Kapitel ti

Hvorfor så mange lidelser hvis Skaberen interesserer sig for os?

HVERT minut dør over 30 mennesker af infektionssygdomme, 11 bukker under for kræft, og 9 dør af hjertesygdomme. Og som enhver ved, er dette blot nogle få af de sygdomme der plager menneskene. Mange lider og dør af andre årsager.

I 1996 var der i forhallen til De Forenede Nationers bygning i New York anbragt et ur som tikkede for hver gang et barn blev født i en fattig familie — 47 tik i minuttet. Fattigdommens omfang fremgår også af følgende: Hver gang Jorden drejer en omgang om sin akse, går 20 procent af dens beboere sultne i seng. Og hvordan forholder det sig med et andet stort problem: kriminaliteten? Hvordan er det dér hvor du bor?

Man kan ikke lukke øjnene for at mange lider ondt i verden omkring os.

„Alligevel er mange af os inderst inde ikke særlig berørt af de uretfærdigheder der begås alle vegne omkring os,“ siger en tidligere politibetjent. Det gælder dog som regel kun indtil vi selv eller en af vore nærmeste rammes af noget ondt. Men vi kunne jo prøve at sætte os i andres sted. Tag for eksempel Masako, hvis mor og far fik kræft. Masako passede dem begge og måtte hjælpeløst se til mens de tabte sig og stønnede af smerte. Eller Sharada, en asiatisk pige der som niårig blev solgt af sin far for et beløb der svarer til knap hundrede kroner. Hun blev ført fra sin landsby til en storby og tvunget til at lade sig udnytte seksuelt af seks mænd hver dag.

Man spørger uvilkårligt: hvorfor så mange lidelser? Hvorfor sætter Skaberen ikke en stopper for det? Netop lidelser får mange til at vende Gud ryggen. Den omtalte tidligere politibetjents mor blev myrdet af en psykopat. Han fortæller hvordan han reagerede: „Tanken om en suveræn og kærlig Gud der styrede universet, havde aldrig været mig fjernere.“ Du har måske også selv spurgt: ’Hvorfor?’ Ja, hvorfor er der så megen lidelse til? Hvad er årsagen, og er Skaberen opmærksom på hvad der sker?

Skyldes lidelser at man har syndet i et tidligere liv?

Millioner jorden over tror at årsagen til lidelser skal søges i den lidendes fortid: man lider ondt nu som straf for noget man har gjort i et tidligere liv. „Menneskelige lidelser skyldes at vi er bundet af karma, for vi bærer alle, lige fra fødselen, på en tung byrde af tidligere karma.“a Denne opfattelse er blevet fremsat af Daisetz T. Suzuki, en filosof der gjorde zenbuddhismen populær i Vesten. Hinduvismænd havde udtænkt „karma-loven“ i deres søgen efter forklaringen på menneskenes lidelser. Men er deres forklaring på lidelsernes årsag fornuftig eller tilfredsstillende?

En buddhistisk kvinde har sagt: „Jeg syntes ikke der var nogen fornuft i at jeg skulle lide for noget medfødt jeg ikke selv kendte til. Jeg måtte blot affinde mig med min skæbne.“ Hun fandt denne forklaring på lidelserne utilfredsstillende. Det gør mange sikkert. Teorien om genfødsel er måske ikke lige så udbredt dér hvor du bor, men den bygger på en lære som findes i hele kristenheden og andre steder — læren om at mennesket har en udødelig sjæl som lever videre når legemet dør. Det er „sjælen“ der rammes af lidelser, siger man, enten i det nuværende liv eller i et senere liv.

Idéer som disse er meget udbredte, men hvilke beviser er der for at de er holdbare? Når det gælder et så vigtigt spørgsmål som dette, ville det da ikke være klogt at lade sig lede af hvad Skaberen siger? Menneskers idéer og stærke overbevisninger kan være forkerte, men som vi har set, kan vi have tillid til dét Gud siger.

Som nævnt i det foregående kapitel resulterede det første menneskepars synd i den største tragedie der har ramt menneskene — døden. Skaberen sagde advarende til Adam: „Den dag du [synder, det vil sige: er ulydig] skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:17; 3:19) Gud sagde intet om at Adam havde en udødelig sjæl. Udtrykt med Bibelens ord VAR han en sjæl, en menneskesjæl. Da han døde, døde den sjæl der hed Adam. Derefter var han uden bevidsthed og led ingen smerte.

