Jehovas velsignelse gør rig
„Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ — ordsprogene 10:22
1-3. Hvad bør man anerkende, selv om mange bekymrer sig om det materielle?
NOGLE mennesker taler kun om penge — eller deres mangel på samme. Desværre har de i de senere år haft meget at tale om. I 1992 har selv den velstående vestlige verden oplevet en økonomisk afmatning og både topfolk og arbejdere har mistet deres job. Mange spekulerer på om de nogen sinde igen vil opleve en tid med stabil økonomisk fremgang.
2 Er det forkert at bekymre sig om sin materielle situation? Nej, det er til en vis grad helt naturligt. Men der findes en grundlæggende sandhed om rigdom som vi må anerkende, nemlig at alt materielt i sidste instans kommer fra Skaberen. Han er „den sande Gud, Jehova, . . . der udbreder jorden og dens afgrøde, . . . giver folket på den ånde, og ånd til dem der vandrer på den“. — Esajas 42:5.
3 Jehova forudbestemmer ikke hvem der skal være rig og hvem der skal være fattig, men vi må alle stå til ansvar for hvordan vi forvalter den del af „jorden og dens afgrøde“ som vi har fået. Jehova vil holde os ansvarlige hvis vi bruger vor velstand til at spille herre over andre. Og enhver der træller for rigdom og ikke for Jehova vil erfare at „den der stoler på sin rigdom, han falder“. (Ordsprogene 11:28; Mattæus 6:24; 1 Timoteus 6:9) At have materiel velstand uden i sit hjerte at underlægge sig Jehova, er i sidste instans værdiløst. — Prædikeren 2:3-11, 18, 19; Lukas 16:9.
Den vigtigste velstand
4. Hvorfor er åndelig velstand bedre end materiel velstand?
4 Ud over at Bibelen taler om materiel velstand, taler den om åndelig velstand, der tydeligvis er af langt større værdi. (Mattæus 6:19-21) Åndelig velstand består blandt andet i et berigende forhold til Jehova der kan vare i al evighed. (Prædikeren 7:12) Guds tjenere der er åndeligt rige går heller ikke glip af materielle velsignelser. I den nye verden vil åndelig velstand være forbundet med materiel velstand. De trofaste vil kunne glæde sig over en materiel tryghed der ikke er opnået gennem bitter konkurrence eller på bekostning af helbred og lykke, hvilket ofte er tilfældet i dag. (Salme 72:16; Ordsprogene 10:28; Esajas 25:6-8) De vil erfare at ’Jehovas velsignelse gør rig, og at han ingen smerte føjer til den’. — Ordsprogene 10:22.
5. Hvilket løfte gav Jesus vedrørende det materielle?
5 Selv i dag erfarer de der sætter det åndelige højt, en vis tryghed hvad det materielle angår. Sandt nok må de arbejde for at kunne betale deres regninger og skaffe føden til deres familie. Nogle mister måske endog deres arbejde i økonomisk dårlige tider. Men sådanne bekymringer slår dem ikke fuldstændig ud, for de har tillid til det løfte Jesus gav: „Vær derfor aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’ . . . Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette. Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Mattæus 6:31-33.
Åndelig velstand i dag
6, 7. (a) Beskriv Guds folks åndelige velstand. (b) Hvilken profeti opfyldes i dag, og hvilke spørgsmål rejser dette?
6 Jehovas tjenere har derfor valgt at sætte Rigets interesser først i livet, og det bliver de velsignet for. De har stor succes i arbejdet med at gøre disciple. (Esajas 60:22) De er oplært af Jehova og modtager en uophørlig strøm af gode åndelige ting gennem „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47; Esajas 54:13) Desuden får de Jehovas ånd, der former dem så de udgør et tiltalende internationalt brodersamfund. — Salme 133:1; Markus 10:29, 30.
7 Dette er virkelig åndelig velstand, noget man ikke kan købe for penge. Det er en slående opfyldelse af Jehovas løfte: „’Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus, ja, sæt mig dog på prøve på denne måde,’ siger hærstyrkers Jehova, ’om jeg så ikke åbner himmelens sluser for jer og tømmer velsignelse i overmål ud over jer.’“ (Malakias 3:10) I dag har vi erfaret opfyldelsen af dette løfte. Men hvorfor beder Jehova, kilden til al rigdom, sine tjenere om at give ham tiende? Hvem nyder gavn af denne tiende? For at få svar på disse spørgsmål må vi undersøge hvad der fik Jehova til at udtale disse ord gennem Malakias i det femte århundrede før vor tidsregning.
