Livet på Bibelens tid — Landmanden

„Så sagde [Jesus] til sine disciple: ’Ja, høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.’“ — MATTÆUS 9:37, 38.

JESUS henviste ofte til landbrugsmetoder og landbrugsredskaber når han ville illustrere en vigtig lære. (Mattæus 11:28-30; Markus 4:3-9; Lukas 13:6-9) Hvorfor? Fordi han levede i et landbrugssamfund. De traditioner som mange fulgte ved dyrkningen af jorden, havde ikke forandret sig i århundreder. Jesu tilhørere forstod derfor hans billeder, der var hentet fra det daglige liv. Han kunne sætte sig ind i deres forhold, og de var modtagelige for det han lærte dem. — Mattæus 7:28.

Vi kan bedre forstå Jesu lignelser og andre bibelske beretninger hvis vi kender lidt til landmandens arbejde dengang — de afgrøder han dyrkede, de redskaber han brugte, og de udfordringer han måtte overvinde.

Lad os følge en landmand i hans daglige arbejde. Læs de anførte skriftsteder, og se hvad du kan lære.

En tid til at så

Landmanden står i døren til sit hus da solens første stråler rammer ham. Han skygger med hånden for øjnene og indånder den friske luft. Regnskyl har blødgjort jorden, som er udtørret af solen. Tiden er inde til at pløje. Han løfter en let træplov op på skulderen og sætter kurs mod marken.

Dér får han fat i sine okser, spænder dem for ploven og driver dem af sted med sin pigkæp. Plovjernet skærer sig ned i den stenede grund. Jorden vendes ikke fuldstændigt, men plovjernet laver blot en fure i overfladen (1). Landmanden slingrer lidt til venstre og højre og kæmper for at holde furen lige — han ser sig aldrig tilbage, for så ville furen blive skæv. (Lukas 9:62) Han må holde sig inden for sine markskel og udnytte sin lille jordlod bedst muligt.

Marken, som nu er pløjet og gennemskåret af furer, er rede til at blive tilsået. Med sæden i en sæk ved den ene side spreder landmanden med en fejende bevægelse med den anden hånd de dyrebare sædekorn til venstre og højre for sig (2). Da der løber flere nedtrampede stier gennem hans mark, passer han på at sædekornene falder i „den gode jord“. — Lukas 8:5, 8.

Efter at der er sået, skal der harves. Landmanden hægter et bundt tornegrene til sine okser, som derefter slæber grenene hen over marken. Flokke af fugle skræpper op og hakker i jorden for at stjæle nogle af sædekornene før de bliver dækket til af jord. Senere bruger landmanden en hakke (3) for at løsne jorden og fjerne ukrudt som kunne kvæle de små planter før de har vokset sig store. — Mattæus 13:7.

Tid til at høste

Månederne går. Der falder regn. De modne bygaks står nu og svajer i solen og får markerne til at se hvide ud. — Johannes 4:35.

Høsten er en travl tid for landmanden og hans familie. Høstarbejderen griber fat om stråene med venstre hånd og svinger seglen, der er af jern, med den højre (4). Andre samler kornet og binder det i neg (5), som de læsser på æsler eller kærrer (6), hvorefter det bliver transporteret til landsbyens tærskeplads.

Solen skinner fra en skyfri himmel. Familien tager sig et kort hvil i skyggen af et figentræ. De ler og småsnakker mens de får et hurtigt måltid bestående af brød, ristet korn, oliven, tørrede figner og rosiner. De slutter måltidet med nogle hurtige slurke frisk kildevand. — 5 Mosebog 8:7.

På en nærliggende mark går der nogle og samler kornaks som er blevet efterladt (7). Det er fattige som ikke har deres egen jord. — 5 Mosebog 24:19-21.

Senere spreder landmanden negene ud på landsbyens tærskeplads. Den ligger som regel højt og har et faststampet, plant jordgulv. Okser trækker en tung slæde rundt og rundt på tærskepladsen (8). (5 Mosebog 25:4) På undersiden er slæden forsynet med skarpe sten og knive som skærer stråene i småstykker.

Landmanden venter på at aftenbrisen skal blæse op. (Rut 3:2) I skumringen fører han en træfork med grene eller en „kasteskovl“ (9) ind under det tærskede korn og kaster det op i luften. (Mattæus 3:12) Kernerne, som er de tungeste, falder til jorden, mens avnerne, som er lettere, flyver bort med vinden. Igen og igen løfter han forken, indtil han har renset alt kornet.

Ved solopgang begynder landmandens kone og døtre at sigte kornet (10). De ryster nogle sigter som er fyldt med korn og grus. Bygkernerne falder ned i kurve, mens affaldet kastes ved siden af. Det har været en rekordhøst. Arbejderne fylder noget af kornet i krukker (11). Resten hældes i gruber i jorden til opbevaring.

På tærskepladsen retter landmanden sig op og strækker sine trætte muskler, mens han ser ud over markerne der omgiver landsbyen. Han betragter med tilfredshed de gulbrune jordlodder der er dækket af stubbe — et vidnesbyrd om dage med opslidende arbejde. Han ser arbejdere passe vingårde og lunde med oliven, granatæbletræer og figentræer. I nærheden vinker en nabo til hilsen mens han er ved at grave sin have, hvor han dyrker agurker, linser, bønner, porrer, kikærter og løg. Landmanden ser op mod himmelen og opsender en kort, inderlig bøn med tak til Gud for de gode gaver han skænker. — Salme 65:9-11.

[Illustrationer på side 28-30]

(Se publikationen)