„Dér hvor du går hen, vil jeg gå hen“

RUT går ved siden af No’omi på en vej der strækker sig tværs over Moabs vindomsuste højsletter. De er nu alene, to små skikkelser i et vidtstrakt landskab. Det er hen på eftermiddagen, og Rut bemærker at skyggerne er blevet længere. Hun kigger derefter på sin svigermor og spekulerer på om det mon er tid til at finde et sted hvor de kan sove om natten. Hun elsker No’omi højt og vil gøre alt hvad hun kan, for at tage sig af hende.

Begge kvinder er tynget af sorgens byrde. No’omi har på dette tidspunkt været enke i flere år, men nu sørger hun over sine seneste tab — hendes to sønner, Kiljon og Malon, er døde. Rut er også i sorg. Hun var gift med Malon. Selvom Rut og No’omi har samme bestemmelsessted, byen Betlehem i Israel, er der en forskel. No’omi er på vej hjem. Rut er på vej mod det ukendte og har ladt sine slægtninge, sit hjemland og alle dets skikke — deriblandt dets guder — bag sig. — Rut 1:3-6.

Hvad har fået en ung kvinde til at gøre så drastisk en forandring? Hvordan vil Rut finde styrke til at begynde et helt nyt liv og til at tage sig af No’omi? Mens vi undersøger svarene, vil vi lære meget om moabitterinden Ruts tro som vi kan efterligne. Lad os først se hvordan det gik til at disse to kvinder befandt sig på den lange vej mod Betlehem.

En familie der rammes af en tragedie

Rut voksede op i Moab, et lille land der lå øst for Det Døde Hav. Området var hovedsagelig en skovfattig højslette gennemskåret af dybe slugter. „Moabs område“ var ofte frugtbar landbrugsjord, også da Israel var plaget af hungersnød. Det var faktisk det der var årsagen til at Rut i sin tid traf Malon og hans familie. — Rut 1:1.

Da der blev hungersnød i Israel, besluttede No’omis mand, Elimelek, at flytte fra sit hjemland med sin hustru og sine to sønner og bosætte sig i Moab som udlænding. Det må have været en udfordring for alle i familien at holde fast ved troen, for israelitterne skulle regelmæssigt tilbede Jehova på det hellige sted han anviste. (5 Mosebog 16:16, 17) Det lykkedes No’omi at bevare en levende tro. Men hun var alligevel knust da hendes mand døde. — Rut 1:2, 3.

Da No’omis sønner giftede sig med moabitiske kvinder, kan hun meget vel være blevet ked af det igen. (Rut 1:4) Hun vidste at hendes nations forfader, Abraham, havde gjort sig store anstrengelser for at finde en hustru til sin søn, Isak, blandt sit eget folk, der tilbad Jehova. (1 Mosebog 24:3, 4) Senere blev israelitterne i Moseloven advaret mod at lade deres sønner og døtre gifte sig med fremmede, af frygt for at Guds folk ville blive forledt til at dyrke afguder. — 5 Mosebog 7:3, 4.a

Ikke desto mindre giftede Malon og Kiljon sig med moabitiske kvinder. Hvis No’omi har været bekymret eller skuffet, lod hun det øjensynlig ikke gå ud over sine svigerdøtre, Rut og Orpa, men viste dem ægte venlighed og kærlighed. Måske håbede hun at de en dag ville begynde at tilbede Jehova ligesom hun gjorde. Under alle omstændigheder holdt både Rut og Orpa af No’omi. Deres gode forhold til hinanden hjalp dem da tragedien ramte. Før nogen af de unge kvinder fik børn, blev de begge enker. — Rut 1:5.

Hjalp Ruts religiøse baggrund hende til at klare en sådan tragedie? Det er vanskeligt at forestille sig. Moabitterne tilbad mange guder, og deres øverste gud var Kemosj. (4 Mosebog 21:29) Den moabitiske gudsdyrkelse var tilsyneladende ikke fri for den brutalitet og de rædsler der var almindelige på den tid, som for eksempel børneofringer. Alt hvad Rut måtte have lært af Malon eller No’omi om Israels kærlige og barmhjertige Gud, Jehova, må helt sikkert have gjort indtryk på hende og været en slående kontrast. Jehovas herredømme blev udøvet med kærlighed, det var ikke et rædselsregime! (5 Mosebog 6:5) I kølvandet på sit frygtelige tab kan Rut have knyttet sig endnu mere til No’omi og villigt lyttet til den ældre kvinde mens hun fortalte om den almægtige Gud, Jehova, hans underfulde gerninger og hans kærlige og barmhjertige handlemåde med sit folk.

