Spørgsmål fra læserne

Hvad bør en kristen gøre hvis han indkaldes som nævning i en retssag?

I nogle lande gør retssystemet brug af nævninge udvalgt blandt landets borgere. I de lande hvor man har denne praksis, må en kristen afgøre hvad han vil gøre hvis han bliver udpeget til at være nævning. Mange kristne har med god samvittighed sluttet at de bibelske principper ikke forbyder dem at møde frem — ligesom Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego adlød befalingen fra den babyloniske statsmagt om at møde på Durasletten, og ligesom Josef og Maria tog til Betlehem på befaling af de romerske myndigheder. (Daniel 3:1-12; Lukas 2:1-4) Der er imidlertid nogle faktorer som kristne kan overveje.

Det er ikke alle lande der benytter sig af nævninge. I nogle lande bliver både civile sager og straffesager helt og holdent behandlet af en eller flere juridiske dommere. Andre steder er nævningeting en del af retssystemet. Men mange har ikke nogen præcis viden om hvordan man udvælger nævninge, og hvad deres opgave består i. Hvad enten det er aktuelt for en selv eller ej, vil nogle baggrundsoplysninger være nyttige.

For Guds tjenere er Jehova den øverste Dommer. (Esajas 33:22) I fortidens Israel tjente erfarne mænd der var retskafne og upartiske, som dommere der skulle afgøre retssager og spørgsmål vedrørende lovene. (2 Mosebog 18:13-22; 3 Mosebog 19:15; 5 Mosebog 21:18-21) Da Jesus var på jorden, var det den jødiske højesteret, Sanhedrinet, der dømte i retssager. (Markus 15:1; Apostelgerninger 5:27-34) Almindelige jøder skulle aldrig medvirke i et civilt ’nævningeting’.

Andre lande benyttede sig imidlertid af et system med en slags nævninge udvalgt blandt borgerne. Sokrates blev dømt af 501 nævninge. Der fandtes også nævningeting i republikken Rom, men man gik bort fra denne praksis under kejserdømmet. Senere i historien indførte kong Henrik III af England den regel at en anklaget skulle dømmes af sine naboer. Eftersom naboerne kendte den anklagede, mente man at denne fremgangsmåde ville blive mere retfærdig end de metoder man tidligere havde brugt, hvor den anklagede skulle bevise sin uskyld ved at udkæmpe en duel eller ved at overleve en eller anden uskyldighedsprøve. Med tiden ændredes ordningen til at en gruppe borgere som nævninge skulle påhøre en sag og afgive en kendelse på baggrund af foreliggende vidnesbyrd. En juridisk dommer vejledte nævningene angående bevismaterialet.

Der er forskel på nævningetingets sammensætning og antal, og på hvad det skal afgøre. I USA afgør en storjury på 12 til 23 medlemmer hvorvidt et bevismateriale er tilstrækkeligt til at man kan rejse tiltale for en strafbar handling; denne jury afgør ikke skyldsspørgsmålet. I en såkaldt „coroner’s jury“ skal nævningene vurdere bevismaterialet for at afgøre hvorvidt et dødsfald skyldes en forbrydelse.

De fleste forbinder sikkert en „jury“ med et panel bestående af 12 personer i en retssag, det være sig en civil sag eller en straffesag — et nævningeting der lytter til vidneudsagnene og afgør om den tiltalte er skyldig eller ikkeskyldig. Hvordan sammensættes et nævningeting? Også dette varierer fra land til land. Normalt indkalder domstolen nogle personer der er udvalgt fra valglisten, fra lister over indehavere af kørekort eller fra lignende registre, til at være nævninge. Nogle vil automatisk blive diskvalificeret, for eksempel tidligere dømte og mentalt retarderede. Alt afhængigt af lokal lov kan andre, for eksempel læger, præster, advokater eller mindre forretningsdrivende, bede sig fritaget. (Nogle steder kan man blive fritaget hvis man har alvorlige samvittighedsmæssige indvendinger mod at være med i et nævningeting.) Men myndighederne er i stigende grad utilbøjelige til at gøre undtagelser, og i en del lande betragtes nævningehvervet som „borgerligt ombud“ (samfundspligt).

Nogle steder er systemet sådan at der en given dag udtages flere personer end dem der rent faktisk kommer til at gøre tjeneste som nævninge i en retssag. Fra den gruppe personer der udtages til nævninge den dag, bliver nogle ved lodtrækning udvalgt til at være potentielle nævninge i en bestemt sag. Dernæst præsenterer dommeren sagens parter og deres advokater og beskriver sagens art. Sammen med advokaterne udspørger han de potentielle nævninge. Det er på dette tidspunkt at man skal sige fra hvis man af samvittighedsgrunde ikke ønsker at medvirke på grund af sagens art.

Kristne bestræber sig for at ’passe deres egne sager’ og ikke blande sig i „andres sager“. (1 Thessaloniker 4:11; 1 Peter 4:15) Da en jøde bad Jesus om at dømme i en arvesag, svarede han: „Menneske, hvem har sat mig til dommer eller skifteforvalter over jer?“ (Lukas 12:13, 14) Jesus var kommet for at forkynde den gode nyhed om Riget, ikke for at dømme i retssager. (Lukas 4:18, 43) Jesu svar har måske fået manden til at lade sagen afgøre på den måde det var foreskrevet i Guds lov. (5 Mosebog 1:16, 17) Sådanne betragtninger er naturligvis rigtige, men det at møde op for at gøre tjeneste som nævning er ikke det samme som at blande sig i andres sager. Det kan snarere sammenlignes med den situation Daniels tre venner befandt sig i. Myndighederne i Babylon beordrede dem til at møde op på Durasletten, og de overtrådte ikke Guds lov ved at efterkomme dette påbud. Som det fremgår af Bibelen, var det standpunkt de senere tog, en anden sag. — Daniel 3:16-18.

