MOAB
(Moʹab), moabitter.
1. En søn af Lot og hans ældste datter. Ligesom sin halvbroder Ammon blev Moab undfanget efter at Lot og hans døtre havde forladt Zoar og var begyndt at bo i en hule i omegnens bjerge. Moab blev stamfader til moabitterne. — 1Mo 19:30-38.
2. Det område der i oldtiden var beboet af moabitterne, kaldtes „Moab“ og „Moabs område“. (1Mo 36:35; 4Mo 21:20; Rut 1:2; 1Kr 1:46; 8:8; Sl 60:8) Tidligere havde emitterne boet i landet, men de var åbenbart blevet fordrevet af moabitterne. (5Mo 2:9-11; jf. v. 18-22.) Ved slutningen af israelitternes ørkenvandring strakte Moabs område sig sandsynligvis fra Zereds Regnflodsdal i syd til Arnons Regnflodsdal i nord (en strækning på omkring 50 km), med Det Døde Hav som vestgrænse og Den Arabiske Ørken som udefineret østgrænse. (4Mo 21:11-13; 5Mo 2:8, 9, 13, 18, 19) Moabs område er hovedsagelig en højslette som gennemskæres af dybe slugter. Den ligger gennemsnitlig 900 m over Middelhavets overflade og falder brat ned mod Det Døde Hav. I gammel tid kunne store hjorde græsse her (2Kg 3:4), og landet var rigt på vingårde og frugthaver. (Jf. Es 16:6-10; Jer 48:32, 33.) Man dyrkede også korn. — Jf. 5Mo 23:3, 4.
Længere tilbage i tiden havde Moabs område strakt sig nord for Arnonfloden og indbefattede „Moabs ørkensletter på den anden side af Jordan, over for Jeriko“. (4Mo 22:1) Men nogen tid før israelitternes ankomst bemægtigede amoritterkongen Sihon sig dette område, og Arnonfloden blev Moabs grænse mod nord. (4Mo 21:26-30; Dom 11:15-18) Sihon besejrede også ammonitterne og trængte dem mod nord og øst. Det landområde som amoritterne tog fra Moab og Ammon, lå som en kile mellem disse to folk, og Moab fik således fælles grænse med amoritterne mod nord og med edomitterne mod syd. (Dom 11:13, 21, 22; jf. 5Mo 2:8, 9, 13, 14, 18.) Da Moabs område nåede sin største udstrækning, var det ca. 100 km fra nord til syd og 40 km fra øst til vest.
En del af amoritternes område blev fortsat kaldt „Moabs land“, sikkert fordi det engang havde tilhørt Moab. (5Mo 1:5) Israelitterne slog lejr i dette tidligere moabitiske område før de gik over Jordan. (4Mo 31:12; 33:48-51) Her blev der for anden gang foretaget en optælling af Israels våbenføre mænd fra 20-årsalderen og opefter. (4Mo 26:2-4, 63) Det var også her Jehova gav folket påbud og lovbud om levitbyer, tilflugtsbyer og arv. (4Mo 35:1–36:13) Her holdt Moses sine sidste taler og sluttede en pagt med israelitterne der tilskyndede dem til at være trofaste mod Jehova. (5Mo 1:1-5; 29:1) Til sidst gik Moses op på Nebo Bjerg for at se det forjættede land, og derefter døde han. Israel sørgede over Moses på Moabs ørkensletter i 30 dage. — 5Mo 32:49, 50; 34:1-6, 8.
Moabs forhold til Israel. Som efterkommere af Abrahams nevø Lot var moabitterne beslægtede med israelitterne. De to folks sprog lignede meget hinanden, hvilket fremgår af Mesjastelens indskrift. Det ser også ud til at moabitterne, ligesom israelitterne, praktiserede omskærelse. (Jer 9:25, 26) Ikke desto mindre nærede moabitterne, undtagen nogle få som Rut og kong Davids vældige kriger Jitma (Rut 1:4, 16, 17; 1Kr 11:26, 46), et indgroet fjendskab til Israel.
