JOHANNES
[Det danske navn som svarer til det hebraiske Jehohanan, der betyder „Jehova har vist gunst“; „Jehova har været nådig“].
1. Johannes Døber, søn af Zakarias og Elisabet; forløber for Jesus. Begge hans forældre hørte til Arons præsteslægt, og hans fader, Zakarias, var præst af Abijas skifte. — Lu 1:5, 6.
Hans mirakuløse fødsel. På et tidspunkt i år 3 f.v.t. mens Abijas skifte gjorde tjeneste ved templet, blev det Zakarias’ tur til at nyde den sjældne forret at ofre røgelse i helligdommen. Da Zakarias stod foran røgelsesalteret, viste engelen Gabriel sig for ham og meddelte ham at han ville få en søn, som han skulle give navnet Johannes. Denne søn skulle være nasiræer hele sit liv, ligesom Samson havde været. Han skulle være stor i Jehovas øjne og gå foran ham „for at gøre et beredt folk klar til Jehova“. Johannes’ fødsel ville være et Guds mirakel, for både Zakarias og Elisabet var oppe i årene. — Lu 1:7-17.
Da Elisabet var i sjette måned, fik hun besøg af sin slægtning Maria, som da var blevet gravid ved den hellige ånd. Så snart hun hørte Marias hilsen, sprang det ufødte barn i hendes liv, og fyldt med hellig ånd omtalte hun det barn som Maria skulle føde, som sin ’Herre’. — Lu 1:26, 36, 39-45.
Da Elisabets barn var blevet født, ville naboer og slægtninge give det faderens navn, men Elisabet sagde: „Nej, nej! han skal hedde Johannes.“ Så spurgte man Zakarias hvad han ønskede at barnet skulle hedde. Som engelen Gabriel havde sagt, havde Zakarias været ude af stand til at tale fra den dag han havde fået at vide at han ville få en søn, så han bad om en tavle og skrev: „Johannes er hans navn.“ I samme øjeblik blev Zakarias’ mund åbnet, og han begyndte at tale. Da forstod alle at Jehovas hånd var med barnet. — Lu 1:18-20, 57-66.
Begyndelsen til hans tjeneste. Johannes tilbragte de første år af sit liv i Judæas bjergland, hvor hans forældre boede. Han „voksede og styrkedes i ånd, og han opholdt sig i ørkenerne indtil den dag han skulle træde åbent frem for Israel“. (Lu 1:39, 80) Ifølge Lukas’ beretning begyndte han sin tjeneste i kejser Tiberius’ 15. regeringsår. Han var da omkring 30 år gammel. Skønt der ikke foreligger noget om at han tjente som præst ved templet, var det i den alder præsterne indtrådte i tempeltjenesten. (4Mo 4:2, 3) Augustus døde den 17. august år 14 e.v.t., og Tiberius blev udråbt til kejser af det romerske senat den 15. september; hans 15. regeringsår strakte sig derfor fra den sidste del af år 28 e.v.t. til august eller september i år 29 e.v.t. Eftersom Jesus (også i en alder af omkring 30 år) fremstillede sig til dåb om efteråret, må Johannes, der var seks måneder ældre, have påbegyndt sin tjeneste i foråret 29 e.v.t. — Lu 3:1-3, 23.
Johannes indledte sin tjeneste i Judæas Ørken, hvor han forkyndte: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Mt 3:1, 2) Ligesom profeten Elias bar han en klædning af kamelhår og havde et læderbælte om lænden, og hans føde bestod af græshopper og vild honning. (2Kg 1:8; Mt 3:4; Mr 1:6) Han var lærer og blev derfor kaldt „rabbi“ af sine disciple. — Joh 3:26.