Da Guds tjenere ophørte med at være underlagt Moseloven, måtte de underordne sig domstolene i de forskellige lande hvor de boede. Apostelen Paulus tilskyndede „de hellige“ i Korinth til at lade deres stridspunkter afgøre i menigheden. Paulus omtalte i den forbindelse dommerne ved de verdslige domstole som de „uretfærdige“, men han benægtede ikke at sådanne domstole var nødvendige for at afgøre verdslige retssager. (1 Korinther 6:1) Han forsvarede desuden sig selv da han blev stillet for en romersk domstol og appellerede endog sin sag til kejseren. Der er altså ingen grund til at betragte verdslige domstole som en fundamentalt forkert ordning. — Apostelgerninger 24:10; 25:10, 11.

Verdslige domstole er en af ’de højere myndigheders’ funktioner. Disse myndigheder er „af Gud anbragt i deres relative stillinger“, og de opstiller og håndhæver love. Paulus skrev: „Den er Guds tjener til gavn for dig. Men hvis du gør det onde, da frygt; det er nemlig ikke for ingenting den bærer sværdet; den er jo Guds tjener, en hævner der lader vrede ramme den der øver det onde.“ Kristne „modstår“ ikke myndigheden i dens varetagelse af sådanne juridiske funktioner, for de ønsker ikke at ’stå den imod’ og pådrage sig dom. — Romerne 13:1-4; Titus 3:1.

Når kejseren stiller visse krav, vil den kristne overveje sin stilling. Paulus gav denne vejledning: „Giv alle [de højere myndigheder] hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat; ham der kræver afgift, afgift; ham der kræver frygt, frygt.“ (Romerne 13:7) Dette er tydelig tale hvad angår skat. (Mattæus 22:17-21) Hvis kejseren siger at borgerne skal give af deres tid og kræfter for at rengøre veje eller udføre andet arbejde som kejseren forestår, må kristne hver især afgøre om de kan være med. — Mattæus 5:41.

Nogle kristne ser sådan på det at hvervet som nævning hører med til at tilbagebetale kejseren det der tilhører kejseren. (Lukas 20:25) Opgaven som nævning består i at lytte til en bevisførelse og sige sin mening om nogle foreliggende kendsgerninger. I en amerikansk storjury, for eksempel, afgør nævningene om bevismaterialet er tilstrækkeligt til at nogen kan anklages; de afgør ikke skyldsspørgsmålet. Og i en civil sag kan nævningetinget tilkende erstatning eller kompensation. I en straffesag skal nævningene afgøre hvorvidt bevismaterialet er tilstrækkeligt til at den anklagede kan kendes skyldig. Nogle steder kan nævningetinget anbefale hvilken af de i loven foreskrevne straffe der bør idømmes. Dernæst er det myndighederne der bruger deres magt til at ’lade vrede ramme den der øver det onde’, eller „straffe forbrydere“. — 1 Peter 2:14.

Men hvad nu hvis en kristen ikke føler at han med god samvittighed kan være med i en bestemt nævningesag? Bibelen omtaler ikke noget om nævningeting, så man kan ikke sige: „Det harmonerer ikke med min tro at være nævning.“ Alt efter retssagens art kan man sige at det at gøre tjeneste i et nævningeting i den pågældende sag strider mod ens personlige samvittighed. Det kan være tilfældet i sager om kønslig umoralitet, abort, manddrab eller andre sager hvor ens tankegang er formet af ens kendskab til Bibelen og ikke blot af verdslige love.

En moden kristen vil naturligvis overveje om han vil pådrage sig et medansvar for den dom en dommer måtte afsige. (Jævnfør Første Mosebog 39:17-20; Første Timoteusbrev 5:22.) Hvis et nævningeting fejlagtigt erklærer en anklaget for skyldig, og han idømmes dødsstraf, ville en kristen i et sådant nævningeting da pådrage sig blodskyld? (2 Mosebog 22:2; 5 Mosebog 21:8; 22:8; Jeremias 2:34; Mattæus 23:35; Apostelgerninger 18:6) Da Jesus blev dømt, ønskede Pilatus at være „uskyldig i dennes blod“. Jøderne sagde derimod beredvilligt: „Hans blod komme over os og over vore børn.“ — Mattæus 27:24, 25.

Hvis en kristen som følge af myndighedernes påbud vælger at stå til tjeneste som nævning, men af samvittighedsgrunde afslår at være nævning i en bestemt sag til trods for at det kræves af ham, må den pågældende være parat til at tage konsekvenserne. Det kan indebære at han bliver idømt bøde- eller fængselsstraf. — 1 Peter 2:19.

Kristne der bliver udtaget til at gøre tjeneste som nævninge, må i sidste instans selv afgøre hvad de vil gøre i lyset af deres forståelse af Bibelen og deres egen samvittighed. Nogle kristne har med god samvittighed indvilget i at gøre tjeneste som nævninge og har medvirket i visse nævningeting. Andre har følt sig nødsaget til at afslå en sådan tjeneste selv om de er blevet straffet derfor. Det er op til den enkelte at afgøre hvad han eller hun vil gøre i den enkelte situation, og andre bør ikke kritisere vedkommendes afgørelse. — Galaterne 6:5.