De ugudelige har ingen fred
„’Der er ingen fred,’ har min Gud sagt, ’for de ugudelige.’“ — Esajas 57:21.
1, 2. (a) Hvad frygter mange med hensyn til menneskehedens fremtid? (b) Hvad er menneskers bestræbelser på at indføre fred resulteret i?
„JEG kan ikke slippe den tanke at verden kan springe i luften hvornår det skal være,“ siger en amerikansk gymnasieelev ifølge bladet Psychology Today. Chokerende nok frygter nogle at hele menneskeheden snart vil blive udslettet i en kernekrig. En russisk skolepige har beskrevet følgerne af en kernekrig med ordene: „Alt levende vil forsvinde — der vil hverken være græs eller træer eller andre grønne planter.“ Sikke et mareridt! Og det er en udbredt opfattelse at det vil blive til virkelighed. Ved et rundspørge for nylig svarede 40 procent at de mente der var „stor risiko“ for at en kernekrig ville bryde ud før år 2000. — Se Lukas 21:26.
2 Også verdenslederne føler at der er fare på færde. Efter den anden verdenskrig oprettede man De Forenede Nationer i et forsøg på at indføre fred og sikkerhed — men forgæves. I efterkrigstiden er der i stedet opstået en intens kappestrid mellem to store kernevåbenmagter. Fra tid til anden mødes disse supermagters ledere i et forsøg på at mindske den internationale spænding, men resultaterne er få og små. På trods af at de religiøse ledere beder om fred, svarer situationen i vid udstrækning til Esajas’ beskrivelse: „Deres helte skriger på gaden; fredens sendebud græder bittert.“ — Esajas 33:7.
3. Hvorfor er der ingen chance for at det vil lykkes mennesker at indføre fred?
3 Oplyste kristne ved hvorfor politikerne aldrig vil kunne indføre fred, for de har indset at så længe mennesker ligger under for selviskhed, had, begær, stolthed og ærgerrighed, vil der ikke blive fred på jorden. (Jævnfør Jakob 4:1.) Dertil kommer at menneskene ikke har fuld kontrol over de begivenheder der indtræffer på jorden. Det er som Bibelen siger: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19; 2 Korinther 4:4) Esajas har givet en rammende beskrivelse af menneskehedens situation under Satans herredømme: „’Men de ugudelige er som det oprørte hav, der ikke kan falde til ro . . . Der er ingen fred,’ har min Gud sagt, ’for de ugudelige.’“ — Esajas 57:20, 21.
„Den Gud som giver fred“
4. Hvem er den eneste der har magt til at indføre fred på jorden?
4 Dette betyder ikke at menneskeheden uundgåeligt vil blive udslettet i en kommende kernekrig. Det vil blot sige at det er umuligt for mennesker at indføre fred på jorden. Men det er det ikke for Jehova Gud, der er „den Gud som giver fred“. (Romerne 16:20) Han har magt til at modvirke Satans indflydelse, og det er hans hensigt at „velsigne sit folk med fred“. (Salme 29:11) Desuden har han givet dette vidunderlige løfte: „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:11.
5. (a) Hvordan benyttede Jehova Daniel til at give os der lever i dag oplysninger om hans hensigter? (b) Hvorfor bør den profeti Daniel nedskrev interessere os?
5 For mange år siden åbenbarede Jehova hvilken kæde af begivenheder der ville gå forud for freden som han indfører på jorden. Gennem en engel fortalte han sin trofaste profet Daniel om „de sidste dage“, vor tid. (Daniel 10:14) Han forudsagde den nuværende kappestrid mellem supermagterne, og påpegede at den ville slutte brat, på en måde som ingen af dem forventede. Og han lovede at denne overraskende udvikling ville indvarsle sand fred. For kristne har denne profeti stor interesse. Den viser nemlig tydeligt hvilken tid vi befinder os i, og den styrker vor beslutning om at forblive neutrale i den internationale kappestrid, mens vi tålmodigt venter på at Gud vil gribe ind til gavn for os. — Salme 146:3, 5.
