STUDIEARTIKEL 20
Hvem er “Nordens konge” i dag?
“Han vil gå sin undergang i møde, og ingen kommer ham til hjælp.” – DAN. 11:45.
SANG NR. 95 Lyset vokser!
FORMÅLa
1-2. Hvad vil vi se nærmere på i denne artikel?
I DAG er det tydeligere end nogensinde at vi lever i de sidste af de sidste dage for denne verdensordning. Snart vil Jehova og Jesus Kristus ødelægge alle de regeringer der modarbejder Riget. Men lige indtil det sker, vil Nordens konge og Sydens konge fortsætte deres kamp mod hinanden og mod Guds folk.
2 I denne artikel vil vi se nærmere på profetien i Daniel 11:40 – 12:1. Vi vil identificere den nuværende Nordens konge og se hvorfor vi med ro og tillid kan se de kommende udfordringer i øjnene.
EN NY NORDENS KONGE VISER SIG
3-4. Hvem er blevet Nordens konge? Forklar.
3 Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 fik Guds folk i dette enorme område “lidt hjælp” – en periode med frihed. (Dan. 11:34) Resultatet var at de kunne forkynde frit, og inden der var gået ret lang tid, var antallet af forkyndere i den tidligere kommunistblok steget til flere hundrede tusind. Men efterhånden manifesterede Rusland og dets allierede sig som Nordens konge. Som nævnt i den forrige artikel er der tre betingelser som skal opfyldes for at en regering kan siges at udfylde rollen som enten Nordens eller Sydens konge: Den skal (1) have direkte indflydelse på Guds folk, (2) gennem sine handlinger vise at den er en fjende af Jehova og hans folk, og (3) kæmpe mod den rivaliserende konge.
4 Hvilke grunde er der til at vi siger at Nordens konge i dag er Rusland og dets allierede? (1) De har haft direkte indflydelse på Guds folk, for de har forbudt forkyndelsesarbejdet og forfulgt hundredtusinder af brødre og søstre i de lande de har kontrollen over. (2) Deres handlinger viser at de hader Jehova og hans folk. (3) De har haft en magtkamp med Sydens konge, den britisk-amerikanske verdensmagt. Lad os se på hvordan Rusland og dets allierede har udfyldt rollen som Nordens konge.
DE TO KONGER BLIVER VED MED AT PRØVE KRÆFTER MED HINANDEN
5. Hvilken tidsperiode er beskrevet i Daniel 11:40-43, og hvad sker der i den periode?
5 Læs Daniel 11:40-43. Denne del af profetien giver et overblik over endens tid. Versene beskriver rivaliseringen mellem Nordens konge og Sydens konge. Som forudsagt af Daniel ville Sydens konge i endens tid “prøve kræfter med”, eller “støde sammen med”, Nordens konge. – Dan. 11:40, fdn.
6. Hvordan er de to konger blevet ved med at prøve kræfter med hinanden?
6 Nordens konge og Sydens konge bliver ved med at kæmpe om at være den stærkeste magt i verden. Tænk for eksempel over hvad der skete efter Anden Verdenskrig da Sovjetunionen og dens allierede tog magten over en stor del af Europa. Det Nordens konge gjorde, fik Sydens konge til at danne en international militæralliance, NATO. Og Nordens konge bliver ved med at konkurrere med Sydens konge i et kostbart våbenkapløb. Nordens konge har kæmpet mod sin rival ved at føre stedfortræderkrige og støtte oprørsbevægelser i Afrika, Asien og Latinamerika. I de senere år har Rusland og dets allierede tiltaget sig større og større magt verden over. De har også taget kampen op mod Sydens konge i cyberkrige. Kongerne har anklaget hinanden for at bruge destruktive computerprogrammer i forsøg på at ødelægge modpartens økonomiske og politiske systemer. Og som forudsagt af Daniel fortsætter Nordens konge med at angribe Guds folk. – Dan. 11:41.
NORDENS KONGE TRÆNGER IND I “DET SMUKKE LAND”
7. Hvad er “Det Smukke Land”?
7 Daniel 11:41 siger at Nordens konge vil trænge ind i “Det Smukke Land”. Hvad er det for et land? På Bibelens tid blev det bogstavelige land Israel betragtet som “det smukkeste af alle lande”. (Ezek. 20:6) Men det der især gjorde landet smukt, var at det var dér den sande Gud blev tilbedt. Siden pinsedagen år 33 har dette “land” ikke været et enkelt geografisk sted. Det kan det ikke være, for Jehovas folk er spredt ud over hele jorden. “Det Smukke Land” i dag er derimod et åndeligt land, nemlig de aktiviteter der hører til Jehovas folks tilbedelse, blandt andet deres møder og deres forkyndelse.
