RENHED, RENSELSE

Der er flere hebraiske og græske ord som betegner at noget er rent eller bliver renset, det vil sige bragt tilbage til en tilstand hvor det er fri for alt hvad der pletter, tilsmudser, besmitter eller fordærver det. Ordene beskriver ikke blot fysisk renhed, men også, og oftere, moralsk og åndelig renhed. Ofte overlapper fysisk og ceremoniel renhed hinanden. Det hebraiske ord taherʹ (at være ren, at rense) bruges som regel om ceremoniel eller moralsk renhed. Et hebraisk synonym til taherʹ er bararʹ, der i forskellige former betyder „sigte, forblive ren, handle rent, rense“. (Præ 3:18; Sl 18:26; Jer 4:11; Ez 20:38) Det græske ord katharosʹ, „ren“, bruges i fysisk, moralsk og religiøs betydning. (Mt 23:26; 5:8; Tit 1:15) Det hebraiske ord for „uren“ er tillægsordet tame’ʹ, og det græske ord for „urenhed“ er akatharsiʹa. — 3Mo 5:2; Mt 23:27; Ga 5:19.

Fysisk renhed. Skønt israelitterne førte en nomadetilværelse i ørkenen i 40 år, var de et forholdsvis sundt folk. Dette skyldtes uden tvivl Guds love vedrørende lejrlivet, som blandt andet fortalte hvordan de skulle diagnosticere og behandle sygdomme. Der blev lagt stor vægt på at vandet var rent, og ikke alle dyr blev betragtet som rene til føde. (Se DYR.) Der var bestemmelser angående berøring og behandling af lig, og karantænelove som forhindrede spredningen af smittefarlige sygdomme. Anvisningen om at ekskrementer skulle nedgraves, var en forholdsregel som var langt forud for sin tid. (5Mo 23:12-14) Lovens bestemmelser om hyppig badning og tøjvask var også gavnlige forholdsregler.

Fysisk renhed bruges ofte som et symbol på eller et udtryk for åndelig renhed. For eksempel nævnes „skinnende, rent, fint linned“ som tegn på „de helliges retfærdige handlinger“. (Åb 19:8) Jesus brugte også en fysisk renselse som tegn på noget åndeligt da han påpegede farisæernes åndelige urenhed og hykleri. Han sammenlignede deres svigefulde optræden med dét at rense det udvendige af et bæger eller et fad uden at gøre det samme med det indvendige. (Mt 23:25, 26) Han brugte et lignende billede da han talte til sine disciple under det sidste påskemåltid mens Judas Iskariot endnu var til stede. Selv om de havde badet og havde fået deres fødder vasket af Herren, og de derfor fysisk var ’helt rene’, var de ikke alle rene i åndelig forstand, sagde han. — Joh 13:1-11.

Bibelen anfører omkring 70 årsager til fysisk urenhed og ceremoniel besmittelse, deriblandt: berøring med døde kroppe (3Mo 11:32-40; 4Mo 19:11-19), berøring med urene personer eller genstande (3Mo 15:4-12, 20-24; 4Mo 19:22), spedalskhed (3Mo 13:1-59), udflåd eller udtømmelse fra kønsorganerne, herunder sædafgang under samleje (3Mo 15:1-3, 16-19, 32, 33), fødsel (3Mo 12:1-5) samt det at spise kødet af urene fugle, fisk eller andre dyr (3Mo 11:41-47). Præsterne var særlig forpligtede til at være både fysisk og ceremonielt rene når de gjorde tjeneste for Jehova. (2Mo 30:17-21; 3Mo 21:1-7; 22:2-8) Mord og afgudsdyrkelse kunne i en særlig forstand gøre landet urent. — 4Mo 35:33, 34; Ez 22:2-4; 36:25.

Ceremoniel renhed. Under Moseloven var der dødsstraf for ikke at overholde den ceremonielle renhed. „I skal holde Israels sønner adskilt fra deres urenhed, for at de ikke skal dø i deres urenhed, idet de besmitter min teltbolig, som er midt iblandt dem.“ (3Mo 15:31) Renselsen blev som regel udført med vand der var blandet med asken af en rød ko, og ceremonien blev udført for personer, steder og ting. (4Mo 19:2-9) I 4 Mosebog 5:2 opregnes tre af de almindeligste årsager til urenhed hos mennesker, idet der er tale om „[1] enhver der er spedalsk og [2] enhver der har udflåd og [3] enhver der er uren ved en død sjæl“.

