Loven før Kristus

„Hvor jeg elsker din lov! Dagen lang har jeg den i tanke.“ — Salme 119:97.

 1. Hvad styrer himmellegemernes baner?

SIDEN barndommen havde Job sikkert i undren betragtet stjernehimmelen. Hans forældre havde sandsynligvis lært ham navnene på de store stjernebilleder og hvad de vidste om den lovmæssighed hvormed stjernebillederne bevægede sig over himmelhvælvingen. Folk iagttog nemlig hvordan disse smukke stjernemønstre skiftede position i takt med de skiftende årstider. Men uanset hvor meget Job betragtede stjernebillederne, havde han ingen anelse om hvilke vældige kræfter der styrede universet. Han havde derfor næppe noget at svare da Jehova Gud spurgte ham: „Kender du lovene for himlen?“ (Job 38:31-33, da. aut.) Ja, stjernerne styres af love — love så præcise og komplekse at vore dages forskere ikke til fulde forstår dem.

 2. Hvorfor kan det siges at hele skaberværket styres af love?

² Jehova er universets højeste Lovgiver. Alt hvad han gør, er styret af love. Hans elskede søn, „al skabnings førstefødte“, adlød trofast sin Faders lov allerede før det fysiske univers blev til. (Kolossenserne 1:15) Også englene er underlagt love. (Salme 103:20) Selv dyrene styres af love når de adlyder de instinkter som deres Skaber har programmeret dem med. — Ordsprogene 30:24-28; Jeremias 8:7.

 3. (a) Hvorfor har mennesker brug for love? (b) Ved hjælp af hvad styrede Jehova israelitterne?

³ Hvordan forholder det sig med menneskene? Vi er blevet udstyret med en forstand og en samvittighed samt evnen til at forstå åndelige anliggender, men vi har stadig brug for love fra Gud der kan vise os hvordan man forvalter disse evner. Vore første forældre, Adam og Eva, var fuldkomne, så de havde kun brug for få love. Deres kærlighed til deres himmelske Fader burde have været så stærk at de adlød ham med glæde. Men de var ulydige. (1 Mosebog 1:26-28; 2:15-17; 3:6-19) Som følge heraf blev deres efterkommere syndere der havde brug for langt flere love, og med tiden dækkede Jehova kærligt dette behov. Han gav Noa særlige love som han skulle meddele sin familie. (1 Mosebog 9:1-7) Flere hundrede år senere gav Gud gennem Moses den nye nation Israel en detaljeret, skreven lovsamling. Dette var første gang Jehova styrede en hel nation ved hjælp af sin lov. Når vi undersøger Moseloven nærmere, vil vi bedre kunne forstå hvilken vigtig plads Guds lov indtager i den kristnes liv i dag.

Hensigten med Moseloven

 4. Hvorfor krævede det noget af Abrahams udvalgte efterkommere at frembringe det lovede afkom?

⁴ Apostelen Paulus, der havde foretaget et omhyggeligt studium af Loven, spurgte: „Hvorfor da loven?“ (Galaterne 3:19) For at besvare dette spørgsmål må vi huske at Jehova lovede sin ven Abraham at der i hans slægtslinje ville fremstå et afkom der skulle være til stor velsignelse for alle nationer. (1 Mosebog 22:18) Men heri lå en udfordring. Det var nemlig ikke alle Abrahams udvalgte efterkommere, israelitterne, der elskede Jehova. De fleste viste sig at være stivnakkede og opsætsige. Nogle var på det nærmeste uregerlige. (2 Mosebog 32:9; 5 Mosebog 9:7) De tilhørte udelukkende Guds folk fordi de var født som israelitter, ikke fordi de selv havde valgt det.

 5. (a) Hvad lærte Jehova israelitterne ved hjælp af Moseloven? (b) Hvordan blev Loven udformet for at kunne påvirke israelitternes adfærd?

⁵ Hvordan kunne et sådant folk frembringe og nyde gavn af det lovede afkom? Jehova styrede dem ikke som robotter, men underviste dem ved hjælp af love. (Salme 119:33-35; Esajas 48:17) Faktisk betyder det hebraiske ord for „lov“, tōrahʹ, „undervisning“. Hvad lærte Loven israelitterne? Først og fremmest at de havde brug for Messias, der ville løskøbe dem fra deres syndige tilstand. (Galaterne 3:24) Loven lærte dem også gudsfrygt og lydighed. I harmoni med Abrahamsløftet skulle israelitterne være vidner for Jehova over for alle andre nationer. Loven skulle altså lære dem at have en retlinet og nobel adfærd der ville sætte Jehova i et gunstigt lys; den ville desuden hjælpe israelitterne til at holde sig adskilt fra de omboende nationers fordærv. — 3 Mosebog 18:24, 25; Esajas 43:10-12.