Formålet med hans gerning. Johannes forkyndte dåb til synders tilgivelse for angrende jøder og proselytter. (Mr 1:1-5; Apg 13:24) Gud havde sendt ham til jøderne for at vise dem sin kærlighed og godhed. De befandt sig i et pagtsforhold til Jehova, men havde gjort sig skyldige i synder mod Lovpagten. Johannes henledte deres opmærksomhed på at de havde brudt pagten, og han tilskyndede de oprigtige iblandt dem til at angre, eller ændre sind. Som symbol på sindsændringen blev de døbt i vand og var derefter parate til at anerkende og tage imod Messias. (Apg 19:4) Det var alle slags mennesker, selv skøger og skatteopkrævere, der kom til Johannes for at blive døbt. (Mt 21:32) Der kom også farisæere og saddukæere til dåben, og Johannes forkyndte et svidende domsbudskab for dem, og han talte om dommen som var nært forestående. Han skånede dem ikke, men kaldte dem „giftslangeyngel“ og påpegede at deres kødelige afstamning fra Abraham ikke ville gavne dem. — Mt 3:7-12.
Johannes lærte dem der kom til ham, at de skulle dele med andre, ikke udbytte nogen, være tilfredse med de midler de havde til livets opretholdelse, og ikke terrorisere nogen. (Lu 3:10-14) Han lærte også sine døbte disciple at bede til Gud. (Lu 11:1) På dette tidspunkt ’var folket i forventning, og alle spurgte i deres hjerter angående Johannes: „Kunne han måske være Messias?“’ Johannes svarede at det var han ikke, og erklærede at den der skulle følge efter ham, ville være langt større. (Lu 3:15-17) Da nogle præster og levitter kom til ham i Betania på den anden side af Jordan og spurgte ham om han var Elias, eller om han var „Profeten“, svarede han også benægtende. — Joh 1:19-28.
Skønt han ikke gjorde mirakler som Elias (Joh 10:40-42), kom han med Elias’ ånd og kraft. Han udførte den kraftige gerning at „vende fædres hjerter om til børn og ulydige til retfærdiges praktiske visdom“. Han gennemførte den opgave han havde fået: at „gøre et beredt folk klar til Jehova“. Ja, han ’vendte mange af Israels sønner om til Jehova, deres Gud’. (Lu 1:16, 17) Han tjente som forløber for Jehovas udsending, Jesus Kristus.
Johannes præsenterer „Guds lam“. I efteråret 29 kom Jesus til Johannes for at blive døbt. Johannes vægrede sig først, for han vidste at han selv var en synder, og at Jesus var retfærdig. Men da Jesus insisterede, gav Johannes efter. Gud havde lovet Johannes et tegn så han kunne vide hvem der var Guds søn. (Mt 3:13; Mr 1:9; Lu 3:21; Joh 1:33) Efter at Jesus var blevet døbt, viste tegnet sig: Johannes så Guds ånd komme ned over Jesus og hørte Gud selv erklære at Jesus var hans søn. Der var øjensynlig ikke andre til stede ved den lejlighed. — Mt 3:16, 17; Mr 1:9-11; Joh 1:32-34; 5:31, 37.
I omkring 40 dage efter sin dåb opholdt Jesus sig i ørkenen. Da han vendte tilbage, udpegede Johannes ham for sine disciple som „Guds lam som tager verdens synd bort“. (Joh 1:29) Dagen efter blev Andreas og en anden discipel (sandsynligvis Johannes, Zebedæus’ søn) præsenteret for Jesus. (Joh 1:35-40) På denne måde begyndte Johannes Døber som en trofast ’dørvogter’ for den israelitiske ’fårefold’ at overgive sine disciple til „den rigtige hyrde“. — Joh 10:1-3, 11.
Samtidig med at Jesu disciple døbte i det judæiske land, døbte Johannes i Ænon nær Salem. (Joh 3:22-24) Da Johannes hørte at Jesus fik mange disciple, blev han ikke skinsyg, men svarede: „Denne min glæde [er] blevet hel og fuld. Han må nødvendigvis være i stadig fremgang, men jeg i stadig tilbagegang.“ — Joh 3:26-30.