Tiende og ofre
8. Hvoraf afhang Israels materielle velstand ifølge Lovpagten?
8 På Malakias’ tid havde Guds folk ikke fremgang. Det skyldtes til en vis grad dets syn på det at bringe ofre og give tiende. Israel var underlagt den mosaiske lovpagt, og da Jehova indstiftede denne pagt lovede han at hvis Israel holdt sin del af pagten, ville han velsigne det åndeligt og materielt. Israels velstand var altså afhængig af at nationen forblev trofast. — 5 Mosebog 28:1-19.
9. Hvorfor krævede Jehova at fortidens Israel skulle betale tiende og bringe ofre?
9 Under Loven var Israel blandt andet forpligtet til at bringe ofre til templet og betale tiende. Nogle af ofrene blev brændt på Jehovas alter, mens andre blev delt mellem præsterne og dem der frembar ofrene. Visse dele af ofrene blev dog altid ofret til Jehova. (3 Mosebog 1:3-9; 7:1-15) Moses havde meddelt israelitterne følgende om tienden: „Hver tiendedel af landet, af landets sæd og træernes frugt, tilhører Jehova. Det er noget helligt som tilhører Jehova.“ (3 Mosebog 27:30) Tienden blev givet til de levitter der arbejdede ved tabernaklet og senere ved templet. Af det de ikkepræstelige levitter modtog, gav de igen tiende til de aronitiske præster. (4 Mosebog 18:21-29) Hvorfor krævede Jehova at israelitterne skulle betale tiende? For det første fordi de på denne måde kunne vise deres værdsættelse af Jehovas godhed. For det andet for at de kunne støtte levitterne så disse kunne koncentrere sig om deres forpligtelser, hvilket indbefattede at undervise i Loven. (2 Krønikebog 17:7-9) På denne måde blev den sande tilbedelse støttet til gavn for alle.
10. Hvad medførte det da Israel undlod at betale tiende og bringe ofre?
10 Skønt tienden og ofrene senere blev anvendt af levitterne, var de i virkeligheden gaver til Jehova. De skulle derfor være af god kvalitet så de var ham værdige. (3 Mosebog 22:21-25) Hvad skete der når israelitterne undlod at give tiende eller når de bragte dårlige ofre? Loven fastsatte ingen straf herfor, men det havde nogle konsekvenser. Jehova holdt sin velsignelse tilbage, og da levitterne ikke fik materiel støtte, forlod de deres opgaver i templet for at forsørge sig selv. Det gik altså ud over hele Israel.
„Lad jeres hjerte give agt på jeres veje“
11, 12. (a) Hvad blev resultatet da Israel forsømte at holde Loven? (b) Hvilket hverv gav Jehova Israel da han førte det tilbage fra Babylon?
11 Af Israels historie fremgår det at nogle på eksemplarisk vis forsøgte at overholde Loven, deriblandt loven om at betale tiende. (2 Krønikebog 31:2-16) Men i det store og hele var folket forsømmeligt. Igen og igen brød det pagten med Jehova indtil han omsider lod det blive besejret og, i 607 f.v.t., deporteret til Babylon. — 2 Krønikebog 36:15-21.
12 Dette var en hård tugt, men efter 70 år førte Jehova atter sit folk tilbage til dets hjemland. Mange af Esajas’ profetier om Paradiset fik deres første opfyldelse efter denne hjemvenden. (Esajas 35:1, 2; 52:1-9; 65:17-19) Men den væsentligste årsag til at Jehova førte sit folk tilbage var ikke at det skulle skabe et jordisk paradis, men at det skulle genopbygge templet og genindføre den sande tilbedelse. (Ezra 1:2, 3) Hvis israelitterne adlød Jehova ville det medføre materielle velsignelser, og Jehovas velsignelse ville gøre dem både åndeligt og materielt rige. Umiddelbart efter deres hjemkomst i 537 f.v.t. byggede jøderne derfor et alter i Jerusalem og begyndte at arbejde på templet. Men de mødte stærk modstand og standsede derfor. (Ezra 4:1-4, 23) Som følge heraf erfarede Israel ikke Jehovas velsignelse.
13, 14. (a) Hvad skete der da Israel undlod at genopbygge templet? (b) Hvordan blev templet til sidst genopbygget, men på hvilke andre områder var israelitterne forsømmelige?
