Modsiger Bibelen sig selv?

„DET er umuligt for Gud at lyve,“ fastslår Bibelen. (Hebræerne 6:18) Kan en bog da være fyldt med selvmodsigelser og betydelige unøjagtigheder og samtidig kaldes Guds ord? Nej, det kan den ikke. „Men hvorfor så alle disse unøjagtigheder?“ spørger du måske.

Som man kun kan forvente af en bog der i århundredernes løb møjsommeligt er blevet afskrevet i hånden og gennem tiden oversat til de talte sprog, er der under afskrivningsprocessen opstået visse variationer i gengivelsen. Men ingen af disse variationer er så betydelige at de rejser tvivl om Bibelens inspiration eller dens pålidelighed. Undersøger man de tilsyneladende selvmodsigelser omhyggeligt, finder man altid frem til en fornuftig forklaring på spørgsmålene. Folk der påstår at Bibelen modsiger sig selv, har som regel aldrig selv undersøgt den grundigt, men accepterer blot en opfattelse der bliver påduttet dem af mennesker som ikke selv ønsker at tro på Bibelen eller at leve efter den. Men Bibelen siger advarende i Ordsprogene 18:13 at „når nogen svarer før han hører hvad sagen drejer sig om, bliver det til dårskab og ydmygelse for ham“.

Nogle har påpeget at bibelskribenterne øjensynlig ikke altid er enige når det drejer sig om bestemte antal, begivenheders rækkefølge, citaters ordlyd eller andre ting. Men overvej engang følgende: Hvis man bad flere øjenvidner til en begivenhed om at nedskrive hvad de havde set, ville alle beretningerne da være fuldstændig enslydende i hver eneste detalje? Hvis det var tilfældet, ville man så ikke mistænke dem for at stå i hemmelig forståelse med hinanden? Gud gav bibelskribenterne lov til at anvende deres egen stil og deres eget sprog, men sørgede samtidig for at hans tanker og de vigtige kendsgerninger blev nøjagtigt nedfældet.

En skribent har måske ændret lidt på ordlyden i et citat fra tidligere skrifter for at tilpasse det et bestemt behov, men har samtidig bevaret den grundlæggende idé og tanke. Det samme kan være tilfældet hvad angår den rækkefølge hvori begivenhederne forekommer. Én skribent følger måske en strengt kronologisk orden, mens en anden opfører begivenhederne så de passer ind i en tankerække. Hvor meget der er udeladt afhænger selvfølgelig også af skribentens indfaldsvinkel og beretningens længde. Mattæus taler således om at Jesus helbreder to blinde mænd, mens Markus og Lukas kun nævner én. (Mattæus 20:29-34; Markus 10:46; Lukas 18:35) Men beretningerne er ikke indbyrdes modstridende. Mattæus er blot mere specifik hvad antallet angår, mens Markus og Lukas retter opmærksomheden mod den Jesus talte med.

Desuden var der to forskellige måder at beregne tiden på. Det jødiske folk anvendte to kalendere — en hellig kalender og en verdslig kalender eller landbrugskalender — der begynder på forskellige tidspunkter af året. At nogle skribenter angiver forskellige måneder og dage når de henviser til den samme begivenhed kan altså blot skyldes at de bruger forskellige kalendere. Eftersom orientalske skribenter sjældent gjorde brug af brøkdele, blev dele af et år altid regnet for et helt år. Man afrundede til det nærmeste hele antal. Dette kan man blandt andet se i slægtsregistrene i Første Mosebog, kapitel 5.

Hvad med „selvmodsigelserne“?

Men findes der ikke skriftsteder i Bibelen der siger det modsatte af hvad der står i andre skriftsteder? Lad os betragte nogle skriftsteder som bibelkritikere har anført som selvmodsigende.

I Johannes 3:22 læser vi at Jesus „døbte“. Lidt længere fremme, i Johannes 4:2, siger beretningen at „Jesus ikke selv døbte“. Men som resten af beretningen viser, var det Jesu disciple der udførte selve dåbshandlingen i hans navn og under hans ledelse. En forretningsmand og hans sekretær kan jo også begge hævde at have skrevet det samme brev.

