Sand lykke i tjenesten for Jehova
„Lykkelig er den der har Jakobs Gud som sin hjælp, den hvis håb står til Jehova hans Gud.“ — SALME 146:5
1, 2. Hvad er der blevet sagt om definitionen på lykke, og hvad er lykke ensbetydende med for mange i dag?
HVAD er lykke? Ordbogsforfattere, filosoffer og teologer har i århundreder forsøgt at definere dette begreb. Men de er ikke nået frem til en endegyldig definition. Encyclopædia Britannica indrømmer: „’Lykke’ er et af de mest udefinerlige ord.“ Lykke afhænger åbenbart af forskellige faktorer alt efter menneskers holdning til livet.
2 For mange mennesker er lykke forbundet med et godt helbred, materielle ejendele og gode venner. Ikke desto mindre findes der mennesker som ejer alt dette men som alligevel er ulykkelige. For mænd og kvinder der er indviet til Jehova Gud, indeholder Bibelen en opskrift på lykke der adskiller sig meget fra den almindelige opfattelse.
Et andet syn på lykke
3, 4. (a) Hvem priste Jesus lykkelige? (b) Hvad lægger vi mærke til i forbindelse med det Jesus siger vil føre til lykke?
3 I sin bjergprædiken siger Jesus ikke at lykke afhænger af om man har et godt helbred, materielle ejendele og lignende. Han siger at lykke afhænger af om man ’erkender sit åndelige behov’ og „hungrer og tørster efter retfærdighed“. Noget der har forbindelse med disse to faktorer er den tilsyneladende selvmodsigende udtalelse Jesus fremsætter: „Lykkelige er de som sørger, for de vil blive trøstet.“ (Mattæus 5:3-6) Jesus mente naturligvis ikke at folk ville blive lykkelige når de mistede en af deres kære. Nej, han talte derimod om dem der begræder deres syndige tilstand og dens konsekvenser.
4 Apostelen Paulus taler om at menneskeskabningen sukker under synden men har grundlag for håb om at den vil „blive frigjort fra trældom under fordærv“. (Romerne 8:21, 22) Mennesker der gør Guds vilje og tager imod Kristi genløsningsoffer som det middel Jehova har tilvejebragt for synders tilgivelse, vil blive trøstet og være lykkelige. (Romerne 4:6-8) I bjergprædikenen siger Jesus også at „de der har et mildt sind“, „de barmhjertige“, „de rene af hjertet“ og „de som stifter fred“, er lykkelige. Han giver den forsikring at selv hvis sådanne sagtmodige mennesker skulle blive forfulgt vil de ikke miste deres lykke. (Mattæus 5:5-11) Det er interessant at disse forudsætninger for lykke stiller rige og fattige lige.
Grundlaget for sand lykke
5. Hvad er grundlaget for den lykke Guds indviede tjenere erfarer?
5 Materiel velstand er ikke kilden til sand lykke. Den vise kong Salomon sagde: „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ (Ordsprogene 10:22) For de skabninger der anerkender Jehovas universelle suverænitet er lykke uløseligt forbundet med Guds velsignelse. Den der er indviet og som har og føler Jehovas velsignelse er virkelig lykkelig. I bibelsk forstand er lykke forbundet med det at være glad og tilfreds i en meningsfyldt tjeneste for Jehova.
6. Hvad kræves der af Jehovas folk for at de kan opnå sand lykke?
6 Sand lykke afhænger af om man har det rette forhold til Jehova. Den bygger på kærlighed til Gud og det at man er trofast over for ham. Jehovas indviede tjenere kan helhjertet tilslutte sig Paulus’ ord: ’Ingen af os lever jo for sig selv . . . vi lever for Jehova . . . vi tilhører Jehova.’ (Romerne 14:7, 8) Man kan derfor ikke opnå sand lykke hvis ikke man er lydig mod Jehova og med glæde underlægger sig hans vilje. Jesus sagde: „Lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!“ — Lukas 11:28.
Foranderlige faktorer for lykke
7, 8. (a) Hvordan kan man opdele de faktorer der fører til lykke? (b) Hvad kan der siges om det at gifte sig og få børn?
7 De ovennævnte faktorer for lykke kan kaldes grundelementer eller konstanter, eftersom de gælder Jehovas indviede tjenere til hver en tid. Desuden findes der nogle foranderlige faktorer som kan skabe lykke under nogle omstændigheder, men ikke, eller kun i begrænset omfang, under andre. I patriarktiden og den førkristne æra var det at gifte sig og få børn uadskilleligt forbundet med lykke. Dette ses af Rakels bitre bøn til Jakob: „Giv mig børn, ellers vil jeg være en død kvinde.“ (1 Mosebog 30:1) Denne holdning til at sætte børn i verden var i overensstemmelse med Jehovas hensigt i denne periode. — 1 Mosebog 13:14-16; 22:17.
