KAPITEL TOLV
Du kan overvinde problemer der skader familien
1. Hvilke skjulte problemer findes i nogle familier?
DEN gamle bil er lige blevet vasket og voksbehandlet. Den skinner og ser næsten ud som ny. Men under overfladen er tærende rust ved at æde bilens karrosseri. Noget lignende kan siges om mange familier. Selv om det ser ud som om alt er i den skønneste orden, dækker de smilende ansigter over frygt og smerte. Bag hjemmets fire vægge er freden i familien ved at tære bort, måske som følge af alkoholisme og vold.
DEN SKADE ALKOHOLISME MEDFØRER
2. (a) Hvad er Bibelens syn på indtagelse af alkoholiske drikke? (b) Hvad er alkoholisme?
2 Bibelen fordømmer ikke moderat indtagelse af alkoholiske drikke, men den fordømmer drukkenskab. (Ordsprogene 23:20, 21; 1 Korinther 6:9, 10; 1 Timoteus 5:23; Titus 2:2, 3) Alkoholisme er dog mere end drukkenskab; alkoholikerens tanker kredser konstant om alkoholiske drikke, og han har mistet kontrollen over sit alkoholforbrug. Alkoholikere kan være voksne, men sørgeligt nok også børn og unge.a
3, 4. Beskriv hvilken virkning alkoholisme kan have på alkoholikerens ægtefælle og på børnene.
3 I Bibelen har man længe kunnet læse at misbrug af alkohol kan ødelægge familiens fred. (5 Mosebog 21:18-21) Alkoholisme tærer på hele familien. Ægtefællen tænker måske uafbrudt på hvordan hun skal få ham til at holde op med at drikke, eller hvordan hun skal tackle hans uberegnelige adfærd. Hun forsøger måske at gemme spiritussen, smide den væk, skjule hans penge, og appellere til hans kærlighed til familien, til livet eller måske til Gud — men han fortsætter med at drikke. Da hendes bestræbelser for at styre hans drikkeri gang på gang mislykkes, bliver hun frustreret og føler sig utilstrækkelig. Hun begynder måske at plages af frygt, vrede, skyldfølelse, nervøsitet, bekymringer og manglende selvrespekt.
4 Børn kan ikke undgå at påvirkes af at en far eller mor drikker. Nogle lider fysisk overlast, og andre bliver misbrugt seksuelt. Måske bebrejder de endda sig selv at faderen eller moderen er alkoholiker. De har ofte svært ved at stole på andre på grund af alkoholikerens uberegnelige adfærd. Da børnene ikke bryder sig om at tale om det der sker derhjemme, lærer de måske at undertrykke deres følelser, hvilket ofte får skadelige fysiske konsekvenser. (Ordsprogene 17:22) Denne mangel på selvtillid eller selvrespekt kan endog præge dem som voksne.
HVAD KAN FAMILIEN GØRE?
5. Hvordan kan man håndtere alkoholisme, og hvorfor er det vanskeligt?
5 Skønt mange sagkyndige siger at alkoholisme ikke kan helbredes, er de fleste enige om at man kan opnå positive resultater ved total afholdenhed. (Jævnfør Mattæus 5:29.) Men at få en alkoholiker til at tage imod hjælp er lettere sagt end gjort, eftersom han normalt nægter at han har et problem. Men når familien tager initiativ til at gøre noget ved de problemer alkoholismen har påført den, begynder det måske at gå op for alkoholikeren at han har et problem. En læge med erfaring i at hjælpe alkoholikere og deres familie har sagt: „Jeg tror det vigtigste er at familien bliver ved med at leve så normalt som muligt. På den måde vil alkoholikeren blive mere og mere klar over hvor stor kontrasten er mellem ham selv og den øvrige familie.“
6. Hvor finder de der har en alkoholiker i familien den bedste vejledning?
6 Hvis der er en alkoholiker i din familie, kan Bibelens inspirerede vejledning hjælpe dig til at få den bedst mulige tilværelse. (Esajas 48:17; 2 Timoteus 3:16, 17) Lad os betragte nogle principper der har hjulpet familier som har haft problemet inde på livet.
