Lyset der brød frem på apostlenes tid

„Lys er brudt frem for den retfærdige, og fryd for de retskafne af hjertet.“ — SALME 97:11.

 1. Hvad har Jehovas vidner i dag tilfælles med de første kristne?

SOM sande kristne forstår vi dybden af ordene i Salme 97:11. Vi har gentagne gange været vidne til at „lys er brudt frem“. Nogle af os har i årtier set hvordan Jehovas lys er brudt frem, hvilket får os til at tænke på det der siges i Ordsprogene 4:18: „De retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag.“ Vi Jehovas vidner har det tilfælles med de første kristne at vi sætter vor lid til Bibelen frem for overleveringen. Den indstilling de første kristne havde fremgår tydeligt af De Kristne Græske Skrifters historiske bøger og breve, der blev skrevet under guddommelig inspiration.

 2. Hvilket lys brød til at begynde med frem for Jesu disciple?

² En af de første gange lys brød frem for Jesu Kristi disciple, var i forbindelse med Messias. Andreas sagde til sin broder Simon Peter: „Vi har fundet Messias.“ (Johannes 1:41) Nogen tid senere satte Faderen i himmelen apostelen Peter i stand til at vidne herom, da Peter sagde til Jesus Kristus: „Du er Messias, den levende Guds søn.“ — Mattæus 16:16, 17; Johannes 6:68, 69.

Der kastes lys over befalingen til at forkynde

 3, 4. Hvilken oplysning gav Jesus efter sin opstandelse sine disciple vedrørende deres fremtidige virksomhed?

³ Efter sin opstandelse lod Jesus Kristus lys bryde frem i forbindelse med den forpligtelse der påhviler alle hans disciple. Det var sandsynligvis til de 500 disciple der var forsamlede i Galilæa at han sagde: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:19, 20; 1 Korinther 15:6) Derefter skulle alle Jesu disciple være forkyndere, og de skulle ikke begrænse sig til at forkynde for „de bortkomne får af Israels hus“. (Mattæus 10:6) De skulle heller ikke døbe de nye med Johannes’ dåb, der var et symbol på at de nyomvendte ændrede sind til synders tilgivelse. De skulle derimod døbe folk „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“.

⁴ Umiddelbart før Jesus steg til himmelen, spurgte hans elleve trofaste apostle ham: „Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?“ I stedet for at besvare dette spørgsmål gav Jesus dem yderligere vejledning om deres forkyndervirksomhed, idet han sagde: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ Indtil da havde de udelukkende været vidner om Jehova, men nu skulle de også være vidner om Kristus. — Apostelgerninger 1:6-8.

 5, 6. Hvilket lys brød frem for Jesu disciple på Pinsedagen?

⁵ Blot ti dage senere brød et stort lys frem for Jesu disciple. På pinsedagen år 33 forstod de for første gang betydningen af Joel 2:28, 29: „Jeg [Jehova, vil] udgyde min ånd over al slags kød, og jeres sønner og jeres døtre skal profetere. Jeres gamle mænd vil drømme drømme. Jeres unge mænd vil se syner. Og selv over tjenere og tjenestepiger vil jeg i de dage udgyde min ånd.“ Jesu disciple så hvorledes den hellige ånd i form af ildtunger satte sig på hovedet af hver af de omkring 120 mænd og kvinder der var forsamlede i Jerusalem. — Apostelgerninger 1:12-15; 2:1-4.

⁶ Det var også på Pinsedagen at disciplene for første gang forstod at ordene i Salme 16:10 gjaldt den opstandne Jesus Kristus. Salmisten havde sagt: „Du [Jehova Gud] vil ikke efterlade min sjæl i Sheol. Du vil ikke tillade at din loyale ser gravens dyb.“ Disciplene forstod at disse ord ikke kunne gælde kong David, eftersom hans grav stadig var hos dem. Intet under at omkring 3000 af dem der fik del i dette nye lys blev så overbevist at de selv samme dag lod sig døbe. — Apostelgerninger 2:14-41.

 7. Hvordan blev apostelen Peter oplyst da han besøgte den romerske centurion Kornelius?

⁷ I mange hundrede år forstod israelitterne at det var til dem Gud havde sagt: „Jer alene kendes jeg ved af alle jordens slægter.“ (Amos 3:2) Det var derfor et strålende lys der brød frem da apostelen Peter og de der ledsagede ham til den romerske centurion Kornelius’ hus, blev vidne til at den hellige ånd for første gang faldt på uomskårne ikkejøder der var kommet til troen. Det er bemærkelsesværdigt at dette var den eneste gang at den hellige ånd blev udgydt over nogen der endnu ikke var blevet døbt. Men sådan måtte det nødvendigvis være, for ellers ville Peter ikke have vidst at disse uomskårne ikkejøder var kvalificerede til at blive døbt. Peter forstod fuldt ud betydningen heraf, og spurgte derfor: „Kan nogen forbyde at disse [folk fra nationerne] bliver døbt i vand, de som jo har modtaget den hellige ånd lige så vel som vi?“ Ingen af de tilstedeværende kunne naturligvis med rette indvende noget herimod, og disse ikkejøder blev derfor døbt. — Apostelgerninger 10:44-48; jævnfør Apostelgerninger 8:14-17.

Omskærelsen ophører

 8. Hvorfor havde nogle af de første kristne svært ved at give afkald på omskærelsen?

⁸ Et andet klart lys brød frem i forbindelse med spørgsmålet om omskærelse. Omskærelsen blev indført i 1919 f.v.t., da Jehova indgik sin pagt med Abraham. Ved den lejlighed påbød Gud Abraham at han selv og alle andre af mandkøn i hans familie skulle omskæres. (1 Mosebog 17:9-14, 23-27) Omskærelsen blev således noget der kendetegnede Abrahams efterkommere, noget de var stolte af. Som følge heraf blev udtrykket „uomskåren“ brugt når man skulle udtrykke foragt. (Esajas 52:1; 1 Samuel 17:26, 27) Det er let at se hvorfor visse af de første jødiske kristne ønskede at bibeholde dette kendetegn. Nogle af dem havde en ret heftig debat med Paulus og Barnabas herom. For at få afgjort spørgsmålet tog Paulus og andre derfor til Jerusalem for at rådspørge de kristnes styrende råd. — Apostelgerninger 15:1, 2.