 6. (a) Hvor mange love indeholder Moseloven cirka, og hvorfor er det ikke usædvanlig mange? (Se fodnoten.) (b) Hvad kan vi lære af at undersøge Moseloven?

⁶ Moseloven indeholder mange love — over 600.a Denne skrevne lov indeholder forskrifter vedrørende gudsdyrkelse, myndighedsudøvelse, moral og retsvæsen samt forskrifter vedrørende kost og hygiejne. Vil det sige at Loven blot bestod af et væld af umenneskelige og koncise love? Nej, langtfra. Når man studerer denne lovsamling, lærer man meget om Jehovas kærlige personlighed. Lad os betragte nogle eksempler.

En lov præget af barmhjertighed og medfølelse

 7, 8. (a) Hvordan lagde Loven vægt på barmhjertighed og medfølelse? (b) Hvordan anvendte Jehova Loven på en barmhjertig måde i Davids tilfælde?

⁷ Loven lagde vægt på at man var barmhjertig og medfølende, især over for de hjælpeløse og dårligt stillede. Den beskyttede udtrykkeligt enker og forældreløse. (2 Mosebog 22:22-24) Arbejdsdyr var beskyttet mod dyrplageri. Loven værnede desuden om ejendomsretten. (5 Mosebog 24:10; 25:4) Mord blev straffet med døden, men Loven gav rum for at vise barmhjertighed i tilfælde af uforsætligt manddrab. (4 Mosebog 35:11) Israels dommere kunne åbenbart afgøre hvilken dom der skulle idømmes for visse overtrædelser, alt efter overtræderens indstilling. — Sammenlign Anden Mosebog 22:7 med Tredje Mosebog 6:1-7.

⁸ Jehova har sat eksemplet for dommere ved at anvende Loven med fasthed når det var nødvendigt, og vise barmhjertighed når som helst det var muligt. Kong David, der havde begået ægteskabsbrud og mord, blev vist barmhjertighed. Han gik dog ikke fri for straf, for Jehova beskyttede ham ikke mod de frygtelige konsekvenser af hans synd. Men som følge af Jehovas rigspagt med David, og fordi David af natur var en barmhjertig mand og angrede dybt af hjertet, fik han lov at beholde livet. — 1 Samuel 24:4-7; 2 Samuel 7:16; Salme 51:1-4; Jakob 2:13.

 9. Hvilken plads havde kærligheden i Moseloven?

⁹ Desuden lagde Moseloven vægt på kærlighed. Kan man forestille sig en lovsamling i dag der krævede at man viste kærlighed? Moseloven forbød altså ikke blot mord, men påbød: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (3 Mosebog 19:18) Den forbød ikke blot at man behandlede den fastboende udlænding uretfærdigt, men påbød: „Du skal elske ham som dig selv, for I har selv været fastboende udlændinge i Ægyptens land.“ (3 Mosebog 19:34) Den forbød ikke blot ægteskabsbrud, men påbød at ægtemanden skulle glæde sin hustru. (5 Mosebog 24:5) Alene i Femte Mosebog bruges forskellige hebraiske ord for egenskaben kærlighed cirka 20 gange. Jehova forsikrede israelitterne om at han som hidtil, også fremover, ville vise dem kærlighed. (5 Mosebog 4:37; 7:12-14) Faktisk var det største bud i Moseloven: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft.“ (5 Mosebog 6:5) Jesus sagde at hele Loven hænger på dette bud, samt på budet om at man skal elske sin næste. (3 Mosebog 19:18; Mattæus 22:37-40) Intet under at salmisten skrev: „Hvor jeg elsker din lov! Dagen lang har jeg den i tanke.“ — Salme 119:97.

Hvordan Loven blev misbrugt

10. Hvordan betragtede jøderne i det store og hele Moseloven?

¹⁰ Det er sørgeligt at israelitterne i det store og hele ikke værdsatte Moseloven. Enten overtrådte og tilsidesatte de den, eller også glemte de alt om den. De besmittede den rene tilbedelse med andre nationers afskyelige afgudsdyrkelse. (2 Kongebog 17:16, 17; Salme 106:13, 35-38) De svigtede også Loven på andre områder.

