Efterlign deres tro

Han lærte barmhjertighed

JONAS ville få rigelig med tid til at tænke over tingene. Han skulle ud på en 800 kilometer lang rejse, som det ville tage ham omkring en måned eller mere at gennemføre. Først måtte han vælge hvilken rute han ville følge. Skulle det være den korteste eller den sikreste? Og så måtte han ellers begive sig af sted i et støt og roligt tempo gennem utallige dale og bjergpas. Han måtte rejse i udkanten af den vældige Syriske Ørken, krydse floder som den mægtige Eufrat og finde overnatningssteder blandt fremmede i byer og landsbyer i Aram, Mesopotamien og Assyrien. Som dagene gik, kredsede hans tanker om målet for hans rejse, den by han frygtede så meget, og som han kom nærmere for hvert skridt han tog — Nineve.

Én ting stod helt klart for Jonas. Han kunne ikke vende om og flygte fra sin tildelte opgave, som han tidligere havde forsøgt. Da Jehova første gang havde bedt ham om at overbringe et domsbudskab til denne mægtige assyriske storby, var han med det samme gået om bord i et skib der sejlede i den modsatte retning. Jehova sendte nu et voldsomt uvejr, og snart indså Jonas at alle på skibet var i fare for at miste livet på grund af hans oprør. Jonas ønskede at redde de tapre søfolk, så han sagde at de skulle kaste ham over bord, hvilket de modstræbende gjorde. Jonas troede at han skulle dø. Men Jehova sørgede for at en stor fisk slugte ham. Tre dage senere var det en mere gudfrygtig og føjelig mand som fisken efterlod uskadt på kysten.a — Jonas, kapitel 1 og 2.

Da Jehova for anden gang gav Jonas befaling om at drage til Nineve, drog han lydigt af sted mod øst på den lange rejse. (Jonas 3:1-3) Men havde han ladet tugten fra Jehova nå hjertet? Jehova havde for eksempel vist ham barmhjertighed ved at redde ham fra at drukne. Han havde også undladt at straffe ham for hans oprørskhed og givet ham endnu en chance for at udføre sin profetgerning. Havde Jonas efter alt dette lært at vise andre barmhjertighed? Det er ofte noget ufuldkomne mennesker har svært ved. Lad os se hvad vi kan lære af det Jonas måtte igennem.

Et domsbudskab og en overraskende reaktion

Jonas havde ikke samme syn på Nineve som Jehova havde. Vi læser: „Nu var Nineve . . . for Gud en stor by.“ (Jonas 3:3) Tre gange i Jonas’ beretning citeres Jehova for at omtale Nineve som „den store by“. (Jonas 1:2; 3:2; 4:11) Hvorfor var denne by stor, eller vigtig, for Jehova?

Nineve var en gammel by, en af de første som Nimrod grundlagde efter Vandfloden. Den omfattede øjensynlig flere andre byer og dækkede således et vældigt areal. Det tog tre dage at gå fra den ene ende af byen til den anden. (1 Mosebog 10:11; Jonas 3:3) Nineve må have været imponerende med sine prægtige templer, vældige mure og andre bygningsværker. Men det var ikke det der gjorde byen betydningsfuld i Jehovas øjne. Det der betød noget for ham, var indbyggerne. I forhold til andre byer på den tid havde Nineve en stor befolkning. Selvom indbyggerne handlede ondt, bekymrede Jehova sig for dem. Han betragter det enkelte menneske som værdifuldt, og han ved at alle kan ændre sind og lære at gøre det rette.

Da Jonas endelig gik ind i Nineve, har den vældige befolkning på 120.000 indbyggere nok ikke gjort stedet mindre skræmmende.b Han vandrede en hel dag, og alt imens han kom længere og længere ind i denne storby der myldrede med mennesker, har han måske set sig om efter et passende og centralt sted hvor han kunne begynde at udbrede sit budskab. Hvordan kunne han kommunikere med indbyggerne? Havde han lært at tale assyrisk? Eller fik han ved et mirakel denne evne af Jehova? Vi ved det ikke. Det er muligt at Jonas overbragte budskabet på sit modersmål, hebraisk, og fik en tolk til at formidle det til ninevitterne. Under alle omstændigheder var hans budskab let at forstå, men det ville nok ikke gøre ham særlig populær. Det lød: „Kun fyrre dage til, så skal Nineve omstyrtes.“ (Jonas 3:4) Han forkyndte det frimodigt gentagne gange. Derved viste han en stærk tro og et forbløffende mod, egenskaber som kristne mere end nogen sinde har brug for.