 9. Hvilket lys fik det styrende råd i det første århundrede del i, som beskrevet i Apostelgerninger, kapitel 15?

⁹ Det var ikke ved et mirakel at de første kristne fik forståelse af at omskærelse ikke længere var et krav til Jehovas tjenere. Denne gang modtog de det øgede lys ved at granske Skrifterne, søge den hellige ånds ledelse og lytte til Peters og Paulus’ erfaringer vedrørende uomskårne ikkejøders omvendelse. (Apostelgerninger 15:6-21) Afgørelsen blev nedfældet i et brev der i uddrag lød: „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt.“ (Apostelgerninger 15:28, 29) De første kristne blev således løst fra budet om at praktisere omskærelse og fra Moselovens øvrige krav. Derfor kunne Paulus skrive til de kristne i Galatien: „Til en sådan frihed har Kristus frigjort os.“ — Galaterne 5:1.

Lyset i evangelierne

10. Hvordan voksede lyset da Mattæusevangeliet blev skrevet?

¹⁰ I Mattæusevangeliet, der er skrevet omkring år 41 e.v.t., finder vi også mange eksempler på at lyset brød frem til gavn for dem der læste det. Forholdsvis få af de kristne i det første århundrede havde personligt hørt Jesus fremholde sin lære. Især Mattæusevangeliet understreger at Riget var temaet i Jesu forkyndelse. Jesus havde også lagt stor vægt på vigtigheden af at have det rette motiv. Og hvad angår hans bjergprædiken, hans lignelser (blandt andet dem der omtales i kapitel 13) og hans store profeti i kapitel 24 og 25, var de som strålende lysglimt. Alt dette kunne de første kristne læse om i Mattæusevangeliet, der blev skrevet blot cirka otte år efter Pinsedagen.

11. Hvad kan der siges om Lukas’ og Markus’ evangelieberetninger?

¹¹ Omkring 15 år senere skrev Lukas sit evangelium. Det indeholder meget af det der er omtalt hos Mattæus, men 59 procent af stoffet er nyt. Lukas omtaler seks af Jesu mirakler og over dobbelt så mange af hans lignelser som de andre evangelieskribenter ikke har med. Markus skrev tilsyneladende sit evangelium nogle få år senere, og lagde heri vægt på at Jesus var en handlingens mand der udrettede mirakler. Markus beskriver hovedsagelig de samme begivenheder som Mattæus og Lukas, men han har taget én lignelse med som de to andre ikke har omtalt. I denne lignelse sammenlignede Jesus Guds rige med et frø der spirer, vokser sig højt og lidt efter lidt bærer frugt.a — Markus 4:26-29.

12. Hvordan giver Johannesevangeliet os yderligere oplysning?

¹² Som den sidste skrev Johannes sit evangelium mere end 30 år efter at Markus havde fuldført sit. Johannes kastede meget lys over Jesu tjeneste, især ved at omtale hans førmenneskelige tilværelse. Det er kun Johannes der beretter om Lazarus’ opstandelse, og en stor del af det Jesus fortalte sine trofaste apostle, samt Jesu hjertevarmende bøn den nat han blev forrådt, kan vi kun læse hos Johannes. (Kapitel 13 til 17) Man siger at 92 procent af stoffet i Johannes’ evangelium kun forekommer her.

Lyset i Paulus’ breve

13. Hvorfor har nogle betragtet Paulus’ brev til romerne som et evangelium?

¹³ Apostelen Paulus blev mere end nogen anden brugt til at lade lys bryde frem for de kristne der levede på apostlenes tid. Paulus’ brev til romerne blev skrevet omkring år 56 e.v.t., omtrent samtidig med at Lukas skrev sit evangelium. Paulus understreger i dette brev at det er som følge af Guds ufortjente godhed og gennem tro på Jesus Kristus at mennesker tilregnes retfærdighed. Den vægt Paulus lægger på dette aspekt af den gode nyhed, har fået nogle til at betragte hans brev til romerne som et femte evangelium.

14-16. (a) Hvordan blev der i Paulus’ første brev til de kristne i Korinth kastet lys over behovet for at de kristne var enige? (b) Hvilken yderligere vejledning om adfærd gives der i Første Korintherbrev?

¹⁴ Paulus skrev også til de kristne i Korinth om visse spørgsmål der foruroligede dem. Hans brev til korintherne indeholder megen inspireret vejledning der har gavnet kristne helt frem til vor tid. Han måtte først og fremmest oplyse korintherne om at det var forkert at gøre nogen til genstand for persondyrkelse. Apostelen satte dem på plads med følgende ligefremme ord: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ — 1 Korinther 1:10-15.

¹⁵ Der blev tolereret grov umoralitet i den kristne menighed i Korinth. En mand levede sammen med sin faders hustru og gjorde sig derved skyldig i en form for utugt ’som end ikke fandtes blandt folk fra nationerne’. Paulus skrev derfor uden omsvøb: „Fjern det onde menneske fra jer selv.“ (1 Korinther 5:1, 11-13) Udstødelse var noget nyt i den kristne menighed. Noget andet menigheden i Korinth havde brug for at blive oplyst om, havde at gøre med at nogle i menigheden bragte deres åndelige brødre for verdslige domstole for at få afgjort uoverensstemmelser. Dette irettesatte Paulus dem strengt for. — 1 Korinther 6:5-8.

¹⁶ Endnu en ting der plagede menigheden i Korinth havde at gøre med kønslige forhold. I Første Korintherbrev, kapitel 7, skrev Paulus at det på grund af den udbredte utugt ville være godt for hver mand at have sin egen hustru og for hver kvinde at have sin egen mand. Paulus understregede også at skønt enlige er bedre i stand til at tjene Jehova uden at lade sig distrahere, er det ikke alle der har gaven til at forblive ugift. Hvis en kvindes ægtemand dør, er hun fri til at gifte sig igen, men „kun i Herren“. — 1 Korinther 7:39.

17. Hvordan kaster Paulus lys over læren om opstandelsen?

¹⁷ Herren brugte ligeledes Paulus til at kaste lys over læren om opstandelsen. Med hvilken slags legeme vil salvede kristne blive oprejst? „Der sås et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme,“ skrev Paulus. Der oprejses ingen legemer af kød og blod til liv i himmelen, for „kød og blod kan ikke arve Guds rige“. Paulus tilføjede at ikke alle salvede skulle sove ind i døden, men ved Jesu nærværelse ville nogle i dødsøjeblikket blive oprejst til udødeligt liv i himmelen. — 1 Korinther 15:43-53.

18. Hvilket lys vedrørende fremtiden indeholder Paulus’ første brev til thessalonikerne?

¹⁸ I sit brev til de kristne i Thessalonika blev Paulus brugt til at kaste lys over fremtiden, da han skrev at Jehovas dag vil komme som en tyv om natten. Paulus sagde endvidere: „Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide; og de skal afgjort ikke undslippe.“ — 1 Thessaloniker 5:2, 3.

