Hvad siger Bibelen?
Hvordan kan man modvirke stress?
ER DU stresset? Hvis det er tilfældet er du ikke ene om det. Vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“, og folk i alle aldre og fra alle samfundslag ligger under for stress. (2 Timoteus 3:1) Nogle eksperter hævder at mere end halvdelen af alle lægebesøg skyldes stressrelaterede problemer.
Men stress behøver ikke nødvendigvis at være noget negativt. „Det bringer os i affekt, begejstrer os og giver os energi til at få tingene gjort. Vi nyder det — hvis vi kan magte det,“ siger en leder af en stressklinik.
Stress kan på den anden side også være ødelæggende. Hvad skal man gøre hvis stress volder én problemer? Her er nogle få forslag baseret på visdommen fra Bibelen der måske kan hjælpe til at mindske den ødelæggende stressvirkning.
Undgå at nære urimelige forventninger
„Langvarig forventning gør hjertet sygt,“ står der i Bibelen. (Ordsprogene 13:12) Når ens forventninger aldrig bliver indfriet kan man blive overvældet af stress. Det kan næsten ikke undgås når man sætter sine forventninger urealistisk højt.
For eksempel har reklamebranchen narret mange til at tro at deres lykke afhænger af materielle ting. Når man inderligt ønsker sig ting man slet ikke har råd til, kan det føre til stress og frustrationer. Bibelen giver os derfor dette råd: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ (1 Timoteus 6:8) Ja, selv om du måske ikke har den bil, det hjem eller de møbler du godt kunne tænke dig, så vær glad for det du har. Hold dine materielle ønsker på et rimeligt plan.
Folk der nærer urimelige forventninger til andre kan også få stress. En arbejdsgiver eller en tilsynsførende har for eksempel ret til at forvente en rimelig arbejdsindsats af sine arbejdere, men det er tåbeligt at forvente det perfekte. Carlos, der er tilsynsførende på et trykkeri i Brasilien, siger: „Man må acceptere folk som de er. Hvis man forventer mere end de kan yde, vil det fremkalde et stressniveau der vil gøre alle ulykkelige.“ — Jævnfør Jeremias 17:5-8.
Kontrollér stress der skyldes præstationsræs
Avisen Latin America Daily Post angiver en anden kilde til stress ved at skrive at en ’præstationsorienteret, konkurrencepræget adfærd er en betydelig risikofaktor i forbindelse med hjertesygdomme’. En ung revisor siger: „På kontoret er jeg meget nervøs og bange for at begå fejl. Jeg arbejder koncentreret og føler det frustrerende at der aldrig er nogen der kommer med et anerkendende ord.“
Salomon sagde angående denne higen efter påskønnelse og resultater: „Jeg har set at al møje og al lønsomhed i arbejdet betyder indbyrdes skinsyge; også det er tomhed og jag efter vind.“ — Prædikeren 4:4.
Kendsgerningen er at ’løbet ikke altid tilhører de hurtige’ når det drejer sig om forfremmelse eller påskønnelse. (Prædikeren 9:11) Maria, en brasiliansk kontorist, siger det på denne måde: „En person har måske evnerne, men omstændighederne og måske endda nepotisme kan stå i vejen for en forfremmelse.“ — Jævnfør Prædikeren 2:21; 10:6.
Forvent ikke for meget, og kend dine begrænsninger. Vær glad for at arbejde, i stedet for kun at arbejde for at blive forfremmet. (Prædikeren 2:24) Faktisk vil en person der er fuldkommen opslugt af et ønske om forfremmelse ikke kun miste meget af sin livsglæde, men vil også blive så anspændt at han undergraver sine egne anstrengelser for at blive forfremmet. Dr. Arnold Fox giver derfor dette råd: „At man ønsker at blive den bedste inden for sit fag er et beundringsværdigt mål, men lad ikke denne ene tanke dominere dit liv. Hvis man undertrykker kærligheden, latteren og livsglæden, eller hvis man er så besat af at få succes at man glemmer at nyde livet, vil man blive stresset.“
Hvad man selv kan gøre
En anden måde hvorpå man kan bekæmpe den anspændthed det daglige pres fremkalder, er at opdyrke sin humoristiske sans. (Prædikeren 3:4) Man behøver ikke at være komiker for at se tingene fra den humoristiske side. „Et hjerte der fryder sig er god medicin, men en ånd der er nedslået udtørrer knoglerne.“ — Ordsprogene 17:22.
Har du for vane at udskyde det du skal have gjort? I det lange løb vil denne tendens ikke mindske risikoen for at få stress men snarere øge den. Bibelen giver dette råd: „Vær ikke nølende i jeres iver.“ (Romerne 12:11) Lav en liste over de ting du skal have gjort. (Ordsprogene 21:5) Beslut dig derefter for hvad der først skal gøres — og gå så i gang med det.
Hvad skal man gøre hvis man trods store anstrengelser stadig føler sig anspændt og stresset? Der er måske behov for at man gør en ihærdig indsats for at ændre sin tankegang. Dvæl ikke ved tidligere fejltrin. Det vil man kun blive mere stresset af. Søren Kierkegaard har skrevet: ’Livet maa forstaaes baglænds. Men det maa leves forlænds.’ Vi kan lære af vore fejl, men den måde vi lever på nu vil forme vor fremtid.
Kong David pegede på den bedste stressbekæmper da han bad til Jehova: „Mit hjertes kvaler er taget til; bring mig ud af mine trængsler.“ (Salme 25:17) Ja, David stolede på at Gud kunne aflaste ham for hans bekymringer. Hvis du tager dig tid til at læse og grunde over Guds ord vil du på samme måde føle dig nærmere knyttet til Gud. Efterhånden som du får forståelse af Guds vilje, vil du føle dig motiveret til at sætte hans interesser først i dit liv, og det vil lette dig for mange unødvendige bekymringer. (Mattæus 6:31, 33) Lær at tage én dag ad gangen. Hvorfor føje morgendagens bekymringer til dem i dag? Jesus sagde det på denne måde: „Vær derfor aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer. Hver dag har nok i det der er dårligt den dag.“ — Mattæus 6:34.
[Tekstcitat på side 15]
„En person har måske evnerne, men omstændighederne og måske endda nepotisme kan stå i vejen for en forfremmelse.“
[Kildeangivelse på side 14]
The Metropolitan Museum of Art Midlerne tilvejebragt af Josephine Bay Paul og C. Michael Paul-stiftelsen, Inc., og Charles Ulrick og Josephine Bay-stiftelsen, Inc., og Fletcherfonden 1967