8. Hvordan er Nordens konge trængt ind i “Det Smukke Land”?
8 I løbet af de sidste dage er Nordens konge gentagne gange trængt ind i “Det Smukke Land”. Da Nazityskland udfyldte rollen som Nordens konge, trængte denne konge, især under Anden Verdenskrig, ind i “Det Smukke Land” ved at forfølge Guds tjenere og dræbe mange af dem. Efter Anden Verdenskrig, da Sovjetunionen blev den nye Nordens konge, trængte denne konge ind i “Det Smukke Land” ved at forfølge Guds tjenere og sende mange af dem i eksil.
9. Hvordan er Rusland og dets allierede i de senere år trængt ind i “Det Smukke Land”?
9 I de senere år er Rusland og dets allierede også trængt ind i “Det Smukke Land”. Hvordan det? I 2017 forbød den nuværende Nordens konge Jehovas folks arbejde og kastede nogle af vores brødre og søstre i fængsel. Han forbød også vores publikationer, deriblandt Ny Verden-Oversættelsen. Og han konfiskerede vores afdelingskontor i Rusland, foruden rigssale og stævnehaller. Efter at alt dette var sket, identificerede Det Styrende Råd i 2018 Rusland og dets allierede som Nordens konge. Men selv når Jehovas tjenere bliver voldsomt forfulgt, deltager de ikke i handlinger som har til formål at modarbejde eller vælte den siddende regering. Tværtimod følger de Bibelens opfordring til at bede for “alle dem der er i høje stillinger”, især når der skal træffes beslutninger som kan berøre trosfriheden. – 1. Tim. 2:1, 2.
VIL NORDENS KONGE BESEJRE SYDENS KONGE?
10. Vil Nordens konge besejre Sydens konge? Forklar.
10 Profetien i Daniel 11:40-45 fokuserer mest på Nordens konge og hans aktiviteter. Betyder det at han vil besejre Sydens konge? Nej. Sydens konge vil stadig være “i live” når Jehova og Jesus ødelægger alle jordiske regeringer i Harmagedon. (Åb. 19:20) Hvordan kan vi være sikre på det? Tænk over hvad profetierne i Daniels Bog og i Åbenbaringen fortæller os.
11. Hvad viser Daniel 2:43-45? (Se forsidebilledet).
11 Læs Daniel 2:43-45. Profeten Daniel beskriver en række jordiske regeringer der har haft stor indflydelse på Guds folk. De beskrives som dele af en stor statue bestående af forskellige metaller. Den sidste jordiske regering i rækken skildres som fødder af jern blandet med ler. Fødderne symboliserer den britisk-amerikanske verdensmagt. Denne profeti viser at den britisk-amerikanske verdensmagt stadig vil være aktiv når Guds rige griber ind og ødelægger alle jordiske regeringer.
12. Hvad skildrer det syvende hoved på vilddyret, og hvorfor er det interessant?
12 Også apostlen Johannes beskriver en række verdensmagter der har haft indflydelse på Jehovas folk. Johannes skildrer disse regeringer som et vilddyr med syv hoveder. Vilddyrets syvende hoved skildrer den britisk-amerikanske verdensmagt. Det er interessant, for der siges ikke noget om at der vokser flere hoveder frem på vilddyret. Vilddyrets syvende hoved vil stadig være ved magten når Kristus og hans himmelske hær ødelægger det sammen med resten af vilddyret.b – Åb. 13:1, 2; 17:13, 14.
HVAD VIL NORDENS KONGE GØRE I DEN NÆRMESTE FREMTID?
13-14. Hvem er “Gog fra Magogs land”, og hvad er det måske der vil provokere ham til at angribe Guds folk?
13 En profeti der er nedskrevet af Ezekiel, giver os et indblik i hvad der vil ske i Nordens og Sydens konges sidste tid. Hvis vi antager at profetierne i Ezekiel 38:10-23; Daniel 2:43-45; 11:44 – 12:1 og Åbenbaringen 16:13-16, 21 alle taler om den samme tidsperiode og de samme begivenheder, ser det ud til at vi kan forvente følgende udvikling.