Jonas fik ninevitterne til at lytte. Han havde uden tvivl forventet at de ville have reageret fjendtligt og voldeligt, men i stedet skete der noget helt bemærkelsesværdigt. Folk hørte efter! Hans ord bredte sig som en løbeild. Og inden længe talte hele byen om Jonas’ domsprofeti. Vi læser i beretningen: „Da troede folkene i Nineve på Gud, og de udråbte en faste og klædte sig i sæk, fra den største til den mindste iblandt dem.“ (Jonas 3:5) Rig som fattig, stærk som svag og ung som gammel, alle blev de grebet af den samme angerfulde indstilling. Der gik ikke længe førend kongen fik nys om denne kraftige reaktion blandt folket.

Også kongen blev grebet af gudsfrygt. Han rejste sig fra sin trone, tog sine fornemme kongelige klæder af, iførte sig den samme simple klædedragt som sine undersåtter og „satte sig i asken“. Derefter udstedte han sammen med sine „stormænd“ en befaling der ændrede fasten fra at være en folkelig reaktion til at være noget der var påbudt af staten. Han befalede at alle skulle være klædt i sækkelærred, selv husdyrene.c Efter at han ydmygt havde erkendt at hans folk var skyldigt i at have øvet ondskab og vold, udtrykte han håb om at den sande Gud ville vise barmhjertighed når han så deres anger. Han sagde: „Hvem véd om ikke den sande Gud vil . . . vende sig fra sin brændende vrede, så vi ikke går til grunde?“ — Jonas 3:6-9.

Nogle kritikere har betvivlet at ninevitterne kunne ændre indstilling så hurtigt. Men flere bibelforskere har peget på at en sådan reaktion ville harmonere med at folk i den slags kulturer i oldtiden af natur var overtroiske og letbevægelige. Under alle omstændigheder henviste Jesus Kristus selv til at ninevitterne ændrede sind. (Mattæus 12:41) Han vidste hvad han talte om, for han havde befundet sig i himmelen og set det finde sted. (Johannes 8:57, 58) Hvordan reagerede Jehova på at ninevitterne omvendte sig?

Kontrasten mellem Guds barmhjertighed og menneskers strenghed

Jonas skrev senere: „Da den sande Gud så hvad de gjorde, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød den sande Gud den ulykke han havde talt om at volde dem, og voldte den ikke.“ — Jonas 3:10.

Mente Jehova at det havde været forkert af ham at afsige en dom over Nineve? Nej. Bibelen siger om Jehova: „Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret.“ (5 Mosebog 32:4) Jehova holdt simpelt hen op med at nære retfærdig harme mod ninevitterne. Han lagde mærke til den forandring der skete med dem, og kunne se at det ikke længere ville være på sin plads at straffe dem. Tiden var nu inde for Gud til at vise barmhjertighed.

Religiøse ledere skildrer ofte Jehova som en streng, kold og hård Gud, hvad han på ingen måde er. Han er tværtimod fleksibel, rimelig og barmhjertig. Når han beslutter at straffe de onde, advarer han dem først gennem sine repræsentanter på jorden, for han spejder efter om de onde gør som ninevitterne — angrer og ændrer handlemåde. (Ezekiel 33:11) Jehova sagde til sin profet Jeremias: „Når som helst jeg taler mod en nation og mod et rige for at oprykke og nedbryde og ødelægge, og den nation så vender om fra sin ondskab som jeg har talt imod, vil jeg også fortryde den ulykke som jeg havde tænkt at fuldbyrde på den.“ — Jeremias 18:7, 8.

Vil det sige at Jonas havde udtalt en falsk profeti? Nej, den opfyldte det formål at advare ninevitterne. De fik denne advarsel på grund af deres onde handlinger, som de efterfølgende ophørte med. Hvis de på et senere tidspunkt begyndte at handle ondt igen, ville Gud eksekvere sin dom over dem. Og det var netop hvad der skete. — Zefanias 2:13-15.

Hvordan reagerede Jonas da tilintetgørelsen af Nineve ikke kom på det tidspunkt han havde forventet? Vi læser: „Det mishagede i høj grad Jonas, og han blev optændt af vrede.“ (Jonas 4:1) Jonas bad endda en bøn der lød som om han irettesatte den almægtige Gud! Jonas antydede at han skulle være blevet i sit hjemland. Han påstod at han hele tiden havde været klar over at Jehova ikke ville bringe ulykke over Nineve, og han brugte endda det som undskyldning for at han var flygtet til Tarsis. Derefter bad han om at dø og sagde at det var bedre for ham at dø end at leve. — Jonas 4:2, 3.