8 I fortiden betragtede Jehovas folk det at blive gift og få børn som en velsignelse fra Gud. Men under de svære tider i Guds folks historie var dette og andre forhold også forbundet med mange problemer. (Jævnfør Salme 127, 128 med Jeremias 6:12; 11:22; Klagesangene 2:19; 4:4, 5.) Det er derfor tydeligt at det at gifte sig og få børn ikke medfører lykke til hver en tid.
Nogle i fortiden der var lykkelige som ugifte
9. Hvorfor blev Jeftas datter besunget hvert år?
9 Mange af Guds tjenere har fundet sand lykke som ugifte. Af respekt for sin faders løfte forblev Jeftas datter ugift. En tid græd hun og hendes veninder over hendes jomfrustand. Men hun havde den glæde at kunne tjene al sin tid ved Jehovas hus, måske blandt „de tjenende kvinder, som gjorde tjeneste ved indgangen til mødeteltet“. (2 Mosebog 38:8) Hun blev hvert år besunget herfor. — Dommerne 11:37-40.
10. Hvad krævede Jehova af Jeremias, og lader det til at han af den grund var ulykkelig?
10 På grund af den dramatiske tid Jeremias levede på, gav Gud ham påbud om ikke at gifte sig og få børn. (Jeremias 16:1-4) Men Jeremias erfarede sandheden i følgende ord fra Gud: „Velsignet er den våbenføre mand som sætter sin lid til Jehova, og som har gjort Jehova til sin fortrøstning.“ (Jeremias 17:7) I de mere end 40 år Jeremias var profet, tjente han Gud trofast som ugift. Så vidt man ved giftede han sig aldrig og fik børn. Men hvem tvivler på at Jeremias i lighed med den trofaste jødiske rest var lykkelig og ’strålede over Jehovas godhed’? — Jeremias 31:12.
11. Hvilke eksempler indeholder Bibelen på trofaste tjenere for Jehova som var lykkelige selv om de ikke havde en ægtefælle?
11 Mange andre tjente Jehova med glæde selv om de var ugifte. De havde enten aldrig været gift, eller var enker eller enkemænd. Blandt andet kan nævnes profetinden Anna, sandsynligvis Dorkas (der også blev kaldt Tabita), apostelen Paulus, og det største eksempel af dem alle — Jesus Kristus.
Nogle som er ugifte og lykkelige i dag
12. Hvad har nogle af Jehovas lykkelige tjenere i dag givet rum for, og hvorfor?
12 I dag er der tusinder af Jehovas vidner som trofast tjener Gud uden at have en ægtefælle. Nogle af dem har været i stand til at tage imod Jesu indbydelse: „Lad den der kan give rum for det [den ugifte stands gave], give rum for det.“ Dette har de gjort „på grund af himlenes rige“. (Mattæus 19:11, 12) Det vil sige at de har anvendt deres gudgivne frihed på en god måde ved at bruge mere tid og flere kræfter på at fremme Rigets interesser. Mange af dem tjener som pionerer, missionærer eller medlemmer af betelfamilien på Vagttårnsselskabets hovedkontor eller på et af dets afdelingskontorer.
13. Hvilke eksempler viser at en kristen kan være lykkelig som ugift?
13 En ældre søster gav sin livsberetning den sigende titel: „Ugift og lykkelig som pioner.“ (Vagttårnet, 1. december 1985, side 27-30) En anden ugift søster der arbejdede på Betel i over 50 år, sagde: „Jeg er fuldstændig tilfreds med mit liv og mit arbejde. Jeg har mere travlt nu end nogen sinde før med et arbejde som jeg elsker højt. Jeg fortryder intet. Jeg ville træffe den samme beslutning igen.“ — Vagttårnet, 15. september 1982, side 15.
14, 15. (a) Hvad er ifølge apostelen Paulus nødvendigt for at forblive ugift? (b) Hvorfor siger Paulus at den ugifte „gør bedre“ og „er lykkeligere“?
14 Læg mærke til ordet „beslutning“. Paulus skrev: „Hvis nogen står fast i sit hjerte, idet han ikke føler nogen nødvendighed men har myndighed over sin egen vilje og i sit hjerte har truffet den beslutning at han vil bevare sin jomfruelighed, han gør vel. Altså, også den der giver sin jomfruelighed hen i ægteskab gør vel, men den der ikke giver den hen i ægteskab gør bedre.“ (1 Korinther 7:37, 38) Hvorfor siger Paulus at den der ikke gifter sig „gør bedre“? Han forklarer: „Jeg ønsker at I må være fri for bekymring. Den ugifte mand er bekymret for det der hører Herren til, hvordan han kan opnå Herrens godkendelse. . . . Og den ugifte kvinde og jomfruen er bekymret for det der hører Herren til . . . Men dette siger jeg til jeres eget bedste, . . . for at bevæge jer til det der er sømmeligt og til at I stadig står til tjeneste for Herren uden at lade jer distrahere.“ — 1 Korinther 7:32-35.