11, 12. (a) Hvordan gjorde grupper af religiøse ledere skade efter Ezras tid? (Se rammen.) (b) Hvorfor fandt fortidens rabbinere det nødvendigt at ’lave et gærde omkring Loven’?

¹¹ De der hævdede at undervise i Loven og værne om den, var faktisk nogle af dem der skadede den mest. Dette tog sin begyndelse i det femte århundrede før vor tidsregning, i tiden efter den trofaste skriftlærde Ezras levetid. Ezra gjorde en stor indsats for at modvirke andre nationers fordærvende indflydelse, og lagde stor vægt på at man oplæste Loven for folket og underviste i den. (Ezra 7:10; Nehemias 8:5-8) Nogle lovlærere hævdede at følge Ezras eksempel og dannede det der med tiden blev kaldt „Den Store Synagoge“. En af dens forskrifter lød: „Lav et gærde omkring Loven.“ Disse lovlærere betragtede Loven som en prægtig have. For at ingen skulle krænke denne have ved at overtræde lovbudene, tilføjede de andre love, „Den Mundtlige Lov“, for at hindre folk i på nogen måde at begå en sådan fejl.

¹² Nogle vil måske mene at de jødiske ledere havde ret til dette. Efter Ezras tid blev jøderne underlagt fremmede magter, først og fremmest Grækenland. Som bolværk mod den indflydelse græsk filosofi og kultur øvede på folket, opstod der flere grupper af religiøse ledere blandt jøderne. (Se rammen, side 10.) Med tiden begyndte nogle af disse grupper at rivalisere med det levitiske præsteskab, og nogle fik endog større indflydelse som lovlærere end præsterne havde. (Jævnfør Malakias 2:7.) Omkring år 200 f.v.t. vandt den mundtlige lov indpas i jødernes liv. Til at begynde med måtte disse love ikke nedskrives for at de ikke skulle opfattes som ligestillede med den skrevne lov. Men gradvis blev menneskers tanker sat over Guds, og det endte med at dette „gærde“ var til skade for den „have“ som det skulle beskytte.

Farisæismens besmittelse

13. Hvordan retfærdiggjorde nogle af jødernes religiøse ledere at de opstillede så mange regler?

¹³ Rabbinerne mente at eftersom Toraen, altså Moseloven, var fuldkommen, måtte den kunne give svar på alle tænkelige spørgsmål. Det var egentlig ikke en særlig ærbødig tanke. Den gjorde det i virkeligheden muligt for rabbinerne at fremsætte sindrige ræsonnementer, og fik det til at se ud som om man med støtte i Guds ord kunne opstille regler for alt muligt, også i personlige og ubetydelige spørgsmål.

14. (a) Hvordan gik jødernes religiøse ledere til yderligheder og fordrejede loven om at folket skulle holde sig adskilt fra andre nationer? (b) Hvad viser at rabbinernes regler ikke beskyttede det jødiske folk mod hedensk påvirkning?

¹⁴ De religiøse ledere gik ofte til yderligheder i deres fortolkning af de bibelske forskrifter. For eksempel skulle israelitterne ifølge Moseloven holde sig adskilt fra nationerne, men ifølge rabbinerne skulle man nærmest vise blind foragt for alt ikkejødisk. De lærte at en jøde ikke måtte efterlade sit kvæg ved en kro der tilhørte en ikkejøde, eftersom ikkejøder „mistænkes for at have kønslig omgang med dyr“. En jødisk kvinde måtte ikke hjælpe en ikkejødisk kvinde der var ved at føde, da hun derved ville „være med til at bringe et barn til verden der ville blive afgudsdyrker“. Eftersom rabbinerne med rette nærede mistro til de græske gymnasier, datidens idrætsanlæg, forbød de al gymnastik. Historien viser dog at alt dette ikke beskyttede jøderne særlig godt mod hedenske opfattelser. Faktisk begyndte farisæerne selv at fremholde den græske lære om sjælens udødelighed. — Ezekiel 18:4.