7. Hvem bærer ansvaret for at der er en alkoholiker i familien?
7 Lad være med at tage skylden. Bibelen siger at ’enhver skal bære sin egen ansvarsbyrde’, og at ’hver enkelt af os skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud’. (Galaterne 6:5; Romerne 14:12) Alkoholikeren forsøger måske at give andre i familien skylden for sit drikkeri. Måske siger han: „Hvis I behandlede mig bedre ville jeg ikke drikke.“ Hvis andre giver indtryk af at være enige med ham, opmuntrer de ham faktisk til at fortsætte med at drikke. Men selv om vi er ofre for omstændighedernes spil eller noget andre har gjort imod os, er vi alle — også alkoholikere — ansvarlige for vore handlinger. — Jævnfør Filipperbrevet 2:12.
8. Hvordan kan en alkoholiker hjælpes til at føle konsekvenserne af sin adfærd?
8 Mén ikke at du altid skal beskytte alkoholikeren mod konsekvenserne af hans drikkeri. Et bibelsk ordsprog om en forbitret mand kan også bruges om alkoholikeren: „Hvis du udfrier ham, må du gøre det igen og igen.“ (Ordsprogene 19:19) Lad alkoholikeren mærke følgerne af sit drikkeri. Lad ham gøre rent efter sig og selv ringe til sin arbejdsgiver dagen derpå.
9, 10. Hvorfor bør alkoholikerens familie tage imod hjælp, og hvor bør de især søge den?
9 Tag imod hjælp fra andre. I Ordsprogene 17:17 står der: „En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.“ Man har virkelig trængsler når der er en alkoholiker i familien, og man har derfor brug for hjælp. Tøv ikke med at søge hjælp hos dine venner. (Ordsprogene 18:24) Ved at tale med andre der forstår problemet eller har været i en lignende situation, kan du måske få praktiske forslag til hvad du skal gøre og hvad du ikke skal gøre. Men vær ligevægtig. Tal med nogle du har tillid til og som vil bevare fortroligheden. — Ordsprogene 11:13.
10 Lær at stole på de kristne ældste. De ældste i den kristne menighed kan være til stor hjælp. Disse modne mænd er oplært i Guds ord og har erfaring i at anvende dets principper. De kan vise sig at være som „et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land“. (Esajas 32:2) Kristne ældste beskytter ikke blot menigheden som et hele mod skadelig indflydelse. De ønsker også at trøste, opmuntre og vise personlig interesse for dem der har det vanskeligt. Drag fuld nytte af deres hjælp.
11, 12. Hvem kan yde alkoholikerens familie størst hjælp, og hvordan bliver denne hjælp givet?
11 Hent frem for alt styrke hos Jehova. Bibelen giver os denne trøstende forsikring: „Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ (Salme 34:18) Hvis du har et sønderbrudt hjerte eller er knust i ånden som følge af det pres der er forbundet med at have en alkoholiker i familien, er det godt at vide at ’Jehova er nær’. Han forstår hvor vanskelig din familiesituation er. — 1 Peter 5:6, 7.
12 Når man tror på det Jehova siger i sit ord, vil det hjælpe en til at klare bekymringerne. (Salme 130:3, 4; Mattæus 6:25-34; 1 Johannes 3:19, 20) Ved at studere Guds ord og leve efter det, vil man kunne få hjælp fra Guds hellige ånd, der kan give os „den kraft som er ud over det normale“, til at klare én dag ad gangen. — 2 Korinther 4:7.b
13. Hvilket andet problem volder skade i mange familier?
13 Alkoholmisbrug kan føre til et andet problem der skader mange familier — vold i hjemmet.
DE SKADELIGE FØLGER AF VOLD I HJEMMET
14. Hvornår begyndte familievold, og hvordan er situationen i dag?
14 Da Kain slog sin bror Abel ihjel, begik han den første voldshandling i menneskets historie. Her var desuden tale om vold i familien. (1 Mosebog 4:8) Lige siden har menneskeheden været hjemsøgt af enhver form for familievold. Der er ægtemænd der er voldelige over for deres hustruer, hustruer der går til angreb på deres mænd, forældre der brutalt slår deres små børn, og voksne børn der mishandler deres gamle forældre.
15. Hvordan berører det en familie følelsesmæssigt at opleve vold i hjemmet?
15 Den skade som vold i hjemmet forårsager, indbefatter langt mere end de fysiske mén. En kvinde der har været udsat for vold, siger: „Man rammes af stor skam- og skyldfølelse. De fleste morgener har man mest lyst til at blive i sengen, i håb om at det hele blot er en ond drøm.“ Børn der bliver vidne til vold eller oplever den på deres egen krop, bliver måske selv voldelige når de engang stifter familie.
