Hyrdearbejde sammen med vor store Skaber
„Jehova er min hyrde. Jeg skal intet mangle. Min sjæl giver han ny styrke. Han fører mig ad retfærdige spor for sit navns skyld.“ — SALME 23:1, 3.
1. Hvilken kærlig opmuntring giver Jehova os?
DEN 23. salme, som er skrevet af David, har givet ny styrke til mange trætte sjæle. Den har tilskyndet dem til at stole på det der siges i vers 6: „Ja, godhed og loyal hengivenhed vil følge mig alle mit livs dage; og jeg skal bo i Jehovas hus en lang række dage.“ Ønsker du at bo for evigt i Jehovas tilbedelseshus sammen med hans folk som nu indsamles fra alle jordens nationer? ’Vore sjæles hyrde og tilsynsmand’, vor store Skaber, Jehova Gud, vil hjælpe dig til at nå dette mål. — 1 Peter 2:25.
2, 3. (a) Hvordan vogter Jehova kærligt sit folk? (b) Hvordan er Jehovas „hjord“ vokset betydeligt?
2 Skaberen af „nye himle og en ny jord“ er også grundlæggeren af den kristne menighed, „Guds husstand“, som han er den øverste tilsynsmand for. (2 Peter 3:13; 1 Timoteus 3:15) Han ønsker inderligt at være hyrde for sit folk, som det fremgår af Esajas 40:10, 11: „Se! Den suveræne Herre Jehova, han kommer som en der er stærk, og hans arm hersker for ham. Se! Den belønning han giver, er med ham, og lønnen han udbetaler, er foran ham. Som en hyrde vil han passe sin flok. Med sin arm vil han samle lammene; og i sin favn vil han bære dem. Dem der giver die vil han lede med nænsomhed.“
3 I udvidet forstand består denne „flok“ af dem der i mange år har vandret i den kristne sandhed og af de ’lam’ der for nylig er blevet indsamlet — blandt andre dem der nu i stort tal bliver døbt i Afrika og Østeuropa. Med sin stærke, beskyttende arm samler Jehova dem i sin favn. De har været som bortløbne får, men har nu opnået et nært forhold til deres kærlige Gud og Hyrde.
Jehovas medhyrde
4, 5. (a) Hvem er „den rigtige hyrde“, og hvordan pegede profetien frem til ham? (b) Hvilket adskillelsesarbejde fører Jesus tilsyn med, og med hvilket enestående resultat?
4 Som den der tjener ved Faderens højre hånd i himmelen viser „den rigtige hyrde“, Jesus Kristus, også omsorg for „fårene“. Han satte i første række sit liv til for ’den lille hjord’ af salvede, og dernæst for den store skare af „andre får“ som lever i dag. (Lukas 12:32; Johannes 10:14, 16) Den store Hyrde, Jehova Gud, siger, henvendt til alle disse får: „Se, jeg vil selv dømme . . . mellem får og får. Og jeg vil sætte én hyrde over dem, og han skal være hyrde for dem, nemlig min tjener David. Han skal være hyrde for dem, ja, han skal være deres hyrde. Og jeg, Jehova, skal være deres Gud, og min tjener David skal være høvding midt iblandt dem. Jeg, Jehova, har talt.“ — Ezekiel 34:20-24.
5 Betegnelsen „min tjener David“ peger profetisk frem til Kristus Jesus, det „afkom“ der skulle arve Davids trone. (Salme 89:35, 36) På denne domsdag for nationerne fortsætter Jehovas medhyrde og medkonge, Kristus Jesus, Davids søn, med at adskille „fårene“ i menneskeheden fra dem der også hævder at være ’får’ men i virkeligheden er ’geder’. (Mattæus 25:31-33) Denne ’ene hyrde’ sørger desuden for føde til fårene. I dag er vi vidner til en storslået opfyldelse af denne profeti! Alt imens politikerne taler om at forene menneskeheden i en ny verdensorden, er hyrden reelt i færd med at forene får af alle nationer ved en mangesproget forkyndelseskampagne af et omfang som kun Guds organisation på jorden er i stand til at påtage sig.
6, 7. Hvordan har „den trofaste og kloge træl“ sørget for at der var „mad i rette tid“ til fårene?
