Retfærdighed ophøjer en nation
EFTER mange dage med regn er det velgørende at vågne op og se solen skinne fra en skyfri himmel! Jorden er blevet forfrisket, og planterne har gode vækstbetingelser. Jehova Gud har engang brugt et lignende billede for at beskrive velsignelserne ved et retfærdigt styre. Til kong David sagde han: „Når den der hersker over mennesker er retfærdig, idet han hersker med gudsfrygt, så er det som morgenens lys, når solen står op, en morgen uden skyer; ved det klare lys efter regnen kommer græsset op af jorden.“ — 2 Samuel 23:3, 4.
Guds ord viste sig at være sande under Davids søns, kong Salomons, retfærdige styre. Bibelen fortæller: „Juda og Israel boede trygt, hver mand under sin vinstok og sit figentræ, fra Dan til Be’er-Sjeba, alle Salomons dage.“ — 1 Kongebog 4:25.
Fortidens Israel var Guds udvalgte nation. Han gav folket sine love og sagde at hvis det adlød hans røst, ville han sætte det „højt over alle jordens nationer“. (5 Mosebog 28:1) Det var ikke Israels egen retfærdighed der ophøjede det, men Jehovas. De bud Gud gav det, stod langt over de omkringboende nationers love. Som folk betragtet var israelitterne lige så ufuldkomne som andre folkeslag. Æren for at israelitterne blev løftet højt op over alle nationer, kunne tilskrives Jehovas ophøjede lov og folkets nøje overholdelse af den. Så længe det adlød Jehovas love nød det hans gunst og velsignelse. Kong Salomon erfarede dette i sin regeringstid. Han kunne sige: „Retfærdighed ophøjer en nation,“ men han advarede også: „Synd er skændigt for folkestammer.“ — Ordsprogene 14:34.
På grund af gentagne ulydighedshandlinger fik Israels nation desværre et dårligt omdømme og led national forsmædelse. Med tiden førte dette til at folket blev forkastet for bestandig til fordel for en ny, åndelig nation. — Mattæus 21:43.
Det åndelige Israel
Ved et møde der blev holdt af det styrende råd i Jerusalem, sagde jøden Jakob under inspiration, at Gud havde ’vendt sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk for sit navn’. (Apostelgerninger 15:14) Apostelen Paulus kaldte denne nye kristne nation „Guds Israel“. (Galaterne 6:16) Angående formålet med deres kaldelse skrev Peter: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ (1 Peter 2:9) Som medlemmer af Guds udvalgte folk skulle de skinne som lysspredere i verden. Jehovas retfærdighed ville ophøje dem. — Filipperne 2:15.
Udvælgelsen af disse åndelige israelitter kan sammenlignes med diamantminedrift. Udbyttet af selv rig diamantholdig malm der hentes op fra jorden, kan undertiden blot være 1 karat (en vægtenhed der svarer til 200 milligram) pr. 3 tons jord. En metode der engang blev benyttet til at finde diamanter, var at blande malmen med vand og derefter lade den flyde ud over plader med fedt. Diamanter er vandskyende og satte sig derfor fast i fedtet, mens alt uønsket materiale blev skyllet bort. På dette stadium var diamanterne uslebne. Men efter slibning og polering kunne de reflektere lyset i alle retninger.
Ligesom vandskyende diamanter der er blevet skilt ud fra det materiale der omgiver dem, er Jehovas tjenere blevet skilt ud fra verden. (Johannes 17:16) Lige når de kommer frem i lyset mangler de måske glans. Men ved hjælp af Jehovas ord og hans ånd får de med tiden en ny personlighed og skinner som lysspredere i verden. Deres ophøjede stilling og deres evne til at genspejle Rigets sandheders herlige lys i alle retninger skyldes Jehovas retfærdighed og ikke deres egen.
I slutningen af det første århundrede bredte et frafald sig blandt menighederne, hvilket fik indflydelse på mange. Såkaldte kristne blev en integreret del af verdens nationer og kunne ikke skelnes fra den verden der omgav dem.