15. Hvordan fordrejede jødernes religiøse ledere lovene vedrørende renselse og incest?

¹⁵ Farisæerne fordrejede også renselseslovene. Man sagde at farisæerne ville rense selve solen hvis de fik mulighed for det. Ifølge deres love ville den der tøvede med at forrette sin nødtørft, blive uren. Det at vaske hænder blev gjort til et indviklet ritual med regler for hvilken hånd der skulle vaskes først og hvordan. Kvinder blev betragtet som særlig urene. Med udgangspunkt i det bibelske forbud mod at „nærme sig“ en kødelig slægtning (hvilket egentlig var en lov mod incest) bestemte rabbinerne at en mand ikke måtte gå bag efter sin kone, ja, han måtte ikke tale med hende på torvet. — 3 Mosebog 18:6.

16, 17. Hvordan udviklede den mundtlige lov sig vedrørende påbudet om at overholde en ugentlig sabbat, og med hvilket resultat?

¹⁶ Den mundtlige lov gjorde desuden sabbatsloven til en ren parodi. Gud gav israelitterne et enkelt påbud: Udfør ikke noget som helst arbejde på den syvende dag i ugen. (2 Mosebog 20:8-11) Den mundtlige lov forsøgte imidlertid at definere omtrent 39 forskellige slags arbejder der var forbudt, deriblandt dét at binde eller løsne en knude, sy to sting, skrive to hebraiske bogstaver, og så videre. Til hver af disse typer forbudt arbejde var der desuden knyttet utallige andre regler, såsom hvilke knuder der var tilladte og hvilke der ikke var. Den mundtlige lov opstillede nogle vilkårlige regler herfor. Det at helbrede blev med tiden anset for at være forbudt arbejde. For eksempel var det forbudt at sætte et brækket lem sammen på sabbatten. Den der havde tandpine, kunne bruge eddike når han skulle krydre sin mad, men han måtte ikke suge eddiken ind mellem tænderne, for det kunne lindre tandpinen.

¹⁷ Eftersom sabbatsloven på denne måde blev begravet under hundreder af menneskeskabte regler, mistede den for de fleste jøders vedkommende sin åndelige betydning. Da Jesus Kristus, „sabbattens Herre“, udførte storslåede og kærlige mirakler på sabbatten, var farisæerne upåvirkelige. De lagde kun mærke til at han ignorerede deres regler. — Mattæus 12:8, 10-14.

Den lære vi kan drage af farisæernes dårskab

18. Hvad blev resultatet af at føje mundtlige love og overleveringer til Moseloven? Belys med et eksempel.

¹⁸ Som opsummering kan man sige at alle de love og traditioner der blev føjet til Moseloven, var som rurer der klæber sig til skroget på et skib. En skibsejer gør en stor indsats for at få skrabet disse irriterende skabninger af sit skib, for de hæmmer fremdriften og ødelægger den rustbeskyttende maling. De mundtlige love og traditioner belastede på samme måde Loven og resulterede i et nedbrydende misbrug. Men i stedet for at skrabe irrelevante love bort, blev rabbinerne ved med at føje nogle til. Da så Messias kom for at opfylde Loven, var „skibet“ så dækket af „rurer“ at det knap kunne holde sig flydende. (Jævnfør Ordsprogene 16:25.) I stedet for at beskytte Lovpagten svigtede de religiøse ledere den faktisk i deres dårskab. Men hvorfor fungerede deres „gærde“ af regler ikke?

19. (a) Hvorfor virkede ’gærdet omkring Loven’ ikke efter hensigten? (b) Hvad viser at jødernes religiøse ledere manglede sand tro?

¹⁹ Jødedommens ledere forstod ikke at fordærvet skulle bekæmpes i hjertet og ikke ved hjælp af lovbøger. (Jeremias 4:14) For at overvinde et fordærv må man fremme kærligheden — kærligheden til Jehova, til hans lov og til hans retfærdige principper. En sådan kærlighed vil få folk til at hade det Jehova hader. (Salme 97:10; 119:104) Hvis ens hjerte er fyldt med kærlighed, forbliver man loyal mod Jehovas love, selv i vor fordærvede verden. Jødernes religiøse ledere havde den store forret at undervise folket og indgive dem en sådan kærlighed. Hvorfor mislykkedes det for dem? De manglede åbenbart tro. (Mattæus 23:23, fodnote) Hvis de havde haft tro på at Jehovas ånd med kraft kunne virke i trofaste menneskers hjerte, ville de ikke have følt sig nødsaget til at føre så streng kontrol med andres tilværelse. (Esajas 59:1; Ezekiel 34:4) Da de ikke selv ejede tro, kunne de ikke give andre tro; de bebyrdede derimod folk med menneskebud. — Mattæus 15:3, 9; 23:4.

