånd’. — Apostelgerninger 7:30-36.
13. På hvilken måde svarer vores situation til israelitternes før deres udfrielse fra Ægypten?
13 Skønt ’tiden nærmede sig for opfyldelsen af løftet’ og det nøjagtige år var fastsat af Gud, måtte Moses og hele Israel vise at de havde tro. De måtte vente til Jehovas tid var inde, åbenbart uden at være i stand til at regne tidspunktet ud på forhånd. Vi er på samme måde overbeviste om at vores udfrielse fra den nuværende onde tingenes ordning nærmer sig. Vi ved at vi lever i „de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1-5) Skulle vi da ikke være villige til at vise vores tro og vente på tiden for Jehovas store dag? (2 Peter 3:11-13) Gør vi det, vil vi som Moses og israelitterne kunne synge en storslået lovsang om frelse og udfrielse til ære for Jehova. — 2 Mosebog 15:1-19.
„Da tiden var udløbet“
14, 15. Hvordan ved vi at Gud havde fastsat et tidspunkt for sin søns komme til jorden, og hvad havde profeter og selv engle spejdet efter?
14 Jehova havde fastsat et bestemt tidspunkt for sin enestefødte søns komme til jorden som Messias. Paulus skrev: „Da tiden var udløbet, udsendte Gud sin søn, som blev født af en kvinde og som blev født under loven.“ (Galaterne 4:4) Dette skete som en opfyldelse af Guds løfte om et afkom — ’Silo, som folkeslagenes lydighed vil tilhøre’. — 1 Mosebog 3:15; 49:10.
15 Guds profeter — ja selv engle — havde spejdet efter den „tid“ da Messias ville vise sig på jorden og gøre det muligt for syndige mennesker at opnå frelse. „I denne frelse,“ siger Peter, „har profeterne flittigt gransket og forsket, de som profeterede om den ufortjente godhed der var bestemt for jer. De blev ved med at undersøge hvilken tid eller hvilken slags tid ånden i dem angav om Kristus, når den forud vidnede om de lidelser der var bestemt for Kristus og om de herligheder der skulle følge efter disse. . . . Netop dette nærer engle et brændende ønske om at spejde ind i.“ — 1 Peter 1:1-5, 10-12.
16, 17. (a) Ved hjælp af hvilken profeti hjalp Jehova jøder i det første århundrede til at nære forventning om Messias’ komme? (b) Hvordan påvirkede Daniels profeti jødernes forventning om Messias?
16 Ved sin profet Daniel — en mand med en urokkelig tro — havde Jehova udtalt en profeti om „halvfjerds uger“. Ved hjælp af den kunne jøder i det første århundrede vide hvornår tiden nærmede sig da den lovede Messias skulle fremstå. I profetien hed det, i uddrag: „Fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil Messias, Føreren, vil der være syv uger og toogtres uger.“ (Daniel 9:24, 25) Blandt jødiske, katolske og protestantiske bibelforskere er der almindelig enighed om at de „uger“ der her er tale om, er åruger. De 69 „uger“ der nævnes i Daniel 9:25, begyndte i 455 f.v.t. da perserkongen Artaxerxes gav Nehemias bemyndigelse til „at genrejse og genopbygge Jerusalem“. (Nehemias 2:1-8) De endte 483 år senere — i år 29 e.v.t. — da Jesus blev døbt og salvet med hellig ånd og således blev Messias, eller Kristus. — Mattæus 3:13-17.
17 Om jøderne i det første århundrede vidste præcis hvornår de 483 år begyndte, er et åbent spørgsmål. Men da Johannes Døber begyndte sin tjeneste, var folket „i forventning“, og alle spurgte i deres hjerter angående Johannes: „Kunne han måske være Messias?“ (Lukas 3:15) Nogle bibelforskere kæder denne forventning sammen med Daniels profeti. Matthew Henry siger i sin bibelkommentar til dette vers: „Vi får her at vide . . . at folk ud fra Johannes’ tjeneste og dåb sluttede at Messias’ komme var nært forestående . . . De halvfjerds uger hos Daniel var ved at udløbe.“ Den franske bibelhåndbog Manuel Biblique af Vigouroux, Bacuez og Brassac siger: „Folk vidste at de halvfjerds åruger som Daniel havde fastsat, var ved at udløbe; det overraskede ingen at høre Johannes Døber bekendtgøre at Guds rige var kommet nær.“ Den jødiske lærde Abba Hillel Silver skriver at ifølge „den kronologi som var almindeligt kendt dengang“, forventede man „at Messias fremstod omkring den anden fjerdedel af det første århundrede efter vor tidsregning“.