De sidste dage af hans tjeneste. Denne udtalelse af Johannes kom til at holde stik. Efter godt et års nidkær tjeneste blev han med ét standset i sin virksomhed. Han blev kastet i fængsel af Herodes Antipas fordi han havde irettesat denne for hans utugtige forhold til Herodias, som han havde giftet sig med skønt hun allerede var gift med hans broder Filip. Antipas, der nominelt var jødisk proselyt og derfor underlagt Moseloven, var bange for Johannes, da han vidste at han var en retfærdig mand. — Mr 6:17-20; Lu 3:19, 20.
Mens Johannes sad fængslet, hørte han at Jesus havde oprejst en enkes søn i Nain og udførte andre kraftige gerninger. Da han gerne ville have en bekræftelse fra Jesus selv, sendte han to af sine disciple hen for at spørge ham: „Er du den der kommer, eller skal vi vente en anden?“ Jesus svarede dem ikke direkte, men for øjnene af dem helbredte han mange, ja uddrev endog dæmoner, hvorefter han sagde til dem at de kunne meddele Johannes at blinde, døve, halte og andre blev helbredt, og at den gode nyhed blev forkyndt. Således blev Johannes — ikke alene ved ord, men også ved det vidnesbyrd der lå i Jesu gerninger — trøstet og forsikret om at Jesus var den sande Messias (Kristus). (Mt 11:2-6; Lu 7:18-23) Da sendebudene fra Johannes var gået, åbenbarede Jesus for folkeskarerne at Johannes var mere end en profet, ja, han var den som Jehovas profet Malakias havde skrevet om. Jesus møntede også profetien i Esajas 40:3 på Johannes, sådan som Johannes’ fader, Zakarias, tidligere havde gjort. — Mal 3:1; Mt 11:7-10; Lu 1:67, 76; 7:24-27.
Jesus forklarede også sine disciple at Johannes’ komme var en opfyldelse af profetien i Malakias 4:5, 6 om at Gud ville sende profeten Elias før hans store og frygtindgydende dag kom. Men selv om Johannes var stor („Blandt dem der er født af kvinder er der ikke oprejst nogen større end Johannes Døber“), ville han ikke blive medlem af ’brudeskaren’ som skal herske sammen med Kristus i hans himmelske rige (Åb 21:9-11; 22:3-5), for „en af de mindre i himlenes rige er større end han“. (Mt 11:11-15; 17:10-13; Lu 7:28-30) Jesus forsvarede desuden indirekte Johannes mod den anklage at han havde en dæmon. — Mt 11:16-19; Lu 7:31-35.
Nogen tid efter dette fik Herodias afløb for sit had til Johannes. Under fejringen af Herodes’ fødselsdag optrådte hendes datter med en dans og behagede Herodes i den grad at han med en ed lovede at give hende hvad som helst hun bad om. Vejledt af sin moder bad hun om at få Johannes’ hoved. Af hensyn til sin ed og gæsterne opfyldte Herodes hendes ønske. Johannes blev halshugget i fængselet, og hans hoved blev givet hende på et fad, hvorefter hun bragte det til sin moder. Senere kom Johannes’ disciple og hentede hans lig og begravede det, og de gav Jesus besked om hvad der var sket. — Mt 14:1-12; Mr 6:21-29.
Da Herodes efter Johannes’ død hørte om hvordan Jesus forkyndte, helbredte og uddrev dæmoner, blev han bange, idet han troede at det var Johannes der var blevet oprejst fra de døde. Derefter ønskede han ivrigt at få Jesus at se, ikke for at høre ham forkynde, men fordi han ikke var sikker i sin sag. — Mt 14:1, 2; Mr 6:14-16; Lu 9:7-9.
Johannes’ dåb hører op. Johannes’ dåb fortsatte indtil pinsedagen i år 33 da den hellige ånd blev udgydt. Fra da af blev der forkyndt dåb „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“. (Mt 28:19; Apg 2:21, 38) De som derefter blev døbt med Johannes’ dåb, måtte gendøbes i Herren Jesu navn for at modtage den hellige ånd. — Apg 19:1-7.