13 I år 520 f.v.t. lod Jehova profeterne Haggaj og Zakarias fremstå for at opfordre Israel til at vende tilbage til arbejdet med at bygge templet. Haggaj gjorde folket opmærksomt på at dets materielle vanskeligheder skyldtes dets manglende nidkærhed for Jehovas hus. Han sagde: „Nu har hærstyrkers Jehova sagt således: ’Lad jeres hjerte give agt på jeres veje. I har sået meget, men man bringer kun lidt i hus. Man kan spise, men ikke nok til at blive mæt. Man kan drikke, men ikke nok til at blive beruset af det. Man kan klæde sig på, men ikke nok til at blive varm; og den der lejer sig selv ud, lejer sig ud for en hullet pung.’ Således har hærstyrkers Jehova sagt: ’Lad jeres hjerte give agt på jeres veje. Gå op i bjerglandet og hent tømmer hjem og byg huset, så jeg kan godkende det og blive æret.’“ — Haggaj 1:5-8.
14 Tilskyndet af Haggaj og Zakarias lod israelitterne deres hjerte give agt på deres veje, og templet blev bygget. Men omkring 60 år senere besøgte Nehemias Jerusalem og opdagede at israelitterne igen var blevet forsømmelige med hensyn til at holde Jehovas lov. Han rettede dette forhold. Da han kom på besøg for anden gang, fandt han imidlertid at forholdene atter var forværret. Han skrev: „Jeg fik nu kendskab til at de andele der tilkom levitterne ikke var blevet udleveret, med det resultat at de levitter og sangere der ellers udførte arbejdet, gik deres vej, hver til sin mark.“ (Nehemias 13:10) Dette problem blev løst og „hele Juda bragte tienden af kornet og den nye vin og olien til forrådsrummene“. — Nehemias 13:12.
Der ranes fra Jehova
15, 16. Hvorfor retledte Jehova Israel gennem Malakias?
15 Malakias profeterede sandsynligvis også på denne tid, og han fortæller os mere om Israels troløshed. Han har nedskrevet Jehovas ord til Israel: „’Hvis jeg er fader, hvor er da min ære? Og hvis jeg er herre, hvor er da frygten for mig?’ siger hærstyrkers Jehova til jer, I præster som viser foragt for mit navn. ’Og I siger: „Hvordan har vi vist foragt for dit navn?“’ ’Ved at frembære besmittet brød på mit alter.’ ’Og I siger: „Hvordan har vi besmittet dig?“’ ’Ved at I siger: „Jehovas bord er foragteligt.“ Og når I frembærer et blindt dyr som offer [siger I]: „Det er ikke galt.“ Og når I frembærer et halt eller et sygt dyr [siger I]: „Det er ikke galt.“’“ — Malakias 1:6-8.
16 Med denne malende beskrivelse viser Malakias at skønt israelitterne bragte ofre, var den ringe kvalitet et udtryk for grov respektløshed. Malakias skrev endvidere: „’Siden jeres forfædres dage er I veget bort fra mine forordninger og har ikke holdt dem. Vend tilbage til mig, så vil jeg vende tilbage til jer,’ siger hærstyrkers Jehova.“ Israelitterne ville gerne vide hvad de helt præcist skulle gøre, så de spurgte: „Hvordan skal vi vende tilbage?“ Jehova svarede: „Skal et menneske rane fra Gud? Men I raner fra mig.“ Hvordan kunne Israel rane fra Jehova, kilden til al rigdom? Jehova svarede: „I forbindelse med tienden og bidraget.“ (Malakias 3:7, 8) Ja, ved at undlade at give tiende og bringe ofre ranede Israel fra Jehova!
17. Hvilken hensigt tjente tienden og ofrene i Israel, og hvilket løfte gav Jehova vedrørende tiende?
17 Dette historiske tilbageblik viser vigtigheden af at der blev betalt tiende og bragt ofre i Israel. Giveren kunne vise sin værdsættelse gennem denne ordning, som var med til at støtte den sande tilbedelse materielt. Derfor gav Jehova Israel denne tilskyndelse: „Bring hele tienden til forrådshuset.“ Hvis det adlød ville Jehova opfylde dette løfte: „Jeg . . . åbner himmelens sluser for jer og tømmer velsignelse i overmål ud over jer.“ (Malakias 3:10) Jehovas velsignelse ville gøre israelitterne rige.