Læren om karma, genfødsel eller en udødelig sjæl der måske kommer til at gennemgå lidelser i et senere liv, stemmer ikke med Skaberens ord. Men hvis man gør sig klart hvad Adams synd har resulteret i, kan man bedre forstå hvorfor der er så megen lidelse i dag.

Hvad er årsagen til lidelserne?

Det er svært at fatte omfanget af menneskenes lidelser, men det kan hjælpe at bruge det rigtige instrument. Ligesom en kikkert er en hjælp til at se fjerne genstande tydeligere, er Bibelen en hjælp til at forstå hvad der er årsag til lidelser.

Først og fremmest gør Bibelen opmærksom på at „tid og tilfælde“ berører alle. (Prædikeren 9:11) Jesus omtalte for eksempel en ulykke der indtraf på hans tid — 18 mennesker blev dræbt da et tårn faldt ned over dem. Han gjorde det klart at de der omkom, ikke var større syndere end andre. (Lukas 13:1-5) De døde fordi de befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men det er ikke hele forklaringen. Bibelen uddyber forklaringen og gør på en tilfredsstillende måde rede for hvad hovedårsagerne til lidelser er.

Efter at de første mennesker havde syndet, afsagde den store Dommer, Jehova Gud, den dom at de havde forspildt enhver ret til at leve videre. I årene frem til deres død blev Adam og Eva ramt af mange lidelser. Det var lidelser som de havde påført sig selv — virkningerne af alderdom og sygdom, kampen for at skabe et eksistensgrundlag, og sorgen over at se familien blive splittet af jalousi og vold. (1 Mosebog 3:16-19; 4:1-12) Det er vigtigt at huske på hvem der først og fremmest bar skylden for alle disse lidelser. De var selvforskyldte. Men hvorfor er lidelserne fortsat helt frem til vor tid?

Mange vil måske protestere imod at blive betragtet som syndere, men Bibelen sætter tingene i det rette perspektiv med ordene: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) De to første mennesker høstede frugterne af deres egen adfærd, men deres efterkommere blev også berørt. (Galaterne 6:7) Ufuldkommenheden var arvelig og medførte døden. Det er måske lettere at forstå når man tænker på at visse sygdomme og andre defekter kan nedarves fra forældre til børn. Man kan for eksempel være arveligt disponeret for hæmofili, thalassæmi, lidelser i kranspulsåren, sukkersyge og brystkræft. Det er ikke børnenes egen skyld, men de kan blive ramt af lidelser som følge af arv.

Adam og Eva, som vi har arvet vore gener fra, valgte at forkaste Jehovas måde at styre menneskene på.b Historien viser at menneskene har prøvet alle mulige styreformer i deres forsøg på at herske over Jorden. Nogle regenter har haft de bedste hensigter. Men hvad har resultatet af menneskets selvstyre været? Er menneskenes lidelser blevet afhjulpet i væsentlig grad? Nej. Den politik der er ført, og krigene har tværtimod øget lidelserne. For cirka 3000 år siden skrev en vís konge: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ — Prædikeren 8:9.

Er situationen meget anderledes eller måske bedre nu? De fleste vil sikkert svare nej. Mange mænd, kvinder og børn lider ikke blot under den nedarvede synd og ufuldkommenhed, men også på grund af noget de selv eller andre har gjort. Vi kan blot tænke på hvor dårligt menneskene har forvaltet Jorden, ofte på grund af begærlighed. De har forurenet, skabt fattigdom og været årsag til hungersnød og sygdomsepidemier. Selv visse naturkatastrofer er forårsaget af mennesker. Der er imidlertid en anden vigtig årsag til lidelser som ofte overses.

Ophavet til lidelserne

En af Bibelens bøger fortæller særlig udførligt om hovedårsagen til lidelser, og om hvorfor vor omsorgsfulde Skaber har tilladt dem. Denne bog, Jobs Bog, kan opklare enhver misforståelse med hensyn til lidelsernes årsag. Den lader os nemlig se ind i det usynlige domæne hvor visse vigtige begivenheder har udspillet sig.