Spedalskhed. Spedalskhed var den afskyeligste af alle sygdomme, og den var underkastet strenge kontrolforanstaltninger, herunder langvarig isolation med omhyggelige og gentagne undersøgelser for at fastslå om en helbredelse havde fundet sted. (3Mo 13:1-46; 5Mo 24:8) Det må derfor have krævet en ret stor tro af den mand der var spedalsk, og derfor uren, at sige til Jesus: „Herre, hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“ Jesus ikke blot ville, men viste også at han kunne helbrede denne afskyelige sygdom idet han sagde: „Bliv ren.“ Derefter sagde han til den helbredte mand: „Gå hen og fremstil dig for præsten, og bring den gave som Moses har fastsat.“ — Mt 8:2-4; Mr 1:40-44; se SPEDALSKHED.

Ifølge Moselovens bestemmelser kunne en der var blevet helbredt for spedalskhed, først vende tilbage til det normale liv efter en udførlig ceremoni i to dele. Til den første del skulle der bruges vand, cedertræ, karmoisinrødt garn, isop og to fugle, som den helbredte skulle komme med når han fremstillede sig for præsten uden for Israels lejr. Den ene fugl blev derefter slagtet over rindende vand, og dens blod blev opsamlet i et lerkar. Cedertræet, det karmoisinrøde garn, isopen og den levende fugl blev dyppet i blodet, præsten stænkede blodet syv gange på den helbredte, og den levende fugl blev sluppet løs. Når manden var erklæret ren, vaskede han sine klæder, barberede alt sit hår af, badede sig og kunne gå ind i lejren, men han skulle bo uden for sit telt i syv dage. På den syvende dag barberede han igen alt sit hår af, også øjenbrynene. Dagen efter bragte han to vædderlam og et hunlam som endnu ikke var et år gamle, sammen med lidt mel og olie, som et skyldoffer, syndoffer, brændoffer og kornoffer. Skyldofferet bestående af det ene vædderlam og olien blev først af præsten frembåret som et svingningsoffer for Jehova, hvorefter vædderlammet blev slagtet og noget af dets blod påført mandens højre øreflip, højre tommelfinger og højre storetå. Derefter blev noget af olien smurt oven på blodet de tre nævnte steder, noget blev stænket syv gange foran Jehova, og resten blev udgydt på hovedet af ham der var i færd med at rense sig. Derefter bragte præsten syndofferet, brændofferet og kornofferet og skaffede manden soning og erklærede ham ren. Hvis den pågældende var meget fattig, kunne han bringe to turtelduer eller to dueunger i stedet for hunlammet og det ene vædderlam der blev brugt som syndoffer og brændoffer. — 3Mo 14:1-32.

Udflåd. Der fandtes bestemmelser angående både naturligt og sygeligt udflåd fra kønsorganerne hos begge køn. Hvis en mand havde en ufrivillig natlig sædudtømmelse, skulle han vaske sine klæder og bade sig og være uren indtil aften. En kvinde var uren i syv dage i forbindelse med sin regelmæssige menstruation.

Hvis en kvinde imidlertid havde uregelmæssigt, unormalt eller forlænget udflåd, skulle hun tælle syv dage frem efter at det var standset, før hun var ren. En mand der havde udflåd, skulle også tælle syv dage frem efter at det var hørt op. (Dette hentyder til en sygelig tilstand i urinsystemet og må ikke forveksles med den normale sædudtømmelse.) Alt hvad manden eller kvinden rørte ved eller sad på (senge, stole, sadler, klæder osv.) mens de var urene, blev ligeledes urent, og enhver som rørte ved disse ting eller den urene person, skulle vaske sine klæder og bade sig og være uren til aften. Foruden at vaske deres klæder og bade sig skulle både manden og kvinden på den ottende dag bringe to turtelduer eller to dueunger til mødeteltet, og præsten skulle ofre dem, den ene som et syndoffer og den anden som et brændoffer, for at skaffe soning for den person der var blevet renset. — 3Mo 15:1-17, 19-33.