19, 20. Hvordan brød der lys frem for de kristne i Jerusalem og Judæa da Paulus skrev sit brev til hebræerne?

¹⁹ I sit brev til hebræerne lod Paulus lys bryde frem for de kristne i Jerusalem og Judæa. Heri giver han en magtfuld skildring af hvordan den kristne tilbedelsesordning er den mosaiske ordning overlegen. Frem for at følge Loven, der blev formidlet af engle, har kristne tro på en frelse der blev fremholdt af Guds egen søn, der står langt over englene. (Hebræerne 2:2-4) Moses var blot en tjener i Guds hus. Jesus Kristus er derimod sat over hele huset. Kristus er ypperstepræst på Melkizedeks måde, idet han indtager en stilling der er langt højere end den de aronitiske præster indtog. Paulus påpegede desuden at israelitterne ikke kunne gå ind til Guds hvile fordi de manglede tro og lydighed, mens de kristne går ind til hans hvile netop på grund af deres tro og lydighed. — Hebræerne 3:1–4:11.

²⁰ Dertil kommer at den nye pagt er Lovpagten langt overlegen. Som forudsagt 600 år tidligere, i Jeremias 31:31-34, har de der er med i den nye pagt Guds lov skrevet på deres hjerter og kan opnå fuldstændig tilgivelse for synder. De kristne har ikke en ypperstepræst der hvert år må bringe ofre for sine egne og folkets synder. Deres ypperstepræst, Jesus Kristus, er uden synd og har bragt et syndoffer én gang for alle. I stedet for at frembære sit offer på et helligt sted gjort med hænder, gik han ind i selve himmelen for dér at træde frem for Jehovas person. Desuden kunne dyreofrene under Moseloven ikke fuldstændig borttage synder; ellers ville det ikke have været nødvendigt at bringe dem hvert år. Men Kristi offer, der blev bragt én gang for alle, borttager synder. Alt dette kaster lys over forståelsen af det store åndelige tempel, og den salvede rest og ’de andre får’ tjener i dag i forgården til dette tempel. — Johannes 10:16; Hebræerne 9:24-28.

21. Hvad har denne gennemgang vist om hvorvidt Salme 97:11 og Ordsprogene 4:18 blev opfyldt på apostlenes tid?

²¹ I de breve som blev skrevet af apostelen Peter og disciplene Jakob og Judas, er der flere eksempler på hvordan lys brød frem, men pladsen tillader ikke at vi kommer nærmere ind på disse ting. Det ovennævnte skulle også være tilstrækkeligt til at vise at Salme 97:11 og Ordsprogene 4:18 fik en bemærkelsesværdig opfyldelse på apostlenes tid. Fra at have bestået af forbilleder begyndte sandheden nu at antage form af opfyldelser og virkeligheder. — Galaterne 3:23-25; 4:21-26.

22. Hvad skete der efter apostlenes død, og hvad vil den næste artikel behandle?

²² Efter Jesu apostles død, da det forudsagte frafald satte ind, brændte sandhedens lys på svagt blus. (2 Thessaloniker 2:1-11) Men som Jesus havde lovet, vendte Herren efter mange århundreder tilbage og fandt „den trofaste og kloge træl“ i færd med at give ’tjenestefolkene’ deres mad i rette tid. Som følge heraf har Jesus Kristus sat denne træl „over alt hvad han ejer“. (Mattæus 24:45-47) Siden er lyset vokset endnu mere, hvilket vi vil komme nærmere ind på i den næste artikel.

[Fodnote]

Hvordan lyset gradvis er brudt frem (1. del)

„De retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag.“ — ORDSPROGENE 4:18.

 1. Hvad er grunden til at sandheden er blevet åbenbaret gradvis?

DET er et udtryk for Guds visdom at de åndelige sandheder, i tråd med det der siges i Ordsprogene 4:18, er blevet åbenbaret gradvis, ved at lyset er brudt frem lidt efter lidt. I den foregående artikel så vi hvordan dette skriftsted blev opfyldt på apostlenes tid. Hvis hele sandheden i Bibelen var blevet åbenbaret på én gang, ville lyset have virket blændende og forvirrende, næsten som når man kommer fra en mørk hule ud i strålende solskin. Desuden styrkes de kristnes tro fortsat efterhånden som sandheden åbenbares. Deres håb bliver stadig stærkere, og deres sti bliver stadig mere oplyst.

„Den trofaste og kloge træl“

 2. Hvem lod Jesus forstå at han ville bruge for at give sine disciple åndeligt lys, og hvem udgør dette mellemled?

² På apostlenes tid fandt Jesus Kristus det på sin plads at lade lyset bryde frem ved hjælp af overnaturlige midler. Dette skete i to tilfælde, nemlig på pinsedagen i år 33, og ved Kornelius’ omvendelse i år 36. Siden har Kristus fundet det passende at gøre brug af mennesker, hvilket han forudsagde med ordene: „Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således! Jeg skal sige jer sandheden: Han vil sætte ham over alt hvad han ejer.“ (Mattæus 24:45-47) Denne træl kunne ikke blot være et enkelt menneske, eftersom han skulle tilvejebringe åndelig føde fra det tidspunkt hvor den kristne menighed blev oprettet på Pinsedagen indtil Herren, Jesus Kristus, kom for at gøre regnskabet op. Kendsgerningerne viser at denne trofaste og kloge trælleskare består af de salvede kristne som gruppe betragtet der på ethvert givet tidspunkt befinder sig på jorden.

 3. Hvem var blandt de første medlemmer af trælleskaren?

³ Hvem var blandt de første medlemmer af den trofaste og kloge trælleskare? Apostelen Peter var en af dem, eftersom han adlød Jesu befaling om at ’give hans små får føde’. (Johannes 21:17) Mattæus, der skrev det evangelium der bærer hans navn, samt de inspirerede brevskrivere Paulus, Jakob og Judas hørte også til trælleskaren. Apostelen Johannes, der skrev Åbenbaringen, et evangelium og nogle breve, hørte også til den trofaste og kloge trælleskare. Disse mænd skrev i overensstemmelse med Jesu befaling.

 4. Hvem er ’tjenestefolkene’?

⁴ Hvis alle de salvede kristne som gruppe betragtet, uanset hvor de befinder sig på jorden, udgør trælleskaren, hvem er da ’tjenestefolkene’? Det er de samme salvede, men set under en anden synsvinkel, nemlig som enkeltpersoner. Som enkeltpersoner vil de udgøre enten ’trællen’ eller ’tjenestefolkene’, alt afhængigt af om de fordeler den åndelige føde eller indtager den. Det kan illustreres med et eksempel: Som anført i Andet Petersbrev 3:15, 16 henviser apostelen Peter til Paulus’ breve. Når Peter læste disse breve ville han være en af tjenestefolkene der nød gavn af den åndelige føde Paulus tilvejebragte som en repræsentant for trælleskaren.