For omkring 3500 år siden, kort før Moses skrev den første af Bibelens bøger, levede en mand ved navn Job i det nuværende Arabien. Det fremgår af beretningen at han var en retskaffen, godgørende og respekteret mand. Han havde store rigdomme i form af husdyr og beskrives endog som „større end alle Østens sønner“. Desuden havde han en dejlig familie — en hustru, syv sønner og tre døtre. (Job 1:1-3; 29:7-9, 12-16) En dag kom et sendebud løbende for at fortælle Job at nogle af hans værdifulde hjorde var blevet stjålet af en røverbande. Kort efter meldte en anden at Jobs småkvæg var omkommet. Derefter blev hans 3000 kameler taget af kaldæerne, der også dræbte alle karlene på nær en. Til sidst kom den værste nyhed. Hans førstefødtes hus, hvor alle hans børn var samlet, var blevet ramt af et vældigt vindstød så det faldt sammen og alle omkom. Fik alle disse lidelser Job til at blive vred på Gud? Hvordan ville du have reageret i hans sted? — Job 1:13-19.

Der skulle imidlertid komme endnu flere ulykker. Job selv blev ramt af en forfærdelig sygdom der gav ham ondartede bylder over hele kroppen.c Han blev så syg og frastødende at hans kone skød skylden for ulykkerne på Gud. „Forband Gud og dø!“ sagde hun. Job vidste ikke hvorfor han måtte gennemgå alle disse lidelser, men han ville ikke give Gud skylden for dem. Vi læser: „I alt dette syndede Job ikke med sine læber.“ — Job 2:6-10.

Tre af Jobs bekendte besøgte ham da de hørte om de ulykker der havde ramt ham. „Hvor er de retskafne blevet udslettet?“ spurgte Elifaz, der gik ud fra at Job måtte have gjort noget ondt. (Job, kapitel 4, 5) Han anklagede Job for at have begået synder i hemmelighed, og endda for at have nægtet de sultne brød og have undertrykt enker og faderløse. (Job, kapitel 15, 22) De to andre falske trøstere kritiserede også Job idet de påstod at hans lidelser var selvforskyldte. Var de det? Nej, slet ikke.

Jobs Bog afslører hovedårsagen til Jobs lidelser og viser hvorfor Gud tillod dem. Kapitel 1 og 2 fortæller om noget der kort tid forinden var sket i de usynlige himle, i åndeverdenen. Den oprørske åndeskabning der kaldes Satan,d trådte sammen med andre åndeskabninger frem for Gud. Da Jobs uangribelige livsførelse kom på tale, sagde Satan udfordrende: „Er det for intet Job frygter Gud? . . . Men til en forandring: ræk engang din hånd ud og rør ved alt hvad han ejer, og se om han ikke vil forbande dig lige op i dit ansigt.“ — Job 1:9-12.

Satan anklagede med andre ord Gud for at bestikke Job. Denne udfordrende åndeskabning hævdede at hvis Job blev frataget sin velstand og sit gode helbred, ville han forbande Jehova. I udvidet forstand hævdede Satan at ingen ville elske Gud og være loyale over for ham hvis de blev ramt af lidelser. Denne udfordring fik varig betydning for hele klodens befolkning. De stridsspørgsmål Satan rejste, måtte afgøres. Gud gav derfor Satan frie hænder til at prøve Job, hvorefter de forskellige ulykker vi har omtalt, kom over ham.

Job kunne naturligvis ikke vide noget om det universelle stridsspørgsmål der var blevet rejst i himmelen. Og Satan fik det til at se ud som om det var Gud der lod ulykkerne vælte ind over Job. Da Jobs småkvæg for eksempel blev ramt af lynet, troede den overlevende karl at det var „ild fra Gud“. Skønt Job ikke vidste hvorfor disse ting skete, ville han ikke forbande Jehova Gud eller vende sig fra ham. — Job 1:16, 19, 21.

