Bring Jehova antagelige ofre

PÅ ET tidspunkt i historien kunne man iagttage et bemærkelsesværdigt fænomen ved indgangen til Edens have mod øst.a Mægtige keruber stod vagt ved denne indgang, og deres ildevarslende udseende gjorde det klart for enhver at man ikke skulle forsøge at slippe forbi dem. Det flammende, roterende sværdblad, der om natten sikkert kastede et uhyggeligt skær over de omliggende træer, har virket lige så afskrækkende. (1 Mosebog 3:24) Måske har det været et fængslende syn, men eventuelle tilskuere har nok respektfuldt holdt sig på behørig afstand.

Kain og Abel har formentlig besøgt dette sted mange gange. De var født uden for Edens have og kunne kun gætte sig til hvordan det mon var at leve i Paradiset med dets frodige planter og dets overflod af frugt og grøntsager, sådan som deres forældre engang havde gjort det. Den smule af haven man endnu kunne se, var højst sandsynligt uopdyrket og tilgroet.

Der er ingen tvivl om at Adam og Eva har forklaret deres børn hvorfor haven var forsømt, og hvorfor de var blevet udvist af Paradiset. (1 Mosebog 2:17; 3:6, 23) Det må have været frustrerende for Kain og Abel. De kunne se haven, men ikke få adgang til den. De var så tæt på og dog så langt fra. Ufuldkommenheden havde sat sit præg på dem, og det kunne de ikke gøre meget ved.

Forholdet mellem deres forældre gjorde ikke tingene lettere. Da Jehova afsagde dommen over Eva, sagde han: „Din attrå vil være til din mand, og han skal herske over dig.“ (1 Mosebog 3:16) I overensstemmelse med denne profeti har Adam fra det tidspunkt hersket over sin hustru. Måske har han ikke længere behandlet hende som et modstykke og en medhjælp, og Eva har tilsyneladende følt sig overdrevent afhængig af ham. En bibelkommentar går endog så langt at den beskriver hendes „attrå“ som „et ønske grænsende til det sygelige“.

Bibelen fortæller ikke i hvor høj grad dette forhold påvirkede Kains og Abels respekt for deres forældre. Men det fremgår tydeligt af beretningen at Adam og Eva satte et ulyksaligt eksempel for deres børn.

De valgte forskellige veje

Med tiden blev Abel fårehyrde, og Kain blev agerdyrker. (1 Mosebog 4:2) Mens Abel passede sine hjorde, havde han uden tvivl god tid til at tænke over den ejendommelige profeti der var blevet udtalt før deres forældre var blevet udvist af Edens have: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ (1 Mosebog 3:15) Abel har sikkert tænkt: ’Hvordan vil Guds løfte om et afkom der skal knuse slangen, gå i opfyldelse, og hvordan vil dette afkom få hælen knust?’

Da der var gået nogen tid, formentlig efter at Kain og Abel var blevet voksne, bragte de hver et offer til Jehova. Da Abel var fårehyrde, var det naturligt at han valgte „nogle af sin hjords førstefødte, ja af deres fede stykker“, hvorimod Kain ofrede „nogle af agerjordens frugter“. Jehova tog imod Abels offer, men ’så ikke velvilligt til Kain og hans offergave’. (1 Mosebog 4:3-5) Hvorfor ikke?

Nogle peger på at Abel havde taget sit offer fra „sin hjords førstefødte“, mens Kains offer blot var „nogle af agerjordens frugter“. Men det var ikke kvaliteten af Kains offergave der var noget i vejen med, for beretningen siger at mens Jehova så velvilligt „til Abel og hans offergave“, så han ikke velvilligt „til Kain og hans offergave“. Jehova så først og fremmest på hjerteindstillingen hos den der bragte ham et offer. Hvad så han efter? Hebræerbrevet 11:4 siger at det var „ved tro“ Abel frembar sit offer. Kain ofrede åbenbart ikke ved tro, sådan som Abel gjorde, og det var dét der gjorde Abels offer antageligt for Gud.

Det er i den forbindelse værd at bemærke at Abels offer indebar at der blev udgydt blod. Måske har han med rette konkluderet at Guds løfte om et afkom som ville få hælen knust, måtte medføre at der blev ofret liv. I så fald har hans offergave været en bøn om soning, et udtryk for tro på at Gud til sin tid ville tilvejebringe et passende sonoffer for synder.