2. Fader til apostelen Simon Peter. I Johannes 1:42 og 21:15-17 kaldes han Johannes ifølge Det Sinaitiske Håndskrift og de gammellatinske oversættelser. I nogle håndskrifter og oversættelser kaldes han Jonas. Jesus kalder ham Jonas i Mattæus 16:17.
3. Apostelen Johannes, søn af Zebedæus og Salome (jf. Mt 27:55, 56; Mr 15:40) og broder til apostelen Jakob. Jakob var sandsynligvis den ældste, idet han som regel nævnes først af de to. (Mt 10:2; Mr 3:14, 16, 17; Lu 6:14; 8:51; 9:28; Apg 1:13) Hans moder, Salome, var af Davids hus og muligvis en kødelig søster til Maria, Jesu moder.
Baggrund. Johannes’ familie ser ud til at have været forholdsvis velstillet, for hans fader, Zebedæus, drev sammen med Simon en fiskerivirksomhed der også beskæftigede lejede folk. (Mr 1:19, 20; Lu 5:9, 10) Hans moder, Salome, var blandt de kvinder der ledsagede Jesus og sørgede for ham mens han var i Galilæa (jf. Mt 27:55, 56; Mr 15:40, 41), og hun var en af dem der købte vellugtende stoffer for at berede Jesu legeme til begravelsen. (Mr 16:1) Johannes havde åbenbart sit eget hus. — Joh 19:26, 27.
Zebedæus og Salome var troende hebræere, og alt tyder på at de oplærte Johannes i De Hellige Skrifter. Det antages i almindelighed at han var den discipel af Johannes Døber der stod sammen med Andreas da Johannes Døber udpegede Jesus med ordene: „Se, Guds lam!“ At han straks var rede til at anerkende Jesus som Messias, viser at han kendte De Hebraiske Skrifter. (Joh 1:35, 36, 40-42) Mens der ikke siges noget om at Zebedæus nogen sinde blev en discipel af hverken Johannes Døber eller Jesus Kristus, lader det på den anden side heller ikke til at han forsøgte at hindre sine to sønner i at slutte sig til Jesus som heltidsforkyndere.
Da Johannes og Peter blev ført frem for jødernes ledere, blev de betragtet som „ulærde og almindelige mennesker“. Det vil dog ikke sige at de ikke havde gået i skole eller ikke kunne læse og skrive, men blot at de ikke havde fået deres oplæring ved rabbinernes skoler. Der står at lederne genkendte dem som nogle der „plejede at være sammen med Jesus“. — Apg 4:13.
Bliver en Kristi discipel. Efter at Johannes var blevet præsenteret for Jesus Kristus i efteråret 29, fulgte han uden tvivl med Jesus til Galilæa og var øjenvidne til hans første mirakel i Kana. (Joh 2:1-11) Han har muligvis også ledsaget Jesus fra Galilæa til Jerusalem og igen på tilbagevejen gennem Samaria til Galilæa, for hans levende skildring af begivenhederne under denne del af Jesu tjeneste tyder på at han var øjenvidne, uden at dette dog siges direkte i beretningen. (Joh 2-5) Johannes blev imidlertid ved fiskeriet i nogen tid efter at han havde lært Jesus at kende. Da Jesus året efter kom gående langs Galilæas Sø, så han Jakob og Johannes i båden sammen med deres fader, Zebedæus, optaget af at reparere deres net. Han kaldte dem til heltidsgerningen som „menneskefiskere“, og Lukas’ beretning siger: „Så bragte de bådene tilbage til land, og de forlod alt og fulgte ham.“ (Mt 4:18-22; Lu 5:10, 11; Mr 1:19, 20) Senere blev de af Jesus udvalgt til at være apostle. — Mt 10:2-4.