 5. (a) Hvad skete der med trællen i århundrederne efter apostlene? (b) Hvilken udvikling fandt sted i den sidste halvdel af det 19. århundrede?

⁵ I den forbindelse stod der i bogen Guds tusindårsrige er kommet nær: „Historien giver os ikke et klart billede af hvordan ’den trofaste og kloge træl’ virkede og uddelte åndelig mad i århundrederne efter Herren Jesu Kristi apostles død. Øjensynlig rakte den ene generation af trælleskaren maden videre til den næste. (2 Timoteus 2:2) I sidste halvdel af det nittende århundrede fandtes der i hvert fald gudfrygtige mennesker for hvem den åndelige mad virkelig betød noget. . . . [Der blev] oprettet bibelstudiegrupper hvis medlemmer voksede i forståelse af de grundlæggende sandheder i Bibelen. De oprigtige og uselviske blandt disse bibelstudenter var ivrige efter at dele denne livsvigtige åndelige mad med andre. De havde samme ånd som den trofaste træl der var sat over ’tjenestefolkene’ til at give dem den nødvendige åndelige mad ’i rette tid’. De var også ’kloge’, idet de erkendte at tiden var inde til at dele maden ud, og de indså hvordan det bedst kunne gøres. De bestræbte sig for at dele maden ud.“ — Side 344.a

Lys der er brudt frem i vor tid

 6. Hvad har kendetegnet den gradvise åbenbaring af sandheden?

⁶ Noget der kendetegnede dem Jehova benyttede til gradvis at øge dette åndelige lys, var at de ikke selv tog æren for det. Vagttårnsselskabets første præsident, C. T. Russell, havde den indstilling at det var Herren der fandt behag i at bruge deres beskedne evner. Hvad angår de nedsættende betegnelser broder Russells fjender yndede at bruge, understregede han at han ikke kendte noget til „russellisme“ eller til „russellitter“. Al ære gik til Gud.

 7. Hvordan viste broder Russell og hans medarbejdere at de afgjort hørte med til den trofaste og kloge træl?

⁷ Efter resultaterne at dømme hersker der ingen tvivl om at Jehovas hellige ånd ledede broder Russell og hans medarbejdere i deres arbejde. De viste at de hørte til den trofaste og kloge træl. Mange af datidens præster hævdede at tro på at Bibelen er Guds inspirerede ord og at Jesus er Guds søn, men gik ind for falske, babyloniske læresætninger, såsom læren om treenigheden, sjælens udødelighed og evig pine. I overensstemmelse med Jesu løfte var det på grund af den hellige ånds ledelse at broder Russells og hans medarbejderes ydmyge indsats fik sandhedens lys til at skinne som aldrig før. (Johannes 16:13) Disse salvede bibelstudenter viste afgjort at de hørte til den trofaste og kloge trælleskare, der har fået befaling til at give Herrens tjenestefolk åndelig føde. Deres indsats var en stor hjælp i forbindelse med indsamlingen af de salvede.

 8. Hvilken grundlæggende forståelse havde bibelstudenterne vedrørende Jehova, Bibelen, Jesus Kristus og den hellige ånd?

⁸ Det er værd at bemærke i hvor vid udstrækning Jehova, ved hjælp af sin hellige ånd, begunstigede disse bibelstudenter med åndeligt lys. De fremlagde først og fremmest vidnesbyrd om at der findes en Skaber og at hans navn er Jehova. (Salme 83:18; Romerne 1:20) De forstod at Jehova har fire hovedegenskaber — magt, retfærdighed, visdom og kærlighed. (1 Mosebog 17:1; 5 Mosebog 32:4; Romerne 11:33; 1 Johannes 4:8) Disse salvede kristne fremlagde tydelige vidnesbyrd om at Bibelen er Guds inspirerede ord og at den er sand. (Johannes 17:17; 2 Timoteus 3:16, 17) De lærte desuden at Guds søn, Jesus Kristus, er skabt og at han gav sit liv som en genløsning for hele menneskeheden. (Mattæus 20:28; Kolossenserne 1:15) De påpegede at den hellige ånd på ingen måde er den tredje person i en treenighed, men derimod Guds virksomme kraft. — Apostelgerninger 2:17.

 9. (a) Hvad forstod bibelstudenterne vedrørende menneskets natur og Bibelens håb? (b) Hvilke andre sandheder forstod Jehovas tjenere klart?

⁹ Bibelstudenterne forstod klart at mennesket ikke har en udødelig sjæl, men at sjælen kan dø. De forstod at „den løn synden betaler er døden“, ikke evig pine, og at der ikke findes et brændende helvede. (Romerne 5:12; 6:23; 1 Mosebog 2:7; Ezekiel 18:4) De forstod desuden klart at evolutionsteorien ikke alene er ubibelsk, men også savner ethvert grundlag. (1 Mosebog, kapitel 1 og 2) De indså at Bibelen taler om to former for håb — et himmelsk håb for de 144.000 salvede der følger i Kristi fodspor, og et jordisk håb om et paradis for „en stor skare“ uden tal, bestående af „andre får“. (Åbenbaringen 7:9; 14:1; Johannes 10:16) Bibelstudenterne forstod at jorden vil bestå for evigt og at den ikke vil blive brændt op, sådan som mange trossamfund lærer. (Prædikeren 1:4; Lukas 23:43) De forstod også at Kristi genkomst ville være usynlig og at han derefter ville eksekvere dommen over nationerne og indføre et jordisk paradis. — Apostelgerninger 10:42; Romerne 8:19-21; 1 Peter 3:18.

10. Hvad lærte bibelstudenterne vedrørende dåben, skellet mellem præsteskabet og lægfolket, og højtiden til minde om Kristi død?

¹⁰ Bibelstudenterne lærte endvidere at den dåb Bibelen omtaler, ikke består i at bestænke spædbørn. I overensstemmelse med Jesu befaling i Mattæus 28:19, 20 er der tale om en nedsænkning af nogle der har modtaget oplæring. De forstod også at adskillelsen i et præsteskab og et lægfolk er ubibelsk. (Mattæus 23:8-10) Alle kristne skal derimod være forkyndere af den gode nyhed. (Apostelgerninger 1:8) Bibelstudenterne forstod at højtiden til minde om Kristi død kun skulle fejres én gang om året, nemlig den 14. nisan. De forstod også at skikkene i forbindelse med påsken er hedenske. Disse salvede var desuden så overbeviste om at Gud stod bag deres arbejde, at de aldrig optog kollekt. (Mattæus 10:8) Lige fra begyndelsen forstod de at kristne må efterleve Bibelens principper, hvilket indbefatter at man må opdyrke Guds hellige ånds frugt. — Galaterne 5:22, 23.