No’omi var ivrig efter at høre nyt fra sit hjemland. En dag hørte hun, måske af en rejsende købmand, at hungersnøden i Israel var forbi. Jehova havde vendt sin opmærksomhed mod sit folk. Betlehem levede igen op til sit navn, som betyder „brødhus“. No’omi besluttede at vende hjem. — Rut 1:6.

Hvad ville Rut og Orpa gøre? (Rut 1:7) De var blevet tæt knyttet til No’omi under deres fælles prøvelser. Især Rut følte sig åbenbart tiltrukket af No’omis hengivenhed og hendes urokkelige tro på Jehova. De tre enker begav sig af sted mod Juda.

Beretningen om Rut minder os om at ulykker og tab rammer både gode og hæderlige såvel som onde. (Prædikeren 9:2, 11) Den viser os også at når vi kommer ud for smertelige tab, er det klogt at søge trøst hos andre — især hos dem der søger tilflugt hos Jehova, den Gud No’omi tilbad. — Ordsprogene 17:17.

Ruts loyale hengivenhed

Efterhånden som de tre enker kommer længere og længere bort, begynder en anden bekymring at tynge No’omi. Hun tænker på de to unge kvinder ved sin side og på den kærlighed de har vist hende og hendes sønner. Hun kan ikke bære tanken om at lægge flere byrder på dem. Hvis de rejser fra deres hjemland og tager med hende, hvad kan hun så gøre for dem i Betlehem?

Til sidst siger No’omi: „Tag af sted, vend tilbage, hver især til sin moders hus. Måtte Jehova vise loyal hengivenhed mod jer, ligesom I har vist mod dem der er døde, og mod mig.“ Desuden giver hun udtryk for at hun håber at Jehova vil belønne dem med en ny ægtefælle og et nyt liv. „Derpå kyssede hun dem,“ siger beretningen, „men de brød ud i højlydt gråd.“ Det er ikke svært at se hvorfor Rut og Orpa føler sig så knyttet til denne hjertelige og uselviske kvinde. De insisterer begge og siger: „Nej, vi vil vende tilbage til dit folk sammen med dig.“ — Rut 1:8-10.

Men No’omi er ikke så let at overtale. Hun siger indtrængende til dem at der ikke er meget hun kan gøre for dem i Israel, for hun har ingen mand der kan sørge for hende, ingen sønner de kan gifte sig med, og der er heller ikke udsigt til nogen af delene. Hun giver også udtryk for at det er meget bittert for hende at hun ikke kan tage sig af dem. — Rut 1:11-13.

Orpa synes at det No’omi siger, giver mening. Hun har jo familie i Moab, en mor og et hjem der venter på hende. Det virker mere praktisk at forblive i Moab. Sørgmodigt kysser hun derfor No’omi farvel og vender hjem. — Rut 1:14.

Hvad med Rut? No’omis argumenter gælder også hende. Bibelen siger: „Rut, derimod, blev hos hende.“ Måske er No’omi igen begyndt at gå videre, men lægger mærke til at Rut følger efter hende. No’omi siger protesterende: „Se! Din svigerinde er vendt tilbage til sit folk og sine guder. Følg med din svigerinde tilbage.“ (Rut 1:15) Hendes ord afslører en vigtig oplysning. Orpa vender ikke blot tilbage til sit folk, men også til „sine guder“. Hun er tilfreds med fortsat at tilbede Kemosj og andre afguder. Er det også sådan Rut føler?

Mens Rut står over for No’omi på den øde vej, er hun ikke i tvivl om hvad hun vil gøre. Hendes hjerte strømmer over af kærlighed til No’omi — og til den Gud No’omi tjener. Derfor siger hun: „Du må ikke bede mig om at forlade dig, om at vende tilbage og ikke følge dig; for dér hvor du går hen, vil jeg gå hen, og dér hvor du overnatter, vil jeg overnatte. Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. Dér hvor du dør, vil jeg dø, og dér vil jeg begraves. Måtte Jehova gøre således mod mig og føje mere til, hvis noget andet end døden skulle skille mig fra dig.“ — Rut 1:16, 17.