I dag har en trofast rest af åndelige israelitter opnået Jehovas gunst. De har skilt sig ud fra verden og har renset sig for „enhver besmittelse af kød og ånd“. (2 Korinther 7:1) Ved at være rene og retskafne i Jehovas øjne er de en anbefaling for hans retfærdighed. De indtager en særlig, ophøjet stilling i forhold til verdens nationer. Ved deres nidkære forkyndelse af den gode nyhed om Riget, har en stor skare af alle folkeslag følt sig draget mod Jehova og er blevet en del af hans folk. — Åbenbaringen 7:9, 10.
Verden lægger mærke til forskellen
Verdslige myndigheder roser undertiden Guds tjeneres adfærd. Sikkerhedschefen ved et udstillingsområde i Pretoria i Sydafrika udtalte sig for nogen tid siden om den opførsel Jehovas vidner fra alle racer lægger for dagen når de ved deres årlige stævner benytter områdets faciliteter. Han skrev blandt andet: „Alle var og er høflige, alle talte pænt til hinanden, ja, hele den indstilling der blev vist i disse dage, vidner om den høje standard der præger medlemmerne af Deres organisation og om at alle er som én stor familie.“
Det er dog ikke kun ved sådanne store sammenkomster at Jehovas tjenere bidrager til Guds nations retfærdighed. De gør det også ved at have en god adfærd i hverdagen. Jehovas Vidners afdelingskontor i Sydafrika har for eksempel modtaget et brev fra en dame i Johannesburg som skrev: „I sidste uge kørte jeg af sted med min taske liggende på taget af bilen. Den faldt af på Jan Smuts Avenue og blev samlet op af et af Deres medlemmer, hr. R —. Han ringede til mig og afleverede tasken med hele dens indhold. . . . Jeg sætter stor pris på en sådan ærlighed, der er en sjældenhed nu om stunder, og jeg vil gerne rose Deres trossamfund for de principper det fastsætter og som Deres medlemmer følger.“
Ja, ved at følge Jehovas retfærdige principper adskiller Jehovas tjenere sig fra resten af verden. Når de efterligner Jehovas retfærdighed, føler retsindige sig draget til den kristne menighed. Renhed virker tiltrækkende. En mand overværede for eksempel et møde i en rigssal i Zürich i Schweiz og sagde at han gerne ville være et af Jehovas vidner. Han forklarede at hans søster var blevet udstødt på grund af umoralitet og tilføjede at han gerne ville være tilsluttet en organisation der „ikke tolererer en dårlig opførsel“. Selv New Catholic Encyclopedia erkender at Jehovas vidner er „en af de mest velopdragne grupper i verden“.
Mens retfærdighed har en højnende virkning, kan synd bringe vanære over ens gode omdømme, især hvis den alvorlige overtrædelse bliver almindeligt kendt. Til tider må den kristne menighed udholde den forsmædelse der bliver bragt over den når et af dens medlemmer begår alvorlige synder. Ved at påpege over for andre at overtræderen er blevet retledt på en barmhjertig måde og i harmoni med de bibelske principper, kan de trofaste medlemmer af menigheden forsvare menighedens gode navn. Hvis nogen fortsat øver synd og ikke angrer, vil vedkommende blive udelukket, eller udstødt, af menigheden. — 1 Korinther 5:9-13.
Hvorfor nogle må udstødes
Selv om nogle tusinde hvert år må udstødes af den kristne menighed, udgør dette blot en lille procentdel af de omkring fem millioner Jehovas vidner i hele verden. Hvorfor er det nødvendigt at tage et så drastisk skridt over for nogle i den kristne menighed? Syndens art spiller naturligvis en vigtig rolle. Men det der har større betydning er om overtræderen oprigtigt angrer den synd han har begået. Hvis vedkommende har en angrende indstilling, har henvendt sig til Jehova i inderlig bøn for at bede om tilgivelse for den synd han har begået mod ham, og har søgt hjælp hos de ansvarlige i menigheden, kan han hjælpes til at genvinde Guds gunst og forblive en del af menigheden. — Ordsprogene 28:13; Jakob 5:14, 15.
Når et barn som har et godt og sundt forhold til sin far, gør noget der bedrøver ham, bør begge være hurtige til at genoprette det dyrebare forhold. Når vi indvier vort liv til Jehova, vor himmelske Fader, kommer vi ind i et dyrebart forhold til ham; og hvis vi gør noget der volder ham sorg, bør vi straks søge at genoprette det gode forhold.