Før Israel gik ind i det forjættede land. Ifølge Moses’ sang om Jehovas ødelæggelse af Ægyptens hærstyrker i Det Røde Hav ville nyheden om denne begivenhed få „Moabs voldsherrer“ til at skælve. (2Mo 15:14, 15) At moabitterne virkelig blev bange, fremgår af at deres konge ca. 40 år senere ikke tillod Israel at drage fredeligt igennem landet. (Dom 11:17) Som følge af et direkte påbud fra Gud angreb israelitterne dog ikke moabitterne. Da de kom til Moabs sydgrænse ved Zereds Regnflodsdal, gik de uden om Moabs område. (4Mo 21:11-13; 5Mo 2:8, 9; Dom 11:18) Moabitterne solgte fødevarer og vand til israelitterne (5Mo 2:26-29), men de ’kom dem ikke i møde med brød og vand’. (5Mo 23:3, 4) Det betyder åbenbart at de ikke tog gæstfrit imod dem og ikke forsynede dem med proviant uden at tjene på det.
Da israelitterne senere var gået over Arnons Regnflodsdal, rykkede amoritterkongen Sihon, som tidligere havde indtaget moabitternes landområde nord for Arnonfloden, ud imod dem. Da denne konge, samt kong Og af Basan, med Guds hjælp var blevet besejret, slog israelitterne lejr på Moabs ørkensletter. (4Mo 21:13, 21–22:1; 5Mo 2:24–3:8) Israelitternes store lejr gjorde moabitterne og deres konge, Balak, skrækslagne og fyldte dem med dyb rædsel. Balak gjorde ganske vist ikke krav på det tidligere moabitiske område som Israel havde fravristet amoritterne, men han frygtede for sit land. Han rådførte sig derfor med Midjans ældste, hvorefter han sendte ældste fra både Moab og Midjan af sted for at leje profeten Bileam til at forbande Israel. (4Mo 22:2-8; jf. Dom 11:25.) På denne måde „kæmpede“ Balak mod israelitterne. (Jos 24:9) Jehova forårsagede imidlertid at Bileam i stedet velsignede Israel og endog forudsagde at det ville få overtaget over Moab. (4Mo 23, 24; Jos 24:10; Ne 13:1, 2; Mik 6:5) Dernæst blev moabitiske og midjanitiske kvinder på Bileams opfordring brugt til at lokke israelitiske mænd til umoralitet og afgudsdyrkelse i forbindelse med Ba’al-Peor. Mange israelitter faldt for denne fristelse, hvorved de vakte Jehovas vrede så 24.000 mand mistede livet. (4Mo 25:1-3, 6, 9; 31:9, 15, 16) Som følge af at moabitterne ikke havde hjulpet israelitterne med brød og vand og havde lejet Bileam til at forbande Israel, måtte de „selv i tiende generation“ ikke optages i Jehovas menighed. — 5Mo 23:3, 4; se AMMONITTER (Ægteskab med israelitter).
I dommertiden. Det ser ud til at moabitterne i dommertiden udvidede deres område så det strakte sig nord for Arnonfloden, og at de, mens Eglon var deres konge, endog besatte israelitisk område vest for Jordanfloden så langt at de „tog Palmebyen [Jeriko] i besiddelse“. (Dom 3:12, 13; jf. 5Mo 34:3.) Israel tjente Moab i 18 år indtil den kejthåndede benjaminit Ehud under en audiens dræbte kong Eglon. Under Ehuds ledelse drog israelitterne derefter imod Moab, som i slaget mistede omkring 10.000 mand og derefter blev underlagt Israel. — Dom 3:14-30.
Det var i denne periode, under en hungersnød i Juda, at Elimelek med sin hustru, No’omi, og deres to sønner, Malon og Kiljon, udvandrede til det mere frugtbare Moabs land. Dér giftede sønnerne sig med de moabitiske kvinder Rut og Orpa. Efter at de tre mænd var døde i Moab og forholdene var blevet bedre i Israel, vendte No’omi tilbage til Betlehem sammen med Rut, som havde opgivet moabitternes guder til fordel for tilbedelsen af Jehova. Rut blev gift med Boaz, en slægtning af Elimelek, og hun, en moabitterinde, blev oldemoder til David og dermed også en af Jesu stammødre. — Rut 1:1-6, 15-17, 22; 4:13, 17.
