Hovedpunkter fra bibellæsningen Ezra 1:1 til 10:44

Jehova opfylder sine løfter!

Befrielse! Genopbygning! Hvor må disse nyheder have virket opmuntrende på jøderne der var i landflygtighed i Babylon! I overensstemmelse med Guds løfte, og efter 70 års fangenskab, blev jøderne givet fri og kunne vende hjem til deres eget land. (Jeremias 25:12; Esajas 44:28 til 45:7) Desuden blev de genstande der var blevet fjernet fra Jehovas tempel, bragt tilbage på deres rette plads. Hvilken glæde!

Ezras bog i Bibelen tager udgangspunkt i disse spændende begivenheder. Den er skrevet af afskriveren Ezra i Jerusalem omkring år 460 f.v.t. og spænder over cirka 70 år, nemlig fra jødernes udfrielse til fuldførelsen af det andet tempel samt renselsen af præsteskabet (537 til ca. 467 f.v.t.). Noget der særlig fremhæves er den måde hvorpå Jehova opfylder sine løfter. Bogen indeholder også en værdifuld belæring til Jehovas vidner i nutiden.

De landflygtige gives fri

Læs Ezra 1:1 til 3:6. Jehova havde vakt perserkongen Kyros’ ånd så han fremsatte følgende bekendtgørelse: Templet i Jerusalem vil blive genopbygget og igen danne ramme om tilbedelsen af Jehova! Alle israelitter kan tage del deri. De der er i stand til det, har frihed til at vende tilbage til deres hjemland for at arbejde med genopførelsen. Andre tilskyndes til at give frivillige gaver til projektet. Redskaberne fra det oprindelige tempel der af Nebukadnezar blev ført til Babylon, skal bringes tilbage. Under ledelse af Zerubbabel rejser næsten 50.000 de knap 1600 kilometer tilbage til Jerusalem. De genopbygger det hellige alter og bringer ofre til Jehova. Dernæst, i efteråret 537 f.v.t., fejrer de løvhyttefesten. De forudsagte 70 år hvor landet skal ligge øde, slutter nøjagtig til den fastsatte tid! — Jeremias 25:11; 29:10.

◆ 1:3-6 — Var de israelitter der blev i Babylon troløse?

Ikke nødvendigvis, selv om materialisme og mangel på værdsættelse i nogle tilfælde kan have spillet ind. Kyros’ dekret krævede ikke at alle skulle vende tilbage, men lod det være op til den enkelte. Omstændigheder som høj alder, svagelighed eller familieforpligtelser har måske afholdt nogle fra at foretage rejsen. Disse skulle imidlertid støtte dem der kunne vende tilbage.

◆ 1:8 — Hvem var Sjesjbazzar?

Højst sandsynligt var det Zerubbabels officielle navn ved det kaldæiske hof. (Jævnfør Daniel 1:7.) Det der bliver tilskrevet Sjesjbazzar, bliver andre steder også tilskrevet Zerubbabel. (Ezra 5:16; Zakarias 4:9) Begge får titlen „landshøvding“. (Ezra 5:14; Haggaj 2:21) Og i Ezra 2:2 og 3:1, 2 bliver Zerubbabel anerkendt som en der var fører for de hjemvendende landflygtige; navnet Sjesjbazzar er ikke nævnt.

◆ 2:61-63 — Hvad var Urim og Tummim?

Man mener at det var hellige lodder der blev brugt når et spørgsmål krævede et svar fra Jehova. Ifølge den jødiske overlevering forsvandt de da templet blev ødelagt i år 607 f.v.t. Dette støttes af den kendsgerning at de der påstod at være af præsteslægt, blev udelukket fra præsteskabet og fra at spise af det højhellige indtil „der fremstod en præst med Urim og Tummim“. Men der findes ingen beretning om deres anvendelse ved den lejlighed eller senere.