6 Efterhånden som budskabet om Riget udbredes i nye distrikter, gør „den trofaste og kloge træl“ af salvede kristne alt for at fremskaffe „mad i rette tid“, sådan som Hyrden har sat den til. (Mattæus 24:45) Mange af Vagttårnsselskabets 33 trykkerier rundt om på jorden øger produktionen for at dække det voksende behov for flere og bedre bibelske lærebøger og blade.
7 Jehovas Vidners Styrende Råd gør sig mange anstrengelser for at forbedre kvaliteten af oversættelsen i Selskabets publikationer som udgives på 200 sprog, og påbegynde oversættelse til flere sprog for at kunne dække behovet på den verdensomspændende arbejdsmark. Alt sammen for at udføre den opgave Jesus gav sine disciple i Apostelgerninger 1:8: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ Desuden er hele Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter eller dele deraf allerede trykt på 14 sprog, og er nu ved at blive oversat til yderligere 16 sprog i Europa, Afrika og Asien.
„En fredspagt“
8. Hvordan er fårene blevet rigt velsignet af den fredspagt Jehova har sluttet med dem?
8 Gennem „den rigtige hyrde“, Kristus Jesus, slutter Jehova en „fredspagt“ med sine velnærede får. (Esajas 54:10) Ved at tro på Jesu udgydte blod er fårene i stand til at vandre i Jehovas lys. (1 Johannes 1:7) De erfarer ’Guds fred, som overgår al forstand, og som ved Kristus Jesus beskytter deres hjerter og deres sind’. (Filipperne 4:7) Som der videre siges i Ezekiel 34:25-28 fører Jehova sine får ind i et åndeligt paradis, en vidunderlig tilstand præget af tryghed, forfriskende velstand og frugtbarhed. Denne kærlige Hyrde siger om sine får: „De skal vide at jeg er Jehova, når jeg bryder deres ågstænger og udfrier dem af deres hånd der bruger dem som trælle. Og de skal ikke mere blive til rov for nationerne, . . . men de skal bo trygt, og ingen får dem til at skælve.“
9. Hvilke muligheder har det åbnet for Guds folk at ’deres ågstænger er blevet brudt’?
9 I de senere år har Jehovas vidner i mange lande oplevet at „deres ågstænger“ er blevet brudt. De har større frihed til at forkynde end nogen sinde. Måtte vi alle, uanset hvor vi bor, udnytte den tryghed Jehova tilvejebringer mens vi energisk fuldfører arbejdet. Jehova har forsikret os om at han vil beskytte os nu hvor vi står umiddelbart over for den største trængsel menneskeheden nogen sinde vil opleve! — Daniel 12:1; Mattæus 24:21, 22.
10. Hvem har Jehova sat til at hjælpe „den rigtige hyrde“, Kristus Jesus, og hvad sagde apostelen Paulus til nogle af dem?
10 Som forberedelse til dagen for sin hævn over de onde har Jehova sat underhyrder til at hjælpe „den rigtige hyrde“, Kristus Jesus, med at sørge for hjorden. Disse beskrives i Åbenbaringen 1:16 som et fuldkomment antal på „syv stjerner“ i Jesu højre hånd. I det første århundrede sagde apostelen Paulus følgende til et råd af sådanne underhyrder: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ (Apostelgerninger 20:28) I dag er der titusinder af underhyrder som tjener i 69.558 menigheder rundt om på jorden.
Underhyrder til at gå foran!
11. Hvordan har nogle hyrder ført an i distrikter som ofte gennemgås?
11 Mange steder må disse hyrder gå foran i distrikter som ofte er blevet gennemarbejdet i disse sidste dage. Hvordan kan de bevare begejstringen blandt hjorden? Hyrderne har rosværdigt levet op til ansvaret. Blandt andet har de haft gode resultater med at tilskynde til tjenesten som hjælpepioner og almindelig pioner. Mange hyrder har taget del i denne tjeneste, og selv de forkyndere som ikke har været i stand til dette har lagt pionerånden for dagen, idet de har tjent med en glæde som hjælper dem til at overvinde ligegyldighed i distriktet. (Salme 100:2; 104:33, 34; Filipperne 4:4, 5) Efterhånden som verden synker længere og længere ned i kaos og ondskab, har mange symbolske får fået øjnene op for håbet om Riget. — Mattæus 12:18, 21; Romerne 15:12.
