Som æbler af guld
ÆBLER fryder både øjet og ganen! I Bibelen optræder denne frugt i en tankevækkende sammenligning: „Som guldæbler i ornamenter af sølv er et ord som er talt i rette tid.“ (Ordsprogene 25:11) Hvad ligger der i disse ord?
Udtrykket „guldæbler i ornamenter af sølv“ kan sigte til gravørarbejde, for eksempel et graveret sølvfad med frugter af guld. Eftersom nogle af de foregående vers i dette kapitel handler om hvordan man bør opføre sig over for en konge, kunne dette vers sigte til de gaver man giver en hersker — æbleformede guldornamenter anbragt på sølvfade. (Ordsprogene 25:6, 7) Utrolig smukt, ikke?
Den samme skønhed kendetegner velvalgte, passende og betimelige ord, uanset om de forekommer på skrift eller i tale. De er på mange måder tiltalende, opmuntrende og gavnlige. Især det guddommeligt inspirerede indhold i Bibelen er som smukke „guldæbler i ornamenter af sølv“.
Kong Salomons visdomsord i Ordsprogene 25:11 illustrerer at han ’stræbte efter at finde ord der lyder godt, samt en skriftlig udformning der giver den rigtige mening, ord der er sande’. (Prædikeren 12:10; Ordsprogene 25:1) Flere århundreder senere skrev den kristne apostel Paulus: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig.“ (2 Timoteus 3:16) Ja, Bibelen indeholder gavnlig vejledning, profetier, ordbilleder og sandheder af en sådan glans og skønhed at det overgår selv de største kunstneres værker. Den der tilegner sig visdom fra Guds ord, Bibelen, erhverver sig desuden en uvurderlig ejendom og kan gøre sig håb om evigt liv. — Ordsprogene 4:7-9; Johannes 17:3.