Lyset øges

11. Hvordan kom der større lys over hvilken opgave de kristne måtte påtage sig og over Jesu lignelse om fårene og gederne?

¹¹ Især siden 1919 er Jehovas tjenere blevet velsignet med øget åndeligt lys. Et stort lys brød frem ved stævnet i 1922 i Cedar Point da Vagttårnsselskabets anden præsident, J. F. Rutherford, magtfuldt understregede at Jehovas tjenere først og fremmest er forpligtede til at forkynde, idet han sagde: „Forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige!“ Det følgende år blev der kastet lys over lignelsen om fårene og gederne. Man forstod at denne profeti skulle opfyldes på Herrens dag, som allerede var begyndt, og ikke i det kommende tusindårsrige, hvilket man tidligere havde troet. Under tusindårsriget ville Kristi brødre ikke være syge, og de ville heller ikke være i fængsel. Desuden er det Jehova Gud og ikke Jesus Kristus der vil være dommer ved slutningen af tusindårsriget. — Mattæus 25:31-46.

12. Hvilket lys brød frem vedrørende Harmagedon?

¹² I 1926 brød lyset frem og åbenbarede at krigen ved Harmagedon ikke blot ville være en samfundsomvæltning, sådan som bibelstudenterne indtil da havde troet. Det vil derimod være en krig hvori Jehova vil demonstrere sin magt så tydeligt at alle vil blive overbevist om at han er Gud. — Åbenbaringen 16:14-16; 19:17-21.

Julen — en hedensk højtid

13. (a) Hvilken forståelse fik man af fejringen af julen? (b) Hvorfor holdt man op med at fejre fødselsdag? (Se fodnoten.)

¹³ Kort tid efter fik øget lys bibelstudenterne til at ophøre med at fejre jul. Før den tid havde de i hele verden fejret jul, og man havde i den anledning også holdt fest på hovedkontoret i Brooklyn. Men så fandt man ud af at fejringen af julen i virkeligheden var af hedensk oprindelse, og at tidspunktet i december var blevet valgt af den frafaldne kristenhed for at gøre det lettere at omvende hedningerne. Desuden fandt man ud af at Jesus ikke kunne være blevet født om vinteren, eftersom hyrderne ved hans fødsel lod deres hjorde græsse på markerne, hvilket de ikke ville have gjort om natten i slutningen af december. (Lukas 2:8) Bibelen viser derimod at Jesus blev født omkring den 1. oktober. Bibelstudenterne forstod også at de såkaldte vise mænd der besøgte Jesus omkring to år efter hans fødsel, var hedenske astrologer.b

Et nyt navn

14. Hvorfor var navnet „bibelstudenterne“ ikke en helt rammende betegnelse for Jehovas folk?

¹⁴ I 1931 fik sandhedens klare lys bibelstudenterne til at vælge et passende bibelsk navn. Jehovas folk forstod at de ikke kunne antage nogen af de misvisende navne som andre havde givet dem, såsom russellitter eller millennister.c Men de fik også efter nogen tid forståelse af at det navn de selv havde antaget — internationale bibelstudenter — ikke var helt rammende. De var langt mere end bibelstudenter. Desuden var der mange andre der studerede Bibelen uden at have noget tilfælles med bibelstudenterne.

15. Hvilket navn antog bibelstudenterne i 1931, og hvorfor var det passende?

¹⁵ Hvordan gik det til at bibelstudenterne fik et nyt navn? Vagttaarnet havde i årevis gjort Jehovas navn kendt. Det var derfor meget passende at bibelstudenterne antog det navn der findes i Esajas 43:10: „’I er mine vidner,’ lyder Jehovas udsagn, ’ja min tjener, som jeg har udvalgt, for at I kan vide det og tro på mig og forstå at jeg er den samme. Før mig blev ingen Gud dannet, og efter mig er der fortsat ingen.’“

Det store opgør og ’den store skare’

16. Hvorfor kunne genoprettelsesprofetierne ikke sigte til de kødelige jøders tilbagevenden til Palæstina, og på hvem får de deres opfyldelse?

¹⁶ I det andet bind af bogen Det store Opgør, udgivet af Vagttårnets Selskab i 1932, brød lyset frem over genoprettelsesprofetierne hos Esajas, Jeremias, Ezekiel og andre profeter, og man forstod at de ikke, sådan som man tidligere havde ment, skulle opfyldes på de kødelige jøder der i stort tal vendte tilbage til Palæstina som irreligiøse og med politiske motiver. Genoprettelsesprofetierne, som havde fået en mindre opfyldelse da jøderne vendte tilbage fra babylonisk fangenskab i år 537 f.v.t., fik en større opfyldelse da det åndelige Israel fra og med 1919 oplevede en udfrielse og genoprettelse der blev årsag til den velstand som Jehovas sande tjenere i dag erfarer i det åndelige paradis.

17, 18. (a) Hvordan blev der med tiden kastet lys over Jehovas vigtigste hensigt? (b) Hvilket lys fik vi i 1935 over Åbenbaringen 7:9-17?

¹⁷ Med tiden har det voksende lys medført at man har forstået at Jehovas vigtigste hensigt ikke er at frelse menneskene, men at hævde sin suverænitet. Man forstod at den vigtigste lære i Bibelen var Riget, ikke genløsningen, for det er Riget der vil hævde Jehovas suverænitet. Det var et stort lys der her brød frem. Nu var de indviede kristne ikke længere først og fremmest optaget af at komme i himmelen.

¹⁸ I 1935 brød sandhedens lys frem og skabte klarhed over at den store skare der omtales i Åbenbaringen 7:9-17, ikke var en sekundær himmelsk skare. Man havde ment at de der omtales i disse vers, var nogle af de salvede som ikke havde været helt trofaste og derfor stod foran tronen i stedet for at sidde på troner og regere som konger og præster sammen med Jesus Kristus. Men det er ikke muligt at være delvis trofast. Man er enten trofast eller troløs. Man forstod derfor at denne profeti henviste til den talløse store skare af alle nationer der nu indsamles, og som har et jordisk håb. Det er de samme som i Mattæus 25:31-46 kaldes „fårene“ og i Johannes 10:16 omtales som „andre får“.

Korset — ikke et kristent symbol

19, 20. Hvorfor kan korset ikke være et symbol på sand kristendom?

