MESJA

(Meʹsja).

1. Den førstefødte søn af „Hezrons søn Kaleb“ af Judas stamme. Mesja var fader til, eller grundlægger af, Zif. — 1Kr 2:18, 42.

2. Konge i Moab mens Josafat var konge i Juda og henholdsvis Akab, Ahazja og Joram var konger i Israel. Moabitterne, som var underlagt nordriget Israel, betalte kong Akab en tribut på 100.000 lam og 100.000 uklippede væddere, åbenbart af en race der var kendt for sin ulds gode kvalitet. Da Akab var død, gjorde Mesja oprør mod hans efterfølger, Ahazja, som døde efter en kort regeringstid og blev efterfulgt af sin broder Joram. Denne allierede sig med Josafat af Juda og en ikke identificeret konge af Edom for igen at undertvinge Mesja. Deres hærstyrker fulgte en vanskelig rute syd om Det Døde Hav, hvor deres vandforsyning slap op. Men profeten Elisa lovede at hvis der blev gravet grøfter i den udtørrede regnflodsdal, ville Jehova fylde dem med vand. — 2Kg 1:1; 3:4-19.

Det gjorde Jehova; og da den tidlige morgensol spejlede sig i vandet, så det for moabitterne ud som blod, muligvis fordi der var rødler i de nygravede grøfter. Synsbedraget fik dem til at tro at Israels, Judas og Edoms forenede styrker var begyndt at kæmpe indbyrdes. Det var ikke så mærkeligt at de troede det, for de vidste at der var misundelse og skinsyge mellem Israel og Juda. Edomitterne havde heller ikke meget tilovers for mændene fra Juda, som ved denne lejlighed havde allieret sig med Israel. — 2Kg 3:20-23; jf. 2Kr 20:10, 11, 24, 25.

Da moabitterne troede at deres fjender havde hugget hinanden ned, råbte de: „Så nu: Til byttet, Moab!“ hvorefter de trængte ind i Israels lejr, blot for at blive drevet på flugt. Israel fulgte sejren op ved at ødelægge moabitternes byer, stoppe deres vandkilder til og fylde deres jordlodder med sten så langt som til byen Kir-Hareset (Kir i Moab). — 2Kg 3:23-25.

Da det gik op for kong Mesja at han var fanget i en fælde, tog han 700 mænd bevæbnede med sværd og forsøgte i et modangreb at kæmpe sig frem til Edoms konge (måske fordi han troede at han dér ville møde den svageste modstand), men det lykkedes ikke. „Så tog han sin førstefødte søn som skulle være konge efter ham og ofrede ham som brændoffer på muren.“ — 2Kg 3:26, 27.

De fleste kommentatorer er enige om at det var sin egen søn Mesja ofrede til guden Kemosj. De få som mener noget andet, siger det var en tilfangetagen søn af Edoms konge han ofrede. De støtter deres fortolkning på Amos 2:1, som siger at Moab „brændte Edoms konges ben til kalk“. Den hebraiske tekst i 2 Kongebog 3:27 giver ganske vist rum for denne fortolkning, men den synes at være i modstrid med hvad man ellers ved herom. For eksempel var det for Israels naboer, moabitterne og ammonitterne, utænkeligt at ofre deres fjender til guderne, hvorimod de var kendt for at bringe deres egne børn som brændofre for at formilde guderne. (5Mo 12:30, 31; Mik 6:6, 7) På den baggrund forstår man hvorfor kemosjdyrkeren Mesja, ansigt til ansigt med et nederlag, kunne handle så drastisk.

Mesjastelen. Mesjastelen blev fundet i Dhiban (Dibon) i 1868. Den tilskrives almindeligvis Mesja, og dens tekst henregnes i regelen til den periode som dækkes af de begivenheder vi finder i Anden Kongebogs 3. kapitel. Den er rejst til minde om Mesjas løsrivelse fra Israel, hvis overherredømme efter hans udsagn varede 40 år. I indskriften nævnes flere af de steder som Mesja indtog (Medeba, Atarot, Nebo og Jahaz). Han praler af at være meget religiøs, af at have bygget byer og anlagt en hovedvej samt af at have besejret Israel, og han giver al ære til guden Kemosj. Mesja kendte også til Israels Gud, Jehova, for i indskriftens 18. linje finder vi tetragrammet. Dér erklærer Mesja hovmodigt: „Jeg tog derfra Jahves [kar] og lod dem slæbe frem for Kemosj.“ (BILLEDE, bd. 1, s. 946) Som man kunne forvente, undlader han at omtale sit eget nederlag og ofringen af sin søn. I Biblical Achaeology Review (maj/juni 1986, s. 57) siges der: „Hensigten med at indhugge monumentale indskrifter på fritstående sten eller tempelmure var at gøre propaganda og at glorificere den nationale guddom og landets hersker. Det er derfor ikke overraskende at Mesja ikke omtaler Israels, Judas og Edoms kongers felttog mod hans land, som beskrives udførligt i Bibelen.“

3. [hebr.: Mēsja’ʹ]. En søn af Sjaharajim og hans hustru Hodesj. Mesja blev overhoved for et fædrenehus af Benjamins stamme. — 1Kr 8:1, 8-10.

4. [hebr.: Mesja’ʹ]. En af grænserne for det område som Joktans efterkommere boede i. (1Mo 10:29, 30) I den græske Septuaginta er navnet Mesja gengivet med Massēʹ. Man mener derfor at „Mesja“ er en anden form af „Massa“, navnet på en ismaelit hvis efterkommere øjensynlig bosatte sig i Arabien. — 1Mo 25:13, 14.