15 Er det forbundet med lykke ’stadig at stå til tjeneste for Herren uden at lade sig distrahere’ for at „opnå Herrens godkendelse“? Det mente Paulus åbenbart. Idet han taler om en kristen enke siger han: „Hun er fri til at blive gift med hvem hun vil, dog kun i Herren. Men hun er lykkeligere hvis hun forbliver som hun er, efter min mening. Jeg mener nemlig at også jeg har Guds ånd.“ — 1 Korinther 7:39, 40.
Fordele ved den ugifte stand
16. Hvilke fordele har ugifte Jehovas vidner?
16 Hvad enten man er ugift som følge af en personlig beslutning eller som følge af omstændighederne, medfører den ugifte stand mange personlige fordele. Ugifte har som regel mere tid til at studere Guds ord og meditere over det. Hvis de udnytter dette, vil de vokse åndeligt. Eftersom de ikke har en ægtefælle at drøfte deres problemer med, lærer mange i højere grad at støtte sig til Jehova og at søge hans ledelse i alt. (Salme 37:5) Dette hjælper dem til at opnå et nærmere forhold til Skaberen.
17, 18. (a) Hvilke tjenesteforrettigheder kan ugifte tjenere for Jehova opnå? (b) Hvordan har ugifte tjenere for Jehova beskrevet deres lykke?
17 Ugifte kristne har mulighed for at tage imod større tjenesteprivilegier til Jehovas pris. Den særlige oplæring man modtager på Skolen for Udnævnte Tjenere er forbeholdt ugifte brødre og enkemænd. Ugifte søstre har også større mulighed for at række ud efter tjenesteprivilegier i tjenesten for Gud. Den ældre søster der blev omtalt før, tog tjenesten op i et afrikansk land på et tidspunkt da hun, som hun selv siger, var ’en noget skrøbelig kvinde i en alder af godt og vel 50 år’. Og hun blev der, selv under et forbud hvor alle missionærerne blev udvist. Hun tjener stadig samme sted som pioner, selv om hun nu er over 80 år. Er hun lykkelig? I sin livsberetning skrev hun: „Jeg [har] som ugift været i stand til at anvende den yderligere bevægelsesfrihed til at være travlt optaget af forkyndelsen, og det har bragt mig stor lykke. . . . I årenes løb er mit forhold til Jehova stadig blevet uddybet. I min ugifte stand, i et afrikansk land, har jeg oplevet ham som min Beskytter.“
18 Det er også værd at hæfte sig ved en udtalelse af en broder der tjente ved Vagttårnsselskabets hovedkontor i flere årtier. Han var lykkelig selv om han aldrig blev gift og selv om han havde et himmelsk håb uden udsigt til at blive gift. I en alder af 79 år skrev han: „Hver dag beder jeg vor kærlige himmelske Fader om visdom til at bevare mig åndeligt og fysisk sund og stærk så jeg kan fortsætte med at gøre hans hellige vilje. I de sidste niogfyrre år i tjenesten for Jehova har jeg haft en lykkelig og tilfredsstillende tilværelse med mange velsignelser. Og med Jehovas ufortjente godhed ser jeg frem til fortsat at tjene til hans ære og herlighed og til velsignelse for hans folk. . . . Jehovas glæde hjælper mig til at kæmpe troens gode kamp idet jeg ser frem til den tid hvor Jehovas fjender ikke findes mere og hele jorden er fyldt med hans herlighed.“ — 4 Mosebog 14:21; Nehemias 8:10; The Watchtower, 15. november 1968, side 699-702.
Hvoraf afhænger sand lykke?
19. Hvad vil vor lykke altid være afhængig af?
19 Det er vort dyrebare forhold til Jehova og det at opnå hans godkendelse og velsignelse der vil bringe os sand lykke i al evighed. Når man har dette syn på hvad der bringer sand lykke, vil også gifte tjenere for Jehova indse at ægteskabet ikke er det vigtigste i livet. De følger apostelen Paulus’ vejledning: „Dette siger jeg, brødre: den tid der er tilbage er begrænset. Lad herefter dem der har hustru, være som om de ingen havde.“ (1 Korinther 7:29) Det betyder ikke at ægtemænd skal forsømme deres hustruer. Modne kristne ægtemænd sætter tjenesten for Jehova først, og det samme gør deres gudfrygtige, kærlige hustruer som støtter dem og i nogle tilfælde tjener sammen med dem på heltidsbasis. — Ordsprogene 31:10-12, 28; Mattæus 6:33.