16, 17. Hvad er psykisk vold, og hvordan påvirker den familien?
16 Vold i hjemmet begrænser sig ikke til fysisk vold. Ofte er der tale om verbale angreb. I Ordsprogene 12:18 står der: „Der findes nogle der taler tankeløst som med sværdhug.“ Sådanne „sværdhug“ indbefatter at man råber ad hinanden, bruger øgenavne, konstant kritiserer hinanden, eller kommer med nedværdigende fornærmelser og trusler om fysisk vold. Mærkerne efter psykisk vold er usynlige og bliver som regel ikke bemærket af andre.
17 Det er især sørgeligt når den psykiske vold går ud over et barn, ved at man konstant kritiserer og forklejner dets evner, intelligens eller menneskeværd. Sådanne verbale overgreb kan skade barnets selvtillid. Alle børn har ganske vist behov for tugt. Men Bibelen giver fædre følgende befaling: „I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ — Kolossenserne 3:21.
HVORDAN MAN UNDGÅR VOLD I HJEMMET
18. Hvordan begynder vold i hjemmet, og hvordan bærer man sig ifølge Bibelen ad med at komme den til livs?
18 Vold i hjemmet begynder i hjertet og i sindet; den måde vi handler på, udspringer af den måde vi tænker på. (Jakob 1:14, 15) Hvis volden skal ophøre, må voldsmanden ændre tankegang. (Romerne 12:2) Er det muligt? Ja. Guds ord er i stand til at ændre folk. Det kan endog fjerne destruktive holdninger der kan være som „fæstningsværker“. (2 Korinther 10:4; Hebræerne 4:12) Nøjagtig kundskab fra Bibelen kan ændre mennesker i en sådan grad at man kan sige at de ifører sig en ny personlighed. — Efeserne 4:22-24; Kolossenserne 3:8-10.
19. Hvordan bør en kristen betragte og behandle sin ægtefælle?
19 Holdningen til ægtefællen. Guds ord siger: „Mændene [bør] elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv.“ (Efeserne 5:28) Bibelen siger også at en mand skal ’vise sin hustru ære som et svagere kar’. (1 Peter 3:7) Hustruer rådes til at ’elske deres mænd’ og vise dem „dyb respekt“. (Titus 2:4; Efeserne 5:33) Ingen gudfrygtig mand kan med rette sige at han ærer sin kone hvis han overfalder hende fysisk eller verbalt. Og ingen hustru der råber ad sin mand, tiltaler ham sarkastisk eller altid skælder ham ud, kan med rette sige at hun elsker og respekterer ham.
20. Hvem skal forældre stå til ansvar hvad angår deres børn, og hvorfor bør de ikke nære urealistiske forventninger til børnene?
20 Den rette holdning til børn. Børn fortjener og har brug for at deres forældre viser dem kærlighed og opmærksomhed. Guds ord kalder børn „en arv fra Jehova“ og „en belønning“. (Salme 127:3) Jehova har givet forældre ansvaret for at tage sig af denne arv. Bibelen taler om „de træk der hører den mindreårige til“ og om ungdommens „dårskab“. (1 Korinther 13:11; Ordsprogene 22:15) Det bør derfor ikke overraske forældre hvis deres børn opfører sig dåragtigt. Børn er ikke voksne. Forældre bør ikke kræve mere af dem end deres alder, evner og familiemæssige baggrund giver rum for. — Se Første Mosebog 33:12-14.
21. Hvordan skal man ifølge Bibelen betragte og behandle aldrende forældre?
21 Den rette holdning til aldrende forældre. I Tredje Mosebog 19:32 står der: „Du skal rejse dig for de grå hår, og du skal tage hensyn til en gammel mand som er til stede.“ Guds lov fremmede altså respekten og agtelsen for de ældre. Dette kan være en udfordring når aldrende forældre synes at være for krævende eller er syge og måske ikke tænker så hurtigt eller har svært ved at bevæge sig. Alligevel mindes børn om „fortsat at betale et passende vederlag til deres forældre“. (1 Timoteus 5:4) Det indebærer at man behandler dem med værdighed og respekt, og måske sørger for dem økonomisk. At mishandle aldrende forældre fysisk eller på anden måde, er i direkte modstrid med Bibelen.
