Hvem har skrevet Bibelen?
„BIBELEN er fyldt med selvmodsigelser,“ hævder visse skeptikere. „Desuden er den jo bare skrevet af mennesker, så hvordan skulle man kunne betragte den som en ufejlbarlig rettesnor i livet?“
Er du af samme mening som disse skeptikere, der blot betragter Bibelen som en bog der indeholder ufuldkomne menneskers egne tanker? Der findes præster som har denne holdning. Den afdøde schweiziske teolog Karl Barth, der var protestant, skrev i sin bog Kirchliche Dogmatik: „Profeterne og apostlene som sådan kunne begå fejl i tale såvel som i skrift.“ Sandt nok kan der forekomme visse afvigelser når flere forskellige bibelskribenter har nedskrevet den samme beretning. Man kan også finde udtalelser der umiddelbart synes at modsige noget der fremholdes andre steder i Bibelen. Men er der virkelig tale om selvmodsigelser? Er Bibelen blot et produkt af mennesker? Ja, hvem har skrevet Bibelen?
Svaret er enkelt. Som Bibelen selv siger: „Mennesker udtalte ord fra Gud.“ Men hvordan vidste de hvad de skulle sige og hvad de skulle skrive? Den netop citerede mand, apostelen Simon Peter, forklarer videre at disse mennesker talte „idet de blev ført af hellig ånd“. — 2 Peter 1:21.
Den ene gang efter den anden understreger Bibelen at den er „Guds ord“. Alene i Salme 119 nævnes det, på forskellig vis, 176 gange i salmens 176 vers! Normalt er skribenter stærkt interesserede i at andre skal vide hvad netop de har skrevet. Men sådan var det ikke med de mænd der skrev Bibelen. Al ære gik til Gud. Det var hans bog, ikke deres. — 1 Thessaloniker 2:13; 2 Samuel 23:2.
Hvordan blev de „ført af hellig ånd“?
Hvordan blev disse mænd „ført af hellig ånd“? Vi finder svaret i et brev som blev sendt til Timoteus, en af de kristne i det første århundrede: „Hele skriften er inspireret af Gud.“ I den oprindelige græske bibeltekst er udtrykket „inspireret af Gud“ oversat fra ordet theoʹpneustos, der bogstaveligt betyder „Gud-indåndet“. Gud brugte sin usynlige virksomme kraft — sin hellige ånd — til at ’indånde’ sine tanker i menneskers sind. På den måde er det Jehova Gud der er ophavsmand til Bibelen. Det er ham der har ledet nedskrivningen, næsten på samme måde som en forretningsmand lader en sekretær skrive sine breve. — 2 Timoteus 3:16.
Begrebet „Gud-indåndet“ danner også en parallel til det bibelske udtryk „ført af hellig ånd“. Hvordan det? Det græske ord der her er oversat med „ført“, bruges også om skibe der føres frem af vinden på en bestemt kurs. (Jævnfør Apostelgerninger 27:15, 17.) På samme måde som vinden blæser og derved får et sejlskib til at bevæge sig, sådan har bibelskribenterne tænkt, talt og skrevet under Guds indflydelse, ført af hans hellige ånd, som han har ’indåndet’ i dem.
De skribenter Gud brugte
Vi har kun få selvbiografiske detaljer om bibelskribenterne. I stedet for at tillægge sig selv den store betydning, har de altid bestræbt sig for at ære Gud ved at holde sig selv i baggrunden. Men vi ved dog at der blandt dem var embedsmænd, dommere, profeter, konger, hyrder, landmænd og fiskere — omkring 40 mænd i alt. Det har resulteret i at Bibelen har en ganske særlig tiltrækningskraft, ja, ligefrem udstråler variation og menneskelighed.
Mange af bibelskribenterne kendte ikke hinanden. De levede med flere hundrede års mellemrum og var yderst forskellige hvad angik alder, temperament, erfaringsgrundlag og social og uddannelsesmæssig baggrund. Men på trods af dette stemmer deres skrifter helt overens. De skrev bogen over en periode på omkring 1600 år. Og undersøger man Bibelen omhyggeligt vil man opdage en bemærkelsesværdig indre harmoni. Derved afspejler den én Forfatters tanker, skønt der blev brugt mange skribenter.
Bør dette ikke få os til at vise denne ekstraordinære bog, Bibelen, „mere end almindelig opmærksomhed“? Bør vi ikke nå til samme slutning som apostelen Peter, der skrev: „Og vi har deri en yderligere Bekræftelse af det profetiske Ord, som I gør vel i at agte paa som et Lys, der skinner paa et skummelt Sted“? — Hebræerne 2:1; 2 Peter 1:19, Konstantin-Hansen.
Men hvad med påstanden om at Bibelen modsiger sig selv? Er det tilfældet? Hvad ville du svare?
[Ramme på side 4]
„Hvilken storslået bog! Noget der for mig er mere forunderligt end dens indhold, er dens udtryksmåde — ordene bliver et naturprodukt, som et træ, som en blomst, som havet, som stjernerne, som mennesket selv. Det spirer, det flyder, det skinner, det ler, man ved ikke hvordan, man ved ikke hvorfor, det hele føles blot så naturligt. Det er virkelig Guds ord, i modsætning til andre bøger, der kun afspejler menneskers visdom.“ — Den tyske digter Heinrich Heine, om Bibelen.
[Illustration på side 4]
På samme måde som vinden fører et sejlskib af sted, sådan blev bibelskribenterne ’ført af Guds hellige ånd’