BET-SJEAN

(Bet-Sjeʹan), Bet-Sjan.

Oprindelig en større befæstet kana’anæisk by der beherskede adgangen fra Jordandalen til Jizre’elsletten. I dag hedder byen på dette sted Beisan (Bet She‛an), hvori man genkender det oprindelige navn, men resterne af den gamle by findes i Tell el-Husn (Tel Bet She‛an) i dens umiddelbare nærhed. Egnen omkring Bet-Sjean ligger ca. 120 m under havets overflade, og falder mod øst stejlt ned til 275 m under havets overflade i Jordandalen ca. 5 km borte. Bygget på en stor høj på randen af denne sænkning havde Bet-Sjean i militær henseende en fortrinlig beliggenhed. Vest for Bet-Sjean ligger den flade dalslette der gennemstrømmes af floden Djalud (Nahal Harod). Terrænet i den vandrige og frugtbare dal stiger jævnt indtil Jizre’el, ca. 17 km mod vestnordvest.

Bet-Sjean var også et knudepunkt på den meget benyttede rute fra Middelhavskysten til Jordandalen og videre til Damaskus og Arabien.

Arkæologiske udgravninger ved Bet-Sjean har afdækket talrige strata eller kulturlag af gamle ruiner, hvoraf de ældste synes at gå så langt tilbage som til tiden før Abraham. (DIAGRAM, bd. 1, s. 959) Det ser ud til at Bet-Sjean hen imod midten af det 2. årtusind f.v.t. kom under ægyptisk herredømme efter Thotmes (Thutmosis) III’s sejr ved Megiddo. De arkæologiske fund viser at byen var en ægyptisk forpost under flere faraoner.

Under israelitternes erobring af Kana’an (1473–ca. 1467 f.v.t.) lå Bet-Sjean i det område der blev tildelt Issakar, men den kom til at tilhøre Manasse. (Jos 17:11; 1Kr 7:29) Manasses sønner formåede ikke at drive kana’anæerne i Bet-Sjean og andre byer i dalen bort og begrundede det med at kana’anæerne havde stridsvogne med jernleer, hvilket dog ikke stillede deres hærfører Josua tilfreds. Selv om kana’anæerne ikke blev drevet bort, blev de til sidst undertvunget så meget at de måtte udføre tvangsarbejde. — Jos 17:12, 13, 16-18; Dom 1:27, 28.

I kong Sauls regeringstid var Bet-Sjean på filistrenes hænder, og efter Sauls nederlag på det nærliggende Gilboas Bjerg anbragte de filistæiske sejrherrer Sauls våben i „astarternes hus“, hans hoved på Dagons hus og hængte Sauls og hans sønners lig op på Bet-Sjans (Bet-Sjeans) mur, åbenbart på indersiden, ind mod byens offentlige torv. Modige israelitter fra Jabesj i Gilead, omkring 20 km på den anden side af Jordan, hentede ligene, idet de muligvis trængte ind i byen om natten. — 1Sa 31:8-13; 2Sa 21:12; 1Kr 10:8-12.

Ovenstående beretning stemmer med at man ved udgravningerne af Tell el-Husn har afdækket ruinerne af to templer, hvoraf det ene menes at være Astartes tempel, og det andet, der ligger længere mod syd, Dagons tempel. Det skønnes at Astartes tempel har været i brug indtil omkring det 10. århundrede f.v.t. Der er vidnesbyrd om en tidligere ba’alsdyrkelse. På en stele omtales denne gud som „Mekal, Bet-Sjans herre [Ba’al]“.

Byen blev til sidst erobret af israelitterne, uden tvivl i Davids regeringstid. I Salomons regeringstid nævnes Bet-Sjean blandt de 12 områder hvorfra kongen og hoffet skulle forsynes med fødevarer. (1Kg 4:12) Efter rigets deling trængte farao Sjisjak (kaldet Sjesjonk af ægypterne) ind i Palæstina i kong Rehabeams femte regeringsår (993 f.v.t.). (1Kg 14:25) På en væg i Karnak i Ægypten findes et relief der skildrer Sjisjaks sejrrige felttog og erobring af talrige byer, deriblandt Bet-Sjean.

I makkabæertiden var navnet Bet-Sjean blevet ændret til Skythopolis, og den jødiske historiker Josefus omtaler denne by som Dekapolis’ største. (Den jødiske krig, 3. bog, 9. kap., 7. afsnit) Den var den eneste af disse ti byer der lå vest for Jordan.

[Illustration på side 262]

Bet-Sjean, der lå på denne høj, beherskede den østlige adgang til Jizre’elsletten