¹⁹ I mange år brugte bibelstudenterne korset som et fremtrædende symbol på kristendommen. De gik endog med en lille nål der var udformet som et kors og en krone. Ifølge de fleste bibeloversættelser påbød Jesus sine disciple at tage deres „kors“ op, og det var og er en udbredt opfattelse at han blev henrettet på et kors. (Mattæus 16:24; 27:32) Dette symbol forekom også i årtier på forsiden af bladet Vagttaarnet.

²⁰ Bogen Rigdom, udgivet af Vagttårnets Selskab i 1936, gjorde det klart at Jesus Kristus ikke blev henrettet på et kors, men på en opretstående pæl eller stolpe. Ifølge én bibelordbog betegner det græske ord (staurosʹ) der i de fleste bibler gengives med kors, „først og fremmest en opretstående pæl eller stolpe. [Det] skal egentlig skelnes fra den kirkelige brug af korset som en lodret pæl med en vandret tværbjælke. . . . Denne form stammer fra oldtidens Kaldæa og blev brugt som symbol på guden Tammuz.“ Det redskab hvorpå Jesus blev pælfæstet bør betragtes med afsky og ikke gøres til et afgudssymbol.

21. Hvad vil vi se nærmere på i den næste artikel?

²¹ Der er flere eksempler på hvordan lyset er brudt frem lidt efter lidt. Det vil vi betragte i den følgende artikel.

[Fodnoter]

Hvordan lyset gradvis er brudt frem (2. del)

„I dit lys ser vi lys.“ — SALME 36:9.

 1. Hvilke bestræbelser gjorde man sig på et tidligt tidspunkt for at forstå symbolsproget i Åbenbaringens Bog?

ÅBENBARINGENS BOG i Bibelen har altid virket fængslende på kristne. Denne bog er et godt eksempel på hvordan sandhedens lys bliver stadig klarere. I 1917 udgav Jehovas folk en forklaring til Åbenbaringen, nemlig bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed (på dansk i 1919). Den afslørede frygtløst kristenhedens religiøse og politiske ledere, men mange af dens forklaringer var lånt fra forskellige kilder. Den fuldbyrdede Hemmelighed tjente ikke desto mindre til at prøve bibelstudenternes loyalitet mod den synlige kanal Jehova benyttede.

 2. Hvilket lys kastede artiklen „Den nye Nations Fødsel“ over Åbenbaringens Bog?

² Da artiklen „Den nye Nations Fødsel“ blev bragt i Vagttaarnet for maj 1925, blev der kastet yderligere lys over Åbenbaringens Bog. Man havde troet at den krig der er omtalt i Åbenbaringen, kapitel 12, beskrev en krig mellem det hedenske Rom og pavens Rom, og at drengebarnet repræsenterede pavedømmet. Men artiklen viste at Åbenbaringen 11:15-18 havde tilknytning til kapitel 12, hvilket viser at der er tale om Guds riges fødsel.

 3. Hvilke bøger kastede mere lys over Åbenbaringen?

³ Alt dette førte frem til den langt bedre forståelse af Åbenbaringen man i 1930 (på dansk i 1931 og 1932) fik i bogen Lys, der udkom i to bind. Senere fik man en endnu bedre forståelse ud fra bøgerne „Babylon den store er faldet!“ Guds rige hersker! (1963; på dansk i 1972) og „Guds hemmelige rådslutning fuldbyrdet“ (1969; på dansk i 1971). Men der var stadig mere at lære om den profetiske bog Åbenbaringen. I 1988 blev der kastet yderligere lys over den i bogen Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! At lyset vokser skyldes at profetien i Åbenbaringen gælder „Herrens dag“, der begyndte i 1914. (Åbenbaringen 1:10) Man ville derfor få en bedre forståelse af Åbenbaringens Bog efterhånden som denne dag skred frem.

En klarere forståelse af udtrykket „de højere myndigheder“

 4, 5. (a) Hvordan betragtede bibelstudenterne Romerbrevet 13:1? (b) Hvilken forståelse fik man senere af den bibelske holdning til „de højere myndigheder“?

⁴ I 1962 brød der et klart lys frem i forbindelse med Romerbrevet 13:1, hvor der står: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ Bibelstudenterne havde forstået det sådan at „de højere myndigheder“ der omtales i dette skriftsted, var de samme som de verdslige myndigheder. De forstod skriftstedet sådan at hvis en kristen blev indkaldt som soldat i krigstid, var han forpligtet til at trække i uniform, tage et gevær på skulderen og drage ud i skyttegravene ved fronten. Men da en kristen ikke kunne slå andre ihjel, var han tvunget til at affyre sit gevær op i luften, hvis det kom dertil.a

⁵ I The Watchtower for 15. november og 1. december 1962 (Vagttårnet for 15. marts og 1. april 1963) blev der kastet klart lys over emnet på baggrund af Jesu ord i Mattæus 22:21: „Tilbagebetal . . . kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ Apostlenes ord i Apostelgerninger 5:29 var også relevante i den forbindelse: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ Kristne er kun underlagt kejseren eller „de højere myndigheder“ så længe myndighederne ikke kræver at den kristne går imod Guds lov. Der var tale om at man skulle underordne sig kejseren i relativ forstand, ikke ubetinget. Kristne tilbagebetaler kun kejseren det der ikke strider imod Guds krav. Det var meget tilfredsstillende at få klarhed over dette emne.

Lys over organisationsmæssige spørgsmål

 6. (a) Hvilken praksis indførte man for at undgå det hierarki der var i kristenheden? (b) Hvad forstod man med tiden var den rette måde at udvælge menighedens tilsynsmænd på?

⁶ Hvem skulle tjene som ældste og diakoner i menighederne? For at komme bort fra det hierarkiske mønster i kristenheden besluttede man at disse skulle vælges demokratisk af medlemmerne i hver enkelt menighed. Men det lys der blev fremholdt i Vagttaarnet for 1. november 1932 og 1. oktober 1933 viste at der ikke er noget bibelsk grundlag for at vælge de ældste ved afstemning. De blev erstattet af et tjenesteudvalg, og en arbejdsdirektør blev udnævnt af Selskabet.