Når en mand og hans hustru havde samleje med sædudtømmelse, skulle de begge bade sig og være urene til aften. (3Mo 15:16-18) Hvis hustruens blødning uventet begyndte under samlejet, ville manden ligesom hustruen være uren i syv dage. (3Mo 15:24) Hvis de overlagt viste foragt for Guds lov og havde kønslig omgang under hendes menstruation, blev de begge straffet med døden. (3Mo 20:18) Af disse grunde måtte mænd ikke have omgang med deres hustru i situationer hvor de skulle være ceremonielt rene, for eksempel når de helligede sig forud for en militær operation. — 1Sa 21:4, 5; 2Sa 11:8-11.

En fødsel indebar også en periode med urenhed for moderen. Hvis barnet var en dreng, var hun uren i syv dage ligesom under menstruationen. På den ottende dag blev barnet omskåret, men moderens urenhed fortsatte i yderligere 33 dage, hvor hun ikke måtte røre ved noget der var helligt eller komme i helligdommen, mens det hun ellers rørte ved i denne periode, ikke blev urent. Hvis barnet var en pige, blev de 40 dage fordoblet til 14 plus 66 dage. Lige fra fødselen skelnede Loven altså mellem de to køn og tildelte det kvindelige køn en underordnet stilling. Når moderens renselsesdage var til ende, skulle hun i begge tilfælde bringe et vædderlam der endnu ikke var et år gammelt, som brændoffer, og en dueunge eller en turteldue som syndoffer. Hvis forældrene, som i Marias og Josefs tilfælde, var for fattige til at kunne ofre en vædder, kunne renselsesofrene gennemføres med to turtelduer eller to dueunger. — 3Mo 12:1-8; Lu 2:22-24.

Hvorfor sagde Moseloven at kønslig forbindelse og barnefødsel gjorde et menneske ’urent’?

Hvad var grunden til at sådanne normale funktioner som menstruation, kønslig forbindelse mellem mand og hustru og barnefødsel under Moseloven blev anset for at gøre et menneske ’urent’? Først og fremmest tjente det til at hæve det intime forhold i ægteskabet op på et helligt plan da det lærte begge ægtefæller at vise selvbeherskelse, at anlægge et respektfuldt syn på kønsorganerne og at respektere livets og blodets hellighed. De hygiejniske fordele ved at overholde disse forskrifter er også blevet påpeget. Men der lå øjensynlig mere bag.

I begyndelsen skabte Gud kønsdriften og forplantningsevnen hos den første mand og den første kvinde og befalede dem at sætte børn i verden. Der var derfor ikke noget syndigt ved at det fuldkomne menneskepar havde seksuelt samkvem. Men da Adam og Eva gik imod Guds bud, ikke på det kønslige område, men ved at spise af den forbudte frugt, skete der en drastisk forandring. Pludselig gjorde deres skyldbetyngede samvittighed dem opmærksomme på at de var nøgne, og de tildækkede straks deres kønsorganer for Gud. (1Mo 3:7, 10, 11) Fra da af kunne menneskene ikke opfylde forplantningspåbudet i fuldkommenhed, for arvesynden og dens medfølgende straf, døden, ville blive givet videre fra forældre til børn. Selv de mest retskafne og gudfrygtige forældre sætter i dag syndige børn i verden. — Sl 51:5.

Moselovens krav vedrørende forplantningsorganernes funktion lærte mænd og kvinder at vise selvbeherskelse, at tøjle deres lidenskaber og at vise respekt for den måde hvorpå Gud havde gjort forplantningen mulig. Lovens forskrifter var derfor ikke blot sundhedsbestemmelser der skulle sikre renlighed eller forebygge sygdomssmitte, men en kraftig påmindelse til israelitterne om deres syndige tilstand. Som en påmindelse om menneskets nedarvede syndighed var det passende at både manden og kvinden overholdt en urenhedsperiode i forbindelse med det normale udflåd fra deres kønsorganer. Ved unormalt eller forlænget udflåd som skyldtes en sygelig tilstand, blev urenhedsperioden forlænget, og når den var afsluttet — og ligeledes ved en barnefødsel — skulle den pågældende, foruden at bade sig, bringe et syndoffer for at Guds præst kunne skaffe vedkommende soning. Jesu moder, Maria, anerkendte således sin nedarvede syndighed, at hun ikke var ubesmittet, ved at bringe et syndoffer efter at hun havde født sin førstefødte. — Lu 2:22-24.