Når man analyserer omstændighederne i forbindelse med det Job kom ud for, kan man se stridsspørgsmålet: Vil mennesker tjene Jehova af kærlighed, trods vanskeligheder? Job var med til at besvare dette spørgsmål. Kun sand kærlighed til Gud kunne få et menneske til at forblive trofast mod Jehova, sådan som Job gjorde. Hvilket vidnesbyrd om at Satans anklager var falske! Sagen drejede sig imidlertid ikke kun om Job; den har strakt sig over hundreder af år. Vi er også inddraget i den.

Hvordan reagerer mange når de bliver udsat for lidelser eller ser andre lide ondt? De kender måske ikke noget til de stridsspørgsmål der blev rejst på Jobs tid, og måske tror de ikke at Satan eksisterer. Derfor tvivler de ofte på at der findes en Skaber, eller de giver ham skylden for lidelserne. Hvad mener du? Ud fra det du ved om Skaberen, ville du så ikke erklære dig enig med bibelskribenten Jakob, der trods menneskers lidelser havde denne overbevisning: „Lad ingen sige når han prøves: ’Jeg prøves af Gud.’ Med ondt kan Gud nemlig ikke prøves, og selv prøver han ingen med noget ondt.“ — Jakob 1:13.

En værdifuld hjælp til at få det rette syn på denne sag, er at betragte Jesu tilfælde. Vi ved at Jesus agtes højt for sin indsigt, sin kundskab og sin dygtighed som lærer. Hvordan så han på spørgsmålet om Satan og lidelsernes årsag? Jesus var sikker på at Satan Djævelen både eksisterer og kan forårsage lidelser. Satan, der forsøgte at få Job til at give slip på sin uangribelighed, prøvede åbenlyst det samme over for Jesus. Dette beviser ikke blot at Satan eksisterer, men også at det spørgsmål der blev rejst på Jobs tid, endnu ikke var afgjort. Ligesom Job viste Jesus sig trofast mod Skaberen på bekostning af rigdom og magt, og til trods for at det resulterede i fysiske lidelser og døden på en marterpæl. Jesu tilfælde viser at Gud stadig gav menneskene mulighed for at vise at de ønskede at være trofaste mod ham trods de prøvelser det kunne medføre. — Lukas 4:1-13; 8:27-34; 11:14-22; Johannes 19:1-30.

Tiden går — af gode grunde

For at forstå baggrunden for lidelserne må vi holde os for øje at ulykker, menneskets syndige tilbøjeligheder, den dårlige forvaltning af Jorden og Satan Djævelens virke alle er årsager til lidelse. Men det er ikke nok at vide hvad der ligger bag lidelserne. Når man lider ondt, kan man let få det ligesom profeten Habakkuk, der sagde: „Hvor længe, Jehova, skal jeg råbe om hjælp uden at du hører? Hvor længe skal jeg skrige til dig om vold uden at du frelser? Hvorfor lader du mig se på fortræd, og hvorfor er du kun tilskuer til elendighed? Og hvorfor er der hærgen og vold foran mig, og hvorfor bliver der strid, og hvorfor opstår der kiv?“ (Habakkuk 1:2, 3) Ja, hvorfor er Jehova „kun tilskuer til elendighed“, tilsyneladende uden at gøre noget ved det? Som den Almægtige har han den magt og den kærlighed til retfærdighed der skal til for at gøre ende på lidelserne. Hvornår gør han noget?

Som tidligere nævnt var Skaberen, da de to første mennesker gjorde oprør, sikker på at nogle af deres efterkommere ville handle anderledes. Jehova lod derfor tiden gå for at bevise at et styre uafhængigt af Skaberen kun fører til ulykke, og at det derimod er rigtigt og fører til lykke at gøre det Skaberen ønsker.

I mellemtiden har Gud sørget for at Jorden er forblevet et forholdsvis rart sted at være. Apostelen Paulus ræsonnerede: „I de forgangne generationer har han tilladt alle nationerne at gå deres egne veje, skønt han ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.“ (Apostelgerninger 14:16, 17) Skaberen forårsager tydeligvis ikke lidelser, men han har tilladt dem for at yderst vigtige stridsspørgsmål kunne blive afgjort.

Hvornår vil det høre op?

