Sjæl

Definition: Ordet „sjæl“ er i Bibelen oversat fra det hebraiske næʹfæsj og det græske psychēʹ. Den måde Bibelen bruger ordet på, viser at sjælen er en person eller et dyr, eller det liv som en person eller et dyr besidder. For mange mennesker betegner „sjælen“ imidlertid den immaterielle eller åndelige del af et menneske som lever videre efter legemets død. Andre igen forstår „sjælen“ som livsprincippet. Men de to sidstnævnte opfattelser er ubibelske.

Hvad har Bibelen at sige, som kan hjælpe os til at forstå hvad sjælen er?

1 Mos. 2:7: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ (Læg mærke til at der ikke siges noget om at mennesket fik en sjæl, men at det blev en sjæl, en levende person.) (Det hebraiske ord der her er gengivet med „sjæl“ er næʹfæsj. GD, Ka, Li og Dy har samme gengivelse. Bu og DA siger „væsen“.)

1 Kor. 15:45: „Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’ Den sidste Adam blev til en levendegørende ånd.“ (De kristne græske Skrifter stemmer altså overens med De hebraiske Skrifter med hensyn til hvad sjælen er.) (Det græske ord som her er oversat med „sjæl“, er akkusativformen af psychēʹ. DA, GD, Ka, Li, R-L, Rø og Se siger ligeledes „sjæl“. Sch siger „Væsen“.)

1 Pet. 3:20: „I Noas dage . . . blev nogle få, det vil sige otte sjæle, bragt sikkert igennem vandet.“ (Det græske ord der her er oversat med „sjæle“, er psychaiʹ, flertalsformen af psychēʹ. DA, GD, Ka, Li, R-L og Rø siger også „sjæle“. Sch siger „mennesker“.)

1 Mos. 9:5: „Desuden, blodet af jeres sjæle [eller: liv; hebraisk: en bøjningsform af næʹfæsj] vil jeg kræve tilbage.“ (Her siges der at sjælen har blod.)

Jos. 11:11: „De slog hver sjæl [hebraisk: næʹfæsj] i den ihjel med sværdets æg.“ (Her omtales sjælen som noget der kan udsættes for sværdhug. Disse sjæle kunne altså ikke have været ånder.)

Hvor siger Bibelen at dyr er sjæle?

1 Mos. 1:20, 21, 24, 25: „Gud sagde videre: ’Lad vandene vrimle med en vrimmel af levende sjæle* . . .’ Og Gud gik i gang med at skabe de store havuhyrer og hver levende sjæl af dem der myldrer omkring og som vandene lod vrimle frem efter deres arter, og hver vinget flyvende skabning efter sin art. . . . Og Gud sagde videre: ’Lad jorden få levende sjæle til at fremkomme efter deres arter . . .’ Og Gud gik i gang med at frembringe jordens vilde dyr efter deres arter og husdyrene efter deres arter og alle jordens myldrende smådyr efter deres arter.“ (* På hebraisk er ordet her næʹfæsj. En fodnote i Elberfelder-Bibelen siger „sjæle“. Mange oversættelser bruger gengivelsen „væsener“.)

3 Mos. 24:17, 18: „I det tilfælde at en mand slår nogen menneskesjæl [hebraisk: næʹfæsj] ihjel, skal han ubetinget lide døden. Og den der slår en dyresjæl [hebraisk: næʹfæsj] ihjel, skal erstatte den, sjæl for sjæl.“ (Læg mærke til at det er det samme hebraiske ord der bruges for menneskers og dyrs sjæle.)

Åb. 16:3: „Det blev til blod som af en død, og hver levende sjæl* døde, ja, de der var i havet.“ (De kristne græske Skrifter viser således også at dyr er sjæle.) (* På græsk er det her anvendte ord psychēʹ. GD, Li og Rø oversætter det „Sjæl“. Nogle oversættelser bruger ordet „væsen“.)

Anerkender forskere som ikke er Jehovas vidner ovenanførte forklaring af sjælen som bibelsk?

„Der er ingen dikotomi [tvedeling] af sjæl og legeme i det G[amle] T[estamente]. Israelitten opfattede tingene konkret, som helheder, og han betragtede derfor ikke mennesket som bestående af flere dele. Selv om ordet næpæš [næʹfæsj] bliver oversat med vort ord sjæl, betyder det aldrig sjælen som noget der er adskilt fra legemet eller personen. . . . Ordet [psychēʹ] er det ord i N[y] T[estamente] der svarer til næpæš. Det kan betyde livsprincippet, selve livet, eller det levende væsen.“ — New Catholic Encyclopedia (1967), bd. XIII, s. 449, 450.

„Det hebraiske ord for ’sjæl’ (næfæsj, det som ånder) blev brugt af Moses . . . i betydningen ’levende væsen’, og det kan ligeledes anvendes om ikke-menneskelige væsener. . . . Det nye Testamentes brug af psychē (’sjæl’) svarede til næfæsj.“ — The New Encyclopædia Britannica (1976), Macropædia, bd. 15, s. 152.

„Troen på at sjælen fortsætter med at eksistere efter at legemet er opløst, skyldes filosofisk eller teologisk spekulation snarere end enkel tro, og Den hellige Skrift siger derfor intet udtrykkeligt herom.“ — The Jewish Encyclopedia (1910), bd. VI, s. 564.