Kappestriden begynder
6. Beskriv kort den historiske baggrund for nutidens rivalisering mellem supermagterne.
6 Den kappestrid mellem supermagterne vi i dag er vidner til, er i virkeligheden ikke noget nyt. Den er en fortsættelse af noget der begyndte for længe siden. Efter at Alexander den Stores verdensrige var faldet i slutningen af det fjerde århundrede f.v.t., tog to af hans generaler magten i henholdsvis Syrien og Ægypten. Der opstod en langvarig kappestrid mellem dem og mellem deres efterfølgere — og de to parter omtales i Daniels profeti som nordens konge og sydens konge, fordi de befandt sig nord og syd for Guds folks land. Denne kappestrid har med tiden ført til den rivalisering mellem supermagterne som vi oplever i dag. Gennem en engel blev den historiske udvikling på forhånd åbenbaret for profeten Daniel.
7. (a) Hvordan kan vi vide at der står usynlige åndemagter bag begivenhederne her på jorden? (b) Hvem var henholdsvis nordens og sydens konge i begyndelsen, og hvordan begyndte deres rivalisering?
7 Engelen fortæller først at han, støttet af Mikael, har kæmpet mod Persiens og Grækenlands ’åndefyrster’. (Daniel 10:13, Da 10:20 til 11:1) Dette indblik i åndeverdenen bekræfter at det ikke kun er mennesker der er involveret i de nationale konflikter. Bag de synlige jordiske herskere står dæmoniske kræfter, „fyrster“. Men Guds folk har fra gammel tid haft en „fyrste“, Mikael, der styrker dem i kampen mod disse dæmoniske magter. (Efeserne 6:12) Derefter henleder engelen vor opmærksomhed på kappestriden mellem Syrien og Ægypten. Han siger: „Og sydens konge vil blive stærk, ja en af hans fyrster.“ (Daniel 11:5a) Sydens konge var her Ægyptens hersker Ptolemaios I, der erobrede Jerusalem omkring år 312 f.v.t. Engelen omtaler derefter en anden konge, der „vil modstå ham stærkt og udøve et stort herredømme, større end hans herredømme“. (Daniel 11:5b) Denne konge er nordens konge i skikkelse af Seleukos I Nikator, hvis rige, Syrien, blev stærkere end Ægypten.
8. Hvad betyder det for kristne i dag at den første del af engelens profeti om nordens og sydens konge har vist sig at være yderst nøjagtig?
8 Engelen forudsiger derefter mange detaljer angående den fortsatte rivalisering mellem Syriens og Ægyptens skiftende herskere. (Daniel 11:6-19) Disse profetier er så nøjagtige at nogle mener at Daniels bog må være blevet skrevet efter at de pågældende begivenheder var indtruffet.a Denne bemærkelsesværdige nøjagtighed styrker imidlertid de kristnes tro på de dele af profetierne som vil blive opfyldt i „de sidste dage“.
Pagtens fyrste
9. Hvad gjorde nordens konge som medførte at Jesus blev født i Betlehem?
9 Det kan ikke forventes at engelen ville omtale hver eneste hersker lige fra Ptolemaios’ tid og frem til „de sidste dage“. Efter vers 19 springer profetien frem til årene umiddelbart før Kristi fødsel. I Daniel 11:20 læser vi: „I hans [nordens konges] sted fremstår der en som sender en opkræver gennem det prægtige rige.“ På dette tidspunkt var Syrien en romersk provins, og den romerske kejser Augustus spillede rollen som nordens konge. Det var ham der gav befaling til den folketælling som resulterede i at Jesus blev født i Betlehem og ikke i Nazaret. — Lukas 2:1-7; Mika 5:2.
10. Hvilken anden forbindelse mellem nordens konge og Messias henleder engelen vor opmærksomhed på?
10 Efter Augustus kom Tiberius, en frastødende mand der af engelen blev kaldt „en som må foragtes“. (Daniel 11:21) I hans regeringstid blev en farlig opstand ved Romerrigets nordlige grænse nedkæmpet og der blev ro i grænseområdet, som en opfyldelse af profetiens ord: „Oversvømmelsens arme skal skylles bort foran ham, og de vil blive knust.“ Det var også i hans regeringstid at Jesus blev dræbt af romerske soldater som en opfyldelse af engelens profetiske ord om at „Pagtens Anfører“ ville blive knust. — Daniel 11:22; 9:27.