Johannes var en af de tre der havde det fortroligste forhold til Jesus. Peter, Jakob og Johannes var de eneste der blev taget med på forklarelsens bjerg. (Mt 17:1, 2; Mr 9:2; Lu 9:28, 29) De var de eneste af apostlene der fik lov til at følge med Jesus ind i Jairus’ hus. (Mr 5:37; Lu 8:51) Den nat Jesus blev forrådt, lod han disse tre følge ham længere ind i Getsemane Have end de andre apostle, skønt selv de på dette tidspunkt ikke indså den fulde betydning af det der skete, eftersom de tre gange faldt i søvn og måtte vækkes af Jesus. (Mt 26:37, 40-45; Mr 14:33, 37-41) Johannes lå ved siden af Jesus ved det sidste påskemåltid og indstiftelsen af Herrens aftensmåltid. (Joh 13:23) Han var også den discipel der ved Jesu død fik den særlige forret betroet at skulle sørge for Jesu moder. — Joh 21:7, 20; 19:26, 27.
Hvordan han omtaler sig selv. I sit evangelium omtaler Johannes aldrig sig selv ved navn. Han kalder sig enten en af Zebedæussønnerne eller den discipel som Jesus elskede. Når han taler om Johannes Døber, kalder han ham, i modsætning til de andre evangelieskribenter, kun for „Johannes“. Det ville være det mest naturlige for en af samme navn eftersom ingen ville være i tvivl om hvem han talte om. Andre skribenter ville være nødt til at bruge et tilnavn, en titel eller en anden nærmere betegnelse for at vise hvem de mente, sådan som Johannes selv gør når han taler om en af de kvinder der hed Maria. — Joh 11:1, 2; 19:25; 20:1.
Når man betragter Johannes’ beretning i dette lys, bliver det klart at han selv var den unavngivne discipel der var sammen med Andreas, og som Johannes Døber præsenterede Jesus Kristus for. (Joh 1:35-40) Efter Jesu opstandelse var det Johannes der løb hurtigere end Peter hen til graven for at undersøge om det var rigtigt at Jesus var opstået. (Joh 20:2-8) Han så den opstandne Jesus samme aften (Joh 20:19; Lu 24:36) og igen ugen efter. (Joh 20:26) Han var en af de syv der vendte tilbage til fiskeriet, og som Jesus viste sig for. (Joh 21:1-14) Johannes var også til stede på bjerget i Galilæa efter Jesu opstandelse, og han hørte personligt befalingen: „Gør disciple af folk af alle nationerne.“ — Mt 28:16-20.
Hans senere tjeneste. Efter Jesu himmelfart var Johannes blandt de omtrent 120 disciple der var samlet i Jerusalem da Mattias blev udvalgt ved lodkastning og blev regnet som apostel sammen med de 11. (Apg 1:12-26) Han var til stede da ånden blev udgydt på Pinsedagen, og han så 3000 blive føjet til menigheden den dag. (Apg 2:1-13, 41) Han og Peter gjorde de jødiske ledere opmærksomme på det princip som Guds folks menighed fulgte: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ (Apg 4:19, 20) Og sammen med Peter og de andre apostle sagde han til Sanhedrinet: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apg 5:27-32.
Efter at Stefanus var blevet dræbt af de rasende jøder, udbrød der en voldsom forfølgelse imod menigheden i Jerusalem, og disciplene blev spredt. Johannes og de øvrige apostle blev imidlertid i Jerusalem. Da mange i Samaria derefter tog imod Guds ord som følge af missionæren Filips forkyndelse, sendte det styrende råd Peter og Johannes ud til dem for at disse nye disciple kunne få den hellige ånd. (Apg 8:1-5, 14-17) Paulus omtalte senere Johannes som en af dem i Jerusalem der „ansås for at være søjler“ i menigheden. Som medlem af det styrende råd var Johannes med til at give Paulus og Barnabas „højre hånd som tegn på fællesskab“ da de blev sendt ud for at forkynde for nationerne (hedningerne). (Ga 2:9) Omkring år 49 deltog Johannes i det styrende råds drøftelse af spørgsmålet om hedningekristnes omskærelse. — Apg 15:5, 6, 28, 29.