Hvad vi kan lære heraf: Jehovas vidner i nutiden befinder sig i en situation der ligner de landflygtige jøders. Det er ikke alle der er i stand til at tage del i heltidstjenesten eller forlade deres hjem for at tjene hvor behovet er større. Alligevel gør de alt hvad de kan for at fremme den rene tilbedelses interesser ved at give frivillige bidrag og opmuntre andre til at øge deres indsats.

Modstand mod genopbygningen

Læs 3:7 til 4:24. Med stor glæde lægger de hjemvendte jøder grunden til Jehovas hus. Men i årevis prøver modstandere at gøre bygningsfolkene ved templet modløse. Til sidst får disse fjender arbejdet standset efter ordre fra kongen, ved at overbevise kongen om at det er en ’oprørsk og ond by’ der er ved at blive genopbygget. Forbudet varer ved „indtil perserkongen Darius’ andet regeringsår“.

◆ 3:12 — Hvorfor græd disse mænd?

Disse meget gamle mænd kunne huske hvor prægtigt Salomons guddommeligt udformede tempel havde set ud. Det der nu stod for deres øjne — slet og ret et fundament — var som intet i sammenligning. De var sandsynligvis modløse og tvivlede på at deres anstrengelser ville genskabe tidligere tiders pragt. — Haggaj 2:2, 3.

◆ 4:1-3 — Hvorfor blev tilbudet om hjælp afslået?

Disse ikke-jøder der af kongen af Assyrien var blevet ført til landet for atter at befolke det, var ikke sande tilbedere af Gud. (2 Kongebog 17:33, 41) At have taget imod deres hjælp ville have været det samme som at gå på kompromis med hensyn til den sande tilbedelse, og Jehova havde udtrykkeligt advaret sit folk mod at besmitte sig med andre religioner. (2 Mosebog 20:5; 34:12) Desuden kaldes disse ikke-jøder i beretningen for „modstandere“.

Hvad vi kan lære heraf: Når vi står over for fjendtligheder i forbindelse med vor gudsdyrkelse, bør vi efterligne de tilbagevendte jøder der med det samme „alle som én“ samledes for at tilbede. Det at de stolede på Jehova og satte tilbedelsen af ham først, styrkede dem til at fuldføre det tildelte arbejde. — Ezra 3:1-12.

Templet fuldføres

Læs 5:1 til 6:22. Opmuntret af profeterne Haggaj og Zakarias bygger jøderne videre med fornyet kraft. Da modstanderne ikke kan standse arbejdet beklager de sig igen. Kong Darius foretager en undersøgelse og finder Kyros’ oprindelige dekret. Ikke alene bliver modstanderne beordret til at ’holde sig borte’ men de får også befaling om at støtte arbejdet materielt! Under stadig opmuntring fra Jehovas profeter bliver templet fuldført og indviet i år 515 f.v.t. Under jubel bliver det indviet til Gud, der har opfyldt sine løfter!

◆ 5:5 — Hvorfor standsede modstanderne ikke byggearbejdet?

Jehova vågede over sine trofaste tjenere. (2 Krønikebog 16:9) Styrket af Guds ånd nægtede de ældste at lade sig skræmme. De henviste til Kyros’ dekret, der for længst var blevet glemt. Eftersom den persiske lov var uforanderlig, turde modstanderne ikke modstå det kongelige dekret. (Daniel 6:8, 15) Det var klart at Jehova ledede begivenhedernes gang, og arbejdet fortsatte.

◆ 6:21 — Hvem var det der havde „skilt sig ud fra nationerne i landet og deres urenhed“?

Det kan have været proselytter der var vendt tilbage sammen med jøderne, samaritanere der boede i landet eller måske endog tilbagevendte jøder som var blevet fordærvede på grund af hedensk indflydelse. (Jævnfør Ezra 9:1.) Den fremgang den rene tilbedelse af Jehova havde i Jerusalem, har øjensynlig bevæget dem til at foretage de nødvendige forandringer i deres liv.

Hvad vi kan lære heraf: Kristne ældste i dag bør også søge Jehovas ledelse. Det er ham der giver den fornødne indsigt når vi står over for modstandere. — Salme 32:8.

