JUDÆA
(Judæʹa) [fra hebr.; fra (tilhørende) Juda].
Et område i Palæstina. Dets grænser kan ikke fastlægges nøjagtigt, men det målte efter alt at dømme omkring 80 km fra øst til vest og godt 50 km fra nord til syd. Mod nord grænsede det op til Samaria og mod syd til Idumæa, mens østgrænsen blev dannet af Jordandalen og Det Døde Hav, og vestgrænsen af Middelhavet. Da idumæernes område blev indlemmet i Judæa, kom sydgrænsen øjensynlig til at gå fra et sted syd for Gaza i vest til Masada i øst.
Bemærkningen i Mattæus 19:1 om at Jesus forlod Galilæa og „kom til Judæas grænseegne på den anden side af Jordan“, kan betyde at Jesus fra Galilæa gik over Jordan, rejste gennem Peræa og derfra gik over Jordan igen, ind i Judæa.
På den tid da Johannes Døber og Jesus blev født, var Herodes den Store „konge i Judæa“. (Lu 1:5) Han var blevet udnævnt til konge over Judæa af det romerske senat omkring år 39 f.v.t. Derefter var hans område lidt efter lidt blevet udvidet, og ved sin død herskede han over Judæa, Galilæa, Samaria, Idumæa, Peræa og flere andre områder. Hans søn Arkelaus arvede herredømmet over Judæa, Samaria og Idumæa. (Jf. Mt 2:22, 23.) Da Arkelaus blev landsforvist, kom Judæa under romerske landshøvdinger som residerede i Cæsarea. Med undtagelse af den korte tid Herodes Agrippa I herskede som konge over Palæstina (Apg 12:1), blev Judæa styret af romerske landshøvdinger indtil den jødiske opstand i år 66.
Ved slutningen af det 1. århundrede f.v.t. blev den lovede Messias, Jesus, som forudsagt født i Betlehem i Judæa. (Mt 2:3-6; Lu 2:10, 11) Efter astrologernes besøg blev Jesu adoptivfader, Josef, i en drøm advaret af en engel om at Herodes den Store havde i sinde at rydde barnet af vejen, og han flygtede derfor med sin familie til Ægypten. Da Herodes døde, vendte Josef ikke tilbage til Judæa, men bosatte sig i Nazaret i Galilæa. Grunden var at Herodes’ søn Arkelaus nu herskede over Judæa, og at Josef i en drøm var blevet advaret mod at vende tilbage dertil. — Mt 2:7-23.
Da Johannes Døber i foråret 29 begyndte at forberede Messias’ komme, var Judæa underlagt den romerske landshøvding Pontius Pilatus. Mange jøder, deriblandt judæere, kom for at høre hvad Johannes forkyndte i Judæas Ørken, og blev døbt som symbol på deres sindsændring. (Mt 3:1-6; Lu 3:1-16) Da Jesus mindre end otte måneder senere indledte sin tjeneste, fik Judæas indbyggere yderligere lejlighed til at vende om til Jehova af et helt hjerte. I nogen tid døbte Jesu disciple endog flere end Johannes. (Joh 3:22; 4:1-3) Da Jesus tog til Galilæa, fulgte store folkeskarer fra Jerusalem og Judæa med ham og fik dermed gavn af hans forkyndelse dér. (Mt 4:25; Mr 3:7; Lu 6:17) Ligesom galilæerne fik mange af disse judæere uden tvivl deres første interesse vakt af det de så Jesus gøre i Jerusalem ved højtiden (påsken i år 30). (Joh 4:45) Desuden nåede rygtet om de mirakler Jesus udførte i Galilæa, som for eksempel opvækkelsen af enkens søn fra Nain, også ud i Judæa. — Lu 7:11-17.
Hos de religiøse ledere i Judæa stødte Jesus imidlertid på stærk modstand. De har åbenbart haft større magt over befolkningen i Judæa end i Galilæa. Allerede fra påsken i år 31 var Jesus ikke længere i sikkerhed i Judæa. (Joh 5:1, 16-18; 7:1) Alligevel overværede han højtiderne i Jerusalem og benyttede lejligheden til at forkynde. (Joh 7:10-13, 25, 26, 32; 10:22-39) Det var sandsynligvis i Judæa, efter løvhyttefesten i år 32, at Jesus sendte de 70 disciple ud for at forkynde. (Lu 10:1-24) Da han senere erfarede at hans ven Lazarus var død, besluttede han igen at tage til Judæa, til trods for at judæerne havde forsøgt at stene ham. Da han derefter oprejste Lazarus i Betania, blev dette endnu en årsag til at de religiøse ledere søgte at få ham dræbt. Nogle af dem sagde: „Hvis vi lader ham fortsætte således, vil alle få tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort sted og vor nation.“ — Joh 11:5-8, 45-53.
Selv om de synoptiske evangelier hovedsagelig beskæftiger sig med Jesu tjeneste i Galilæa (sandsynligvis fordi han blev bedre modtaget dér), forsømte han ikke Judæa. Da han blev anklaget for Pilatus, kunne hans fjender sige: „Han ophidser folket ved at undervise i hele Judæa, ja fra Galilæa, hvor han begyndte, og hertil.“ — Lu 23:5.
Efter Jesu Kristi død og opstandelse blev der fortsat aflagt et grundigt vidnesbyrd i Jerusalem og Judæa. (Apg 1:8) På pinsedagen i år 33 var der uden tvivl også judæere blandt de 3000 der gav agt på Peters forkyndelse og lod sig døbe. I tiden derefter voksede menigheden i Jerusalem støt. (Apg 2) Men den mødte også modstand. (Apg 4:5-7, 15-17; 5:17, 18, 40; 6:8-12) Da Stefanus var blevet stenet, udbrød der en så voldsom forfølgelse at „alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæas og Samarias egne“. (Apg 8:1) Men i stedet for at være en hindring medførte det at det kristne budskab blev udbredt endnu mere, og nye menigheder blev øjensynlig oprettet både i Judæa og andre steder. (Apg 8:4; Ga 1:22) Efter at forfølgeren Saulus fra Tarsus var blevet omvendt til kristendommen, „kom menigheden i hele Judæa og Galilæa og Samaria da ind i en periode med fred og blev opbygget; og idet den vandrede i Jehovas frygt og i den hellige ånds trøst, voksede den stadig i antal“. (Apg 9:31) Den tidligere forfølger, apostelen Paulus, forkyndte selv i Jerusalem og Judæa. (Apg 26:20) Som følge af hans og andres virksomhed blev der oprettet nye menigheder, og apostlene og de ældste i menigheden i Jerusalem tjente som et styrende råd for dem alle. — Apg 15:1-33; Ro 15:30-32.
Mange af de jødiske kristne der boede i Judæa, var åbenbart fattige. Det må derfor have været meget opmuntrende for dem at deres kristne brødre i andre dele af verden organiserede hjælpeforanstaltninger og samlede ind til dem. (Apg 11:28-30; Ro 15:25-27; 1Kor 16:1-3; 2Kor 9:5, 7) Mens de jødiske kristne i Judæa fortsatte deres trofaste tjeneste, blev de udsat for megen forfølgelse fra deres ikketroende landsmænds side. (1Ts 2:14) Da de romerske hære under Cestius Gallus i år 66 trak sig tilbage fra Jerusalem, flygtede disse kristne i lydighed mod Jesu profetiske ord fra Jerusalem og Judæa til bjergene, hvorved de undgik den frygtelige ødelæggelse der ramte Jerusalem i år 70. — Mt 24:15, 16; Mr 13:14; Lu 21:20, 21.