22. Hvilken egenskab er nødvendig for at hindre vold i hjemmet, og hvordan kan man vise den?
22 Opdyrk selvbeherskelse. I Ordsprogene 29:11 læser vi: „Tåben lader hele sin ånd fare frem, men den vise holder den i ro til det sidste.“ Hvordan kan man få herredømme over sin ånd? I stedet for at lade frustrationerne hobe sig op, bør man hurtigt få de uoverensstemmelser der måtte opstå ud af verden. (Efeserne 4:26, 27) Skynd dig væk hvis du føler at du er ved at miste selvbeherskelsen. Bed om at Guds hellige ånd vil hjælpe dig til at vise selvbeherskelse. (Galaterne 5:22, 23) Man kan måske få styr på sine følelser ved at gå en tur eller ved at dyrke en anden form for motion. (Ordsprogene 17:14, 27) Bestræb dig for at være „sen til vrede“. — Ordsprogene 14:29.
SKAL MAN BLIVE SAMMEN ELLER LADE SIG SEPARERE?
23. Hvad kan det medføre hvis et medlem af den kristne menighed gentagne gange og uden at ændre sind, giver efter for voldsomme vredesudbrud og måske mishandler sin familie fysisk?
23 Ifølge Bibelen er ’fjendskaber, strid og vredesudbrud’ noget af det Gud fordømmer. Bibelen siger at „de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige“. (Galaterne 5:19-21) Enhver der hævder at være kristen og som gentagne gange og uden at ændre sind, giver efter for voldsomme vredesudbrud og måske mishandler sin ægtefælle eller sine børn fysisk, kan blive udstødt af den kristne menighed. (Jævnfør Andet Johannesbrev 9, 10.) På den måde bliver menigheden holdt ren for voldelige personer. — 1 Korinther 5:6, 7; Galaterne 5:9.
24. (a) Hvad vælger voldsramte ægtefæller måske at gøre? (b) Hvordan kan medfølende venner og ældste støtte en voldsramt ægtefælle, men hvad bør de undlade?
24 Hvordan skal en kristen der bliver slået af en voldelig ægtefælle forholde sig hvis ikke det tegner til at ville ændre sig? Nogle har af den ene eller den anden grund valgt at blive hos den voldelige ægtefælle. Andre har valgt at forlade vedkommende da de har følt at deres fysiske, mentale og åndelige helbred var i fare, ja måske har de endda følt sig truet på livet. Hvad et offer for vold i hjemmet vælger at gøre under sådanne omstændigheder, er en personlig afgørelse. (1 Korinther 7:10, 11) Venner, slægtninge eller kristne ældste som har vedkommendes ve og vel på sinde, kan tilbyde hjælp og vejledning, men de bør ikke presse den voldsramte til en bestemt afgørelse. Det er en beslutning han eller hun selv må træffe. — Romerne 14:4; Galaterne 6:5.
PROBLEMERNE VIL HØRE OP
25. Hvad er Jehovas hensigt med familien?
25 Da Jehova førte Adam og Eva sammen i ægteskabet, var det på ingen måde hans hensigt at skadelige problemer som alkoholisme og vold skulle tære på familierne. (Efeserne 3:14, 15) Familien skulle være et sted hvor der rådede kærlighed og fred, og hvor hver enkelt fik sine mentale, følelsesmæssige og åndelige behov dækket. Men da synden kom ind i verden, fik familielivet hurtigt trange kår. — Jævnfør Prædikeren 8:9.
26. Hvilken fremtid venter der dem som forsøger at leve i overensstemmelse med Jehovas krav?
26 Glædeligvis har Jehova ikke opgivet sin hensigt med familieordningen. Han har lovet at indføre en fredelig ny verden hvor folk „skal bo trygt, og ingen får dem til at skælve“. (Ezekiel 34:28) Til den tid vil alkoholisme og vold i hjemmet, foruden alle de andre problemer der i dag skader familielivet, være noget der hører fortiden til. Når nogen smiler vil det ikke være for at dække over deres frygt og smerte, men fordi de ’glæder sig over megen fred’. — Salme 37:11.
a Vi omtaler her alkoholikeren i hankøn, men de samme principper gælder når alkoholikeren er en kvinde.
b I nogle lande findes der behandlingscentre, hospitaler og hjælpeprogrammer der har specialiseret sig i at hjælpe alkoholikere og deres familie. Om man vil gøre brug af en sådan hjælp er en personlig afgørelse. Vagttårnsselskabet anbefaler ikke den ene behandling frem for den anden. Hvis man søger hjælp må man dog omhyggeligt undgå behandlingsformer der er i strid med de bibelske principper.