20. Hvilken god indstilling har mange kristne til deres ægteskabelige privilegier?
20 Gifte brødre som er rejsende tilsynsmænd, som tjener på Betel eller virker som ældste i menigheden — ja, alle gifte kristne som sætter Rigets interesser først i deres liv — ’bruger ikke verden fuldt ud’; de arbejder på at få deres ægteskabelige privilegier til at passe med deres liv som indviede tjenere for Jehova. (1 Korinther 7:31) Deres lykke er ikke udelukkende forbundet med deres ægteskab men med deres tjeneste for Jehova. Og mange trofaste ægtemænd og hustruer — og også deres børn — glæder sig over at det forholder sig sådan.
21, 22. (a) Hvad bør, på baggrund af Jeremias 9:23, 24, fylde os med lykke? (b) Hvilke faktorer for lykke nævnes i Ordsprogene 3:13-18?
21 Profeten Jeremias skrev: „Således har Jehova sagt: ’Lad ikke den vise rose sig af sin visdom, og lad ikke den vældige kriger rose sig af sine vældige gerninger. Lad ikke den rige rose sig af sin rigdom. Men lad den der roser sig, rose sig af dette: At have indsigt og at have kundskab om mig, at jeg er Jehova, som øver loyal hengivenhed, ret og retfærdighed på jorden; for disse ting har jeg virkelig behag i,’ lyder Jehovas udsagn.“ — Jeremias 9:23, 24.
22 Hvad enten vi er gift eller ugift, er vor største kilde til lykke at vi har kundskab om Jehova og er overbeviste om at vi ejer hans velsignelse fordi vi gør hans vilje. Vi er også lykkelige over at have indsigt i hvad der er den rette målesnor for sand lykke, de ting Jehova har behag i. Kong Salomon, der havde mange hustruer, betragtede ikke ægteskabet som den eneste vej til lykke. Han sagde: „Lykkeligt er det menneske der har fundet visdom, ja, det menneske som opnår dømmekraft; at erhverve sig den er nemlig bedre end at erhverve sig sølv, og at have den som udbytte er bedre end guld. Den er mere værdifuld end koraller; og hvad andet du har lyst til, kan ikke stilles op som dens lige. En lang række dage er der i dens højre; i dens venstre er der rigdom og herlighed. Dens veje er liflige veje, og alle dens stier er fred. Den er et livets træ for dem der griber fat i den, og de der holder den fast prises lykkelige.“ — Ordsprogene 3:13-18.
23, 24. Hvorfor kan vi være forvissede om at alle Jehovas trofaste tjenere vil blive lykkelige i den nye tingenes ordning?
23 Må de af os som er gift, for evigt finde lykke i at gøre Guds vilje. Og må de af vore kære brødre og søstre som er ugifte, efter eget valg eller på grund af omstændighederne, holde ud under deres prøvelser og finde lykke og tilfredshed ved at tjene Jehova nu og for evigt. (Lukas 18:29, 30; 2 Peter 3:11-13) I Guds kommende tingenes ordning vil „skriftruller“ blive åbnet. (Åbenbaringen 20:12) Disse vil indeholde spændende nye påbud og forordninger der vil bidrage til den lydige menneskeheds lykke.
24 Vi kan have fuld tillid til at vor „lykkelige Gud“ har nogle ting i vente til os som i dag overgår vor fatteevne men som vil resultere i at vi bliver fuldstændig lykkelige. (1 Timoteus 1:11) Gud vil fortsat ’åbne sin hånd og mætte alt levende med hvad det ønsker’. (Salme 145:16) Intet under at der er og altid vil være sand lykke forbundet med at tjene Jehova.
Hvad vil du svare?
◻ Hvad er grundlaget for den lykke Jehovas indviede tjenere erfarer?
◻ Nævn nogle der tjente Jehova lykkeligt som ugifte på Bibelens tid.
◻ Hvorfor anbefalede Paulus den ugifte stand, og hvordan har nogle kristne erfaret at dette er en livsform der kan bringe lykke?
◻ Hvad vil vor lykke altid afhænge af?
◻ Hvorfor kan vi have tillid til at alle trofaste i den nye tingenes ordning vil blive lykkelige?
[Illustration på side 16]
Mange ugifte søstre glæder sig over at tjene Jehova som heltidsforkyndere
[Illustration på side 18]
At tjene Jehovas interesser er den største kilde til lykke