ÆSEL

[hebr.: chamōrʹ; ’athōnʹ, „hunæsel; æselhoppe“; ‛aʹjir, „fuldvoksent æsel“; gr.: oʹnos; onaʹrion, „ungt æsel“].

Et hovdyr af hestefamilien som er mindre end hesten, har kortere manke og længere ører og en hale som kun har en dusk lange hår i spidsen. Da æselet med sine små, skarpe hove har et sikrere fodfæste end hesten, er det mere velegnet til at færdes i Palæstinas ofte ujævne og klippefyldte terræn. Skønt æselets dumhed og stædighed er legendarisk, anses dyret faktisk for at være mere intelligent end hesten, og det er en tålmodig og omgængelig skabning der, ligesom andre dyr, ofte er blevet mishandlet af mennesker.

Æselet (Equus asinus) har længe tjent mennesket som både lastdyr, ridedyr og trækdyr. Første gang det nævnes i Bibelen, er i forbindelse med Abraham. (1Mo 12:16; 22:3; Jos 15:18; 2Kr 28:15; Es 30:24) Åbenbart på grund af det hårde arbejde æselet udfører som lastdyr, sammenlignede Jakob sin søn Issakar med dette dyr. (1Mo 49:14) Juda rige, der hengav sig som en skøge til nationerne, blev sammenlignet med brunstige æsler. — Ez 23:20.

I et af sine syner så profeten Esajas „en stridsvogn med æsler“. (Es 21:7) Dette kunne tyde på at æsler også blev brugt i krig, sandsynligvis som pakdyr, og måske endda som ridedyr for kæmpende soldater. Herodot (IV, 129) fortæller interessant nok at der blev anvendt æsler i den persiske hær.

Ifølge Moseloven var æselet et urent dyr. Da alle førstefødte tilhørte Jehova og et æsels førstefødte ikke kunne bringes som offer, måtte man enten løskøbe det med et får eller brække halsen på det. — 2Mo 13:13; 34:20.

Til trods for at æselet var et urent dyr, spiste man æselkød i Samaria under den svære hungersnød der opstod under kong Ben-Hadads belejring af byen, og selv den mest uspiselige del af dyret, det næsten kødløse hoved, blev en luksusvare der kostede 80 sølvstykker (hvis sekel, 1100 kr.). — 2Kg 6:24, 25.

Guds lov foreskrev at husdyr, deriblandt æsler, skulle behandles ordentligt. Et æsel der lå udmattet under sin byrde, skulle befries for byrden, og et æsel og en okse måtte ikke gå under åg sammen. (2Mo 23:5; 5Mo 22:10) Da æselet var mindre og svagere og havde et andet gemyt end oksen, ville det lide under at være spændt i et sådant ulige åg.

Israelitterne må have haft en meget stor bestand af æsler i betragtning af at de alene i forbindelse med felttoget mod midjanitterne tog 61.000 æsler som krigsbytte. (4Mo 31:3, 32-34) Den hyppige omtale af æsler i Bibelen lader formode at de fandtes i så godt som hver eneste husstand. (5Mo 5:21; 22:4; 1Sa 12:3) Denne antagelse finder støtte i at der var ét æsel for ca. hver sjette mand (trælle og sangere ikke medregnet) der vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon sammen med Zerubbabel. (Ezr 2:1, 2, 64-67; Ne 7:66-69) At æselet kender sin plads i forhold til sin herre, blev brugt som et eksempel hvormed de utro israelitter blev irettesat fordi de ikke kendte Jehova. — Es 1:3.

Når et æsel døde, blev det slæbt uden for byen og kastet på affaldsdyngen. Guds profet forudsagde med følgende ord at Judas konge, den stolte og troløse Jojakim, Josias’ søn, ville blive fornedret: „Som et æsel begraves, vil han blive begravet, idet man slæber ham bort og kaster ham ud uden for Jerusalems porte.“ — Jer 22:19.

Både mænd og kvinder, selv fremtrædende israelitter, red på æsler. (Jos 15:18; Dom 5:10; 10:3, 4; 12:14; 1Sa 25:42) Davids søn Salomon red ud til det sted hvor han skulle salves og indsættes i kongeembedet, på sin faders muldyrhoppe, en krydsning mellem en æselhingst og en hestehoppe. (1Kg 1:33-40) Det var derfor meget passende at Jesus, den større Salomon, opfyldte profetien i Zakarias 9:9 ved at ride, ikke på en hest, men på et æselføl „som intet menneske nogen sinde [havde] siddet på“. — Lu 19:30, 35.

Nogle mener at evangelierne afviger fra hinanden med hensyn til hvilket dyr Jesus red på da han i triumf drog ind i Jerusalem. Markus (11:7), Lukas (19:35) og Johannes (12:14, 15) nævner at Jesus red på et føl eller et ungt æsel, men siger ikke noget om at der også var et ældre æsel med. Mattæus (21:7) skriver imidlertid at disciplene „kom med æselet og føllet, og de lagde deres yderklæder på dem, og oven på dem satte han sig“. Jesus satte sig selvfølgelig ikke på de to dyr, men på de yderklæder der blev lagt på føllet. Åbenbart fordi han ikke red på det voksne æsel, men på føllet, nævner Markus, Lukas og Johannes ikke at hunæselet også var med.

Vildæsel. Vildæselet [hebr.: ‛arōdhʹ; aram.: ‛aradhʹ] adskiller sig ikke fra tamæselet ved sit udseende, men ved sin vilde og uregerlige natur. Dette stemmer med Bibelens beskrivelse af vildæselet som et dyr hvis „bånd“ er „løst“. — Job 39:5.

Vildæselet (Equus hemionus) har hjemme på ørkensletten og i saltlandet, langt fra byens larm. Det undgår instinktivt menneskets boliger og ’hører ikke driverens larmen’. Det vil dog ikke sige at dyret hører dårligt. Tværtimod er det ovenud vagtsomt fordi det har en skarp hørelse, synssans og lugtesans. Skulle et menneske forsøge at snige sig ind på det, vil det flygte i fuld galop. Vildæslerne strejfer hvileløst om i deres søgen efter føde og spejder endog i bjergene efter græsning. De æder alle slags grønne planter, som de afgnaver helt ned til roden. Salt hører også til deres føde. (Job 39:5-8) Vildæselets forkærlighed for det frie og ubundne liv langt fra menneskelig beboelse understreger hvad der ligger i at Nebukadnezars „bolig var hos vildæslerne“ i de syv år han havde mistet forstanden. — Da 5:21; se også ZEBRA.