LØVHYTTEFESTEN

Kaldes også indsamlingshøjtiden og betegnes i 3 Mosebog 23:39 som „Jehovas højtid“. Bestemmelserne for hvordan den skulle fejres, findes i 3 Mosebog 23:34-43, 4 Mosebog 29:12-38 og 5 Mosebog 16:13-15. Festen varede fra den 15. til den 21. etanim, efterfulgt af et højtidsstævne på den 22. dag i måneden. Etanim (tisjri; september-oktober) var oprindelig den første måned ifølge den jødiske kalender, men efter udgangen af Ægypten blev etanim den syvende måned i det religiøse år, eftersom abib (nisan; marts-april), som før var den syvende måned, nu blev gjort til den første måned. (2Mo 12:2) Ved løvhyttefesten fejrede man indsamlingen af jordens frugt, „landets afgrøde“, der omfattede korn, olie og vin. (3Mo 23:39) Den omtales også som „indsamlingshøjtiden når året er omme“. Det hellige stævne på den ottende dag dannede en højtidelig afslutning på årets festcyklus. — 2Mo 34:22; 3Mo 23:34-38.

Da løvhyttefesten markerede afslutningen på størstedelen af det jødiske landbrugsår, var det en højtid som var præget af glæde og taknemmelighed over alle de velsignelser Jehova havde skænket i form af den indhøstede afgrøde. Eftersom forsoningsdagen var blevet fejret blot fem dage tidligere, havde folket tillige en følelse af fred med Jehova. Selv om kun de mandlige medlemmer af folket var forpligtede til at deltage, kom hele familier til Jerusalem. De skulle bo i løvhytter (hebr.: sukkōthʹ) de syv dage højtiden varede. Som regel havde hver familie en løvhytte. (2Mo 34:23; 3Mo 23:42) Man rejste dem på husenes gårdspladser, på hustagene, i templets forgårde, på torvene og langs vejene indtil en sabbatsrejse fra byen. Til hytterne skulle israelitterne bruge „frugt af prægtige træer“, palmeblade, og grene af træer med tætte grene og af popler. (3Mo 23:40) På Ezras tid byggede man disse midlertidige boliger af blade af oliven- og olietræer, myrteblade (meget aromatiske), palmeblade og blade af andre træer. Det at alle, rige såvel som fattige, boede i hytter og endog spiste deres måltider i dem i de syv dage, og at alle hytter var lavet af de samme materialer, som var taget fra landets bjerge og dale, understregede at under denne højtid var alle deltagere ligestillede. — Ne 8:14-16.

Dagen før højtiden begyndte, den 14. etanim, var de fleste af deltagerne, om ikke alle, ankommet til Jerusalem. Den 14. var forberedelsesdagen, medmindre det var en ugesabbat. I så fald måtte forberedelserne træffes forinden. Alle var travlt optaget af at bygge løvhytter, at rense sig og at sørge for de medbragte offerdyr, samtidig med at man glædede sig over fællesskabet. Jerusalem og omegn frembød et malerisk og særegent skue med hytter overalt i byen og på vejene og i haverne omkring den. Frugternes og bladenes smukke farver og myrternes duft bidrog også til den festlige stemning. På denne tidlige efterårsaften ventede alle i glæde og forventning på lyden af trompetstødet oppe fra templet som meldte at løvhyttefesten kunne begynde.

Under denne højtid blev der bragt flere ofre end under nogen anden højtid i årets løb. Det nationale offer udgjorde sammenlagt 70 tyre (13 tyre den første dag og derefter én tyr mindre for hver dag) foruden 119 lam, væddere og geder, og dertil korn- og vinofre. Ud over dette bragte festdeltagerne i ugens løb tusinder af personlige ofre. (4Mo 29:12-34, 39) På den ottende dag, hvor der ikke måtte udføres noget slidsomt arbejde, blev der frembåret en tyr, en vædder og syv årgamle vædderlam som brændoffer, sammen med korn- og drikofre og en buk som syndoffer. — 4Mo 29:35-38.

I sabbatsårene blev Loven oplæst for hele folket under denne højtid. (5Mo 31:10-13) Det er sandsynligt at det første af de 24 præsteskifter som David forordnede, begyndte at tjene ved templet efter løvhyttefesten, eftersom det tempel Salomon byggede, blev indviet ved tiden for denne højtid i år 1026 f.v.t. — 1Kg 6:37, 38; 1Kr 24:1-18; 2Kr 5:3; 7:7-10.

Det der især kendetegnede løvhyttefesten, det der mere end noget andet prægede den, var glad taksigelse. Det var Jehovas ønske at hans folk skulle glæde sig over ham og sammen med ham. „I skal fryde jer for Jehova jeres Guds ansigt.“ (3Mo 23:40) Det var en højtid hvor man takkede for høsten, ikke blot for at kornet nu var indhøstet, men også olien og vinen, der bidrog meget til glæden ved livet. Under denne højtid kunne israelitterne lade hjertet dvæle ved at deres velstand og overflod ikke skyldtes dem selv, men at det var Jehovas, deres Guds, omsorg der havde bragt dem disse velsignelser. Det var noget de skulle tænke dybt over, at ikke, som Moses havde sagt, ’deres hjerte blev stolt og de glemte Jehova deres Gud — han som førte dem ud af Ægyptens land, af trællehuset’. Moses havde også sagt: „Men du skal huske Jehova din Gud, for det er ham der giver dig kraft til at skaffe dig velstand, for at holde sin pagt, den han tilsvor dine forfædre, som det er sket i dag.“ — 5Mo 8:14, 18.