 7. Hvilke forbedringer resulterede det voksende lys i med hensyn til den måde hvorpå tjenere i menigheden blev udnævnt?

⁷ I Vagttaarnet for 1. og 15. august 1938 fik man yderligere den forståelse at tjenerne i menigheden ikke skulle vælges, men udnævnes, det vil sige udnævnes teokratisk. I 1971 blev det bekendtgjort at den enkelte menighed ikke skulle ledes af en menighedstjener, men derimod af et råd af ældste eller tilsynsmænd som blev udnævnt af Jehovas Vidners Styrende Råd. Efter en periode på omkring 40 år hvor lyset var vokset, stod det klart at både ældste og diakoner, nu kaldt menighedstjenere, skulle udnævnes af „den trofaste og kloge træl“ gennem dens styrende råd. (Mattæus 24:45-47) Dette var på linje med det der fandt sted på apostlenes tid. Mænd som Timoteus og Titus blev også udnævnt som tilsynsmænd af det styrende råd i det første århundrede. (1 Timoteus 3:1-7; 5:22; Titus 1:5-9) Alt dette var en slående opfyldelse af Esajas 60:17: „I stedet for kobber bringer jeg guld, og i stedet for jern bringer jeg sølv, og i stedet for træ, kobber, og i stedet for sten, jern; og jeg indsætter fred som dine tilsynsmænd, og retfærdighed som dine arbejdsfogeder.“

 8. (a) Hvilke forbedringer blev på grund af det voksende lys indført i den måde Selskabet blev ledet på? (b) Hvilke udvalg er Det Styrende Råd opdelt i, og hvad tager de sig hver især af?

⁸ Et andet spørgsmål var hvordan Vagttårnsselskabet skulle ledes. I mange år var Jehovas Vidners Styrende Råd identisk med bestyrelsen i Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania, og beslutningerne blev i det store og hele taget af præsidenten. Som det fremgår af 1977 Yearbook of Jehovah’s Witnesses (side 258-59), begyndte Det Styrende Råd i 1976 at fungere ved hjælp af seks udvalg, der hver er tildelt forskellige opgaver i forbindelse med det verdensomspændende arbejde. Personaleudvalget tager sig af personalespørgsmål, deriblandt alt hvad der vedrører den verdensomspændende betelfamilie. Udgiverudvalget tager sig af alle juridiske spørgsmål og sager af praktisk art, såsom trykkerivirksomhed og køb af ejendom. Tjenesteudvalget tager sig af forkyndelsesarbejdet og fører tilsyn med de rejsende tilsynsmænd og pionererne samt menighedsforkyndernes virksomhed. Undervisningsudvalget har ansvaret for menighedsmøder, særlige stævnedage, kredsstævner, områdestævner og internationale stævner, samt de forskellige skoler hvor Guds folk modtager åndelig undervisning. Redaktionsudvalget fører tilsyn med udarbejdelse og oversættelse af alle former for publikationer, og sikrer sig at alt er i overensstemmelse med Bibelen. Ordstyrerudvalget tager sig af nødsituationer og andre hastesager.b I 1970’erne begyndte Vagttårnsselskabets afdelingskontorer også at blive ledet af et udvalg i stedet for af en enkelt tilsynsmand.

Lyset i forbindelse med kristen adfærd

 9. Hvilken virkning fik det øgede lys på de kristnes forhold til de verdslige myndigheder?

⁹ Lyset er vokset meget i spørgsmål vedrørende kristen adfærd. Det gælder for eksempel spørgsmålet om neutralitet. Et særlig kraftigt lys brød frem i forbindelse med dette emne i artiklen „Neutralitet“ i Vagttaarnet for 1. januar 1940, hvilket var meget betimeligt i betragtning af at den anden verdenskrig lige var brudt ud. Artiklen definerede ordet neutralitet og viste at kristne ikke må lade sig inddrage i politik eller nationale konflikter, hvilket er en af grundene til at de bliver hadet i alle lande. (Mika 4:3, 5; Mattæus 24:9; Johannes 17:14, 16) De krige fortidens Israel førte danner ikke et mønster for de kristne, hvilket Jesus understregede i Mattæus 26:52. Desuden findes der i dag ikke en eneste politisk nation der er et teokrati, styret af Gud, sådan som det var tilfældet med fortidens Israel.

10. Hvordan blev der kastet lys over de kristnes holdning til blod?

¹⁰ Der er også blevet kastet lys over blodets hellighed. Nogle blandt bibelstudenterne mente at forbudet mod blod i Apostelgerninger 15:28, 29 kun omfattede de jødekristne. Men af Apostelgerninger 21:25 fremgår det at dette bud fra aposteltiden også gjaldt folk fra nationerne der kom til troen. Blodets hellighed gælder derfor alle kristne, som det blev forklaret i Vagttaarnet for 15. februar 1946. Det er ikke blot ensbetydende med at de nægter at spise dyreblod, som for eksempel blodpølse, men også at de afholder sig fra menneskeblod i form af blodtransfusion.

11. Hvad indså man vedrørende de kristnes syn på brugen af tobak?

¹¹ Det voksende lys medførte også at nogle af de vaner man til at begynde med blot misbilligede, senere blev betragtet med den fornødne alvor. Det gjaldt for eksempel brugen af tobak. I Zion’s Watch Tower for 1. august 1895 henviste broder Russell til Første Korintherbrev 10:31 og Andet Korintherbrev 7:1 og skrev: „Jeg kan ikke se at det vil være til ære for Gud, eller til gavn for en selv, hvis man som kristen bruger tobak i nogen som helst form.“ Siden 1973 har man tydeligt forstået at ingen der bruger tobak kan være et Jehovas vidne. I 1976 blev det gjort klart at et Jehovas vidne ikke kan være ansat i et spilleetablissement og stadig forblive i menigheden.

Yderligere forædling

12. (a) Hvilken øget forståelse fik man af hvor mange nøgler Peter fik betroet? (b) Hvornår brugte Peter nøglerne?

¹² Der er også kommet yderligere lys over hvor mange symbolske nøgler Jesus gav Peter. Bibelstudenterne mente at Peter modtog to nøgler der gjorde det muligt for nogle at blive arvinger til Riget. Den ene blev brugt på pinsedagen i år 33 til gavn for jøderne, og den anden blev brugt til gavn for ikkejøder i år 36 da Peter forkyndte for Kornelius. (Apostelgerninger 2:14-41; 10:34-48) Med tiden forstod man imidlertid at der også var tale om en tredje gruppe, nemlig samaritanerne. Peter brugte den anden nøgle da han gav samaritanerne mulighed for at få adgang til Riget. (Apostelgerninger 8:14-17) Den tredje nøgle blev følgelig anvendt da Peter forkyndte for Kornelius. — Vagttårnet, 1. januar 1980, side 8-14, 16, 17.