Hvad var det der plagede Jonas? Vi kender selvfølgelig ikke alle de tanker han gjorde sig, men vi ved at Jonas havde forkyndt at Nineve ville blive tilintetgjort. Ninevitterne havde troet hans ord. Og nu blev byen ikke tilintetgjort. Var han bange for at blive til grin? Eller frygtede han at blive stemplet som en falsk profet? Hvad grunden end har været, glædede han sig ikke over at folket havde ændret sind, eller over at Jehova havde vist dem barmhjertighed. Tværtimod var han tilsyneladende ved at blive overmandet af bitterhed, selvmedlidenhed og sårede følelser. Den barmhjertige Gud så imidlertid stadig noget godt i denne ulykkelige mand. I stedet for at straffe Jonas for hans mangel på respekt stillede Jehova ham blot et venligt, men ransagende spørgsmål: „Er det med rette du er optændt af vrede?“ (Jonas 4:4) Svarede Jonas på spørgsmålet? Det siger den bibelske beretning ikke noget om.

Jehova lærer Jonas at være barmhjertig

Den fortvivlede profet forlod Nineve. Han begav sig imidlertid ikke til sit hjemland, men til nogle bjerge mod øst, hvorfra der var udsigt over området. Han byggede en lille hytte hvor han satte sig og ventede med blikket rettet mod Nineve. Måske klamrede han sig til et spinkelt håb om at se byen blive tilintetgjort. Hvordan kunne Jehova lære denne hårdhjertede mand barmhjertighed?

I løbet af natten fik Jehova en flaskegræskarplante til at gro frem. Da Jonas vågnede, så han at de brede blade på den frodige plante gav mere skygge end hans skrøbelige hytte nogen sinde ville kunne give. Han kom i rigtig godt humør. „Jonas frydede sig højligt“ over planten, måske fordi han mente at den var kommet ved et mirakel, og at den derfor var et tegn på Guds velsignelse og godkendelse. Men Jehova ønskede ikke blot at befri Jonas for varmen og hans vredladne surmuleri. Han ønskede at nå Jonas’ hjerte. Gud fik derfor en orm til at angribe planten så den døde. Derefter sendte han en „svidende østenvind“ indtil varmen næsten fik Jonas til at besvime. Nu faldt humøret igen, og han bad Gud om at måtte dø. — Jonas 4:6-8.

Igen spurgte Jehova om det var med rette at han var vred, denne gang over at flaskegræskarplanten var død. I stedet for at indse at han havde fejlet, retfærdiggjorde Jonas sig selv. Han sagde: „Det er med rette jeg er optændt af vrede — til døden.“ Nu var alt klar til at Jehova kunne slå sin pointe fast. — Jonas 4:9.

Gud ræsonnerede med Jonas og sagde at Jonas ynkedes over at en simpel plante var død, en plante der var vokset op i løbet af natten, og som han hverken havde plantet eller fået til at gro. Derefter konkluderede Gud: „Skulle jeg så ikke ynkes over Nineve, den store by, hvori der er flere end et hundrede og tyve tusind mennesker som ikke kender forskel på højre og venstre — foruden mange husdyr?“ — Jonas 4:10, 11.d

Kan du se hvad det var Jehova ville lære Jonas med denne anskuelsesundervisning? Jonas havde ikke gjort noget som helst for at tage sig af flaskegræskarplanten. Jehova, derimod, var ophavet til ninevitternes liv og havde sørget for dem, som han sørger for alle levende skabninger på jorden. Hvordan kunne Jonas dog sætte større pris på en enkelt plante end på 120.000 mennesker, foruden alle deres husdyr? Var forklaringen den at Jonas havde fået en selvisk tankegang? Han ynkedes jo kun over planten fordi han havde haft gavn af den. Og var hans motiver til at blive vred over at Nineve undgik tilintetgørelse, ikke også selviske? Var de ikke ledet af et stolt ønske om at få ret og ikke at tabe ansigt?

Det var en magtfuld belæring. Mon Jonas tog den til sig? Bogen der bærer hans navn, lader Jehovas spørgsmål stå ubesvaret. Nogle kritikere er måske utilfredse med at Jonas ikke svarer på det. Men sandheden er at det gør han. Og svaret er selve bogen. Der er flere vidnesbyrd om at Jonas skrev den bog der bærer hans navn. Forestil dig denne profet være i færd med at skrive sin beretning da han var tilbage i sikkerhed i sit hjemland. Man kan næsten se ham for sig, en ældre, klogere og mere ydmyg mand der bedrøvet ryster på hovedet mens han skriver om sine fejl, sit oprør og om hvordan han stædigt nægtede at vise barmhjertighed. Jonas tog tydeligvis imod denne vise belæring fra Jehova. Han lærte at være barmhjertig. Vil vi også det?

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 16]

Gud spejder efter om de onde angrer og ændrer handlemåde, ligesom ninevitterne gjorde

[Tekstcitat på side 17]

Gud brugte en flaskegræskarplante til at lære Jonas at vise barmhjertighed