Det var også i dommertiden at Israel begyndte at dyrke moabitternes guder, heriblandt uden tvivl Kemosj. (Dom 10:6; 4Mo 21:29; Jer 48:46) Da israelitterne antog de omboende folks falske gudsdyrkelse, mistede de Jehovas gunst og blev undertrykt af deres fjender. (Dom 10:7-10) Endnu på Samuels tid blev det utro Israel hærget af moabitterne. — 1Sa 12:9, 10.
Mens Saul, David og Salomon regerede. Vanskelighederne med moabitterne fortsatte i årene derefter. Israels første konge, Saul, førte krig mod dem og besejrede dem. (1Sa 14:47) Eftersom moabitterne må have betragtet Saul som en fjende, er det forståeligt at Moabs konge gik med til at lade Davids forældre bo i Mizpe i Moab, idet David jo var blevet erklæret fredløs af Saul. — 1Sa 22:3, 4.
Efter at David var blevet konge, lå Israel og Moab igen i krig med hinanden. Moabitterne blev undertvunget og måtte betale tribut til David. Åbenbart ved krigens slutning blev to tredjedele af Moabs krigere slået ihjel. Det ser ud til at dette skete ved at David lod dem lægge sig i en række på jorden, hvorefter han målte rækken for at udpege de to tredjedele der skulle dø, og den tredjedel der skulle have lov til at leve. (2Sa 8:2, 11, 12; 1Kr 18:2, 11) Det var muligvis under den samme konflikt at Jojadas søn Benaja „slog de to Arielsønner fra Moab ihjel“. (2Sa 23:20; 1Kr 11:22) Davids endelige sejr over moabitterne var en opfyldelse af Bileams 400 år gamle profeti: „En stjerne skal fremtræde fra Jakob, og et scepter rejse sig fra Israel. Og han skal sønderslå Moabs tindinger og issen på alle stridslarmens sønner.“ (4Mo 24:17) Det var formentlig med tanke på denne sejr at salmisten talte om at Gud betragtede Moab som sit „vaskefad“. — Sl 60:8; 108:9.
Davids søn Salomon lod imidlertid hånt om Guds lov og giftede sig med moabitiske kvinder der ikke havde antaget tilbedelsen af Jehova. For at tækkes dem byggede han en offerhøj for guden Kemosj. Først ca. 300 år senere, under Josias’ regering, blev denne offerhøj gjort uanvendelig som tilbedelsessted. — 1Kg 11:1, 7; 2Kg 23:13.
Indtil Judas landflygtighed. Det ser ud til at moabitterne nogen tid efter Israels løsrivelse fra Juda har tilbageerobret et område nord for Arnonfloden. På den sorte basaltstele der er kendt som Mesjastelen, nævner kong Mesja af Moab at kong Omri af Israel havde taget egnen omkring Medeba i besiddelse. Eftersom denne højslette lå i Rubens stammeområde (Jos 13:15, 16), lader det til at Israel havde mistet den til moabitterne, hvorefter Omri havde erobret den tilbage.
Moab forblev åbenbart under israelitisk overherredømme under kongerne Omri og Akab. Men efter Akabs død gjorde kong Mesja, der „betalte Israels konge et hundrede tusind vædderlam og et hundrede tusind uklippede væddere“, oprør mod Israel. (2Kg 1:1; 3:4, 5) Mesjastelen omtaler dette oprør. (BILLEDE, bd. 1, s. 946; se også MESJA, 2.) Hvis de angivne stednavne er identiske med dem der nævnes i Bibelen, lå 11 af de byer som kong Mesja hævder var underlagt ham eller blev indtaget eller genopbygget af ham, på israelitisk område nord for Arnonfloden. Det drejer sig om byerne Dibon, Atarot, Aroer, Kirjatajim, Nebo, Ba’al-Meon (4Mo 32:34, 37, 38), Medeba, Bamot-Ba’al, Bet-Ba’al-Meon, Jahaz (Jos 13:9, 17-19) og Bezer (Jos 20:8).