Så er der Første Mosebog 2:2, hvor der står at Gud ’hvilede fra hele sit værk’. I Johannes 5:17 siger Jesus derimod at Gud „er blevet ved med at arbejde til nu“. Men som sammenhængen viser taler beretningen i Første Mosebog udelukkende om Guds skabervirksomhed, mens Jesus hentydede til Guds gerninger i forbindelse med det at lede og tage sig af menneskeheden.

Hvis man sammenligner Anden Mosebog 34:7 med Ezekiel 18:20, finder man en anden tilsyneladende selvmodsigelse. Det første skriftsted siger at Gud ville bringe „straf for fædres misgerning over sønner og sønnesønner“, mens der i det sidste skriftsted står at en søn „ikke [skal] bære noget af faderens brøde“. Hvorfor modsiger disse to skriftsteder øjensynlig hinanden? Fordi de er taget ud af sammenhængen. Når Gud siger at der ikke kun vil komme straf over fædrene men også over deres sønner og sønnesønner, taler han om hvad der ville ske med israelitterne som folk betragtet hvis de syndede imod ham og blev ført i fangenskab. Når der på den anden side siges at en søn ikke var ansvarlig for sin faders fejltrin, tales der om det personlige ansvar.

Der kan også findes andre forskelle, for eksempel i beretningerne om Jesu fødsel som findes i Mattæus 1:18-25 og Lukas 1:26-38. Men er der tale om selvmodsigelser?

Har du nogen sinde læst to biografier over den samme berømte persons liv? Da har du sikkert lagt mærke til at de har været forskellige uden dog at modsige hinanden. Det kan skyldes at skribenternes personlige indtryk af vedkommende har været forskelligt, eller at de har anvendt forskellige kilder. Biografiens udformning afhænger også meget af hvad forfatteren har ment var vigtigt at tage med i sin fremstilling, hvilken vinkel han har valgt, og hvilket publikum han henvender sig til. Beretninger der blev skrevet med henblik på ikke-jødiske læsere ville således være anderledes end dem der var henvendt til jødiske læsere, som allerede forstod og accepterede visse kendsgerninger.

Dette er blot nogle få eksempler på passager i Bibelen der virker selvmodsigende medmindre man omhyggeligt undersøger dem. Men gør man det, og husker at tage skribentens synsvinkel og sammenhængen i betragtning, er de slet ikke selvmodsigende men blot passager der kræver yderligere granskning. Det er de færreste mennesker der foretager en sådan granskning. De finder det meget lettere blot at sige: „Bibelen modsiger sig selv.“

Fortjener vor tillid

Guds hellige ånd gav bibelskribenterne stort spillerum når de skulle nedskrive deres beretninger. (Apostelgerninger 3:21) Det satte dem i stand til at frembringe et farverigt og malende billede af det de så. Beretningernes forskelligartethed er i virkeligheden et vidnesbyrd om deres pålidelighed og sandfærdighed, for man kan ikke beskylde bibelskribenterne for bedrageri eller for at have stået i hemmelig forståelse med hinanden. (2 Peter 1:16-21) Skønt bibelskribenterne gjorde brug af forskellige metoder og indfaldsvinkler, pegede de alle i samme retning og havde det samme mål: at vise mennesker hvad Jehova Gud vil udrette for at gøre menneskeheden lykkelig, og hvad vi på vor side må gøre for at opnå Guds godkendelse. — Ordsprogene 2:3-6, 9.

Bibelen er en bog der taler til fornuften. Den er helt igennem harmonisk. Den modsiger ikke sig selv. Alle Bibelens 66 bøger (1189 kapitler eller 31.173 vers ifølge King James-oversættelsen), fortjener vor fulde tillid. Ja, man kan stole på Bibelen!

[Ramme på side 6]

Hvis du finder en „selvmodsigelse“ i Bibelen, kunne det da skyldes:

◆ At du ikke kender til visse historiske forhold eller gamle skikke?

◆ At du har undladt at tage sammenhængen i betragtning?

◆ At du har overset bibelskribentens synsvinkel?

◆ At du forsøger at få fejlagtige religiøse ideer til at stemme overens med det Bibelen virkelig siger?

◆ At du anvender en unøjagtig eller forældet bibeloversættelse?

[Illustrationer på side 7]

Mattæus siger at Jesus helbredte to blinde mænd. Markus og Lukas nævner kun én. Er der tale om en selvmodsigelse?