Døde kroppe. Moseloven fastsatte forskellige grader af urenhed i forbindelse med døde kroppe: Hvis man rørte ved et dødt dyr, var man blot uren den pågældende dag; men hvis man rørte ved et dødt menneske, var man uren i en uge. I det første tilfælde skulle man blot vaske sine klæder, og hvis man var kommet til at spise et dyr der var selvdødt eller var blevet revet ihjel af et vildt dyr, skulle man desuden bade sig. (3Mo 5:2; 11:8, 24, 27, 31, 39, 40; 17:15) Det samme påbud gjaldt præsterne, med den tilføjelse at hvis de spiste noget af det hellige mens de var urene, skulle de lide døden. — 3Mo 22:3-8.

Hvis man rørte ved et dødt menneske, skulle der gennemføres en mere kompliceret renselsesceremoni. Til dette formål skulle man bruge asken af en rød ko der blev slagtet uden for lejren. Præsten stænkede syv gange noget af koens blod hen imod mødeteltet. Hele koen (dens hud, kød, blod og skarn) blev derefter brændt, og cedertræ, isop og karmoisinrødt garn blev kastet ind i bålet. Asken blev opsamlet og brugt til „renselsesvand“, som blev kastet på den urene på den tredje og den syvende dag efter at han havde rørt ved den døde. Efter de syv dage skulle han vaske sine klæder og bade sig, og blev da erklæret ren. — 4Mo 19:1-13.

Ifølge denne bestemmelse blev alle mennesker der opholdt sig i et hus eller et telt hvor der indtraf et dødsfald, foruden boligen selv og alle åbne kar i boligen, urene. Man blev også uren af at røre ved knoglerne af en død på slagmarken, ja endog af at røre ved et gravsted. Det var grunden til at man på Jesu tid kalkede gravene en måned før påsken for at ingen uforvarende skulle komme til at røre ved en grav og således blive uegnet til at deltage i højtiden. (4Mo 19:14-19; Mt 23:27; Lu 11:44) Hvis der indtraf et dødsfald ved siden af eller i nærheden af en der havde aflagt et nasiræerløfte, blev den tid vedkommende allerede havde tjent som nasiræer, annulleret, og han skulle bringe et offer. — 4Mo 6:8-12; se NASIRÆER; SAMSON.

Under Moseloven skulle steder og ting der blev besmittet, renses. Hvis der blev begået et mord og gerningsmanden var ukendt, skulle man først måle hvilken by der lå nærmest åstedet. Den pågældende bys ældste skulle derefter tage en kvie der ikke havde været brugt til arbejde (som erstatning for morderen) og brække halsen på den i en regnflodsdal der altid løb med vand, og over kvien skulle de symbolsk rense sig for ansvar ved at vaske deres hænder i uskyld og bede om ikke at blive draget til ansvar for handlingen. — 5Mo 21:1-9.

Klæder og kar der kom i berøring med døde kroppe eller på anden måde blev forurenet, skulle renses efter visse forskrifter. (3Mo 11:32-35; 15:11, 12) Angreb af spedalskhed på en klædning eller en husvæg var en langt alvorligere sag, for hvis angrebet ikke kunne begrænses, men så ud til at brede sig, var det nødvendigt at ødelægge klædningen eller at rive hele huset ned. — 3Mo 13:47-59; 14:33-53.

Krigsbytte skulle renses før det kunne bringes ind i lejren. Brændbare artikler måtte vaskes med vand, mens metalting skulle føres gennem ild. — 4Mo 31:21-24.