Jehova befalede israelitterne at bo i løvhytter i en uge „for at de kommende generationer hos jer kan vide at jeg lod Israels sønner bo i løvhytter da jeg førte dem ud af Ægyptens land. Jeg er Jehova jeres Gud.“ (3Mo 23:42, 43) De skulle med glæde og taknemmelighed tænke tilbage på den omsorg Gud havde vist dem i ørkenen da de blev beskyttet af ham ’som lod dem vandre gennem den store og frygtindgydende ørken med giftslanger og skorpioner og med tørstig jord hvor der ikke var vand; som bragte vand frem til dem af den flinthårde klippe; som i ørkenen gav dem manna at spise som deres fædre ikke kendte til’. (5Mo 8:15, 16) De havde således god grund til at glæde sig over Guds stadigt voksende og gavmilde omsorg for dem.

Senere tilføjelser. En skik der senere blev tilføjet — og som der muligvis hentydes til i De Kristne Græske Skrifter (Joh 7:37, 38), men ikke er omtalt i De Hebraiske — var at man hentede vand fra Siloams dam og udgød det sammen med vin på alteret ved tiden for morgenofferet. Ifølge de fleste forskere gjorde man dette de syv af højtidens dage, men ikke den ottende. Præsten gik til Siloams dam med en guldkande (undtagen på højtidens første dag, en sabbat, hvor vandet blev taget fra et guldkar i templet, hvortil det var blevet båret fra Siloam den foregående dag). Han afpassede tiden sådan at han nåede tilbage fra Siloam med vandet netop som præsterne i templet var rede til at lægge stykkerne af offeret på alteret. Når han trådte ind i præsternes forgård ad Vandporten, blev hans komme forkyndt med et trefoldigt signal fra præsternes trompeter. Vandet blev så hældt ud i et kar, hvorfra det gennem en åbning flød ud ved alterets fod. Samtidig blev der også hældt vin i et kar. Derefter ledsagede tempelmusikken afsyngelsen af hallel (Sl 113-118) mens tilbederne svang deres palmegrene mod alteret. Denne ceremoni har sikkert mindet israelitterne om Esajas’ profetiske ord: „Med glæde skal I trække vand op af frelsens kilder.“ — Es 12:3.

En anden, noget lignende ceremoni bestod i at præsterne hver af højtidens syv dage gik i procession rundt om alteret idet de sang: „Åh, Jehova, frels dog! Åh, Jehova, lad det dog lykkes!“ (Sl 118:25) Den syvende dag gik de rundt om alteret syv gange.

Ifølge rabbinske kilder var der på Jesu tid knyttet endnu en særlig ceremoni til løvhyttefesten, nemlig den der begyndte ved slutningen af den 15. tisjri, festens første dag (egentlig ved begyndelsen af den 16. tisjri, festens anden dag), og derefter blev gentaget hver af de følgende fem aftener. Forberedelserne hertil blev truffet i kvindernes forgård. Her var opstillet fire store guldlampestandere, hver med fire guldskåle. Fire unge mænd af præsteslægt klatrede ad stiger op med store oliekander og fyldte de 16 skåle. Vægerne var lavet af præsternes aflagte dragter. Jødiske skribenter fortæller at disse lamper udsendte et klart lys der kunne ses på lang afstand og oplyste de private gårdspladser i Jerusalem. Nogle mænd, deriblandt nogle af de ældste, dansede med tændte fakler i hænderne og sang lovsange til musikledsagelse.

Interessant nok indførte Jeroboam, der rev sig løs fra Salomons søn Rehabeam og blev konge over de ti nordlige stammer, en efterligning af løvhyttefesten (i den ottende måned i stedet for den syvende), øjensynlig for at holde folket borte fra Jerusalem. Der blev bragt ofre, men de blev bragt til de guldkalve han havde opstillet i modstrid med Jehovas bud. — 1Kg 12:31-33.

Det var sikkert løvhyttefestens åndelige betydning og muligvis ceremonien med vandet fra Siloam Jesus hentydede til da han „på den sidste dag, højtidens store dag, stod . . . frem og råbte idet han sagde: ’Hvis nogen tørster, så lad ham komme til mig og drikke. Den der tror på mig, „fra hans indre vil der flyde strømme af levende vand“.’“ (Joh 7:37, 38) Måske hentydede han også til at Jerusalem under højtiden blev oplyst af lamperne og faklerne på tempelområdet, da han lidt senere sagde til jøderne: „Jeg er verdens lys. Den der følger mig vil afgjort ikke vandre i mørket, men vil eje livets lys.“ (Joh 8:12) Da Jesus kort efter sin samtale med jøderne traf en mand der var født blind, forbandt han muligvis Siloam med højtiden og dens lys. Efter at have sagt til sine disciple: „Jeg [er] verdens lys,“ spyttede han på jorden og lavede ler med spyttet, hvorefter han kom leret på mandens øjne og sagde til ham: „Gå hen og vask dig i dammen Siloam.“ — Joh 9:1-7.

At man svang palmegrene ved løvhyttefesten, henleder også tanken på de skarer der med palmegrene i hænderne hyldede Jesus da han umiddelbart før sin død drog ind i Jerusalem. Dette fandt dog ikke sted ved tiden for løvhyttefesten, men før påsken. (Joh 12:12, 13) Og apostelen Johannes — der i et syn så 144.000 af Guds trælle beseglet på deres pander — fortæller: „Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ — Åb 7:1-10.

Løvhyttefesten dannede en meget passende afslutning på årets festcyklus og den del af landbrugsåret der var gået. Alt hvad der var forbundet med den, vidnede om glæde og rige velsignelser fra Jehova og gav nye kræfter og liv.