12. Hvilke alvorlige problemer forekommer i distrikter med stor vækst, og hvordan løses disse problemer nogle gange?
12 Et andet problem er at der i mange tilfælde ikke er tilstrækkeligt med kvalificerede hyrder til at tage sig af hjorden. I lande med hurtig vækst, for eksempel i Østeuropa, er der mange nye menigheder som ikke har nogen udnævnte ældste. Villige får bærer byrden, men de er meget uerfarne, og der er behov for hjælp til at oplære de nye får som strømmer til menighederne. I lande som Brasilien, Mexico og Zaire, hvor der sker en hastig vækst, må forholdsvis unge forkyndere bruges til at organisere tjenesten og oplære andre nye. Pionerer yder en glimrende hjælp, og her er et område hvor søstre kan oplære nye søstre. Med sin ånd velsigner Jehova resultaterne. Væksten fortsætter. — Esajas 54:2, 3.
13. (a) Hvad bør alle forkyndere bede om eftersom høsten er stor? (b) Hvordan blev Guds folks bønner besvaret før og under den anden verdenskrig?
13 I lande hvor der har været forkyndt meget, i lande hvor arbejdet indtil for nylig har været underlagt begrænsninger, og i mange nyligt åbnede distrikter gælder Jesu ord i Mattæus 9:37, 38 stadig: „Ja, høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ Vi må også bede om at Jehova vil sørge for flere hyrder. Det har han vist at han er i stand til. Før og under den anden verdenskrig forsøgte grusomme diktatorer der mindede om fortidens assyrere at tilintetgøre Jehovas vidner. Men Jehova besvarede sine tjeneres bønner og rensede deres organisation, gjorde den helt igennem teokratisk og frembragte hårdt tiltrængte „hyrder“.a Dette var i overensstemmelse med profetien: „Når assyreren trænger ind i vort land og når han betræder vore tårnborge, da rejser vi syv hyrder mod ham, ja otte stammehøvdinger blandt menneskene“ — mere end rigeligt med flittige ældste til at føre an. — Mika 5:5.
14. Hvilket påtrængende behov findes der i organisationen, og hvilken tilskyndelse lyder til brødre?
14 Der er et stort behov for at alle døbte mandlige Jehovas vidner rækker ud efter yderligere forrettigheder. (1 Timoteus 3:1) Behovet er påtrængende. Den nuværende verdensordning går hastigt imod sin afslutning. I Habakkuk 2:3 siges der: „Synet rækker frem til den fastsatte tid, og det iler af sted mod enden, og det lyver ikke. . . . Det skal nok komme. Det vil ikke være forsinket.“ Brødre, kan I række ud og kvalificere jer til at påtage jer yderligere opgaver i forbindelse med hyrdearbejdet — før enden kommer? — Titus 1:6-9.
Teokratisk hyrdearbejde
15. I hvilken forstand er Jehovas folk et teokrati?
15 For at få fuld andel i væksten inden for Jehovas organisation må hans folk have en teokratisk indstilling. Hvordan kan de få det? Hvad ligger der i ordet „teokratisk“? Munksgaards Fremmedordbog definerer „teokrati“ som „gudsherredømme, statsform hvor Gud betragtes som den øverste leder“. Det er i den forstand at Jehovas folks ’hellige nation’ er et teokrati. (1 Peter 2:9; Esajas 33:22) Kristne må, eftersom de tilhører eller er tilknyttet denne teokratiske nation, leve og tjene i lydighed mod Guds ord og principperne i det.
16. Hvordan kan vi vise at vi er teokratisk indstillet?
16 Apostelen Paulus viser klart hvad det vil sige for kristne at være teokratiske. Han siger at de skal ’iføre sig den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet’. Den kristnes personlighed må formes efter Guds retfærdige principper, som findes i hans ord. Den kristne må være loyal mod Jehova og hans love. Efter at have vist hvordan man er det, tilskynder Paulus: „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn.“ (Efeserne 4:24–5:1) Ligesom lydige børn må vi efterligne Gud. Det er det sande teokrati i funktion. Derved viser vi at vi underkaster os Guds ledelse! — Se også Kolossenserbrevet 3:10, 12-14.
17, 18. (a) Hvilken enestående egenskab hos Gud efterligner teokratiske kristne? (b) Hvordan fremhævede Jehova sin hovedegenskab i sit ord til Moses, men hvilken advarsel føjede han til?