Modsat Mesjas propagandaprægede indskrift fortæller Bibelen at moabitterne led et ydmygende nederlag. Joram (som blev konge i Israel ca. to år efter Akabs død) allierede sig med kong Josafat af Juda og Edoms konge for at bekæmpe moabitternes oprør, og de drog igennem Edoms Ørken for at angribe Moab fra syd. Men de forenede hære og deres dyr var nær ved at omkomme af mangel på vand. Man søgte da hjælp hos profeten Elisa, og som en opfyldelse af hans profeti om at Jehova ville hjælpe dem for Josafats skyld, fyldtes regnflodsdalen med vand. Da moabitterne næste morgen så solen spejle sig i vandet, troede de at det var blod. Idet de fejlagtigt antog at de forenede hære havde nedkæmpet hinanden, kastede de al forsigtighed over bord og begav sig til israelitternes lejr, hvor de blev slået på flugt. Under de efterfølgende krigshandlinger blev moabitiske byer lagt øde, gode jordlodder fyldt med sten, træer fældet og kilder stoppet til. Da kong Mesja så sig selv spærret inde i byen Kir-Hareset, hårdt trængt af modstanderne, prøvede han og 700 mand uden held at trænge igennem til Edoms konge. Til sidst tog han sin førstefødte søn og bragte ham som et brændoffer på muren. Af denne eller en anden årsag „kom der stor harme over Israel“, og belejringen blev hævet. — 2Kg 3:6-27.
Da dette ydmygende nederlag ikke fandt sted på fremmed jord, men bragte ødelæggelse over moabitternes eget land, er der sikkert gået temmelig lang tid før landet kom på fode igen. Det må derfor have været på et tidligere tidspunkt under Josafats regering at Moab allierede sig med Ammon og folket fra Se’irs bjergland for at angribe Juda. Ved Jehovas indgriben gav de tre hære sig til at nedkæmpe og tilintetgøre hinanden. (2Kr 20:1, 22-24) Nogle forskere mener at det er denne begivenhed der hentydes til i Salme 83:4-9. — Sml. 2Kr 20:14 med Sl 83:0.
I de efterfølgende år fortsatte fjendskabet mellem Moab og Israel. Efter profeten Elisas død trængte moabitiske røverbander gang på gang ind i Israel. (2Kg 13:20) Omkring 200 år senere, på Jojakims tid, medvirkede lignende moabitiske bander til Judas ødelæggelse i dets sidste år. (2Kg 24:2) Da Jerusalem blev ødelagt i 607 f.v.t., søgte en del jøder tilflugt i Moab, men vendte tilbage til Juda da Gedalja var blevet statholder. — Jer 40:11, 12.
Efter landflygtigheden. Nogle af de israelitter der i 537 f.v.t. vendte hjem fra landflygtigheden i Babylon, giftede sig med moabitiske kvinder, men på Ezras tilskyndelse skilte de sig af med disse hustruer og deres børn. (Ezr 9:1, 2; 10:10, 11, 44) Nogle år senere stod Nehemias over for en lignende situation, hvor mange israelitter havde taget sig moabitiske hustruer. — Ne 13:1-3, 23.
Moab i profetien. Da moabitterne altid havde bekriget Israel, blev de regnet blandt Jehovas folks værste fjender. (Jf. Es 11:14.) Moab blev fordømt for sin smædetale mod Israel, sin stolthed og sit hovmod og skulle til sidst lægges øde som Sodoma. (Zef 2:8-11; se også Jer 48:29.) Allerede ved slutningen af det 9. århundrede f.v.t. skrev Amos at Moab ville falde i ulykke fordi det „brændte Edoms konges ben til kalk“. (Am 2:1-3) Nogle forbinder dette med 2 Kongebog 3:26, 27 og mener at det ikke var sin egen søn kong Mesja ofrede, men Edoms konges førstefødte. Denne fortolkning er dog næppe sandsynlig. En jødisk overlevering forbinder ganske vist den begivenhed Amos omtaler, med krigen mod Mesja og hævder at moabitterne nogen tid efter denne begivenhed gravede kongen af Edoms ben op og brændte dem til kalk, men det er ikke muligt at tidsbestemme begivenheden ud fra Bibelens beretning.