At menneskene i dag udsættes for flere og flere lidelser, viser i virkeligheden at lidelserne snart vil få en ende. Hvordan kan vi sige det? Bibelen fortæller hvad der skete i det usynlige domæne på Jobs tid, og den gør det samme med hensyn til vor tid. Dens sidste bog, Åbenbaringen, fortæller om en krig i himmelen som endte med at Satan „blev kastet ned til jorden“ sammen med sine dæmoner. „Derfor, glæd jer, I himle og I som bor i dem!“ siges der videre. „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åbenbaringen 12:7-12.

En detaljeret gennemgang af Bibelens profetier tidsfæster denne begivenhed til det 20. århundrede. Ansete historikere erkender at der indtraf et vendepunkt i historien i 1914, det år den første verdenskrig brød ud.e Siden da er lidelserne og veerne taget til. Jesus henviste til den samme periode da hans nærmeste disciple spurgte ham angående „tegnet på [hans] nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“. Han sagde: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige; og der skal være store jordskælv, og det ene sted efter det andet tilfælde af pest og hungersnød; og der vil komme frygtelige ting og fra himmelen store tegn.“ (Mattæus 24:3-14; Lukas 21:5-19) Disse ord, der varslede om store lidelser, får nu for første gang i historien deres fulde opfyldelse.

Bibelen viser at disse begivenheder danner optakten til „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Mattæus 24:21) Denne trængsel vil betyde at Gud griber afgørende ind i menneskenes anliggender. Han vil gribe ind for at gøre ende på denne onde tingenes ordning, der så længe har forårsaget store lidelser. Men det vil ikke betyde ’verdens ende’ i en kernekrig der udsletter alt liv. Guds ord forsikrer os om at der vil være overlevende. „En stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ vil komme ud af denne trængsel i live. — Åbenbaringen 7:9-15.

For at få det fuldstændige billede skal man have det sidste med: hvad der ifølge Bibelen vil ske derefter. Den parklignende have der oprindelig blev skabt som menneskenes hjem, vil blive genoprettet. (Lukas 23:43) Der vil ikke længere findes mennesker som intet hjem har. Esajas skrev: „’De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. . . . For som træets dage skal mit folks dage blive; og mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud. De skal ikke slide til ingen nytte, og de skal ikke føde børn til pludselig rædsel; for de er et afkom bestående af Jehovas velsignede, og deres efterkommere er hos dem. . . . Og ulven og lammet græsser sammen, og løven æder halm som kvæget . . . De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg,’ har Jehova sagt.“ — Esajas 65:21-25.

Der vil heller ikke findes krig, vold eller kriminalitet. (Salme 46:8, 9; Ordsprogene 2:22; Esajas 2:4) Menneskets Skaber og Livgiver vil gøre de mennesker der vælger at adlyde ham, helt raske. (Esajas 25:8; 33:24) Der vil ikke længere være sult, for Jordens økologiske balance vil blive genoprettet så den giver rigelige afgrøder. (Salme 72:16) Ja, de årsager til lidelser som vi ser i dag, vil høre fortiden til. — Esajas 14:7.

Dette er ganske givet den bedste nyhed man kan forestille sig. Alligevel vil nogle måske føle at der stadig er et par mørke skyer på himmelen. Det ville være begrænset hvor meget man kunne glæde sig over alt dette hvis man måtte regne med at dø som 70-80-årig. Og ville man ikke sørge over venner og familiemedlemmer der var døde før Skaberen gjorde ende på menneskenes lidelser? Hvad er der at sige til dette?

Der gøres ende på den største smerte

Skaberen har løsningen. Han har frembragt universet og menneskene her på Jorden. Han har evner der langt overgår menneskets, og kan gøre ting som vi knap fatter er mulige. Lad os se på blot to eksempler.

Vi har potentiale til at leve evigt.

Bibelen beskriver klart og tydeligt muligheden for at få evigt liv som en gave fra Gud. (Johannes 3:16; 17:3) Efter at have studeret generne i menneskets celler har dr. Michael Fossel udtalt at kvaliteten af mandens kønsceller ikke forringes med alderen. „Hvis de gener vi allerede er i besiddelse af, videregiver informationerne korrekt, kan de vedligeholde vore celler uden at disse ældes.“ Dette stemmer med oplysningerne i kapitel 4 om at hjernen har en kapacitet som vi kun udnytter en brøkdel af i løbet af en normal levetid nu. Hjernen synes at være konstrueret til at fungere til evig tid. Dette er naturligvis blot biting som supplerer Bibelens direkte udsagn — at Jehova vil gøre det muligt for os at leve evigt uden lidelser. Læg mærke til hvad han lover i Bibelens sidste bog: „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“ — Åbenbaringen 21:4.