Kain, derimod, havde formentlig ikke skænket sit offer nogen dybere tanke. „Hans offer var blot en anerkendelse af Gud som velgører,“ siger en bibelkommentar fra det 19. århundrede. „Det viser blot at han ikke følte at der var nogen kløft mellem ham og hans Skaber, noget behov for bekendelse af synd eller nogen afhængighed af en soning.“

Kain har måske desuden, fordi han var den førstefødte, overmodigt regnet med at han var det lovede afkom der skulle tilintetgøre Slangen, Satan. Muligvis har Eva også næret sådanne ambitiøse forhåbninger vedrørende sin førstefødte søn. (1 Mosebog 4:1) Hvis det var hvad Kain og Eva havde forventet, tog de grundigt fejl.

Bibelen fortæller ikke hvordan Jehova viste at han godkendte Abels offer. Nogle bibelkommentatorer antyder at det blev fortæret af ild fra himmelen. Uanset hvordan det forholder sig, blev Kain, da han opdagede at hans offer blev afvist, „optændt af stor vrede, og han fik et modfaldent udtryk i ansigtet“. (1 Mosebog 4:5) Kain var på vej mod katastrofen.

Jehovas råd og Kains reaktion

Jehova ræsonnerede med Kain. „Hvorfor er du optændt af vrede og hvorfor har du et modfaldent udtryk i ansigtet?“ spurgte han. Det gav Kain god mulighed for at analysere sine følelser og motiver. „Hvis du gør det gode, finder der så ikke en opløftelse sted?“ fortsatte Jehova. „Men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved indgangen, og til dig står dens attrå; og vil du få herredømmet over den?“ — 1 Mosebog 4:6, 7. (Se rammen på side 23.)

Kain lyttede ikke til Jehovas råd. Han tog i stedet Abel med over på en mark og myrdede ham. Da Jehova senere spurgte hvor Abel var henne, gjorde Kain sin synd endnu mere alvorlig ved at lyve. „Det ved jeg ikke,“ svarede han skarpt. „Er jeg min broders vogter?“ — 1 Mosebog 4:8, 9.

Kain nægtede at ’gøre det gode’ både før og efter mordet på Abel. Han valgte at lade synden få herredømme over sig, og af den grund blev han forvist fra det område hvor den øvrige del af menneskene befandt sig. Jehova satte et „tegn“, som muligvis blot bestod i et højtideligt påbud, på Kain for at hindre at nogen skulle dræbe ham for at hævne Abels død. — 1 Mosebog 4:15.

Senere gik Kain i gang med at bygge en by, som han opkaldte efter sin søn. Det er ikke så overraskende at hans efterkommere blev kendt for at være voldelige. Kains slægtslinje endte da vandfloden på Noas tid udryddede alle de uretfærdige. — 1 Mosebog 4:17-24; 7:21-24.

Bibelens beretning om Kain og Abel blev ikke bevaret blot for at blive anvendt som underholdende læsning. Den blev „skrevet til vor belæring“, og den er ’gavnlig til undervisning og til retledning’. (Romerne 15:4; 2 Timoteus 3:16) Hvad kan vi lære af denne beretning?

Hvad vi kan lære af beretningen

Kristne i dag opfordres til at bringe Gud et offer ligesom Kain og Abel gjorde. Ikke et bogstaveligt brændoffer, men et „lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn“. (Hebræerne 13:15) Jehovas Vidner bringer på nuværende tidspunkt et sådant offer over hele jorden, idet de forkynder den gode nyhed om Guds rige i mere end 230 lande. (Mattæus 24:14) Deltager du i dette arbejde? I så fald kan du være sikker på at ’Gud ikke er uretfærdig så han glemmer dit arbejde og den kærlighed du har vist mod hans navn’. — Hebræerne 6:10.

Ligesom i Kains og Abels tilfælde vil dit offer ikke blot blive bedømt efter det ydre — for eksempel ud fra det antal timer du bruger i forkyndelsen. Jehova ser bag om tingene. Jeremias 17:10 siger at han „undersøger hjertet“ og „ransager nyrerne“ — de dybeste tanker, følelser og motiver i ens personlighed. Det er motivet der er det afgørende, ikke offerets størrelse. Hvis ens motiv til at bringe et offer er kærlighed, har det værdi i Guds øjne, uanset om offeret er stort eller lille. — Sammenlign Markus 12:41-44 med 14:3-9.