I det 8. århundrede f.v.t., øjensynlig omkring det tidspunkt da kong Akaz døde og mens Assyrien var en fremtrædende magt, opregner Esajas (kap. 15, 16) den ene moabitiske by efter den anden som skulle rammes af ulykke. Han slutter sin profeti med ordene: „Og nu har Jehova talt og sagt: ’Inden tre år, regnet som daglejerens år, da skal Moabs herlighed blive vanæret med megen uro af enhver art, og de der bliver tilbage vil være meget få og uanselige.’“ — Es 16:14.
De historiske beretninger giver os ingen mulighed for at placere opfyldelsen af Esajas’ og Amos’ profetier nøjagtigt på tidens strøm. Der findes dog vidnesbyrd om at Moab kom under assyrisk åg. Assyrerkongen Tiglat-Pileser III nævner Salamu af Moab blandt dem der betalte tribut til ham. Sankerib hævder at have modtaget tribut af kong Kammusu-nadbi af Moab, og de assyriske monarker Asarhaddon og Assurbanipal omtaler de moabitiske konger Musuri og Kamashaltu som deres undersåtter. (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 282, 287, 291, 194, 198) Der er også arkæologiske vidnesbyrd om at mange lokaliteter i Moab blev affolket omkring det 8. århundrede f.v.t.
Jeremias, der levede i det 7. århundrede f.v.t., pegede i en profeti frem til den tid da Jehova ville gøre op med Moab (Jer 9:25, 26), og dét ved hjælp af babylonierne under kong Nebukadnezar. (Jer 25:8, 9, 17-21; 27:1-7) Et stort antal moabitiske byer ville blive hærget. (Jer 48) Det var øjensynlig da Juda erfarede eksekveringen af Jehovas dom ved babylonierne at moabitterne sagde: „Se, Judas hus er som alle de andre nationer.“ Fordi moabitterne ikke havde anerkendt at det i virkeligheden var Guds dom, og at Judas indbyggere var Guds folk, skulle ulykken også ramme dem, og de ville komme til at indse at ’han er Jehova’. — Ez 25:8-11; jf. Ez 24:1, 2.
Den jødiske historiker Josefus nævner at Nebukadnezar i det femte år efter Jerusalems ødelæggelse førte krig mod Kølesyrien, Ammon og Moab, og at han derefter angreb Ægypten. (Jewish Antiquities, X, 181, 182 [ix, 7]) Hvad angår arkæologisk bekræftelse på Moabs ødelæggelse, bemærker The Interpreter’s Dictionary of the Bible: „Arkæologiske undersøgelser har vist at Moab i det store og hele var affolket fra omkring begyndelsen af det sjette århundrede, mange steder endog fra omkring det ottende århundrede. Fra og med det sjette århundrede færdedes nomader i landet, indtil de politiske og økonomiske forhold i de sidste århundreder f.v.t. igen gjorde det muligt at tage blivende ophold.“ — Redigeret af G. A. Buttrick, 1962, bd. 3, s. 418; jf. Ez 25:8-11.
Som en opfyldelse af Jeremias 48:47 lod Babylons erobrer, Kyros, sandsynligvis de landflygtige moabitter vende tilbage til deres hjemland.
At profetierne om Moab er gået i opfyldelse, kan ikke benægtes. Det moabitiske folk er for længst forsvundet ud af historien. (Jer 48:42) På de steder hvor moabitiske byer som Nebo, Hesjbon, Aroer, Bet-Gamul og Ba’al-Meon menes at have ligget, findes i dag kun ruiner. Mange andre steder kan slet ikke identificeres.
Kun Bibelen kan forklare hvorfor moabitterne uddøde som folk betragtet. I 1959-udgaven af Encyclopædia Britannica (bd. 15, s. 629) siges der: „Israel forblev en betydelig magt, hvorimod Moab forsvandt. Sandt nok udsattes Moab ustandselig for et voldsomt pres fra ørkenfolkenes horder; hvor udsat landets stilling var, fremgår af ruinerne af den række forter og borge som endog romerne følte sig nødsaget til at bygge. Men forklaringen skal findes i Israel, og navnlig hos profeterne.“
Eftersom moabitterne forsvandt som folk betragtet, må dét at Moab i Daniel 11:41 medregnes blandt nationerne i „endens tid“ (Da 11:40), skulle forstås billedligt. Moabitterne er efter alt at dømme et billede på dem som det ikke lykkes „Nordens konge“ at få magt over.