13. Hvad viste det voksende lys vedrørende de fårefolde der omtales i Johannes, kapitel 10?

¹³ Et andet lys der brød frem, havde at gøre med de fårefolde Jesus henviste til. Der var ikke blot tale om to men om tre fårefolde. (Johannes, kapitel 10) Der var tale om (1) den jødiske fårefold hvor Johannes Døber var dørvogteren, (2) folden med de salvede arvinger til Riget, og (3) folden med ’de andre får’, der havde et jordisk håb. — Johannes 10:2, 3, 15, 16; Vagttårnet, 15. maj 1984, side 10-20.

14. Hvordan klargjorde det voksende lys omstændighederne ved det modbilledlige jubelår?

¹⁴ Der blev også bragt yderligere klarhed over det modbilledlige jubelår. Under Loven var hvert 50. år et stort jubelår, hvor alt blev givet tilbage til den oprindelige ejer. (3 Mosebog 25:10) Man havde længe den forståelse at dette var en forudskildring af Kristi tusindårige styre. Men her i nyere tid har man fået forståelse af at det modbilledlige jubelår faktisk begyndte på pinsedagen i år 33, da de der modtog den hellige ånd blev udfriet fra trældommen under den mosaiske lovpagt. — Vagttårnet, 1. januar 1987, side 18-28.

Øget lys over terminologien

15. Hvilket lys blev der kastet over brugen af ordet „plan“?

¹⁵ „Den der samler menigheden stræbte efter at finde ord der lyder godt, samt en skriftlig udformning der giver den rigtige mening, ord der er sande.“ (Prædikeren 12:10) Dette skriftsted kan udmærket anvendes om det emne vi i øjeblikket behandler, eftersom lyset ikke blot er blevet større over sådanne vigtige anliggender som lærespørgsmål og adfærd, men også over den kristne terminologi og ordenes nøjagtige betydning. For eksempel holdt bibelstudenterne meget af første bind af Studier i Skriften, der havde titlen Guds Verdensplan. Med tiden forstod man imidlertid at der i Guds ord kun tales om at det er mennesker der lægger planer. (Ordsprogene 19:21) Bibelen taler aldrig om at Jehova lægger planer. Han behøver ikke at planlægge. Som følge af hans umådelige visdom og magt vil hans hensigt altid blive gennemført, nøjagtig som vi læser i Efeserbrevet 1:9, 10: „Den [hans viljes hellige hemmelighed] er i overensstemmelse med det han har besluttet, det han selv har sat sig for med henblik på en administration ved udløbet af de fastsatte tider.“ Man forstod derfor gradvis at det er mere nøjagtigt at tale om Jehovas „hensigt“.

16. Hvordan fik man lidt efter lidt den rette forståelse af Lukas 2:14?

¹⁶ Man fik også en bedre forståelse af Lukas 2:14. Skriftstedet lyder ifølge King James-oversættelsen: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred, velvilje mod mennesker.“ Man mente ikke at dette udtrykte den rette tanke, eftersom Gud ikke viser velvilje mod de onde. Jehovas Vidner anlagde derfor det synspunkt at der måtte være tale om fred blandt mennesker der viser Gud velvilje. De kaldte derfor dem der viste interesse for Bibelen for „velvillige mennesker“. (På dansk gengav man det med „retsindige mennesker“.) Men siden forstod de at der ikke var tale om menneskers velvilje over for Gud, men om Guds velvilje over for mennesker. Derfor siges der i fodnoten til Lukas 2:14 i Ny Verden-Oversættelsen: „Mennesker som har Guds velvilje (velbehag), som han godkender.“ Alle kristne der lever op til deres indvielsesløfte har Guds velvilje.

17, 18. Hvad vil Jehova hævde, og hvad vil han hellige?

¹⁷ Blandt Jehovas vidner var det også gennem lang tid almindeligt at tale om hævdelsen af Jehovas navn. Men har Satan eller nogen af hans håndlangere draget Jehovas navn i tvivl, som om han ikke havde ret til navnet? Nej, det var ikke Jehovas navn der var stridsspørgsmålet og som derfor måtte hævdes. Det er grunden til at Vagttårnsselskabets publikationer i den senere tid ikke har talt om at Jehovas navn bliver hævdet. Der tales derimod om at Jehovas suverænitet bliver hævdet, og at hans navn bliver helliget. Dette er i overensstemmelse med det Jesus lærte os at bede om: „Lad dit navn blive helliget.“ (Mattæus 6:9) Jehova har tid efter anden sagt at han ville hellige sit navn, som israelitterne ikke havde draget i tvivl, men havde vanhelliget. — Ezekiel 20:9, 14, 22; 36:23.

¹⁸ Det er interessant at bogen „Nationerne skal kende at jeg er Jehova“ — hvordan?, der udkom i 1971 (på dansk i 1972), skelnede på denne måde: „Jesus Kristus [kæmper] . . . for at hævde Jehovas universelle suverænitet og for at herliggøre Jehovas navn.“ (Side 307) I 1973 (på dansk i 1974) stod der i bogen Guds tusindårsrige er kommet nær: „I den kommende ’store trængsel’ er tiden inde til at den almægtige Gud, Jehova, vil hævde sin universelle suverænitet og hellige sit værdige navn.“ (Side 408) Og i 1975 (på dansk i 1976) kunne man læse følgende i bogen Menneskets udfrielse fra verdens trængsler er nær!: „Den største begivenhed i universets historie vil da have fundet sted, hævdelsen af Jehovas universelle suverænitet og helligelsen af hans hellige navn.“ — Side 274.

19, 20. Hvordan kan vi vise vor værdsættelse af det voksende åndelige lys?

¹⁹ Det er en velsignelse for Jehovas folk at nyde gavn af dette rigelige åndelige lys. Som en stærk kontrast hertil viser følgende udtalelse af en præst hvilket åndeligt mørke kristenhedens ledere befinder sig i: „Hvorfor har vi synd? Hvorfor har vi lidelser? Hvorfor har vi en djævel? Det vil jeg meget gerne have Vorherre til at forklare når jeg kommer i himmelen.“ Men Jehovas vidner kan godt give ham svaret på hans spørgsmål: det skyldes stridsspørgsmålet om retmæssigheden af Jehovas suverænitet og spørgsmålet om hvorvidt mennesker kan bevare deres uangribelighed over for Gud trods Djævelens modstand.

²⁰ I årenes løb er lyset gradvis vokset i større og mindre spørgsmål og har oplyst stien for Jehovas indviede tjenere. Dette har været en opfyldelse af skriftsteder som Salme 97:11 og Ordsprogene 4:18. Men lad os aldrig glemme at det at vandre i lyset er ensbetydende med at have værdsættelse af det øgede lys og leve i overensstemmelse hermed. Som vi har set, omfatter denne øgede forståelse både vor adfærd og vor opgave med at forkynde.

[Fodnoter]