Mens Jesus endnu var på jorden, havde han antydet at Johannes ville overleve de andre apostle. (Joh 21:20-22) Han kom også til at tjene Jehova trofast i omkring 70 år. Hen imod slutningen af sit liv var han fange på øen Patmos fordi han „havde talt om Gud og vidnet om Jesus“. (Åb 1:9) Selv i en meget høj alder (omkring år 96) var han altså stadig nidkær og aktiv i forkyndelsen af den gode nyhed.
Under opholdet på Patmos fik Johannes de storslåede åbenbaringssyner, som han trofast nedskrev. (Åb 1:1, 2) Det antages almindeligvis at han blev forvist til øen af kejser Domitian og blev løsladt af Domitians efterfølger, kejser Nerva (år 96-98). Ifølge traditionen bosatte han sig i Efesus, hvor han skrev sit evangelium og sine tre breve omkring år 98. Man mener at han døde i Efesus i år 100, i kejser Trajans regeringstid.
Personlighed. De lærde har i almindelighed opfattet Johannes som passiv, sentimental og indadvendt. J. P. Lange skriver således: „Med sit tænksomme, værdige og ideale sind gik Johannes som en engel gennem livet.“ (Commentary on the Holy Scriptures, oversat og redigeret af P. Schaff, 1976, bd. 9, s. 6) De bygger deres bedømmelse af hans personlighed på at han taler så meget om kærlighed og ikke virker så fremtrædende i bogen Apostelgerninger som Peter og Paulus. De henviser også til at han tilsyneladende har ladet Peter føre ordet når de var sammen.
Det er sandt at det altid var Peter der førte ordet når de to var sammen. Der siges imidlertid ikke at Johannes var tavs. Da Peter og Johannes stod anklaget for folkets ledere og ældste, talte de begge uden frygt. (Apg 4:13, 19) Både Johannes og de andre apostle talte også frimodigt til Sanhedrinet skønt det er Peter der nævnes ved navn. (Apg 5:29) Johannes beviste desuden at han var energisk og handlekraftig da han løb fra Peter på vejen ud til Jesu grav. — Joh 20:2-8.
Tidligt under deres tjeneste som apostle gav Jesus Johannes og hans broder, Jakob, tilnavnet „Boanerges“, der betyder „Tordensønner“. (Mr 3:17) Denne betegnelse vidner afgjort ikke om en blid, sentimental eller kraftløs natur, men derimod om en særdeles dynamisk personlighed. Da en samaritansk landsby ikke tog gæstfrit imod Jesus, var disse „Tordensønner“ parate til at kalde ild ned fra himmelen over dens indbyggere. Tidligere havde Johannes søgt at hindre en mand i at uddrive dæmoner i Jesu navn. Begge handlinger medførte en tilrettevisning fra Jesus. — Lu 9:49-56.
De to brødre var ved disse lejligheder noget uforstandige og afslørede at de endnu ikke var i besiddelse af den ligevægt, kærlighed og barmhjertighed de senere opnåede. Ikke desto mindre var deres optræden ved disse to lejligheder udtryk for loyalitet, beslutsomhed og handlekraft, egenskaber som — hvis de blev ledet i den rigtige retning — kunne gøre dem til stærke, energiske og trofaste vidner. Jakob døde som martyr for Herodes Agrippa I’s hånd (Apg 12:1, 2), og Johannes, der overlevede de andre apostle, var trofast til det sidste som en søjle i menigheden, „delagtig [med de øvrige kristne] i trængselen og riget og udholdenheden i samfund med Jesus“. — Åb 1:9.
Da Jakob og Johannes, åbenbart gennem deres moder, anmodede Kristus om at måtte få sæde ved siden af ham i hans rige, afslørede de nogle ambitioner som gjorde de andre apostle harmfulde. Men det gav Jesus lejlighed til at forklare at den der ville være stor iblandt dem, måtte tjene de andre. Derefter påpegede han at han selv var kommet for at tjene og for at give sit liv som en løsesum for mange. (Mt 20:20-28; Mr 10:35-45) Men selv om deres ønske var selvisk, viser episoden at de troede på Riget som en realitet.