Ezra vender tilbage

Læs 7:1 til 8:36. Tiden går. I år 468 f.v.t. giver kong Artaxerxes Ezra ’alt hvad han anmoder om’, og sætter ham derved i stand til at yde Jerusalem hjælp. Kongens befaling opmuntrer også alle jøder der er villige til det, til at vende tilbage, og han giver sølv og guld til anskaffelse af alt hvad der er brug for ved Jehovas hus. Ezra får bemyndigelse til at indsætte voldgiftsmænd og dommere der skal håndhæve både Jehovas og kongens lov. I tillid til at Jehova vil beskytte ham tager Ezra mod til sig og drager ud på den farefulde færd. Han anmoder ikke om et bevæbnet følge, da det kunne virke som et udslag af manglende tro på Jehovas evne til at beskytte. Under Guds beskyttelse når jøderne sikkert frem til deres mål.

◆ 7:1, 7, 11 — Hvem var denne Artaxerxes?

Det var den persiske kong Artaxerxes I (den Langhåndede). I sit 20. regeringsår gav han Nehemias lov til at vende tilbage til Jerusalem og genopbygge dens mure og porte. (Nehemias 2:1-8) Fortidens historieskrivere tillægger i almindelighed denne Artaxerxes en venlig og gavmild karakter. På grund af sin store gave bliver han i Ezra 6:14 anført som en af dem hvis befaling bidrog til at templet blev færdiggjort, selv om byggearbejdet var blevet fuldført omkring 47 år tidligere. Han er ikke den samme som den Artaxerxes der standsede genopbygningsarbejdet. (Ezra 4:7-23) Denne bar tilnavnet Gaumata, og regerede kun i otte måneder i år 522 f.v.t. „Artaxerxes“ er tilsyneladende et regeringsnavn eller en titel.

Hvad vi kan lære heraf: Ezra satte et godt eksempel for Jehovas tjenere i dag. Skønt han var en dygtig afskriver der flittigt studerede Guds ord, lod han al ære gå til den Højeste og bekymrede sig mere om Jehovas hæder end om sin egen personlige sikkerhed. — Ezra 7:27, 28; 8:21-23.

Nationen renses

Læs 9:1 til 10:44. Ezra erfarer snart at mange „ikke [har] skilt sig ud fra landenes folkeslag med deres vederstyggeligheder“. Jøderne, deriblandt præster og levitter, har giftet sig med de hedenske kana’anæere. Ezra er lamslået. I bøn lægger han sagen frem for Jehova og bekender angerfuldt folkets synder. Under hans ledelse omvender folket sig og beslutter sig til at sende de fremmede kvinder bort. Urenheden bliver fjernet i løbet af tre måneder.

◆ 9:2 — Hvorfor var sådanne ægteskaber en synd?

De var en trussel mod genindførelsen af den sande tilbedelse. (5 Mosebog 7:3, 4) Der var tale om ikke-troende, afgudsdyrkende kvinder. At indgå ægteskaber med dem kunne i sidste instans medføre at folket blev blandet med de omkringboende hedenske folkeslag, hvorved den sande tilbedelse helt kunne forsvinde fra jorden.

◆ 10:3, 44 — Hvorfor blev børnene også sendt bort?

Små børn har sædvanligvis brug for deres moder. Desuden kunne de bortviste kvinder med tiden, under indflydelse af deres børn, være vendt tilbage. Den sande tilbedelse af Jehova måtte komme i første række.

Hvad vi kan lære heraf: Ligesom de trofaste jøder på Ezras tid må Jehovas vidner overholde Guds norm for ægteskab. De indser at de kun bør gifte sig „i Herren“. — 1 Korinther 7:39.

Jehova holdt sit løfte om at genoprette den sande tilbedelse i det gamle Jerusalem. På samme måde vil han opfylde sit løfte om at indføre den rene tilbedelse af ham over hele jorden. (Habakkuk 2:14) Vil vi være blandt hans tilbedere når Han der indfrier løfter bringer fred og lykke til denne jord? — Salme 37:10, 11; Åbenbaringen 21:3, 4.