14 På et tidspunkt efter at den store trængsel er begyndt, vil “kongerne på hele den beboede jord” danne en international koalition. (Åb. 16:13, 14; 19:19) Bibelen kalder denne gruppe af nationer for “Gog fra Magogs land”. (Ezek. 38:2) Koalitionen af nationer vil rette et endeligt totalangreb mod Guds folk. Hvad vil fremprovokere angrebet? I en profeti der handler om dette tidspunkt, sagde apostlen Johannes at store hagl ville regne ned over Guds fjender. Dette symbolske haglvejr kommer muligvis i form af et hårdtslående domsbudskab som Jehovas folk forkynder. Måske er det dette budskab der vil provokere Gog fra Magog til at angribe Guds folk med det klare mål at udslette det. – Åb. 16:21.
15-16. (a) Hvilken begivenhed er det muligvis der omtales i Daniel 11:44, 45? (b) Hvad sker der med Nordens konge og resten af Gog fra Magog?
15 Dette hårdtslående budskab og Guds fjenders endelige angreb er muligvis de samme begivenheder som dem der er beskrevet i Daniel 11:44, 45. (Læs). Her siger Daniel at “meldinger der kommer fra øst og fra nord”, ophidser Nordens konge, som rykker ud “med stort raseri”. Nordens konge er ude på at “ramme mange med ødelæggelse”. De “mange” der omtales, ser ud til at henvise til Jehovas folk.c Det Daniel beskriver i denne passage, er måske det endelige totalangreb på Guds folk.
16 Dette angreb fra Nordens konge, som han udfører sammen med resten af verdens regeringer, provokerer den Almægtige og får Harmagedonkrigen til at bryde ud. (Åb. 16:14, 16) På det tidspunkt vil Nordens konge, sammen med resten af de nationer der udgør Gog fra Magog, gå sin undergang i møde, og “ingen kommer ham til hjælp”. – Dan. 11:45.
17. Hvem er Mikael, “den store fyrste”, der nævnes i Daniel 12:1, og hvad gør han?
17 Det næste vers i Daniels profeti fortæller mere om hvordan Nordens konge og hans allierede vil gå deres undergang i møde, og hvordan vi vil blive reddet. (Læs Daniel 12:1). Hvordan skal verset forstås? Mikael er et andet navn for vores regerende konge, Kristus Jesus. Han har været Guds folks “forsvarer” siden 1914, hvor han blev konge i Guds rige i himlen. I den nærmeste fremtid, når Harmagedonkrigen bryder ud, vil han “gå i aktion”. Denne krig vil være den sidste begivenhed i den periode Daniel kalder “en tid med trængsler, en tid der ikke har været magen til”. Johannes’ profeti i Åbenbaringens Bog omtaler perioden der fører frem til og kulminerer i denne krig, som “den store trængsel”. – Åb. 6:2; 7:14.
VIL DIT NAVN VÆRE “SKREVET OP I BOGEN”?
18. Hvorfor kan vi se fremtiden i møde med tillid?
18 Vi kan se fremtiden i møde med tillid, for både Daniel og Johannes bekræfter at de der tjener Jehova som disciple af Jesus, vil overleve den trængsel der bliver den største i menneskehedens historie. Daniel siger at de der overlever, vil være dem hvis navne er “skrevet op i bogen”. (Dan. 12:1) Hvordan får vi vores navn skrevet op i denne bog? Vi må tydeligt vise at vi tror på Jesus, Guds Lam. (Joh. 1:29) Vi må lade os døbe som et symbol på at vi har indviet os til Gud. (1. Pet. 3:21) Og vi må vise at vi støtter Guds rige, ved at gøre alt hvad vi kan, for at lære andre om Jehova.
19. Hvad skal vi gøre nu, og hvorfor?
19 Det er nu vi skal opbygge tillid til Jehova og hans organisation af loyale tjenere. Og det er nu vi skal støtte Guds rige. Hvis vi gør det, vil vi blive reddet når Guds rige tilintetgør Nordens konge og Sydens konge.
SANG NR. 149 En sejrssang
a Hvem er “Nordens konge” i dag, og hvordan vil han blive udslettet? Svarene på de spørgsmål vil styrke vores tro og forberede os på at klare de prøvelser vi vil komme ud for i den nærmeste fremtid.
b En detaljeret gennemgang af Daniel 2:36-45 og Åbenbaringen 13:1, 2 findes i Vagttårnet for 15. juni 2012, s. 7-19.
c Flere oplysninger findes i Vagttårnet for 15. maj 2015, s. 29-30.