Hvis Johannes virkelig havde været svag, kraftløs, indadvendt og verdensfjern, ville Jesus Kristus efter al sandsynlighed ikke have benyttet ham til at skrive den opildnende og magtfulde Åbenbaringsbog, hvori Kristus gentagne gange opfordrer de kristne til at sejre over verden, taler om at den gode nyhed skal forkyndes på hele jorden, og udsender tordnende domsbudskaber fra Gud.
Det er sandt at Johannes taler mere om kærlighed end de andre evangelieskribenter. Det er imidlertid intet bevis for at han var veg og sentimental. Kærlighed er tværtimod en egenskab der vidner om styrke. Hele Loven og Profeterne byggede på kærlighed. (Mt 22:36-40) „Kærligheden svigter aldrig,“ siger Paulus, og kærligheden er „enhedens fuldkomne bånd“. (1Kor 13:8; Kol 3:14) Den form for kærlighed Johannes tilskyndede til, er principfast og kan komme til udtryk i såvel tugt og kraftige irettesættelser som i venlighed og barmhjertighed.
Overalt hvor Johannes optræder i de tre synoptiske evangelier såvel som i sine egne skrifter, viser han den samme stærke kærlighed til og loyalitet mod Jesus Kristus og hans Fader, Jehova. Denne loyalitet, samt hans had til det onde, kommer til udtryk ved at han peger på de dårlige motiver eller karaktertræk der undertiden lå til grund for andres handlinger. Han er den eneste der fortæller at det var Judas der beklagede sig over at Maria brugte den dyre salveolie til at salve Jesu fødder med, og at han beklagede sig fordi det var ham der havde pengekassen og stjal af den. (Joh 12:4-6) Det er ham der fortæller at Nikodemus kom til Jesus „om natten“. (Joh 3:2) Han anfører den alvorlige brist hos Josef fra Arimatæa at denne var „en discipel af Jesus, men i det skjulte af frygt for jøderne“. (Joh 19:38) Johannes kunne ikke forlige sig med at nogen kunne hævde at være en discipel af hans Herre og alligevel skamme sig over det.
Da Johannes skrev sit evangelium og sine breve, havde han udviklet åndens frugter i langt højere grad end da han var ung og lige havde sluttet sig til Jesus. Han var tydeligvis ikke mere den samme som dengang han bad om en særlig plads i Riget. I hans skrifter finder vi mange udtryk for hans modenhed og gode vejledning som kan hjælpe os til at efterligne hans handlekraft, trofasthed og loyalitet.
4. Johannes Markus. En af Jesu disciple og den der skrev Markusevangeliet. Han kaldes ofte „evangelisten Markus“. Markus var hans tilnavn. Hans moder hed Maria, og hendes hjem i Jerusalem var samlingssted for disciplene. (Apg 12:12) Han ledsagede Paulus og Barnabas på deres første missionsrejse (Apg 12:25; 13:5), men han forlod dem i Perge i Pamfylien og vendte tilbage til Jerusalem. (Apg 13:13) Derfor ville Paulus senere ikke have Markus med på den næste tur, og Barnabas rejste så af sted i en anden retning og tog Markus med. (Apg 15:36-41) Imidlertid viste Markus sig åbenbart senere at være en både pålidelig og flittig medarbejder, for Paulus skrev til Timoteus fra Rom, hvor han sad fængslet: „Tag Markus og bring ham med dig, for han er nyttig for mig og kan gøre tjeneste.“ — 2Ti 4:11; se MARKUS.
5. En af jødernes ledere (muligvis en slægtning til den overordnede præst Annas) som sammen med Annas og Kajfas fik apostlene Peter og Johannes arresteret og ført frem for sig. Selv om de havde bevis for at Peter mirakuløst havde helbredt en vanfør mand, befalede de Peter og Johannes at de skulle standse deres forkyndelse, og de truede dem også. Men da de ikke havde noget grundlag for at skride ind over for apostlene, og da de var bange for folket, løslod de dem. — Apg 3:1-8; 4:5-22.