HELLIGDOM

Et sted der er helliget tilbedelsen af Jehova eller andre guder, et helligt sted, Guds bolig. (1Kr 22:19; Es 16:12; Ez 28:18; Am 7:9, 13) En „helligdom“ behøver ikke nødvendigvis at være en bygning. Den helligdom i Sikem der omtales i Josua 24:25, 26, var muligvis blot det sted hvor Abraham nogle hundrede år i forvejen havde rejst et alter. (1Mo 12:6, 7) Ofte bruges ordet imidlertid om teltboligen (2Mo 25:8, 9) eller templet i Jerusalem. (1Kr 28:10; 2Kr 36:17; Ez 24:21) I forbindelse med teltboligen kunne det betegne hele teltet og forgården (2Mo 25:8, 9; 3Mo 21:12, 23), helligdommens inventar og redskaber (4Mo 10:21; jf. 4Mo 3:30, 31) eller Det Allerhelligste (3Mo 16:16, 17, 20, 33).

Som et sted der var helligt, skulle Guds helligdom holdes ren og ubesmittet. (4Mo 19:20; Ez 5:11) Israelitterne skulle derfor „have ærefrygt“ for dette særlige sted hvor Gud boede repræsentativt. (3Mo 19:30; 26:2) Da de blev ført i landflygtighed fra det forjættede land, havde de ikke længere nogen materiel helligdom, men Jehova lovede at han selv ville være „en helligdom“ for dem. — Ez 11:16.

Det græske ord for „helligdom“ er naosʹ, der bruges i bred betydning om hele tempelkomplekset (Joh 2:20) eller om den centrale bygning med dens to rum, Det Hellige og Det Allerhelligste, som var adskilt af et forhæng. (Mt 27:51) Da Zakarias „gik ind i Jehovas helligdom“ for at ofre røgelse, gik han ind i Det Hellige, for det var dér røgelsesalteret stod. — Lu 1:9-11.

Guds bolig i himmelen er en helligdom, eller et helligt sted. Det var i denne himmelske helligdom at apostelen Johannes i et syn så pagtens ark efter at „den syvende engel“ havde blæst i sin trompet. (Åb 11:15, 19) Senere så han nogle engle komme ud fra denne helligdom, og i forbindelse med udgydelsen af „Guds harmes syv skåle“ hørte han „en høj røst“ lyde derfra. — Åb 14:15, 17; 15:5, 6, 8; 16:1, 17.

Vedrørende den jordiske forgård til Guds store åndelige tempel blev der i et syn sagt til apostelen Johannes: „Rejs dig og mål Guds tempelhelligdom og alteret og dem der tilbeder i den. Men med hensyn til forgården som er uden for tempelhelligdommen, så udelad den og mål den ikke, for den er blevet givet til nationerne, og de skal nedtræde den hellige by i toogfyrre måneder.“ (Åb 11:1, 2) Der kan ikke være tale om templet i Jerusalem her, for denne bygning var blevet ødelagt næsten 30 år tidligere. Eftersom nationerne var jordiske, kunne de kun få overladt en forgård der fandtes på jorden. Den omtalte forgård må derfor repræsentere en tilstand som Jesu salvede disciple befinder sig i mens de er på jorden. Nationerne kunne ikke nedtræde et sted der lå i himmelen, men de kunne undertrykke dem der var blevet avlet af Guds ånd til at være hans sønner, og som så frem til en himmelsk arv sammen med Kristus. (Åb 3:12) Daniels profetier om at helligdommens grundfæstede sted skulle omstyrtes (Da 8:11), og at helligdommen ville blive vanhelliget (Da 11:31), synes også at sigte til begivenheder der har tilknytning til dem der tjener som underpræster i Guds store åndelige tempel.

Den kristne menigheds medlemmer, lemmerne på Kristi legeme, udgør et tempel, eller en helligdom, hvori Gud bor ved ånd. — 1Kor 3:17; Ef 2:21, 22; 1Pe 2:5, 9; se TEMPEL (De salvede kristne — et åndeligt tempel).