Ruts ord er bemærkelsesværdige, og efter hendes død har de givet ekko i omkring 3000 år. De er udtryk for en dyrebar egenskab, loyal hengivenhed. Så stærk var Ruts kærlighed og loyalitet at hun ønskede at forblive sammen med No’omi uanset hvor hun tog hen. Det var kun døden der kunne skille dem. No’omis folk ville blive Ruts folk, for hun var parat til at forlade alt hvad hun kendte til fra Moab — også moabitternes guder. I modsætning til Orpa kunne Rut af hele sit hjerte sige at hun ønskede at No’omis Gud, Jehova, også skulle være hendes Gud.b

De to rejser nu videre alene på den lange vej mod Betlehem. Det er blevet anslået at rejsen kan have taget helt op til en uge. Men de har helt sikkert fundet et mål af trøst hos hinanden midt i sorgen.

I dag er der mange der sørger. I disse „kritiske tider“ som ifølge Bibelen er „vanskelige at klare“, bliver vi ramt af sorg og oplever forskellige former for tab. (2 Timoteus 3:1) Derfor er det mere vigtigt end nogen sinde før at have den samme egenskab som Rut. Loyal hengivenhed — den form for kærlighed der knytter sig til genstanden for denne følelse og ikke vil give slip — er en magtfuld drivkraft til at gøre det gode i denne verden, der bliver mere og mere formørket. Vi har brug for denne egenskab i ægteskabet, i familielivet, blandt venner og inden for den kristne menighed. Når vi opdyrker denne form for kærlighed, efterligner vi Ruts strålende eksempel.

Rut og No’omi i Betlehem

Et er naturligvis at tale om loyal hengivenhed; noget helt andet er at vise denne egenskab i handling. Rut havde ikke blot mulighed for at vise loyal hengivenhed over for No’omi, men også over for den Gud hun valgte at tjene, Jehova.

Endelig når de to kvinder frem til Betlehem, en landsby der ligger cirka 10 kilometer syd for Jerusalem. Det ser ud til at No’omi og hendes familie engang har været meget fremtrædende i denne lille by, for hele byen taler om at hun er vendt hjem. Kvinderne i byen ser på hende og siger: „Er det No’omi?“ Hun har åbenbart forandret sig meget under sit ophold i Moab; hendes ansigtsudtryk og holdning bærer præg af flere års modgang og sorg. — Rut 1:19.

No’omi fortæller disse kvindelige slægtninge og tidligere naboer hvor bittert hendes liv er blevet. Hun synes ligefrem at hendes navn burde ændres fra No’omi, som betyder „min liflighed“, til Mara, som betyder „bitter“. Stakkels No’omi! Ligesom Job tror hun at det er Jehova Gud der har bragt lidelserne over hende. — Rut 1:20, 21; Job 2:10; 13:24-26.

Efterhånden som de to kvinder finder sig til rette i Betlehem, begynder Rut at tænke over hvordan hun kan forsørge sig selv og No’omi. Hun bliver klar over at den lov Jehova havde givet israelitterne, indeholdt en kærlig ordning til gavn for de fattige. Mens der blev høstet, havde de lov til at følge efter høstfolkene og tage det de efterlod, samt det der voksede langs kanterne eller i hjørnerne af marken.c — 3 Mosebog 19:9, 10; 5 Mosebog 24:19-21.

Det er under byghøsten, sandsynligvis i april efter vores moderne kalender, og Rut går ud på markerne for at se hvem der vil lade hende arbejde under ordningen med sankning. Tilfældigvis kommer hun til de marker der tilhører en mand ved navn Boaz, en velhavende jordbesidder og slægtning til No’omis afdøde mand, Elimelek. Ifølge Loven har hun ret til at sanke, men hun tager det ikke for givet; hun beder om lov hos den unge mand der fører tilsyn med høstfolkene. Det får hun, og straks går hun i gang med arbejdet. — Rut 1:22–2:3, 7.

