Jehova sætter pris på at du tjener ham af hele din sjæl
„Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker.“ — KOLOSSENSERNE 3:23.
1, 2. (a) Hvad er den største forret vi kan få? (b) Hvorfor er vi måske ikke altid i stand til at gøre så meget som vi gerne vil i tjenesten for Gud?
AT TJENE Jehova er den største forret vi nogen sinde kan få. Det er med god grund at dette blad altid har opmuntret kristne til at engagere sig i forkyndelsen og tjene „i endnu rigere mål“ når som helst det er muligt. (1 Thessaloniker 4:1) Vi er imidlertid ikke altid i stand til at gøre det vi gerne ville i tjenesten for Gud. „Mine omstændigheder gør at jeg må have fuldtidsarbejde,“ forklarer en ugift søster der blev døbt for næsten 40 år siden. „Jeg arbejder ikke for at skaffe mig en overdådig garderobe eller for at tage på dyre ferierejser, men for at skaffe til dagen og vejen og betale mine læge- og tandlægeregninger. Jeg føler det som om jeg kun giver Jehova det der bliver tilovers.“
2 Vores kærlighed til Gud får os til at ønske at gøre så meget vi kan i forkyndelsen. Men vore omstændigheder begrænser ofte vore muligheder. Det at tage sig af andre bibelske forpligtelser, deriblandt familieforpligtelser, kan tære meget på vor tid og vore kræfter. (1 Timoteus 5:4, 8) Her i disse „kritiske tider som er vanskelige at klare“ bliver tilværelsen en stadig større udfordring. (2 Timoteus 3:1) Det kan forurolige os når vi ikke er i stand til at gøre alt det vi gerne vil i tjenesten. Vi spekulerer måske på om Gud er tilfreds med vores tilbedelse.
Hvad det indebærer at tjene Jehova af hele sin sjæl
3. Hvad forventer Jehova af os alle?
3 I Salme 103:14 forsikrer Bibelen os om at Jehova „ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv“. Han forstår bedre end nogen anden vore begrænsninger. Han kræver ikke mere af os end vi kan yde. Hvad forventer han? Noget som alle, uanset deres situation, kan give ham: „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker.“ (Kolossenserne 3:23) Jehova forventer at vi alle uden undtagelse tjener ham af hele vores sjæl.
4. Hvad indebærer det at tjene Jehova af hele sin sjæl?
4 Hvad indebærer det at tjene Jehova af hele sin sjæl? Det græske ord der oversættes med „hele jeres sjæl“, betyder ordret „af sjælen“. „Sjælen“ betegner hele personen med alle vedkommendes fysiske og mentale evner. At tjene af hele sin sjæl vil således sige at man giver af sig selv og i videst muligt omfang bruger sine evner og kræfter i tjenesten for Gud. Det betyder kort sagt at man yder alt hvad ens sjæl er i stand til. — Markus 12:29, 30.
5. Hvordan viser eksemplet med apostlene at vi ikke alle kan udrette det samme i forkyndelsen?
5 Er det at vi skal tjene Gud af hele vor sjæl ensbetydende med at vi alle må udrette det samme i tjenesten? Det kan næppe være tilfældet, for omstændigheder og evner varierer fra sjæl til sjæl. Tag for eksempel Jesu trofaste apostle. De var ikke alle i stand til at udrette lige meget. Der er nogle af apostlene vi ved meget lidt om, for eksempel Simon Kananæeren og Jakob, søn af Alfæus. Måske har deres virke som apostle været ret begrænset. (Mattæus 10:2-4) Peter var derimod i stand til at påtage sig mange store ansvarsopgaver. Jesus gav ham endog „himlenes riges nøgler“. (Mattæus 16:19) Peter var imidlertid ikke hævet over de andre. Da Johannes fik et syn af det ny Jerusalem i Åbenbaringen (omkring år 96 e.v.t.), så han 12 grundsten med ’de tolv apostles tolv navne’ indgraveret.a (Åbenbaringen 21:14) Jehova satte pris på alle apostlenes tjeneste, selv om nogle tilsyneladende var i stand til at yde mere end andre.
6. Hvad sker der med de sædekorn der falder i „den gode jord“, i Jesu billedtale om sædemanden, og hvilke spørgsmål opstår?
6 Jehova kræver heller ikke at vi alle udretter lige meget i forkyndelsen. Det fremgår af Jesu illustration med sædemanden, hvori forkyndelsesarbejdet sammenlignes med det at så sædekorn. Sædekornene falder i forskellig slags jord, hvilket skildrer at de der hører budskabet, har forskellig hjertetilstand. Jesus siger: „Den der blev sået i den gode jord, det er den der hører ordet og får fat i meningen og som virkelig bærer frugt, én hundrede fold, én tres og én tredive.“ (Mattæus 13:3-8, 18-23) Hvilken frugt er der tale om, og hvorfor frembringes den i varierende mængder?