Kristen renhed. Skønt Moseloven og de skikke der var forbundet med den, stadig var i kraft da Jesus tjente på jorden (Joh 11:55), blev de kristne ikke underlagt denne lov og dens renselsesforskrifter. Loven havde „en skygge af kommende goder“, „men virkeligheden hører Messias til“. (He 10:1; Kol 2:17) Derfor skrev Paulus følgende om disse renselsesregler: „Ja, næsten alle ting renses med blod ifølge loven [Moses bestænkede bogen, folket, teltet og karrene med blod], og uden at der udgydes blod finder der ingen tilgivelse sted. Derfor var det nødvendigt at de billedlige gengivelser af det der er i himlene måtte renses med disse midler.“ „For hvis blodet af bukke og tyre og asken af en kvie stænket på dem der er urene, helliger med hensyn til kødets renhed, hvor meget mere vil så ikke Messias’ blod, han som ved en evig ånd frembar sig selv som et dadelfrit offer til Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger så vi kan yde hellig tjeneste for den levende Gud?“ — He 9:19-23, 13, 14.

Det er altså Herren Jesu Kristi blod der renser de kristne for synd og uretfærdighed. (1Jo 1:7, 9) Kristus „elskede menigheden og gav sig selv hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den med vandbadet ved hjælp af ordet“ for at den kunne være pletfri, hellig og dadelfri, „et folk der var helt hans eget, nidkært for gode gerninger“. (Ef 5:25-27; Tit 2:14) Den kristne menigheds medlemmer skulle derfor ikke ’blive glemsomme med hensyn til renselsen fra deres synder i fortiden’, men fortsætte med at bære Guds ånds frugt (2Pe 1:5-9) i bevidstheden om at ’enhver gren som bærer frugt, renser Gud for at den kan bære mere frugt’. — Joh 15:2, 3.

Kristne må derfor bevare en høj standard med hensyn til fysisk, moralsk og åndelig renhed, ja beskytte sig mod „enhver besmittelse af kød og ånd“. (2Kor 7:1) I betragtning af Jesu ord om at ’det ikke er det der kommer ind i et menneske der gør det urent, men det der kommer ud af det’, lægger de der får gavn af Jesu rensende blod, hovedvægten på den åndelige renhed. De bevarer „et rent hjerte“ og „en ren samvittighed“ over for Gud. (Mr 7:15; 1Ti 1:5; 3:9; 2Ti 1:3) „Alt er rent“ for dem, hvorimod ’intet er rent’ for de troløse, hvis samvittighed er besmittet. (Tit 1:15) De der ønsker at forblive rene af hjertet, giver agt på vejledningen i Esajas 52:11, som lyder: „Rør ikke noget urent; . . . bevar jer rene, I som bærer Jehovas redskaber.“ (Sl 24:4; Mt 5:8) Derved bliver deres hænder i billedlig forstand renset (Jak 4:8), og Gud beskæftiger sig med dem som rene personer. — 2Sa 22:27; Sl 18:26; se også Da 11:35; 12:10.

Skønt apostelen Paulus ikke længere var under Moseloven, overholdt han ved en lejlighed Lovens krav ved at rense sig ceremonielt i templet. Var dette inkonsekvent? Nej, for Paulus kæmpede ikke imod Loven eller dens forskrifter; han påviste blot at Gud ikke krævede at kristne skulle adlyde den. I de tilfælde hvor dens krav ikke stred mod de nye kristne sandheder, var der egentlig ikke noget i vejen for at man kunne gøre som Gud havde forlangt under Loven. Paulus handlede som han gjorde for ikke unødigt at hindre jøderne i at lytte til den gode nyhed om Jesus Kristus. (Apg 21:24, 26; 1Kor 9:20) På samme måde fremførte han at hvis det han spiste, kunne få hans broder til at snuble, ville han lade være med at spise det selv om det var rent. (Ro 14:14, 15, 20, 21; 1Kor 8:13) I alt dette viste Paulus at andres frelse lå ham stærkt på sinde, og at han gjorde alt hvad der stod i hans magt for at hjælpe dem. Han kunne derfor sige: „Jeg er ren for alles blod.“ — Apg 20:26; 18:6.