Forestil dig hvordan Rut følger efter høstfolkene. Efterhånden som de høster byggen med deres segl af flintesten, bøjer hun sig ned for at opsamle hvad de taber eller efterlader, binder stråene sammen til neg og bærer dem hen til et sted hvor hun senere kan slå kernerne ud. Det er et langsommeligt og udmattende arbejde, og det bliver hårdere som formiddagen skrider frem. Men Rut holder ud og stopper kun arbejdet for at tørre sveden af panden og spise et enkelt måltid mad i „huset“ — sikkert et skur der er rejst for at give skygge til arbejderne.

Rut håber eller forventer sikkert ikke at blive bemærket — men det bliver hun. Boaz ser hende og spørger den unge mand der er sat over høstfolkene, hvem hun er. Boaz har en stærk tro og hilser sine arbejdere — hvoraf nogle måske er daglejere eller endda fremmede — med ordene: „Jehova være med jer.“ Og de returnerer hans hilsen. Denne åndeligsindede ældre mand viser faderlig interesse for Rut. — Rut 2:4-7.

Boaz kalder Rut „datter“ og råder hende til at blive ved med at sanke på hans marker og at holde sig til de unge piger i hans husstand for ikke at blive generet af nogle af arbejderne. Ved middagstid sørger han for at hun får noget at spise. Men først og fremmest sørger han for at rose og opmuntre hende. Hvordan det? — Rut 2:8, 9, 14.

Da Rut spørger Boaz hvad hun, en fremmed, har gjort siden han viser hende så stor venlighed, svarer han at han har hørt om alt det hun har gjort for sin svigermor, No’omi. No’omi har sikkert rost sin elskede Rut over for Betlehems kvinder, og det er kommet Boaz for øre. Han er også klar over at Rut er begyndt at tilbede Jehova, for han siger: „Måtte Jehova belønne din handlemåde, og måtte du få fuld løn af Jehova, Israels Gud, under hvis vinger du er kommet for at søge tilflugt.“ — Rut 2:12.

Disse ord må have været til stor opmuntring for Rut. Hun har ganske rigtigt valgt at søge tilflugt under Jehova Guds vinger, ligesom en fugleunge der søger tryghed og beskyttelse hos forældrene. Hun takker Boaz fordi han har talt så beroligende til hende. Og så fortsætter hun med at arbejde indtil aften. — Rut 2:13, 17.

Ruts levende tro er et godt eksempel for alle i dag som har det svært i disse økonomisk vanskelige tider. Hun mente ikke at andre skyldte hende noget, så hun værdsatte alt det hun fik af andre. Hun skammede sig ikke over at skulle arbejde hårdt og længe for at forsørge en hun holdt af, også selvom der var tale om et ydmygt arbejde. Hun tog taknemmeligt imod og fulgte de kloge råd hun fik om hvordan hun kunne udføre arbejdet under sikre forhold og i godt selskab. Og hvad der er endnu vigtigere, hun glemte aldrig at hendes sande tilflugtssted var hos hendes beskyttende Fader, Jehova Gud.

Hvis vi ligesom Rut viser loyal hengivenhed og følger hendes eksempel med hensyn til at være ydmyg, arbejde flittigt og være taknemmelig, vil vi selv blive et eksempel i tro som andre kan efterligne. Men hvordan tog Jehova sig af Rut og No’omi? Det vil blive behandlet i en kommende artikel i denne serie.

[Fodnoter]

[Ramme på side 26]

Et mesterværk i miniatureformat

Ruts Bog er blevet beskrevet som en lille perle, et mesterværk i miniatureformat. Bogen har ikke samme spændvidde som Dommerbogen, som går lige forud for den og angiver hvornår begivenhederne udspiller sig. (Rut 1:1) Begge bøger er øjensynlig skrevet af profeten Samuel. Men når du læser Bibelen igennem, vil du sikkert være enig i at Ruts Bog er smukt placeret i den bibelske kanon. Efter at have læst om de krige, angreb og modangreb der er beskrevet i Dommerbogen, kommer man til denne lille bog som minder os om at Jehova aldrig glemmer fredsommelige mennesker der kæmper med hverdagens problemer. Denne enkle beretning lærer os noget vigtigt om kærlighed, tab, tro og loyalitet som kan være til gavn for os alle.

[Illustration på side 24]

Rut handlede klogt ved at knytte sig til No’omi i en tid med sorg

[Illustration på side 24, 25]

„Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud“

[Illustration på side 27]

Rut var villig til at udføre hårdt og ydmygt arbejde for at forsørge sig selv og No’omi