7. Hvilken frugt bærer det der sås i den gode jord, og hvorfor varierer høstudbyttet?
7 Da den sæd der sås, er „rigets ord“, er det at bære frugt ensbetydende med at udbrede dette ord, at fortælle andre om det. (Mattæus 13:19) Det er forskelligt hvor megen frugt der frembringes — i illustrationen varierer det fra tredive til hundrede fold — eftersom vore evner og omstændigheder er forskellige. Den der har et godt helbred og er fysisk stærk, er måske i stand til at bruge mere tid i forkyndelsen end den hvis kræfter tappes af kronisk sygdom eller alder. Den der er ung og ugift og ikke har familieforpligtelser, er måske i stand til at gøre mere end den der må have fuldtidsarbejde for at forsørge en familie. — Jævnfør Ordsprogene 20:29.
8. Hvordan betragter Jehova dem der giver ham det bedste de formår?
8 Er den der frembringer tredive fold, mindre trofast i Guds øjne end den der frembringer hundrede fold? Bestemt ikke. Mængden af frugt kan variere, men Jehova har behag i vores tjeneste så længe den tjeneste vi yder, er det bedste vi formår. Det er værd at huske at de forskellige mængder frugt udspringer fra hjertet hos dem der udgør „den gode jord“. Det græske ord kalosʹ der oversættes med „god“, betegner noget der er „smukt“, og som „glæder hjertet og er en lyst for øjnene“. Det er en trøst at vide at når vi gør vort bedste, er vort hjerte smukt i Guds øjne.
Vi bliver ikke sammenlignet med hinanden
9, 10. (a) Hvilke negative tanker kan vi måske få? (b) Hvordan viser illustrationen i Første Korintherbrev 12:14-26 at Jehova ikke sammenligner os med hinanden?
9 Men måske bedømmer vort ufuldkomne hjerte tingene anderledes. Det sammenligner måske vores tjeneste med andres. Det ræsonnerer måske som så: ’Andre gør meget mere i tjenesten end jeg gør. Hvordan kan Jehova så på nogen måde være tilfreds med det jeg udretter?’ — Jævnfør Første Johannesbrev 3:19, 20.
10 Jehovas tanker og veje er imidlertid meget højere end vore. (Esajas 55:9) Vi får en forestilling om hvordan Jehova betragter den indsats vi hver især yder, ved at læse Første Korintherbrev 12:14-26, hvor menigheden sammenlignes med et legeme med mange lemmer — øjne, hænder, fødder, ører og så videre. Hvad angår det bogstavelige legeme, vil det være meningsløst at sammenligne øjnene med hænderne eller fødderne med ørerne. Legemets lemmer tjener hver sin funktion, og de er alle nyttige og værdifulde. Jehova værdsætter også at vi tjener ham af hele vor sjæl uanset om vi udretter mere eller mindre end andre. — Galaterne 6:4.
11, 12. (a) Hvorfor føler nogle måske at de er „svagere“ eller „mindre ærefulde“? (b) Hvordan betragter Jehova vor tjeneste?
11 De begrænsninger vi er underlagt som følge af dårligt helbred, fremskreden alder eller andre forhold, kan nogle gange få os til at føle os som et af de „svagere“ eller „mindre ærefulde“ lemmer. Men det er ikke sådan Jehova betragter os. Bibelen siger: „De af legemets lemmer som synes at være svagere, er nødvendige, og de dele . . . som vi synes er mindre ærefulde, dem omgiver vi med så meget mere ære. . . . Men Gud har sammensat legemet således at der vises mere ære til den del som er ringere stillet.“ (1 Korinther 12:22-24) Vi kan hver især være dyrebare i Jehovas øjne. Han sætter pris på den tjeneste vi er i stand til at yde, vore begrænsninger taget i betragtning. Får det dig ikke til at ønske at gøre alt hvad du formår, i tjenesten for en så forstående og kærlig Gud?
12 Det der betyder noget for Jehova, er altså ikke at du udretter lige så meget som andre, men at du gør hvad du kan. At Jehova værdsætter de bestræbelser vi hver især gør os, fremgår af Jesu indstilling til to vidt forskellige kvinder. De to hjertevarmende episoder fandt sted i de sidste dage af hans liv på jorden.
En taknemmelig kvindes ’meget dyre’ gave
13. (a) Hvordan var omstændighederne da Maria gød vellugtende olie på Jesu hoved og fødder? (b) Hvad kostede Marias olie?