Begivenheder — ikke en tidsregning — har betydning
18. Selv om Daniels profeti hjalp jøderne til at kende tidspunktet for hvornår man kunne forvente Messias, hvad var så det mest overbevisende vidnesbyrd om at Jesus var Messias?
18 Selv om kronologien åbenbart hjalp jøderne til at få en fornemmelse af at Messias’ komme var umiddelbart forestående, viser de efterfølgende begivenheder at det ikke overbeviste det store flertal om at Jesus var Messias. Mindre end et år før sin død spurgte Jesus sine disciple: „Hvem siger folkeskarerne at jeg er?“ Og de svarede: „Johannes Døber; men andre, Elias, og andre igen, at en af fortidens profeter er opstået.“ (Lukas 9:18, 19) Der findes intet skriftligt vidnesbyrd om at Jesus nogen sinde citerede profetien om de symbolske uger for at bevise at han var Messias. Men ved en lejlighed sagde han: „Jeg har det vidnesbyrd som er større end Johannes’, for de gerninger som min Fader har givet mig at fuldføre, selve de gerninger jeg gør, vidner om mig at Faderen har sendt mig.“ (Johannes 5:36) Jesu forkyndelse, hans mirakler og begivenhederne omkring hans død (det overnaturlige mørke, tempelforhænget som flængedes i to dele, og jordskælvet) vidnede mere end nogen åbenbaret kronologi om at han var den Messias som var sendt af Gud. — Mattæus 27:45, 51, 54; Johannes 7:31; Apostelgerninger 2:22.
19. (a) Hvordan kunne de kristne vide at Jerusalems ødelæggelse var nær? (b) Hvorfor havde de første kristne som flygtede fra Jerusalem, stadig brug for tro?
19 Efter Jesu død fik de første kristne heller ikke noget grundlag for at udregne tidspunktet for den forestående afslutning på den jødiske tingenes ordning. Daniels profeti om de symbolske uger nævnte ganske vist ødelæggelsen af denne ordning. (Daniel 9:26b, 27b) Men den ville først indtræffe efter de „halvfjerds uger“ (455 f.v.t.–36 e.v.t.). Efter at de første hedninger var blevet Jesu disciple i år 36 e.v.t., befandt de kristne sig med andre ord uden for de kronologiske milepæle der er afmærket i Daniels Bogs 9. kapitel. For dem ville begivenhederne, ikke kronologien, vise at den jødiske ordning snart ville nå sin afslutning. Disse begivenheder, som var forudsagt af Jesus, kulminerede fra og med år 66 e.v.t., da de romerske legioner angreb Jerusalem og derefter trak sig tilbage. Dette gav trofaste og vågne kristne i Jerusalem og Judæa mulighed for at „flygte til bjergene“. (Lukas 21:20-22) Uden nogen kronologiske vejvisere vidste de første kristne ikke hvornår Jerusalems ødelæggelse ville komme. Det har derfor krævet tro af dem at forlade deres hjem, gårde og værksteder og holde sig borte fra Jerusalem i de cirka fire år der gik før den romerske hær vendte tilbage i år 70 og gjorde ende på den jødiske tingenes ordning. — Lukas 19:41-44.
20. (a) Hvad kan vi lære af Noas, Moses’ og de første kristnes eksempel? (b) Hvad vil blive behandlet i den næste artikel?
20 Ligesom Noa, Moses og de kristne i Judæa i det første århundrede kan vi i dag trygt overlade tiderne og perioderne i Jehovas hånd. Vores overbevisning om at vi nu lever i endens tid, og at vores udfrielse nærmer sig, er ikke blot baseret på kronologien, men på begivenheder der er indtruffet som en opfyldelse af Bibelens profetier. Men selv om vi nu lever i tiden for Kristi nærværelse, er vi ikke fritaget for at vise tro og at holde os vågne. Vi må stadig leve i forventning og ivrigt spejde efter de særlige begivenheder der er forudsagt i Bibelen. Dette vil være emnet for den efterfølgende artikel.
[Fodnote]
Spørgsmål til repetition
◻ Hvad fortalte Jesus apostlene om Jehovas tider og perioder?
◻ Hvor længe i forvejen vidste Noa hvornår Vandfloden ville begynde?
◻ Hvoraf fremgår det at Moses og israelitterne ikke vidste nøjagtig hvornår de ville blive udfriet fra Ægypten?
◻ Hvad kan vi lære af de bibelske eksempler med hensyn til Jehovas tider og perioder?
[Illustration på side 11]
Noas tro satte ham i stand til at overlade tidsspørgsmålet i Jehovas hånd