Spørgsmål fra læserne

■ Hvor ihærdigt bør en kristen modsætte sig en blodtransfusion som en domstol har beordret eller givet tilladelse til?

Der er ikke to tilfælde der er ens og man kan derfor ikke opstille en almengyldig regel herfor. Kristne er kendt for respektfuldt at ’tilbagebetale kejseren det der er kejserens’ idet de adlyder de verdslige regeringers love. De forstår dog at de først og fremmest er forpligtede til at give „Gud det der er Guds“, ved ikke at overtræde hans lov. — Markus 12:17.

I Romerbrevet 13:1-7 behandles de kristnes forhold til „de højere myndigheder“. Sådanne myndigheder har bemyndigelse til at vedtage love eller udstede bestemmelser, der som regel tager sigte på at fremme befolkningens velfærd. Myndighederne „bærer sværdet“ for at håndhæve deres love og ’lade vrede ramme den der ifølge deres love øver det onde’. Da kristne er underlagt de højere myndigheder ønsker de at adlyde sådanne love og retsafgørelser, men der er tale om en relativ underkastelse. Hvis en kristen bliver bedt om at underlægge sig noget der ville være en overtrædelse af Guds højere lov, vil Guds lov komme først; den går forud for alt andet.

Visse love som egentlig er gode, kan misbruges så der gives bemyndigelse til at påtvinge en kristen blodtransfusion. I så fald må kristne indtage samme holdning som apostelen Peter, der sagde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

Jehova gav israelitterne følgende påbud: „Kun må du være fast besluttet på ikke at spise blodet, for blodet er sjælen, og du må ikke spise sjælen sammen med kødet.“ (5 Mosebog 12:23) Bent Melchiors jødiske oversættelse siger: „Vær blot stærk, så at du ikke spiser blodet.“ Den danske autoriserede oversættelse gengiver verset på denne måde: „Kun må du ufravigeligt afholde dig fra at nyde blodet.“ Lyder dette som om Guds tjenere skulle forholde sig passive med hensyn til at overholde denne lov eller tage let på den?

Nej, der er gode grunde til at kristne har været helt og fuldt besluttede på at adlyde Gud, selv når myndighederne har påbudt dem noget andet. Professor Robert L. Wilken skriver: „De kristne nægtede ikke blot [romersk] militærtjeneste, men de ville heller ikke modtage offentlige embeder eller påtage sig ansvarsposter i bystyret.“ (The Christians as the Romans Saw Them) Dette kunne medføre at de blev stemplet som lovovertrædere eller blev dømt til døden i den romerske arena.

I dag må kristne også være urokkelige, idet de er fast besluttede på ikke at overtræde Guds lov, også selv om de derved udsætter sig for at blive retsforfulgt. Den højeste lov i universet — Guds lov — kræver at kristne afholder sig fra blod, ligesom de har fået påbud om at afholde sig fra utugt (kønslig umoralitet). Bibelen kalder disse forbud for noget nødvendigt. (Apostelgerninger 15:19-21, 28, 29) Man bør ikke tage let på Guds lov eller betragte den som noget der kun skal overholdes hvis det er bekvemt eller ikke skaber vanskeligheder. Guds lov skal adlydes!

Vi kan derfor forstå hvorfor den kristne pige der omtales på side 17 udtalte i retten at „hun betragtede en blodtransfusion som en lige så grov krænkelse af hendes legeme som voldtægt“. Ville nogen kristen kvinde, ung eller gammel, passivt gå med til at lade sig voldtage, selv hvis der forelå en juridisk tilladelse til at der blev øvet voldtægt?

Den 12-årige pige der er omtalt på samme side var heller ikke i tvivl om at ’hun af al magt ville kæmpe imod en blodtransfusion der var blevet beordret af en domstol, at hun ville skrige og kæmpe og at hun ville hive kanylen ud af armen og forsøge at ødelægge blodposen over hendes seng’. Hun var fast besluttet på at adlyde Guds lov.

Jesus trak sig tilbage fra området da en folkeskare ville gøre ham til konge. Hvis det er sandsynligt at en domstol vil beordre blodtransfusion, vil en kristen måske også vælge at gøre sig usynlig for at undgå en sådan overtrædelse af Guds lov. (Mattæus 10:16; Johannes 6:15) Samtidig gør den kristne klogt i at søge en alternativ lægebehandling og derved gøre en ihærdig indsats for at bevare livet og blive helbredt.

Hvis en kristen gør sig store anstrengelser for at undgå at overtræde Guds lov vedrørende blodet, vil myndighederne måske betragte vedkommende som en lovovertræder eller retsforfølge ham. Hvis den kristne straffes kan han betragte det som at lide for retfærdigheds skyld. (Jævnfør Første Petersbrev 2:18-20.) Men i de fleste tilfælde har kristne undgået blodtransfusion og er blevet raske ved dygtige lægers hjælp uden at der er opstået juridiske problemer. Og hvad der er vigtigst: de har bevaret deres uangribelighed over for deres Gud, Livgiver og Dommer.