STØV

Partikler der er så lette at de kan hvirvles op i luften og holde sig svævende. Kraftige vinde der blæser hen over tørre ørkenområder, som er almindelige i de bibelske lande, frembringer ofte voldsomme støvstorme der af nogle regnes for at være frygteligere end storme på havet. De almindeligste årsager til mineralsk støv er vulkanudbrud, brande og landbrugsaktiviteter. Planter frembringer støv i form af pollen, skimmel, plantefibre og frødele. Dyr frembringer også indirekte støv som følge af tørrede gødningspartikler, fine hår og bakterier. Det almindeligste ord i Bibelen for støv er det hebraiske ‛afarʹ, der også kan betegne „tør jord“ og „lerpuds“. — 1Mo 26:15; 3Mo 14:41, 42.

Skønt nogle betragter støv som en plage, er det frembragt af Skaberen og er af afgørende betydning for menneskets eksistens og velbefindende. Det spiller en vigtig rolle i forbindelse med at vanddamp kan fortættes til væde i form af regn, tåge eller dis, der er en betingelse for plantevækst. Og hvis ikke støvet i atmosfæren spredte lyset, ville menneskers og dyrs øjne blive udsat direkte for solens uudholdelige lys, og der ville ikke forekomme skumring eller farverige solnedgange.

Skaberen brugte „støv fra jorden“ da han dannede det første menneske (1Mo 2:7; 1Kor 15:47, 48); og da Adam blev dømt for sin ulydighed mod Guds lov, sagde Jehova: „Støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ (1Mo 3:19) Gud udtalte også en forbandelse af vidtrækkende profetisk betydning da han sagde til slangen i Edens have: „På din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dit livs dage.“ — 1Mo 3:14.

Skrøbelighed, dødelighed og ringhed. Eftersom mennesket har fjernet sig langt fra fuldkommenheden, bruges støv undertiden som et billede på menneskenes skrøbelighed. Gud viser barmhjertighed mod dem der frygter ham, for han „husker at vi er støv“. (Sl 103:13, 14; 1Mo 18:27) Støv er også et billede på menneskenes dødelighed, for „til det støv de kommer fra, vender de tilbage“. (Sl 104:29; Præ 3:19, 20; 12:1, 7) Eftersom mennesket vender tilbage til støvet når det dør, kaldes graven undertiden billedligt for „støvet“. (Sl 22:29; 30:9) Jordens støv kan betegne ringhed, en lavtstående tilstand. Jehova „rejser den ringe fra støvet“. — 1Sa 2:8; Sl 113:7.

Betegner et stort antal. Støvkorn bruges i Bibelen som et billede på et stort antal mennesker eller på at mennesker ikke kender tallet. Gud gav for eksempel dette løfte til Abram (Abraham): „Jeg vil gøre dit afkom som jordens støvkorn.“ (1Mo 13:14, 16) Jakob fik et tilsvarende løfte. (1Mo 28:10, 13, 14) Angående israelitterne under ørkenvandringen spurgte Bileam: „Hvem har opmålt Jakobs støvkorn, og hvem har talt en fjerdedel af Israel?“ (4Mo 23:10) Jehova havde da mangfoldiggjort Abrahams efterkommere gennem Isak og Jakob. At Jehova skaffede sit pagtsfolk rigeligt med vagtler i ørkenen, fremgår af udtalelsen om at „han fik føde til at regne ned over dem som støv, ja, vingede skabninger som havenes sand“. — Sl 78:27; 2Mo 16:11-18; 4Mo 11:31, 32.

Brugt ved Guds dom over nationer. Eftersom nationerne set med Guds øjne er ubetydelige, regner han dem blot „som det fine støv på vægtskåle“. (Es 40:15) Da han rettede et slag mod en af disse nationer, Ægypten, viste han sin ærefrygtindgydende magt ved hjælp af støv, for da den tredje plage skulle begynde, rakte Aron på Guds befaling gennem Moses „sin hånd med staven ud og slog jordens støv, og da kom myggene over mennesker og dyr“. Plagen ramte hele Ægypten, og magerne, som ikke kunne gøre miraklet efter, måtte indrømme: „Det er Guds finger!“ — 2Mo 8:16-19.

Israelitterne fik at vide at hvis de ikke overholdt Guds bud, kunne også de vente at blive ramt af forskellige forbandelser, deriblandt tørke. Det blev sagt på denne måde: „Jehova vil som regn over dit land give fint sand og støv. Fra himmelen vil det komme ned over dig, indtil du er tilintetgjort.“ — 5Mo 28:15, 24.

Symbol på klage og fornedrelse. For at skildre de ældstes sorg og klage over Jerusalems ødelæggelse for babyloniernes hånd i 607 f.v.t. siger Jeremias at de sidder på jorden i tavshed og „har kastet støv på deres hoved“. (Kl 2:10) Mange år tidligere opfordrede Jehova profetisk gennem Esajas Babylon til at stige ned fra tronen idet han sagde: „Stig ned og sæt dig i støvet, du jomfru, Babylons datter. Sæt dig på jorden hvor der ingen trone er, du kaldæernes datter.“ (Es 47:1) Babylon blev fornedret på denne måde i 539 f.v.t. da byen blev indtaget af mederne og perserne. Sidst i Bibelen fortælles det at kaptajner, sømænd og alle der har havet som levevej, begræder det symbolske store Babylons ødelæggelse idet de kaster støv på deres hoveder. — Åb 18:17-19.

Andre betydninger. Bibelen forbinder også støv med anger og omvendelse. Da Job tog sine ord i sig igen fordi han havde talt uden kundskab da han fremlagde sin sag for Gud, sagde han: „[Jeg] angrer i støv og aske.“ — Job 42:1, 3, 6.

At lade fjenderne „slikke støv“ vil sige at besejre dem, at undertvinge dem fuldstændigt. (Sl 72:9; Mik 7:16, 17) At kaste støv op i luften eller på en person var en måde at udtrykke stærkt mishag på. I nogle dele af Asien er det skik at kaste støv på en forbryder som et udtryk for at man kræver ham dømt. En skare mennesker i Jerusalem der uberettiget var blevet vrede over noget Paulus havde sagt, viste deres fjendskab mod ham ved at ’kaste støv op i luften’. Med deres ord og denne følelsesladede demonstration gjorde de klart for militærtribunen at de ikke brød sig om Paulus. (Apg 22:22-24) I lighed hermed udtrykte Sjim’i sit mishag med Davids kongedømme da han ’gik over for ham og nedkaldte ondt over ham og kastede med sten og smed med støv’. — 2Sa 16:5-13.

Jesus Kristus sagde til sine disciple at når nogen ikke ville tage imod dem eller høre på dem, skulle de ryste støvet af deres fødder når de forlod huset eller landsbyen. Dette tjente „til et vidnesbyrd imod dem“ i den forstand at det viste at Jesu disciple fredeligt gik videre og overlod huset eller landsbyen til Guds dom. — Mt 10:11-15; Lu 9:5; 10:10-12; Apg 13:50, 51.