17 Hvilken af Guds egenskaber bør vi først og fremmest efterligne? Apostelen Johannes svarer i Første Johannesbrev 4:8, hvor han siger: „Gud er kærlighed.“ Otte vers længere fremme, i vers 16, gentager han dette vigtige princip: „Gud er kærlighed, og den der forbliver i kærligheden, forbliver i samhørighed med Gud, og Gud forbliver i samhørighed med ham.“ Den store Hyrde, Jehova, er den personificerede kærlighed. Teokratiske hyrder efterligner ham ved at vise inderlig kærlighed mod Jehovas får. — Jævnfør Første Johannesbrev 3:16, 18; 4:7-11.
18 Den store Teokrat åbenbarede sig for Moses som „Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd, men på ingen måde fritager for straf, idet han bringer straf for fædres misgerning over sønner og sønnesønner, over tredje og fjerde generation.“ (2 Mosebog 34:6, 7) Jehova understreger således de forskellige aspekter af sin mest fremtrædende teokratiske egenskab, kærlighed, mens han advarer om at han vil straffe overtrædelser når det er påkrævet.
19. Hvordan bør kristne hyrder, i modsætning til farisæerne, lægge en teokratisk indstilling for dagen?
19 Hvad indebærer det for dem der har ansvarsposter i organisationen at være teokratisk indstillede? Jesus sagde om de skriftlærde og farisæerne på sin tid: „De binder tunge byrder sammen og lægger dem på folks skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.“ (Mattæus 23:4) Hvor ukærligt og undertrykkende! I et sandt teokrati følger hyrderne Bibelens kærlige principper når hjorden skal vogtes, og bebyrder den ikke med utallige menneskeskabte regler. (Jævnfør Mattæus 15:1-9.) Teokratiske hyrder må efterligne Gud ved at vise kærlighed samtidig med at de er fast besluttede på at bevare menighedens renhed. — Jævnfør Romerbrevet 2:11; Første Petersbrev 1:17.
20. Hvilken organisatorisk ordning anerkender teokratiske hyrder?
20 Sande hyrder anerkender at Jesus i disse sidste dage har sat sin udnævnte trofaste og kloge træl over alt hvad han ejer og at hans hellige ånd har ledet denne træl ved udnævnelsen af ældste til at vogte hjorden. (Mattæus 24:3, 47; Apostelgerninger 20:28) Hvis man er teokratisk indstillet har man dyb respekt for denne træl, for den organisation som trællen har opbygget og for ældsteordningen i menigheden. — Hebræerne 13:7, 17.
21. Hvilket godt eksempel satte Jesus for underhyrder?
21 Jesus satte selv et godt eksempel idet han altid så hen til Jehova og hans ord efter vejledning. Han sagde: „Jeg kan slet intet gøre af mig selv; sådan som jeg hører, dømmer jeg; og den dom jeg fælder er retfærdig, for jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ (Johannes 5:30) Herren Jesu Kristi underhyrder bør opdyrke samme ydmyge holdning. Hvis en ældste altid søger vejledning i Guds ord, ligesom Jesus gjorde, viser han en teokratisk indstilling. — Mattæus 4:1-11; Johannes 6:38.
22. (a) Hvordan bør alle stræbe efter at have en teokratisk indstilling? (b) Hvilken kærlig indbydelse giver Jesus fårene?
22 Døbte brødre, kvalificér jer til at modtage forrettigheder i menigheden! Alle I dyrebare symbolske får, bestræb jer for at have en teokratisk indstilling, idet I efterligner Gud og Kristus ved at vise kærlighed! Måtte hyrderne og hjorden glæde sig, for de har besvaret Jesu indbydelse: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ — Mattæus 11:28-30.
[Fodnote]
a Se artiklerne „Organisation“ i Vagttaarnet for 1. og 15. august 1938.
Kan du forklare?
◻ Hvad er Jehovas „hjord“, og hvem hører til den?
◻ Hvordan har Jesus optrådt som „den rigtige hyrde“ i det første århundrede og i dag?
◻ Hvilken vigtig rolle spiller underhyrder med hensyn til at sørge for hjorden?
◻ Hvad er den grundlæggende betydning af ordet „teokrati“?
◻ Hvordan kan en kristen — og især en underhyrde — vise at han er teokratisk indstillet?
[Illustration på side 20]
Ligesom en kærlig hyrde sørger Jehova for sin hjord
[Illustration på side 23]
Efterlign Jehova Guds egenskab kærlighed — det er teokrati i funktion