Lykkeligvis har nogle udstødte taget lignelsen om den fortabte søn til sig. Her sammenlignes Jehova med en kærlig Fader der er villig til at tage imod en angrende synder hvis vedkommende vender om og søger Guds tilgivelse. (Lukas 15:11-24) Ægte sindsændring og det at vende sig bort fra det onde er vejen tilbage til Jehovas gunst og den kristne menighed. Nogle overtrædere som har følt sig meget skyldbetyngede på grund af den synd de har begået, har angret og taget skridt til at vende tilbage til den kærlige atmosfære der råder i den kristne menighed. De er kommet til at værdsætte Jehovas ord i Esajas 57:15.
For at forhindre enkeltpersoner i at vende tilbage til Jehovas kærlige omsorg, søger Satan imidlertid at foregive at der ikke findes tilgivelse for synder. Men Jesu genløsningsoffer er i stand til at dække over synder begået af enhver der angrer, ja, endda over „hele verdens“ nedarvede syndighed. (1 Johannes 2:1, 2) Den eneste synd sonofferet ikke dækker, er synd mod Guds hellige ånd, hvilket vil sige overlagt oprør mod Guds ånds virke. De alvorlige synder Judas Iskariot og mange skriftlærde og farisæere begik, er et eksempel på dette. — Mattæus 12:24, 31, 32; 23:13, 33; Johannes 17:12.
Står op for Jehovas retfærdighed
Lige siden resten af de åndelige israelitter i 1919 atter opnåede Jehovas gunst, er de fortsat blevet hævet op over den øvrige verden. Det skyldes ikke deres egen godhed, men at de villigt underkaster sig Jehovas love og normer. Dette har resulteret i at millioner af Kristi „andre får“ nu arbejder sammen med det åndelige Israel som loyale medarbejdere. (Johannes 10:16) De er til pris og ære for Jehova midt i en verden som har fjernet sig langt fra Guds retfærdige normer. Det forholder sig som det sydafrikanske tidsskrift Personality engang har skrevet: „Det er som om Jehovas vidner har en mængde gode egenskaber og næsten ingen dårlige.“
For at bevare denne ophøjede stilling i en ugudelig verden er det vigtigt at hvert enkelt medlem af den kristne menighed lever et rent og retskaffent liv for Jehova. I Bibelen bliver Jehovas himmelske organisation skildret ved ting som er rene. Den beskrives som en smuk kvinde der er iklædt solen og med månen under sine fødder. (Åbenbaringen 12:1) Det ny Jerusalem fremstilles som en hellig by der er smuk af udseende. (Åbenbaringen 21:2) De trofaste medlemmer af Kristi brud iklædes „skinnende, rent, fint linned“. (Åbenbaringen 19:8) De der tilhører den store skare ses „klædt i . . . hvide klæder“. (Åbenbaringen 7:9) Folk der holder af retfærdighed føler sig draget til en ren organisation. I modsætning hertil er Satans organisation uren. Hans religiøse ordning skildres som en skøge, og de som befinder sig uden for den hellige by beskrives som snavsede, urene. — Åbenbaringen 17:1; 22:15.
De retfærdige har fået løfte om evigt liv. Det folk som står op for Jehovas retfærdighed, har udsigt til at overleve enden på dette onde system. Guds løfte i Ordsprogene 1:33 lyder: „Den som hører på mig vil bo trygt, ja, uforstyrret af ulykkens rædsel.“
Hvor bliver det skønt når den større Salomon, Jesus Kristus, i retfærdighed og frygt for Jehova hersker over denne nye verden. (2 Peter 3:13) Det bliver som morgenens lys, når solen står op, en morgen uden skyer. Alle jordens beboere vil bo trygt, eller som det beskrives i Bibelen, hver under sin vinstok og sit figentræ. Et retfærdigt menneskesamfund vil forskønne Jorden og indtage sin retmæssige plads i universet, til evig pris for vor Gud, Jehova. — Mika 4:3, 4; se også Esajas 65:17-19, 25.
[Kildeangivelse på side 26]
Garo Nalbandian