Ved „den fastsatte tid“
11. (a) Hvem var nordens og sydens konge i 1914? (b) Hvilken profeti blev opfyldt ved „den fastsatte tid“?
11 Profetien bringer os nu frem til „den fastsatte tid“, 1914. (Daniel 11:27; Lukas 21:24) Guds folk er ikke længere det samme. Det kødelige Israel forkastede Messias, og Jehova har derfor valgt det åndelige Israel, menigheden af salvede kristne, som sit folk. (1 Peter 2:9, 10) Også de to konger har skiftet identitet. Sammen med sin politiske partner De Forenede Stater er Storbritannien tydeligvis blevet sydens konge, mens nordens konge nu er Tyskland. Den første verdenskrig blev forudsagt med disse ord: „Ved den fastsatte tid vender [nordens konge] tilbage og går imod syden, men sidste gang bliver ikke som første.“ (Daniel 11:29, 30) Sydens konge vandt denne krig. Denne gang gik det derfor ikke som ’første gang’, da det altbesejrende Rom var nordens konge.
12. Nævn nogle begivenheder der er indtruffet siden 1914 og som var forudsagt i engelens profetiske ord til Daniel.
12 Engelen fortæller nu om kappestriden mellem de to konger i tiden fra 1914, og navnlig om hvordan de begge vil modstå Jehovas folk. Han forudsiger også at der vil fremstå ’en afskyelighed der forårsager ødelæggelse’, og denne afskyelighed eksisterer i dag under navnet De Forenede Nationer. (Daniel 11:31) Kongerne samarbejdede om at oprette FN i et forsøg på at indføre fred. Men dette forsøg er dømt til at mislykkes fordi det er i modstrid med Guds rige.b (Mattæus 24:15; Åbenbaringen 17:3, 8) Til sidst henleder engelen vor opmærksomhed på „endens tid“. — Daniel 11:40.
„Endens tid“
13. (a) Hvilken periode henviser udtrykket „endens tid“ til i denne del af profetien? (b) Hvem har nordens og sydens konge været siden den anden verdenskrigs afslutning?
13 Hvornår indtræffer denne „endens tid“? Udtrykket henviser somme tider til den sidste tid for denne tingenes ordning, altså perioden fra 1914 til Harmagedon. (Daniel 8:17, 19; 12:4) Men begivenhederne i 1914, „den fastsatte tid“, blev forudsagt i vers 29, og i engelens profeti er vi nået meget længere.c Her i vers 40 må udtrykket „endens tid“ derfor hentyde til de sidste stadier af den 2300 år lange kamp mellem nordens og sydens konge. Vi læser videre med stor interesse, eftersom vi nu hører om begivenheder der vil finde sted inden for den nærmeste fremtid. Et magtskifte der nu er indtruffet på den politiske scene har resulteret i en ændring af de to kongers identitet. Siden de nazistisk-fascistiske magter faldt ved den anden verdenskrigs afslutning har vi været vidner til en rivalisering mellem to supermagter. Den ene er nordens konge, der behersker en hovedsagelig socialistisk blok af nationer, og den anden er sydens konge, som dominerer en fortrinsvis kapitalistisk blok.
14. Hvordan beskriver engelen nordens konge?
14 I vers 37 og 38 gives der en rammende beskrivelse af indstillingen hos den nuværende nordens konge: „Sine fædres gud ænser han ikke . . . Men i stedet ærer han fæstningernes gud; og en gud som hans fædre ikke kendte, ærer han med guld og sølv og kostbare sten og klenodier.“ Er det ikke tydeligt hvem denne beskrivelse gælder? Nutidens nordens konge er officielt ateistisk og forkaster de guder tidligere nordens konger har støttet sig til. Han foretrækker at stole på våben, på „fæstningernes gud“. Dette har bidraget til et vanvittigt våbenkapløb som begge konger bærer skylden for. I 1985 beløb nordens konges forsvarsudgifter sig til over 2 billioner kroner. Hvilket kolossalt offer af „guld og sølv og kostbare sten og klenodier“ til en umættelig gud!
15, 16. (a) Hvordan vil forholdet mellem nordens og sydens konge udvikle sig? (b) Hvad vil dette betyde for Guds folk?