Kan menneskesjælen dø?

Ez. 18:4: „Se, alle sjælene tilhører mig. Såvel faderens sjæl som sønnens sjæl — de tilhører mig. Den sjæl* der synder, den skal dø.“ (* Den hebraiske tekst siger næʹfæsj. Bu, DA, GD, Ka og Li gengiver det med „sjæl“.)

Matt. 10:28: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet, men som ikke kan dræbe sjælen [Livet, Se]; frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl* og legeme i Gehenna.“ (* Den græske tekst har her akkusativformen af psychēʹ. DA, GD, Ka, Li, R-L, Rø og Sch siger alle „sjæl“; Se siger „Livet“.)

Apg. 3:23: „Enhver sjæl [græsk: psychēʹ] der ikke hører på den profet, vil blive fuldstændig udryddet af folket.“

Kan menneskesjæle (mennesker) leve evigt?

Se siderne 234-238, under emnet „Liv“.

Er sjælen det samme som ånden?

Præd. 12:7: „Støvet vender tilbage til jorden, hvor det var før, og ånden [eller: livskraften; hebraisk: ruʹach] vender tilbage til den sande Gud, som gav den.“ (Læg mærke til at det hebraiske ord for ånd er ruʹach, mens det ord der er oversat med sjæl er næʹfæsj. Skriftstedet betyder ikke at ånden, når døden er indtrådt, farer op til Gud selv, men at den dødes mulighed for at komme til at leve igen, ligger hos Gud. I daglig tale siger vi somme tider at hvis den der har købt et hus ikke betaler til tiden, går huset „tilbage“ til ejeren.) (Bu, DA, GD, Ka og Li oversætter her alle ruʹach med „ånd“.)

Præd. 3:19: „Der er nemlig et endeligt for menneskesønnerne og et endeligt for dyrene, og det er samme endeligt for dem. Som den ene dør, sådan dør den anden; og alle har samme ånd [hebraisk: ruʹach].“ (Heraf fremgår det at mennesker og dyr har samme ruʹach eller ånd. Versene 20, 21 er kommenteret på side 432.)

Hebr. 4:12: „Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl [græsk: psychēsʹ] og ånd [græsk: pneuʹmatos], og led og deres marv, og kan bedømme hjertets tanker og hensigter.“ (Bemærk at det græske ord for „ånd“ ikke er det samme som ordet for „sjæl“.)

Fortsætter det bevidste liv efter at ånden har forladt legemet?

Sl. 146:4: „Hans ånd [hebraisk: ruʹach] går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ (DA, GD, Ka og Li oversætter her ruʹach med „ånd“.) (Se også Salme 104:29.)

„Den kristne forestilling om en åndelig sjæl der er skabt af Gud og indgivet legemet ved undfangelsen så mennesket bliver en levende helhed, er et resultat af en lang udvikling af kristen filosofi. Kun Origenes [død ca. 254] i østen og Augustin [død 430] i vesten gjorde sjælen til en åndelig substans og udformede en filosofisk teori om dens natur. . . . Hans [Augustins] lære . . . kan i meget (nogle svagheder indbefattet) føres tilbage til nyplatonismen.“ — New Catholic Encyclopedia (1967), bd. XIII, s. 452, 454.

„Forestillingen om udødelighed er et produkt af græsk tankegang, hvorimod håbet om en opstandelse hidrører fra jødisk tankegang. . . . Efter Alexanders erobringer optog jødedommen gradvis græske forestillinger i sig.“ — Dictionnaire Encyclopédique de la Bible (Valence, Frankrig; 1935), redigeret af Alexandre Westphal, bd. 2, s. 557.

„Sjælens udødelighed er en græsk tanke der er udformet i gamle mysteriekulter og videre bearbejdet af filosoffen Platon.“ — Presbyterian Life, 1. maj 1970, s. 35.

„Efter vor Opfattelse er jo Døden noget, som kan bestemmes nøje. . . . Kan den bestemmes paa anden Maade end som Sjælens Frigørelse fra Legemet, og vil det at være død ikke sige, at Legemet er bleven noget helt for sig, adskilt fra Sjælen, og at Sjælen er adskilt fra Legemet og eksisterer helt ved sig selv? Kan Død betyde noget som helst andet end dette? Nej, saaledes er det. . . . Lader nu Sjælen sig forene med Begrebet Død? Nej. Er saa ikke Sjælen udødelig? Jo, den er udødelig!“ — Platons „Faidon“, afsnit 64, 105, gengivet i Platons Skrifter (København, 1934) ved Carsten Høeg og Hans Ræder, bd. 3, s. 177, 233.

„Som vi har set, var de babyloniske teologer meget optaget af udødelighedens problem. . . . Hverken folket eller de religiøse ledere forestillede sig nogen sinde at der kunne være mulighed for en fuldstændig tilintetgørelse af det der én gang var blevet til. Døden var en overgang til en anden form for liv.“ — The Religion of Babylonia and Assyria (Boston, 1898), M. Jastrow jun., s. 556.

Se også siderne 80-82, under emnet „Døden“.