Samtidig må man gøre sig klart at Jehova ikke accepterer et utilfredsstillende offer. Et sådant offer vil han afvise ligesom han afviste det halvhjertede offer Kain bragte. (Malakias 1:8, 13) Jehova forlanger det bedste man har. Han kræver at man tjener ham af hele sit hjerte og sind, hele sin sjæl og styrke. (Markus 12:30) Gør du det? I så fald har du god grund til at være tilfreds med dit offer. Paulus skrev: „Lad enhver prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden.“ — Galaterne 6:4.

Kain og Abel fik samme opdragelse. Men tid og tilfælde gav dem mulighed for at udvikle individuelle karaktertræk. Kain blev mere og mere præget af jalousi og raserianfald.

Abel, derimod, huskes af Gud som en retfærdig mand. (Mattæus 23:35) Abels beslutning om at behage Gud for enhver pris adskilte ham på en positiv måde fra familiens utaknemmelige medlemmer — Adam, Eva og Kain. Bibelen siger at Abel, selv om han er død, ’taler endnu’. Hans trofaste tjeneste for Gud er en del af Bibelens historiske beretning. Lad os følge Abels eksempel ved til stadighed at bringe Gud antagelige ofre. — Hebræerne 11:4.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 23]

Et forbillede for kristne rådgivere

„HVORFOR er du optændt af vrede og hvorfor har du et modfaldent udtryk i ansigtet?“ Ved hjælp af dette spørgsmål ræsonnerede Jehova kærligt med Kain. Han prøvede ikke at tvinge ham til at ændre indstilling, for Kain havde sin egen frie vilje. Jehova tøvede dog ikke med at fortælle ham hvilke konsekvenser hans egenrådige adfærd ville få. Han sagde advarende til Kain: „Hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved indgangen, og til dig står dens attrå.“ — 1 Mosebog 4:6, 7.

Det er værd at bemærke at Jehova Gud, selv da han gav Kain denne strenge irettesættelse, ikke behandlede ham som ’et håbløst tilfælde’. Han fortalte ham i stedet hvilke velsignelser der ventede ham hvis han ændrede holdning, og gav udtryk for tillid til at Kain kunne overvinde dette problem hvis han ville. „Hvis du gør det gode, finder der så ikke en opløftelse sted?“ spurgte Jehova, og fortsatte idet han henviste til Kains morderiske vrede: „Vil du få herredømmet over den?“

Ældste i den kristne menighed bør følge Jehovas eksempel. Som det siges i Andet Timoteusbrev 4:2, må de til tider ’retlede’ og ’irettesætte’, idet de uden omsvøb gør en overtræder opmærksom på hvilke konsekvenser hans egenrådige adfærd vil få. Men ifølge dette skriftsted bør de samtidig ’tilskynde’. Ordet „tilskynd“ er her oversat fra det græske ord parakaleʹō, som også betyder „at opmuntre“. Opslagsværket Theological Dictionary of the New Testament siger om dette græske ord: „Der er ikke tale om en skarp, polemisk eller kritisk formaning.“ Og værket tilføjer: „At ordet også kan betyde trøst, peger i samme retning.“

Det er værd at bemærke at paraʹklētos, et beslægtet græsk ord, kan betyde en hjælper eller en advokat, som jo er en hjælper i et juridisk anliggende. Når ældste giver en alvorlig retledning, bør de derfor huske at de skal hjælpe, ikke modstå, den der har behov for vejledning. Ældste bør, ligesom Jehova, være positive og vise at de har tillid til at den der vejledes, kan overvinde problemet. — Jævnfør Galaterbrevet 6:1.

I sidste ende er det naturligvis op til den enkelte om vedkommende vil følge formaningen eller ej. (Galaterne 6:5; Filipperne 2:12) Rådgivere kan komme ud for at den der vejledes, ikke lytter til deres advarsler, ligesom Kain valgte at ignorere retledningen fra Skaberen selv. Hvis ældste har fulgt den samme fremgangsmåde som Jehova, det fuldkomne forbillede for kristne rådgivere, kan de imidlertid være forvissede om at de har gjort hvad de bør gøre.