20, 21. (a) Hvilken generel virkning havde den traditionsbundne indstilling på jødedommen? (b) Hvad kan vi lære af det der skete med jødedommen?

²⁰ Disse jødiske ledere fremmede ikke kærligheden. Deres overleveringer frembragte en gudsdyrkelse hvor man gik op i ydre former og hvor man adlød rent mekanisk, for et syns skyld. Dermed var grunden lagt for et udbredt hykleri. (Mattæus 23:25-28) Deres mange regler gav dem rig lejlighed til at dømme andre. De stolte og herskesyge farisæere følte sig således i deres gode ret til endog at kritisere Jesus Kristus. De mistede således hovedformålet med Loven af syne og forkastede den eneste sande Messias. Han måtte derfor sige til den jødiske nation: „Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ — Mattæus 23:38; Galaterne 3:23, 24.

²¹ Hvad kan vi lære heraf? At en streng holdning der bygger på overleveringer, ikke fremmer den rene tilbedelse af Jehova. Men vil det sige at Jehovas tilbedere i dag slet ikke skal have nogen regler ud over dem der findes i Bibelen? Nej. Lad os uddybe dette ved at betragte hvordan Jesus Kristus erstattede Moseloven med en ny og langt bedre lov.

[Fodnote]

Spørgsmål til repetition

■ Hvordan styres hele skaberværket af Guds love?

■ Hvad var hovedformålet med Moseloven?

■ Hvad viser at Moseloven lagde vægt på barmhjertighed og medfølelse?

■ Hvorfor føjede jødernes religiøse ledere utallige regler til Moseloven, og med hvilket resultat?

[Ramme på side 10]

Jødernes religiøse ledere

Skriftlærde: De betragtede sig selv som Ezras efterfølgere og som dem der skulle fortolke Loven. Ifølge bogen A History of the Jews „var det ikke alle skriftlærde der var store ånder, og deres forsøg på at uddrage en skjult betydning af Loven udartede sig ofte til meningsløse regler og tåbelige restriktioner. Disse antog karakter af ufravigelige skikke som hurtigt blev ubarmhjertigt tyranniske.“

Chasidim: Navnet betyder „de fromme“ eller „de hellige“. Denne gruppe omtales første gang omkring år 200 f.v.t. De havde stor politisk indflydelse og forsvarede fanatisk Lovens renhed over for den græske indflydelses tyranni. Chasidim opdeltes i tre grupper: farisæerne, saddukæerne og essæerne.

Farisæerne: Nogle forskere mener at navnet er afledt af ordene for „de adskilte“, eller „separatister“. De bestræbte sig fanatisk for at holde sig adskilt fra hedningerne, men de betragtede også deres broderskab som adskilt fra, og stående over, de jævne jøder der ikke var inde i den komplicerede mundtlige lov. En historiker har sagt om farisæerne: „Som gruppe betragtet behandlede de folk som børn. De formaliserede og definerede de mindste detaljer i forbindelse med ritualerne.“ En anden forsker har sagt: „Farisæerne opstillede en mængde juridiske regler der dækkede enhver situation, hvilket fik den uundgåelige konsekvens at de gik op i småting og tog let på det der virkelig havde betydning (Matt. 23:23).“

Saddukæerne: En gruppe der var nært knyttet til aristokratiet og præsterne. De modstod ihærdigt de skriftlærde og farisæerne og mente ikke at den mundtlige lov havde samme gyldighed som den skrevne lov. At de ikke vandt denne kamp, fremgår af Misjna, hvori der står: „De skriftlærdes ord har større betydning end . . . ordene i den skrevne lov.“ Talmud, der indeholdt mange kommentarer til den mundtlige lov, gik senere så vidt som til at sige: „De skriftlærdes ord er . . . mere dyrebare end Toraens ord.“

Essæerne: En gruppe asketer der isolerede sig i forskellige samfund. Ifølge The Interpreter’s Dictionary of the Bible var essæerne mere selvgode end farisæerne og „kunne til tider overgå dem i farisæisme“.

[Illustration på side 8]

Jobs forældre har sandsynligvis lært ham om den lovmæssighed der præger himmellegemerne