Dømt af „den sande Herre“
18. (a) Hvis komme advarede Jehova om? (b) Hvornår fandt der et komme til templet sted, hvem omfattede det og hvad blev resultatet for Israel?
18 Gennem Malakias advarede Jehova om at han ville komme og dømme sit folk. „Se, jeg sender mit sendebud, og han skal rydde en vej foran mig. Og pludselig vil den sande Herre som I søger, komme til sit tempel, og pagtens sendebud som I ønsker skal komme. Se, han kommer.“ (Malakias 3:1) Hvornår fandt dette lovede komme til templet sted? I Mattæus 11:10 citerer Jesus Malakias’ profeti om et sendebud der ville berede vejen og anvender den om Johannes Døber. (Malakias 4:5; Mattæus 11:14) I år 29 e.v.t. var tiden for dommen kommet. Hvem var det andet sendebud, pagtens sendebud, som ville ledsage Jehova, „den sande Herre“, til templet? Det var Jesus selv, og ved to lejligheder kom han til templet i Jerusalem og rensede det ved på dramatisk vis at smide de uærlige pengevekslere ud. (Markus 11:15-17; Johannes 2:14-17) Angående denne dom i det første århundrede spørger Jehova profetisk: „Hvem kan udholde den dag han kommer, og hvem kan stå når han viser sig?“ (Malakias 3:2) Israel kunne ikke stå. Det blev vejet og fundet for let, og i år 33 e.v.t. blev det forkastet som Jehovas udvalgte folk. — Mattæus 23:37-39.
19. I hvilken forstand vendte en rest tilbage til Jehova i det første århundrede, og hvordan blev den velsignet?
19 Malakias skrev imidlertid også: „[Jehova] skal sidde som en der smelter og renser sølv og rense Levis sønner; og han skal lutre dem som guld og sølv, og de skal for Jehova være nogle der frembærer offergave i retfærdighed.“ (Malakias 3:3) I overensstemmelse hermed blev de fleste af dem der hævdede at tjene Gud i det første århundrede forkastet, men nogle blev renset og kom til Jehova og ofrede antagelige ofre. Det var dem der lyttede til Jesus, pagtens sendebud. På pinsedagen år 33 samledes 120 af dem i et lokale i Jerusalem. Styrket af hellig ånd begyndte de at frembære offergave i retfærdighed, og de begyndte meget hurtigt at vokse i tal. Inden længe var de spredt ud over hele Romerriget. (Apostelgerninger 2:41; 4:4; 5:14) På denne måde vendte en rest tilbage til Jehova. — Malakias 3:7.
20. Hvad skete der med det nye Guds Israel da Jerusalem og templet blev ødelagt?
20 Denne rest af Israel, som kom til at omfatte de ikkejøder der så at sige var blevet indpodet på Israels rod, var et nyt „Guds Israel“, en nation af åndssalvede kristne. (Galaterne 6:16; Romerne 11:17) I år 70 e.v.t. ’kom dagen som en brændende ovn’ over det kødelige Israel da Jerusalem og templet blev ødelagt af de romerske hære. (Malakias 4:1; Lukas 19:41-44) Hvad skete der med det åndelige Guds Israel? Jehova viste „medfølelse med dem, ligesom en mand har medfølelse med sin søn der tjener ham“. (Malakias 3:17) Den salvede kristne menighed lyttede til Jesu profetiske advarsel. (Mattæus 24:15, 16) Den overlevede og Jehovas velsignelse fortsatte med at gøre den åndeligt rig.
21. Hvilke spørgsmål vedrørende Malakias 3:1 og 10 mangler endnu at blive besvaret?
21 På denne måde blev Jehovas navn ophøjet. Men hvordan opfyldes Malakias 3:1 i dag? Og hvordan bør kristne reagere på opfordringen i Malakias 3:10 til at bringe hele tienden til forrådshuset? Dette vil blive behandlet i den næste artikel.
Kan du forklare?
◻ Hvem er den egentlige kilde til al velstand?
◻ Hvorfor er åndelig velstand bedre end materiel velstand?
◻ Hvilket formål tjente tienden og ofrene i Israel?
◻ Hvornår kom Jehova, „den sande Herre“, til templet for at dømme Israel, og med hvilket resultat?
◻ Hvem vendte tilbage til Jehova efter at han var kommet til sit tempel i det første århundrede efter vor tidsregning?
[Illustration på side 10]
Pagtens sendebud, Jesus, der repræsenterede Jehova, kom til templet for at dømme i det første århundrede