13 Om aftenen fredag den 8. nisan ankom Jesus til Betania, en lille landsby på østsiden af Oliebjerget omkring tre kilometer fra Jerusalem. Jesus havde nogle gode venner i denne by — Maria, Marta og deres bror, Lazarus. Jesus havde tidligere gæstet deres hjem og har måske ofte været på besøg hos dem. Men lørdag aften spiste Jesus og hans venner hos Simon, en tidligere spedalsk mand som Jesus måske havde helbredt. Mens Jesus lå til bords, foretog Maria en ydmyg handling der viste hvor højt hun elskede den der havde oprejst hendes bror. Hun brød hul på en flaske med en „meget dyr“ vellugtende olie der var 300 denarer værd, hvilket svarede til cirka en årsløn. Hun gød denne vellugtende olie på Jesu hoved og på hans fødder, og tørrede endog hans fødder med sit hår. — Markus 14:3; Lukas 10:38-42; Johannes 11:38-44; 12:1-3.
14. (a) Hvordan reagerede disciplene på det Maria gjorde? (b) Hvordan forsvarede Jesus Maria?
14 Det gjorde disciplene harmfulde. ’Hvorfor denne ødslen?’ spurgte de. Judas som ville skjule at han havde til hensigt at stjæle pengene, foreslog at man skulle have brugt dem til at hjælpe folk i nød. Han sagde: „Hvordan kan det være at denne vellugtende olie ikke er blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?“ Maria forholdt sig tavs. Jesus sagde imidlertid til sine disciple: „Lad hende være. Hvorfor prøver I at volde hende besvær? Det er en smuk [en form af ordet kalosʹ] gerning hun har gjort mod mig. . . . Hun har gjort hvad hun kunne; hun har på forhånd kommet vellugtende olie på mit legeme med henblik på min begravelse. Jeg skal sige jer en sandhed: Overalt hvor den gode nyhed forkyndes i hele verden, skal det som denne kvinde har gjort også fortælles, til minde om hende.“ Jesu varmende ord må have beroliget Marias hjerte. — Markus 14:4-9; Johannes 12:4-8.
15. Hvorfor blev Jesus dybt bevæget over det Maria havde gjort, og hvad lærer vi i den forbindelse om det at tjene Gud af hele sin sjæl?
15 Jesus blev dybt bevæget over det Maria gjorde. I hans øjne havde hun udført en rosværdig gerning. Det var ikke gavens værdi der betød noget for Jesus, men det at ’hun gjorde hvad hun kunne’. Hun greb muligheden og gav det hun var i stand til at give. Andre oversættelser har gengivet skriftstedet på følgende måde: „Hun har gjort alt hvad hun kunne,“ eller: „Hun har gjort det der stod i hendes magt at gøre.“ (An American Translation; The Jerusalem Bible) Maria gav af et helt hjerte eftersom hun gav det bedste hun ejede. Det er det der er essensen i at tjene af hele sin sjæl.
En enkes „to småmønter“
16. (a) Hvordan gik det til at Jesus så en fattig enke give bidrag? (b) Hvor meget var enkens mønter værd?
16 Nogle få dage senere, den 11. nisan, tilbragte Jesus en lang dag i templet hvor man blandt andet betvivlede hans myndighed. Han gav desuden mesterlige svar på vanskelige spørgsmål vedrørende betaling af skat, opstandelsen og andre anliggender. Han fordømte de skriftlærde og farisæerne for blandt andet ’at opsluge enkernes hjem’. (Markus 12:40) Bagefter satte Jesus sig tilsyneladende i kvindernes forgård hvor der ifølge den jødiske overlevering var opstillet 13 bidragsbøsser. Han sad en stund og betragtede dem der kom med deres bidrag. Der kom mange rige hvoraf nogle måske tog sig selvretfærdige ud og måske ligefrem gjorde et stort nummer ud af at de gav bidrag. (Jævnfør Mattæus 6:2.) Men Jesu blik fangede en bestemt kvinde. De fleste ville sikkert ikke have lagt mærke til noget usædvanligt ved hende eller hendes gave. Men Jesus, der kunne læse folks hjerter, vidste at hun var „en fattig enke“. Han vidste også præcis hvad hun gav som bidrag — ’to småmønter af meget ringe værdi’.b — Markus 12:41, 42.
17. Hvordan betragtede Jesus enkens bidrag, og hvad lærer det os om det at give til Gud?
17 Jesus kaldte sine disciple til sig, for han ønskede at de på første hånd skulle høre det han nu sagde. Jesus forklarede at denne enke „lagde mere i end alle de andre som lagde penge i bidragsbøsserne“. Efter hans vurdering lagde hun mere i end alle de andre tilsammen. Hun gav „alt hvad hun havde“ — de sidste penge hun ejede. Derved overgav hun sig helt til Jehovas kærlige omsorg. Det er værd at bemærke at denne kvinde der blev fremholdt som et eksempel hvad angår det at give til Gud, gav noget der var næsten uden materiel værdi. I Guds øjne var det imidlertid uvurderligt. — Markus 12:43, 44; Jakob 1:27.