Skaberen er i stand til at gøre noget for dem der har været udsat for lidelser og er døde. Han kan give dem livet igen ved en opstandelse.

Lazarus var en af dem der blev oprejst fra de døde. (Johannes 11:17-45; se side 158-160.) Professor Donald MacKay har illustreret dette med en computerfil. Han skriver at hvis en computer går i stykker, betyder det ikke nødvendigvis at man mister de matematiske ligninger eller programmer der ligger på den. Ligningerne eller programmerne kan lægges ind på en ny computer og køres dér, „hvis matematikeren ønsker det“. Professor MacKay siger videre: „Den mekanistiske hjerneforskning synes at frembyde lige så få hindringer for håbet om evigt liv som det udtrykkes i [Bibelen], med den karakteristiske vægt der lægges på ’opstandelsen’.“ Hvis et menneske dør, kan Skaberen senere give den døde livet igen, ligesom han gjorde med Jesus, og som Jesus gjorde med Lazarus. MacKay konkluderer at en persons død ikke udgør nogen hindring for at vedkommende kan blive vakt til live igen i et nyt legeme „hvis Skaberen ønsker det“.

Ja, Skaberen sidder inde med den varige løsning. Han, og kun han, er i stand til at fjerne alle lidelser, ophæve syndens virkninger og gøre ende på døden. Jesus fortalte sine disciple om en fantastisk begivenhed der stadig ligger ude i fremtiden. Han sagde: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ — Johannes 5:28, 29.

Det vækker til eftertanke. Universets suveræne Hersker er altså villig til og i stand til at give liv til dem der befinder sig i hans erindring. De vil få mulighed for at vise sig værdige til at modtage „det virkelige liv“. — 1 Timoteus 6:19; Apostelgerninger 24:15.

Men er der noget vi skal gøre nu mens vi venter på at menneskenes lidelser skal høre op? Og hvis der er, kan det så give livet større mening allerede nu? Det emne tages op i næste kapitel.

[Fodnoter]

[Ramme på side 168]

Ingen udødelig sjæl

Ifølge Bibelen er hvert enkelt menneske en sjæl; når et menneske dør, dør sjælen. I Ezekiel 18:4 står der: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ De døde er ikke ved bevidsthed eller i live et andet sted. Salomon skrev: „De døde ved slet ingenting.“ (Prædikeren 9:5, 10) Hverken jøderne eller de første kristne lærte oprindelig at sjælen er udødelig.

„Sjælen i G[ammel] T[estamente] er ikke en del af mennesket, men hele mennesket — mennesket som et levende væsen. På samme måde betegner den i N[y] T[estamente] menneskelivet: . . . Bibelen taler ikke om at en immateriel sjæl lever videre.“ — New Catholic Encyclopedia.

„Læren om sjælens udødelighed og troen på en opstandelse af de døde . . . er to vidt forskellige begreber.“ — Dopo la morte: immortalità o resurrezione? af teologen Philippe H. Menoud.

„Eftersom mennesket som et hele er en synder, dør hele mennesket ved døden, både legeme og sjæl . . . Mellem døden og opstandelsen er der et afbræk.“ — Den lutherske katekismus Evangelischer Erwachsenenkatechismus.

[Ramme på side 175]

Har det varet så længe?

Tidsrummet fra Jobs tid til Jesu tid — omkring 1600 år — vil måske forekomme os som et langt tidsrum hvori der har været lidelser. For et menneske ville selv 100 år være længe at vente på at lidelserne skulle ophøre. Men vi må huske på at de stridsspørgsmål som Satan rejste, satte Skaberen i et dårligt lys. I Guds øjne har lidelser og ondskab kun været tilladt i en kort periode. Han er „evighedens Konge“ for hvem ’tusind år er som dagen i går, når den er forbi’. (1 Timoteus 1:17; Salme 90:4) Og for mennesker der opnår evigt liv, vil den periode hvori der fandtes lidelser, også forekomme kort.