15 Hvad vil der i sidste ende ske mellem disse to konger? Engelen siger: „Og i endens tid [den sidste tid for de to konger] støder sydens konge sammen med ham, og nordens konge stormer imod ham med vogne og ryttere og mange skibe.“ (Daniel 11:40; Mattæus 24:3) Supermagternes rivalisering kan ikke standses ved hjælp af topmøder. Spændingen på grund af sydens konges fremstød og nordens konges ekspansionisme kan være mere eller mindre intens, men til sidst vil nordens konge på en eller anden måde blive provokeret til den yderst voldelige handling der beskrives af Daniel.d
16 Disse sidste dage er særlig vanskelige for Guds folk, der i dette århundrede er blevet forfulgt af begge konger. Engelen advarede om at nordens konge også ville „trænge ind i Prydelsens land, og mange lande vil snuble“. „Prydelsens land“ er et symbolsk udtryk for Guds folks land. Engelens ord må derfor betyde at nordens konge foruden at erobre mange lande også går til angreb på Jehovas folks åndelige område. (Daniel 8:9; 11:41-44; Ezekiel 20:6) I vers 45 tilføjer profetien: „Og han vil slå sine paladstelte op mellem det store hav og Prydelsens hellige bjerg.“ Han gør sig med andre ord klar til at foretage et endeligt angreb på Guds folks åndelige paradis.
„Han skal møde sit endeligt“
17. Hvilken uventet udvikling vil provokere nordens konge?
17 Men på det tidspunkt vil der være sket noget som hverken nordens konge eller sydens konge har forudset. Engelen siger profetisk: „Rygter fra solopgangen og nordfra vil forfærde [nordens konge], og han vil rykke ud i stor forbitrelse for at tilintetgøre og vie mange til udslettelse.“ — Daniel 11:44.
18. (a) Hvorfra kommer de „rygter“ som engelen omtaler? (b) Hvordan vil det til sidst gå nordens konge?
18 Hvad vil disse rygter gå ud på? Det fortæller engelen ikke, men han oplyser at de kommer „fra solopgangen“, og Jehova Gud og Jesus Kristus omtales som „kongerne fra solens opgang“. (Åbenbaringen 16:12) Rygterne kommer også „nordfra“, og Bibelen siger symbolsk at Zions bjerg, den store konge Jehovas by, ligger „yderst mod nord“. (Salme 48:2) Det er derfor „rygter“ fra Jehova Gud og Jesus Kristus der sender nordens konge ud på hans sidste store felttog. Men følgerne vil være ødelæggende for ham. I slutningen af vers 45 siges der: „Han skal møde sit endeligt, og ingen kommer ham til hjælp.“
19. (a) Hvordan vil det gå henholdsvis denne verden og „de retskafne“? (b) Hvilke spørgsmål står endnu åbne?
19 Ganske som forudsagt vil der ’ingen fred være for de ugudelige’. (Esajas 57:21) Nordens konges historie vil bære præg af krig helt til afslutningen. Men Jehova giver sine trofaste tjenere dette løfte: „Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden.“ (Ordsprogene 2:21, 22) Hvordan vil det gå sydens konge når nordens konge ’møder sit endeligt’? Og hvordan vil det gå de kristne når nordens konge ’slår sine paladstelte op’ på et sted hvor han udgør en trussel imod dem? (Daniel 11:45) Hvordan vil der til sidst blive indført fred på jorden? Jehova har gennem sin engel besvaret disse spørgsmål, sådan som vi vil se i de følgende artikler.
[Fodnoter]
a Flere detaljer findes i kapitel 10 i bogen „Ske din vilje på jorden“, der blev udgivet i 1961 af Vagttårnets selskab.
b Flere oplysninger om denne del af profetien findes i kapitel 11 i bogen „Ske din vilje på jorden“.
d Se „Ske din vilje på jorden“, siderne 297-303.
Nogle hovedpunkter:
■ Hvilke åndemagter har haft indflydelse på de politiske affærer på jorden?
■ Hvem var nordens og sydens konge i 1914?
■ Hvordan tilbeder nordens konge i dag fæstningernes gud?
■ Hvordan vil nordens konge modarbejde Guds folk?
■ Hvordan vil det til sidst gå nordens konge?
[Kort/illustrationer på side 12]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Det Store Hav
Syrien
Judæa
Ægypten
[Kildeangivelse på side 10]
U.S. National Archives