Lær af Jehovas syn på vores tjeneste
18. Hvad lærer vi af Jesu holdning til disse to kvinder?
18 Jesu holdning til disse to kvinder er et dejligt eksempel på hvordan Jehova betragter dem der tjener ham af hele deres sjæl. (Johannes 5:19) Jesus sammenlignede ikke enken med Maria. Han satte lige så stor pris på enkens to mønter som på Marias ’meget dyre’ olie. Begge kvinder ydede deres bedste, og begges gaver var derfor værdifulde i Guds øjne. Fortvivl derfor ikke hvis du fra tid til anden føler at du er uden værd fordi du ikke er i stand til at gøre alt det du gerne vil i tjenesten for Gud. Jehova tager med glæde imod det bedste du kan yde. Husk at Jehova „ser på hjertet“ og derfor udmærket kender dit hjertes længsler. — 1 Samuel 16:7.
19. Hvorfor bør vi ikke kritisere andres tjeneste for Gud?
19 Den måde Jehova betragter os på når vi tjener ham af hele vores sjæl, bør også påvirke den måde vi betragter og behandler hinanden på. Det ville være ukærligt at kritisere den indsats andre yder eller sammenligne den enes tjeneste med den andens! En kristen har sørgeligt nok skrevet: „Nogle gange giver andre en det indtryk at enten er man pioner eller også er man ingenting. Vi der ’kun’ er almindelige forkyndere, og som kæmper for at holde os i gang, har også brug for at føle os værdsat.“ Vi må huske at vi ikke har fået bemyndigelse til at afgøre hvorvidt en medkristen tjener Gud af hele sin sjæl. (Romerne 14:10-12) Jehova sætter pris på hver eneste af de mange millioner trofaste forkyndere der tjener ham af hele deres sjæl, og det bør vi også gøre.
20. Hvad er det normalt bedst at antage hvad angår vore trosfæller?
20 Men hvad nu hvis nogle tilsyneladende gør mindre end de kan i forkyndelsen? Hvis en trosfælles forkyndervirksomhed daler, kan det give omsorgsfulde ældste et fingerpeg om at der er brug for hjælp eller opmuntring. Vi må dog ikke glemme at nogles tjeneste måske mere svarer til enkens småmønter end til Marias kostbare olie. Det er som regel bedst at antage at vore brødre og søstre elsker Jehova, og at deres kærlighed vil få dem til at gøre så meget — ikke så lidt — de kan. Ingen samvittighedsfuld tjener for Jehova vil ønske at gøre mindre end han er i stand til i tjenesten for Gud! — 1 Korinther 13:4, 7.
21. Hvilken glædebringende tjeneste har mange valgt, og hvilke spørgsmål opstår i den forbindelse?
21 For mange blandt Guds folk har det at tjene Gud af hele deres sjæl betydet at de har valgt en særdeles glædebringende tjeneste, nemlig pionertjenesten. Hvilke velsignelser får de? Hvordan kan vi der endnu ikke har kunnet være pionerer, vise at vi ejer pionerånden? Det vil vi få svar på i den næste artikel.
[Fodnoter]
a Eftersom Mattias erstattede Judas som apostel, må det have været hans navn, og ikke Paulus’ navn, der var indgraveret på en af de 12 grundsten. Skønt Paulus var apostel, var han ikke en af de tolv.
b Hver af disse mønter var en lepton, datidens mindste jødiske mønt. To lepta svarede til 1/64 af en dagløn. Ifølge Mattæus 10:29 kunne man for en assarion (der svarede til otte lepta) købe to spurve, som var blandt de billigste af de fugle de fattige brugte til føde. Denne enke var virkelig meget fattig, for hun ejede kun det halve af hvad der skulle til for at købe en enkelt spurv, som knapt udgjorde et måltid.
Hvad vil du svare?
◻ Hvad vil det sige at tjene Jehova af hele sin sjæl?
◻ Hvordan viser illustrationen i Første Korintherbrev 12:14-26 at Jehova ikke sammenligner os med andre?
◻ Hvad kan vi lære af Jesu udtalelse om Marias kostbare olie og enkens to småmønter hvad angår det at yde af hele vor sjæl?
◻ Hvordan bør Jehovas syn på vor tjeneste påvirke vort syn på hinanden?
[Illustration på side 15]
Maria gav det bedste hun ejede, da hun gød en „meget dyr“ olie på Jesu hoved og fødder
[Illustration på side 16]
Enkens mønter, der var næsten uden materiel værdi, var uvurderlige i Jehovas øjne