[Ramme på side 178]

Et vendepunkt i historien

„Når vi fra nutidens varde skuer tilbage, ser vi i dag klart at den første verdenskrigs udbrud i det 20. århundrede indledte en ’Time of Troubles’ (’tid med vanskeligheder’) — for at låne den engelske historiker Arnold Toynbees talende udtryk — som vor civilisation på ingen måde er kommet ud af endnu.“ — The Fall of the Dynasties af Edmond Taylor.

„Det er i virkeligheden snarere året 1914 end Hiroshima der markerer vendepunktet i vor tid, for . . . vi [kan] nu se at det var den første verdenskrig der indledte den forvirrede overgangstid som vi nu fortumlede befinder os midt i.“ — Dr. René Albrecht-Carrié, Barnard College, Columbia University, New York City.

„I 1914 mistede verden en sammenhæng som det aldrig siden er lykkedes den at genvinde. . . . Det har været en tid med usædvanlig vold og uro, både på tværs af grænserne og inden for dem.“ — The Economist.

[Ramme på side 181]

Er en opstandelse mulig?

Neurologen Richard M. Restak har om menneskehjernen og dens neuroner sagt: „Alt hvad vi er, og alt hvad vi har gjort, kunne aflæses af en iagttager der var i stand til at dechifrere de forbindelser og kredsløb som er blevet dannet mellem vore 50 milliarder nerveceller.“ Hvis det er sandt, vil en kærlig Skaber — med alle de oplysninger han sidder inde med — da ikke være i stand til at gendanne et menneske?

[Ramme på side 182]

Dine synapser er talt

Jesus sagde: „På jer er endog alle hovedhår talt.“ (Mattæus 10:29-31) Hvad med hjernemassen under håret? Hjerneceller (kaldet neuroner) er så små at de kun kan ses i et kraftigt mikroskop. Forestil dig at du skulle tælle ikke bare neuronerne, men også de mindre forbindelser mellem dem (synapserne), hvoraf der for nogle neuroners vedkommende kan være op til 250.000.

Dr. Peter Huttenlocher har ved hjælp af et kraftigt elektronmikroskop udført et pionerarbejde med hensyn til at tælle neuronforbindelserne ved obduktion af fostre, spædbørn og ældre. Overraskende nok indeholdt alle prøverne, der hver var på størrelse med et knappenålshoved, omtrent samme antal neuroner, nemlig cirka 70.000.

Derpå begyndte dr. Huttenlocher at tælle antallet af forbindelser mellem neuronerne i disse ganske små prøver. Hos et foster havde neuronerne omkring 124 millioner forbindelser; hos en nyfødt var der 253 millioner; hos et otte måneder gammelt barn 572 millioner. Dr. Huttenlocher konstaterede at antallet derefter gradvis faldt efterhånden som barnet voksede.

Disse opdagelser er interessante i betragtning af Bibelens ord om opstandelsen. (Johannes 5:28, 29) Hos en voksen er der i hele hjernen cirka et tusind billioner forbindelser mellem neuronerne, altså et 1-tal efterfulgt af 15 nuller. Er Skaberen i stand til ikke blot at tælle disse forbindelser, men også rekonstruere dem?

Ifølge The World Book Encyclopedia rummer universet 200 trillioner stjerner, det vil sige et 2-tal efterfulgt af 20 nuller. Skaberen kender dem alle ved navn. (Esajas 40:26) Der er således ingen tvivl om at han er i stand til at huske og rekonstruere de forbindelser mellem neuronerne som udgør erindringerne og følelserne hos dem han vælger at oprejse.

[Illustration på side 166]

Mange tror på karmakredsløbet, fra fødsel til død

[Illustration på side 171]

Aleksej, søn af zar Nikolaj II og Aleksandra, led af arveligt betinget hæmofili. Vi har arvet ufuldkommenheden fra vor forfader, Adam

[Illustrationer på side 179]

Skaberen har givet menneskene mange glæder samtidig med at han har tilladt lidelser